Skip to main content

TEXT 46

TEXT 46

Tekst

Texte

yataḥ pravṛttir bhūtānāṁ
yena sarvam idaṁ tatam
sva-karmaṇā tam abhyarcya
siddhiṁ vindati mānavaḥ
yataḥ pravṛttir bhūtānāṁ
yena sarvam idaṁ tatam
sva-karmaṇā tam abhyarcya
siddhiṁ vindati mānavaḥ

Synonyms

Synonyms

yataḥ — fra hvem; pravṛttiḥ — udstrømning; bhūtānām — alle levende væseners; yena — af hvem; sarvam — alt; idam — dette; tatam — gennemtrænges; sva-karmaṇā — via sine egne pligter; tam — Ham; abhyarcya — ved at tilbede; siddhim — fuldkommenhed; vindati — opnår; mānavaḥ — et menneske.

yataḥ: de qui; pravṛttiḥ: l’émanation; bhūtānām: de tous les êtres; yena: par qui; sarvam: tout; idam: cela; tatam: est pénétré; sva-karmaṇā: par ses propres devoirs; tam: Lui; abhyarcya: en adorant; siddhim: la perfection; vindati: atteint; mānavaḥ: l’homme.

Translation

Translation

Ved at tilbede Herren, der er ophav til alle levende væsener, og som er altgennemtrængende, kan et menneske opnå fuldkommenhed ved at gøre sit eget arbejde.

S’il adore le Seigneur omniprésent, origine de tous les êtres, l’homme peut atteindre la perfection en exécutant le devoir qui lui est propre.

Purport

Purport

FORKLARING: Som fastslået i kapitel 15 er alle levende væsener uadskillelige fragmentariske dele af den Højeste Herre. Den Højeste Herre er derfor begyndelsen til alle levende væsener. Dette bliver bekræftet i Vedānta-sūtra (1.1.2) med ordene janmādy asya yataḥ. Den Højeste Herre er således begyndelsen til alle levende væseners liv. Og som der står i Bhagavad-gītās kapitel 7, er den Højeste Herre altgennemtrængende i kraft af Sine to energier, den ydre energi og den indre energi. Man skal derfor tilbede den Højeste Herre sammen med Hans energier. Normalt tilbeder vaiṣṇava-hengivne den Højeste Herre sammen med Hans indre energi. Hans ydre energi er et forvrænget spejlbillede af den indre energi. Den ydre energi er en baggrund, men den Højeste Herre er gennem ekspansionen af Sin fuldstændige del som Paramātmā til stede overalt. Han er Oversjælen i alle halvguder, alle mennesker, alle dyr, overalt. Man bør derfor vide, at som uadskillelig del af den Højeste Herre er det ens pligt at tjene den Højeste. Alle skal være engageret i hengiven tjeneste til Herren i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed. Det er anbefalingen i dette vers.

Tous les êtres vivants, ainsi que l’enseigne le quinzième chapitre, sont d’infimes particules faisant partie intégrante du Seigneur Suprême. Le Seigneur est donc à l’origine de tous les êtres, comme le confirme le Vedānta-sūtra: janmādy asya yataḥ. Il est la source même de la vie de chaque être. Et comme l’explique le septième chapitre de la Bhagavad-gītā, Il est partout présent par le biais de Ses énergies – externe et interne. On doit donc L’adorer avec l’ensemble de Ses énergies. Toutefois, les vaiṣṇavas L’adorent plus particulièrement avec Son énergie interne – Son énergie externe n’étant en effet, qu’un reflet dénaturé de celle-ci. L’énergie externe est une toile de fond mais le Seigneur, par Son émanation plénière, le Paramātmā, manifeste partout Son omniprésence. Il est l’Âme Suprême présente en tous lieux, en tous les devas, tous les hommes et tous les animaux. Chacun doit bien se rendre compte qu’en tant que partie intégrante du Seigneur Suprême, son devoir est de Le servir. Il faut Le servir avec amour et dévotion, en pleine conscience de Sa personne. C’est ce que recommande notre verset.

Alle bør tænke, at de er sat til at gøre en bestemt slags arbejde af Hṛṣīkeśa, sansernes herre. Og med resultatet af det arbejde, man er beskæftiget med, skal man tilbede Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Hvis man hele tiden tænker på denne måde i fuld Kṛṣṇa- bevidsthed, bliver man ved Herrens nåde fuldt bevidst om alt. Det er livets fuldendelse. I Bhagavad-gītā (12.7) bemærker Herren, teṣām ahaṁ samuddhartā. Den Højeste Herre påtager Sig Selv ansvaret for at udfri en sådan hengiven. Dette er livets højeste fuldkommenhed. Hvis man tjener den Højeste Herre, når man den højeste fuldkommenhed, uanset hvad ens beskæftigelse er.

On doit être conscient que c’est Kṛṣṇa, Hṛṣīkeśa, le maître des sens, qui nous engage dans telle ou telle activité, et que les fruits de cette activité doivent être de nouveau investis dans l’adoration de ce même Kṛṣṇa, Dieu, la Personne Suprême. En gardant toujours cette conscience de Kṛṣṇa, on parvient par Sa grâce à tout voir avec clarté, ce qui est la perfection de l’existence. Le Seigneur affirme dans la Bhagavad-gītā (12.7) qu’Il veille personnellement à libérer Son dévot (teṣām ahaṁ samuddhartā). Telle est la plus haute perfection de l’existence, que l’on atteindra si l’on sert le Seigneur Suprême à travers son occupation, quelle qu’elle soit.