Skip to main content

TEXT 28

TEXT 28

Tekst

Texto

aśraddhayā hutaṁ dattaṁ
tapas taptaṁ kṛtaṁ ca yat
asad ity ucyate pārtha
na ca tat pretya no iha
aśraddhayā hutaṁ dattaṁ
tapas taptaṁ kṛtaṁ ca yat
asad ity ucyate pārtha
na ca tat pretya no iha

Synonyms

Palabra por palabra

aśraddhayā — uden tro; hutam — ofret; dattam — givet; tapaḥ — askese; taptam — udført; kṛtam — gjort; ca — også; yat — det, som; asat — falsk; iti — således; ucyate — siges at være; pārtha — O Pṛthās søn; na — aldrig; ca — også; tat — det; pretya — efter døden; na u — ej heller; iha — i dette liv.

aśraddhayā — sin fe; hutam — ofrecido como sacrificio; dattam — dado; tapaḥ — penitencia; taptam — ejecutado; kṛtam — realizado; ca — también; yat — lo que; asat — falso; iti — así pues; ucyate — se dice que es; pārtha — ¡oh, hijo de Pṛthā!; na — nunca; ca — también; tat — eso; pretya — después de la muerte; na u — ni; iha — en esta vida.

Translation

Traducción

Alt, der gøres som offer, velgørenhed eller askese uden tro på den Højeste, er midlertidigt, O Pṛthās søn. Det kaldes “asat” og er uden værdi i både dette liv og det næste.

Todo lo que se haga a modo de sacrificio, caridad o penitencia, sin fe en el Supremo, ¡oh, hijo de Pṛthā!, no es permanente. Ello se denomina ‘asat’, y es inútil tanto en esta vida como en la próxima.

Purport

Significado

FORKLARING: Ligegyldigt hvad man gør, uanset om det er offerhandlinger, velgørenhed eller askese, er det værdiløst uden det transcendentale mål. Dette vers erklærer derfor, at den slags aktiviteter er forkastelige. Man skal gøre alt for den Højeste i Kṛṣṇa-bevidsthed. Uden en sådan tro og uden ordentlig vejledning vil intet nogensinde bære frugt. Alle de vediske skrifter anbefaler derfor tro på den Højeste. Det yderste mål med at efterleve de vediske instruktioner er forståelsen af Kṛṣṇa. Uden at følge dette princip kan ingen opnå fuldkommenhed. Det bedste er derfor lige fra begyndelsen af at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed under en ægte åndelig mesters vejledning. På den måde bliver alt vellykket.

Cualquier cosa que se haga sin el objetivo trascendental —ya sea sacrificio, caridad o penitencia—, es inútil. Por consiguiente, en este verso se declara que esa clase de actividades son abominables. Todo se debe hacer por el Supremo en el plano de conciencia de Kṛṣṇa. Sin esa fe, y sin la guía debida, nunca puede haber ningún fruto. En todas las Escrituras védicas se aconseja el tener fe en el Supremo. En la prosecución de todas las instrucciones védicas, la meta última es la de llegar a comprender a Kṛṣṇa. Nadie puede lograr el éxito sin seguir ese principio. Por lo tanto, lo mejor es trabajar desde el principio en el plano de conciencia de Kṛṣṇa bajo la guía de un maestro espiritual genuino. Esa es la manera de hacer que todo sea un éxito.

I den betingede tilstand er folk tiltrukket til at tilbede halvguder, spøgelser eller yakṣaer som Kuvera. Godhedens kvalitet er bedre end lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter, men den, der engagerer sig direkte i Kṛṣṇa-bevidsthed, er transcendental til alle den materielle naturs kvaliteter. Selv om der er en gradvis ophøjelsesproces, er det bedst, hvis man ved at være sammen med rene hengivne kan engagere sig direkte i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det bliver anbefalet i dette kapitel. For at opnå fuldendelse ad denne vej skal man først finde den rette åndelige mester og blive oplært under hans vejledning. Da kan man få tro på den Højeste. Når denne tro med tiden modnes, kaldes den kærlighed til Gud. Denne kærlighed er det højest opnåelige for de levende væsener. Man bør derfor engagere sig direkte i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det er budskabet, vi finder her i kapitel 17.

En el estado condicionado, la gente está atraída a adorar a semidioses y fantasmas, o a yakṣas como Kuvera. La modalidad de la bondad es mejor que las modalidades de la pasión y la ignorancia, pero aquel que emprende directamente el proceso de conciencia de Kṛṣṇa, es trascendental a todas las tres modalidades de la naturaleza material. Aunque hay un proceso de elevación gradual, si, en virtud de la compañía de devotos puros, uno emprende directamente el proceso de conciencia de Kṛṣṇa, ese es el mejor camino. Y eso se recomienda en este capítulo. Para lograr el éxito en ese camino, primero uno debe encontrar al maestro espiritual idóneo y ser adiestrado bajo su dirección. Luego, se logra tener fe en el Supremo. Con el transcurso del tiempo, cuando esa fe madura, se denomina amor de Dios. Ese amor es la meta última de las entidades vivientes. De modo que, uno debe emprender directamente el proceso de conciencia de Kṛṣṇa. Ese es el mensaje de este decimoséptimo capítulo.

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 17. kapitel, De forskellige former for tro.

Así terminan los significados de Bhaktivedanta correspondientes al decimoséptimo capítulo del Śrīmad Bhagavad-gītā, titulado «Las divisiones de la fe».