Skip to main content

TEXT 1

TEXT 1

Tekst

Texte

arjuna uvāca
ye śāstra-vidhim utsṛjya
yajante śraddhayānvitāḥ
teṣāṁ niṣṭhā tu kā kṛṣṇa
sattvam āho rajas tamaḥ
arjuna uvāca
ye śāstra-vidhim utsṛjya
yajante śraddhayānvitāḥ
teṣāṁ niṣṭhā tu kā kṛṣṇa
sattvam āho rajas tamaḥ

Synonyms

Synonyms

arjunaḥ uvāca — Arjuna sagde; ye — de, som; śāstra-vidhim — skrifternes regler; utsṛjya — efter at have opgivet; yajante — tilbeder; śraddhayā — med fuldstændig tro; anvitāḥ — de, der er udstyret; teṣām — deres; niṣṭhā — tro; tu — men; — hvad; kṛṣṇa — O Kṛṣṇa; sattvam — i godhed; āho — eller også; rajaḥ — i lidenskab; tamaḥ — i uvidenhed.

arjunaḥ uvāca: Arjuna dit; ye: ceux qui; śāstra-vidhim: les règles prescrites dans les Écritures; utsṛjya: abandonnant; yajante: vouent un culte; śraddhayā: une foi totale; anvitāḥ: emplis de; teṣām: d’eux; niṣṭhā: la foi; tu: mais; kā: qu’est-ce que; kṛṣṇa: ô Kṛṣṇa; sattvam: dans la vertu; āho: ou bien; rajaḥ: dans la passion; tamaḥ: dans l’ignorance.

Translation

Translation

Arjuna spurgte: O Kṛṣṇa, hvordan forholder det sig med dem, der ikke følger skrifternes principper, men tilbeder ifølge deres egne forestillinger? Er de i godhed, lidenskab eller uvidenhed?

Arjuna dit: Ô Kṛṣṇa, quelles sont les conditions d’existence de ceux qui ne suivent pas les principes des Écritures et se vouent à un culte de leur invention ? Sont-ils sous l’influence de la vertu, de la passion ou de l’ignorance ?

Purport

Purport

FORKLARING: I vers 39 i kapitel 4 står der, at en person, der har tro på en bestemt form for tilbedelse, gradvist bliver ophøjet til kundskabens niveau og kommer til det højeste fuldkomne stadie af fred og velstand. I kapitel 16 konkluderes det, at den, der ikke følger de i skifterne nedfældede principper, kaldes en asura, dæmon, og den, der med tro følger skrifternes anvisninger, kaldes en deva eller halvgud. Men hvis man nu med tro følger nogle regler, der ikke er omtalt i skrifterne, hvad er ens position da? Arjunas tvivl desangående må fjernes af Kṛṣṇa. Tilbeder de, der skaber en eller anden Gud ved at udvælge et menneske og sætte deres lid til det, i godhed, lidenskab eller uvidenhed? Opnår den slags mennesker det fuldkomne stadie i livet? Er det muligt for dem at blive forankret i virkelig viden og ophøje sig til det højeste fuldkomne niveau? Hvad med dem, der ikke følger skrifternes regler og forskrifter, men tror på et eller andet og tilbeder guder, halvguder eller mennesker? Bliver deres anstrengelser kronet med held? Det er de spørgsmål, Arjuna stiller Kṛṣṇa.

Dans le quatrième chapitre, le trente-neuvième verset enseignait que l’homme qui se voue à un culte particulier se voit graduellement élevé au niveau de la connaissance, et atteint par là les sommets de la paix et de la prospérité. Dans le seizième chapitre, il était en outre expliqué que l’on doit considérer comme un asura, un démon, celui qui omet de suivre les principes établis par les Écritures et comme un deva celui qui les observe avec foi. Mais qu’en est-il de celui qui suit avec foi des principes dont les Écritures ne font pas mention ? Kṛṣṇa va dissiper ici le doute d’Arjuna. L’adoration de celui qui fait d’un être humain un dieu et place en lui sa foi relève-t-elle de la vertu, de la passion ou de l’ignorance ? Obtient-il la véritable connaissance et atteint-il ainsi la perfection de l’existence ? Connaîtra-t-il le succès quand il ne suit pas les principes des Écritures, mais a pourtant foi en quelque chose, deva ou homme, dont il fait l’objet de son culte ? Telles sont les questions qu’Arjuna pose à Kṛṣṇa.