FORKLARING: I begyndelsen af kapitel 15 blev denne materielle verdens banyantræ beskrevet. De ekstra rødder, der udgår fra det, blev sammenlignet med de levende væseners handlinger, hvor nogle er gode og andre dårlige. I kapitel 9 (vers 11–14) blev devaerne, de gudsfrygtige, og asuraerne, de ugudelige eller dæmonerne, beskrevet. Ifølge vedisk tradition bliver handlinger i godhedens kvalitet betragtet som gavnlige for fremskridt på befrielsens vej, og sådanne handlinger kaldes daivī prakṛti, af natur transcendentale. De, der er situeret i den transcendentale natur, gør fremskridt på befrielsens vej. Derimod er der ingen mulighed for befrielse for dem, der handler i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. De må enten forblive i denne materielle verden som mennesker, eller de falder ned til dyreriget eller endnu lavere livsformer. Her i kapitel 16 forklarer Herren nu både den transcendentale natur og dens ledsagende egenskaber og den dæmoniske natur og dens egenskaber. Han beskriver også fordelene og bagsiderne ved disse egenskaber.

Ordet abhijātasya i forbindelse med den, der er født med transcendentale egenskaber eller guddommelige tilbøjeligheder, er meget vigtigt. At undfange et barn i en Gudsbevidst atmosfære kalder de vediske skrifter for garbhādhāna-saṁskāra. Hvis forældrene gerne vil have et barn med de guddommelige egenskaber, skal de følge de ti principper, der anbefales for menneskets sociale liv. I Bhagavad-gītā har vi også allerede set, at kønsligt samkvem for at få et godt barn er Kṛṣṇa selv. Kønsliv fordømmes ikke, så længe det anvendes i Kṛṣṇa-bevidsthed. De, der er Kṛṣṇa-bevidste, bør i det mindste ikke få børn som hunde og katte, men få dem, så de efter deres fødsel kan blive Kṛṣṇa-bevidste. Det bør være fordelen for børn, hvis far og mor er absorberet i Kṛṣṇa-bevidsthed.

Formålet med samfundsinstitutionen varṇāśrama-dharma, der inddeler menneskesamfundet i fire sociale ordener og fire beskæftigelsesmæssige inddelinger eller kaster, er ikke, at samfundet skal opdeles efter fødsel. Disse inddelinger er baseret på uddannelsesmæssige kvalifikationer og har til formål at bevare samfundet i en tilstand af fred og velstand. De her omtalte egenskaber bliver beskrevet som transcendentale egenskaber, hvis formål er at hjælpe en person til at gøre fremskridt i åndelig forståelse, så han kan blive befriet fra den materielle verden.

I varṇāśrama-institutionen betragtes sannyāsīen, personen i forsagelsens orden, som overhoved eller åndelig mester for alle de sociale statusser og ordener. En brāhmaṇa anses for at være åndelig mester for de tre andre samfundsordener – kṣatriyaerne, vaiśyaerne og śūdraerne – men en sannyāsī, som befinder sig i toppen af institutionen, regnes også for brāhmaṇaernes åndelige mester. For en sannyāsī er den første kvalifikation at være frygtløs. Eftersom en sannyāsī skal leve alene uden nogen form for støtte eller garanti for støtte, er han nødt til udelukkende at afhænge af Guddommens Højeste Personligheds barmhjertighed. Hvis man tænker: “Hvem skal passe på mig, når jeg forlader mine venner og slægtninge?”, bør man ikke acceptere forsagelsens orden. Man skal være helt overbevist om, at Kṛṣṇa eller Guddommens Højeste Personlighed i Sit lokaliserede aspekt som Paramātmā altid er til stede inden i én, og at Han ser alt og til enhver tid ved, hvad man har i sinde at gøre. Således skal man være helt overbevist om, at Kṛṣṇa som Paramātmā tager Sig af en sjæl, der har overgivet sig til Ham. “Jeg er aldrig alene,” bør man tænke. “Selv hvis jeg bor ude i den allermørkeste skov, er Kṛṣṇa hos mig, og Han giver mig al beskyttelse.” En sådan overbevisning kaldes abhayam eller frygtløshed. Denne sindstilstand er nødvendig for en person i forsagelsens orden.

Dernæst skal han rense sin eksistens. Der findes et væld af regler og forskrifter, man skal følge i forsagelsens orden. Allervigtigst er det, at det er strengt forbudt for en sannyāsī at have nogen form for fortroligt forhold til en kvinde. Det er ham tilmed forbudt at tale alene med en kvinde på et isoleret sted. Herren Caitanya var den ideelle sannyāsī, og da Han boede i Jagannātha Purī, var det forment Hans kvindelige tilhængere at komme tæt på Ham, selv for at vise deres respekt. De måtte bukke sig ned på afstand. Dette er ikke udtryk for had til kvindeklassen generelt, men en regel pålagt sannyāsīer om ikke at have nære forhold til kvinder. For at rense sin tilværelse bliver man nødt til at følge de særlige regler og forskrifter, der gælder for ens pågældende livsstatus. For en sannyāsī er det strengt forbudt at have nære forhold til kvinder eller besidde velstand til sansenydelse. Herren Caitanya var den ideelle sannyāsī, og fra hans liv kan vi lære, at Han var meget striks i forhold til kvinder. Skønt Han bliver anset for at være Guddommens mest storsindede inkarnation, der accepterede de mest faldne sjæle, fulgte Han strengt reglerne og forskrifterne for sannyāsa-ordenen i relation til omgang med kvinder. En af Hans personlige ledsagere, Choṭa Haridāsa, levede sammen med Herren Caitanya og Hans andre fortrolige personlige ledsagere, men på en eller anden måde så denne Choṭa Haridāsa lystent på en ung kvinde, og Herren Caitanya var så striks, at Han omgående udstødte ham fra Sin personlige omgangskreds. Herren Caitanya bemærkede: “Det er forkasteligt for en sannyāsī eller alle andre, der stræber efter at slippe fri af kløerne på den materielle natur og forsøger at ophøje sig til den åndelige natur for at vende hjem, tilbage til Guddommen, at lyste efter materiel besiddelse eller kvinder for at tilfredsstille sanserne. Selv uden at nyde dem, men hvis man bare ser på dem med den mentalitet, er det så forkasteligt, at før man overhovedet har den slags utilladelige begær, burde man begå selvmord.” Så dette er renselsesprocesserne for en sannyāsī.

Det næste punkt er jñāna-yoga-vyavasthitiḥ: at være engageret i udvikling af viden. En sannyāsī skal bruge sit liv på at sprede viden til husholdere og andre, der har glemt, at meningen med livet er åndeligt fremskridt. En sannyāsī tigger fra dør til dør for at forsørge sig selv, men det betyder ikke, at han er en tigger. Ydmyghed er også et af kendetegnene på en transcendentalt situeret person, og af ren og skær ydmyghed går en sannyāsī fra dør til dør, ikke netop for at tigge, men for at møde husholderne og vække dem til Kṛṣṇa-bevidsthed. Dette er sannyāsīens pligt. Hvis han rent faktisk er avanceret og har fået ordre til det af sin åndelige mester, skal han prædike Kṛṣṇa-bevidsthed med logik og forståelse, og hvis han ikke er således avanceret, bør han ikke acceptere forsagelsens orden. Men selv hvis han har accepteret forsagelsens orden uden tilstrækkelig viden, skal han ikke desto mindre hengive sig helt til at høre fra en ægte åndelig mester for at få viden. En sannyāsī, en person i forsagelsens orden, skal være forankret i frygtløshed, sattva-saṁśuddhiḥ (renhed) og jñāna-yoga (viden).

Dernæst er der velgørenhed. Velgørenhed er for husholderne. Husholderne bør tjene til livets ophold på ærlig vis og anvende halvdelen af deres indkomst til at udbrede Kṛṣṇa-bevidsthed over hele verden. En husholder skal således give i velgørenhed til organisationer, der har dette formål. Velgørenhed skal gives til den rigtige modtager. Der er forskellige former for velgørenhed, hvilket bliver forklaret senere i forbindelse med velgørenhed i godheden, lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. Velgørenhed i godhedens kvalitet anbefales i skrifterne, men velgørenhed i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter anbefales ikke, for det er blot spild af penge. Velgørenhed bør kun gives til udbredelsen af Kṛṣṇa-bevidsthed over hele verden. Det er velgørenhed i godhedens kvalitet.

Når det kommer til damaḥ eller selvbeherskelse, gælder det ikke kun for de andre ordener i det religiøse samfund, men er især rettet mod husholderne. Selv om en husholder har en hustru, må han ikke unødvendigt bruge sine sanser på sexliv. Der er begrænsninger selv for husholdere med hensyn til seksuelt samkvem, som man kun bør have for at få børn. Hvis man ikke vil have børn, bør man ikke nyde kønslig omgang med sin kone. Det moderne samfund nyder seksuel omgang med præventive midler eller endnu mere afskyelige metoder for at undgå ansvaret for børn. Dette er ikke transcendentalt, men dæmonisk. Hvis man gerne vil gøre fremskridt i åndeligt liv, bliver man nødt til at beherske sit sexliv, selv hvis man er husholder, og ikke få børn, hvis det ikke er for at tjene Kṛṣṇa. Hvis man kan få børn, der er Kṛṣṇa-bevidste, er det i orden at få hundredvis af børn, men uden denne evne bør man ikke indlade sig på sex blot for at tilfredsstille sine sanser.

Offerhandlinger er en anden ting, som husholderne skal udføre, for offerhandlinger kræver store summer penge. De andre ordener, nemlig brahmacarya, vānaprastha og sannyāsa, har ingen penge. De ernærer sig ved at tigge. Så udførelse af forskellige slags offerhandlinger er for husholderne. De skal udføre agni-hotra-ofringer som påbudt i de vediske skrifter, men på nuværende tidspunkt er sådanne offerhandlinger meget bekostelige, så ikke alle husholdere kan udføre dem. Det anbefales derfor, at i denne tidsalder er det bedste offer det, der kaldes for saṅkīrtana-yajña. Dette saṅkīrtana-yajña, sangen af Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, er det bedste og billigste offer. Alle kan gøre det og drage fordel deraf. Så disse tre punkter, nemlig velgørenhed, sansebeherskelse og udførelse af offerhandlinger, gælder for husholderen.

Næste punkt, svādhyāyaḥ, vediske studier, gælder for brahmacarya, elevlivet. Brahmacārīer må ingen kontakt have med kvinder. De skal leve i cølibat og holde sindet beskæftiget med at studere den vediske litteratur for at udvikle åndelig viden. Dette kaldes svādhyāyaḥ.

Tapas eller askese er især bestemt for det tilbagetrukne liv. Man bør ikke leve som husholder hele livet. Man skal hele tiden huske på, at livet har fire stadier – brahmacarya, gṛhastha, vānaprastha og sannyāsa. Så efter gṛhastha, livet som husholder, skal man trække sig tilbage. Hvis man lever i 100 år, bør man leve 25 år som elev, 25 år i familielivet, 25 år i tilbagetrukket liv og 25 år i forsagelsens orden. Dette er reglerne for den vediske religiøse disciplin. En mand, der har trukket sig tilbage fra familielivet, skal praktisere askese for kroppen, sindet og tungen. Det er tapasya. Hele varṇāśrama-dharma-samfundet handler om tapasya. Uden tapasya eller askese kan intet menneske opnå befrielse. Teorien om, at man ikke behøver askese i livet, at man kan fortsætte med at spekulere, og alt vil være i orden, anbefales hverken i den vediske litteratur eller i Bhagavad-gītā. Sådanne teorier kommer fra pseudospiritualister, der forsøger at hverve tilhængere. Folk er ikke tiltrukket, hvis der er restriktioner, regler og forskrifter. Derfor pålægger de, der i navn af religion forsøger at få tilhængere, ingen indskrænkninger i hverken deres elevers eller deres egne liv. Men den metode anerkendes ikke af Vedaerne.

Når det kommer til den brahminske egenskab enkelhed eller ligefremhed, skal ikke kun en bestemt orden følge dette princip, men alle medlemmer af samfundsordenen skal overholde den, uanset om man er i brahmacārī-āśramaen, gṛhastha-āśramaen, vānaprastha-āśramaen eller sannyāsa-āśramaen. Man skal være meget enkel og ligefrem.

Ahiṁsā vil sige ikke at standse noget levende væsens fremskridt i livet. Man må ikke tro, at bare fordi den levende gnist ikke kan slås ihjel, selv når kroppen slås ihjel, sker der intet ved at slagte dyr for sansenydelsens skyld. Folk er nu forfaldne til at spise dyr på trods af, at de har rigeligt med korn, frugt og mælk. Det er slet ikke nødvendigt at slå dyr ihjel. Dette forbud gælder for alle. Når der intet alternativ er, er det tilladt at dræbe et dyr, men da bør det ofres i en offerhandling. Hvorom alt er, bør de, der gerne vil gøre fremskridt i åndelig erkendelse, ikke begå vold mod dyr, når der er rigeligt med mad til menneskeheden. Virkelig ahiṁsā vil sige, at man ikke forhindrer nogens fremskridt i livet. Dyrene gør også fremskridt i deres udvikling i livet ved at vandre fra én form for dyreliv til en anden. Et dyr, der dræbes, bliver hindret i sit fremskridt. Hvis et dyr skal opholde sig i en vis krop i et bestemt antal dage eller år og bliver dræbt i utide, er det tvunget til at komme tilbage til den samme livsform igen for at udleve den resterende tid, før det kan blive forfremmet til en anden livsart. Så dyrene må ikke bremses i deres fremskridt udelukkende for at tilfredsstille vores smagsløg. Dette kaldes ahiṁsā.

Satyam. Dette ord betyder, at man ikke må fordreje sandheden for sin personlige interesses skyld. I den vediske litteratur er der nogle vanskelige passager, men deres betydning eller formål skal læres fra en ægte åndelig mester. Det er måden, Vedaerne skal forstås på. Śruti betyder, at man skal høre fra en autoritet. Man bør ikke komme med fortolkninger for at tilgodese sine egne interesser. Så mange kommentarer til Bhagavad-gītā fejlfortolker originalteksten. Ordets virkelige betydning skal gives, og den bør man lære fra en ægte åndelig mester.

Akrodhaḥ betyder at beherske vrede. Selv hvis man bliver provokeret, bør man være tolerant, for når man først bliver vred, forurener det hele ens krop. Vrede er et produkt af lidenskaben og begærets kvalitet, så den, der er transcendentalt situeret, skal afholde sig fra vrede. Apaiśunam betyder, at man ikke må finde fejl hos andre eller unødvendigt irettesætte dem. At kalde en tyv for tyv er selvfølgelig ikke fejlfinderi, men at beskylde en ærlig person for at være en tyv er en alvorlig forseelse for den, der gør fremskridt i åndeligt liv. Hrīḥ betyder, at man skal være meget beskeden og undlade at gøre noget, der er forkasteligt. Acāpalam, beslutsomhed, betyder, at man ikke skal hidse sig op eller miste modet under sine bestræbelser. Måske forpurres ens planer, men det må man ikke lade sig slå ud af. Man skal fortsætte med at gøre fremskridt med tålmodighed og beslutsomhed.

Ordet tejas (livskraft) gælder for kṣatriyaerne. Kṣatriyaerne skal altid være stærke for at kunne beskytte de svage. De må ikke fremstille sig selv som ikke-voldelige. Hvis der er brug for vold, skal de kunne udvise den. Men en person, der kan holde sin fjende nede, har i visse situationer lov til at vise tilgivelse. Han kan undskylde mindre forseelser.

Śaucam betyder renhed, ikke kun i sind og krop, men specielt i ens adfærd. Det gælder især for handelsstanden, der ikke bør gøre forretning på det sorte marked. Nāti-mānitā, ikke at forvente ære, gælder for śūdraerne, arbejderklassen, der ifølge de vediske forskrifter anses for at være den laveste af de fire samfundsklasser. De må ikke være opblæste over unødvendig ære og prestige, og de skal forblive i deres egen position. Det er śūdraernes pligt at respektere de højere klasser for at bevare samfundsordenen.

Alle disse her omtalte 26 kvalifikationer er transcendentale egenskaber. Det er meningen, at de skal kultiveres i relation til de forskellige samfundsmæssige og beskæftigelsesmæssige ordener. Den dybere tanke er, at selv om materielle omstændigheder er lidelsesfyldte, er det muligt gradvist at komme til det højeste niveau af transcendental erkendelse, hvis alle klasser af mennesker udvikler disse egenskaber gennem praksis.

FORKLARING: Dette vers beskriver den direkte vej til helvede. Selv om dæmoniske mennesker ingen principper følger, lader de gerne som om, at de er religiøse og gør fremskridt i åndelig videnskab. De er altid arrogante eller stolte over at have en eller anden uddannelse eller så og så megen velstand. De tragter efter at blive tilbedt af andre og forlanger respekt, selv om de ikke indgyder respekt. De hidser sig op over bagateller, og de taler hårdt i stedet for venligt. De ved ikke, hvad der bør gøres, og hvad der ikke bør gøres. De handler altid lunefuldt ud fra deres egne ønsker, og de anerkender ingen form for autoritet. De antager disse dæmoniske egenskaber lige fra det tidspunkt, deres krop bliver undfanget i deres mødres liv, og efterhånden som de vokser op, udviser de alle disse skæbnesvangre kvaliteter.

FORKLARING: Herren Kṛṣṇa opmuntrede Arjuna ved at fortælle ham, at han ikke var født med dæmoniske egenskaber. Hans deltagelse i slaget var ikke dæmonisk, for han gennemtænkte nøje, hvad der talte for og imod. Han overvejede, om respektable ældre som Bhīṣma og Droṇa skulle slås ihjel eller ej, så han handlede ikke under indflydelse af vrede, falsk prestige eller brutalitet. Han var derfor ikke af dæmonernes natur. For en kṣatriya eller kriger regnes det for transcendentalt at affyre pile mod fjenden, og at afstå fra en sådan pligt er dæmonisk. Arjuna havde derfor ingen grund til at beklage sig. Alle, der følger de regulerende principper for de forskellige ordener, er transcendentalt situeret.

FORKLARING: Efter at have forsikret Arjuna om, at han var født med guddommelige egenskaber, beskriver Herren Kṛṣṇa nu den dæmoniske natur. De betingede levende væsener er opdelt i to klasser i denne verden. De, der er født med guddommelige egenskaber, følger et reguleret liv. Med andre ord følger de skrifterne og autoriteternes anvisninger. Man bør gøre sine pligter i lyset af de autoritative skrifter. Denne mentalitet kaldes guddommelig. Den, der ikke følger de regulerende principper, som de er givet i skrifterne, og som handler ifølge sine egne luner, kaldes dæmonisk eller asurisk. Der er intet andet kriterie end lydighed over for skrifternes faste principper. Det nævnes i den vediske litteratur, at både halvguderne og dæmonerne er født af Prajāpati. Den eneste forskel er, at den ene klasse følger de vediske påbud, mens den anden ikke gør det.

FORKLARING: I alle civiliserede samfund findes der et eller andet sæt skriftlige regler og forskrifter, der er blevet fulgt fra begyndelsen af. Især blandt arierne eller dem, der følger den vediske civilisation, og som er kendt som de mest avancerede civiliserede mennesker, må de, der ikke følger skrifternes påbud, anses for at være dæmoner. Derfor bliver det konstateret her, at dæmonerne hverken kender de skriftlige regler eller har noget ønske om at følge dem. De fleste af dem kender dem ikke, og selv om nogle af dem gør det, agter de ikke at følge dem. De er uden tro og uvillige til at følge de vediske påbud. Dæmonerne er ikke rene, hverken udadtil eller indadtil. Man skal altid omhyggeligt holde kroppen ren ved at bade, børste tænder, barbere sig, skifte tøj osv. Hvad indre renhed angår, skal man altid huske på Guds hellige navne og synge Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Dæmonerne hverken bryder sig om eller følger disse regler for indre og ydre renhed.

Med hensyn til opførsel er der mange regler og forskrifter, der skal vejlede menneskelig adfærd, som f.eks. Manu-saṁhitā, lovbogen for den menneskelige race. Selv den dag i dag følger de, der er hinduer, Manu- saṁhitā. Arvelove og andre juridiske regler går tilbage til denne bog. Nu står der klart og tydeligt i Manu-saṁhitā, at kvinder ikke bør have frihed. Det betyder ikke, at de skal holdes som slaver, men de er som børn. Børn giver man heller ikke frihed, men det betyder ikke, at man skal holde dem som slaver. Dæmonerne har nu tilsidesat sådanne pålæg, og de mener, at kvinder skal have lige så stor frihed som mænd. Dette har dog ikke forbedret verdens sociale situation. I virkeligheden skal en kvinde beskyttes på alle stadier af livet. Som barn skal hun beskyttes af faderen, i ungdommen af ægtemanden og i alderdommen af sine voksne sønner. Ifølge Manu-saṁhitā er det den korrekte form for social adfærd. Men moderne uddannelse har på kunstig vis skabt en opblæst forestilling om kvindelivet, og derfor er ægteskab nu praktisk taget en saga blot i menneskesamfundet. Kvindernes sociale betingelser er heller ikke særlig gode på nuværende tidspunkt, selv om de, der er gifte, er bedre stillet end dem, der proklamerer deres såkaldte selvstændighed. Dæmonerne anerkender således ingen af de instruktioner, der er gode for samfundet, og siden de dæmoniske mennesker ikke følger de store vismænds erfaringer og de regler og forskrifter, vismændene har nedfældet, er deres samfunds sociale tilstand i en ynkelig forfatning.

FORKLARING: De dæmoniske personer slutter, at verden er et blændværk. Der er ingen årsag eller virkning, ingen hersker og intet formål. Alt er uvirkeligt. De hævder, at denne kosmiske manifestation opstår på grund af tilfældige materielle reaktioner og vekselvirkninger. De tror ikke på, at verden blev skabt af Gud i et bestemt øjemed. De har deres egen teori: Verden er blevet til ved egen kraft, og der er ingen grund til at tro, at der står en Gud bag den. For dem er der ingen forskel på ånd og materie, og de anerkender ikke den Højeste Ånd. Alt er blot materie, og hele kosmos antages at være en klump af uvidenhed. Ifølge dem er alting tomhed, og alt, der eksisterer, er blot en manifestation af vores uvidenhed. De tager det for givet, at enhver manifestation af mangfoldighed er udtryk for uvidenhed. Ligesom vi i en drøm skaber en masse ting, der i virkeligheden ikke eksisterer, vil vi opdage, når vi vågner, at alt blot er en drøm.

Men selv om dæmonerne hævder, at livet er en drøm, er de, når det kommer til stykket, meget dygtige til at nyde denne drøm. I stedet for at erhverve sig viden bliver de således mere og mere viklet ind i deres drømmeverden. De konkluderer, at ligesom et barn blot er resultat af sex mellem en mand og en kvinde, er denne verden født uden nogen sjæl. For dem er de levende væsener udelukkende en kombination af materie, og det kommer slet ikke på tale, at der skulle være en sjæl. Ligesom der kommer mange levende skabninger ud af sved eller fra en død krop uden nogen årsag, har hele den levende verden udviklet sig fra materielle kombinationer i den kosmiske manifestation. Derfor er den materielle natur årsagen til denne manifestation, og der er ingen anden årsag. De tror ikke på Kṛṣṇas ord i Bhagavad-gītā (9.10), når Han erklærer, mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ, sūyate sa-carācaram: “Hele den materielle verden bevæger sig under Min styring.” Der er med andre ord ingen perfekt viden om verdens skabelse blandt dæmonerne. Hver især har de deres egen teori. Ifølge dem kan den ene fortolkning af skrifterne være lige så god som den anden, for de tror ikke på nogen standardforståelse af skrifternes anvisninger.

FORKLARING: Dæmoniske personer er optaget af ting, der fører verden i ødelæggelse. Her erklærer Herren, at de er mindre intelligente. Materialisterne, der ikke har begreb skabt om Gud, tror, at de gør fremskridt. Men ifølge Bhagavad-gītā er de uintelligente og blottet for al sund fornuft. De prøver at nyde den materielle verden så meget, det overhovedet kan lade sig gøre, og er derfor altid i gang med at opfinde et eller andet til deres sansetilfredsstillelse. Sådanne materialistiske opfindelser anses for at være fremskridt for den menneskelige civilisation, men resultatet er, at folk bliver mere og mere voldelige og mere og mere grusomme – grusomme mod dyr og grusomme mod andre mennesker. De aner intet om, hvordan man skal behandle hinanden. Dyreslagtning er meget udbredt blandt dæmoniske mennesker. Den slags mennesker betragtes som fjender af verden, for i sidste ende opfinder eller skaber de et eller andet, der bringer ødelæggelse over alle. Dette vers forudsiger indirekte opfindelsen af kernevåben, som hele verden i dag er meget stolt af. Når som helst kan der udbryde krig, og disse atomvåben vil skabe kaos. Som antydet her bliver den slags ting udelukkende skabt for at ødelægge verden. På grund af gudløshed opfindes sådanne våben i menneskesamfundet. De er ikke bestemt til at skabe fred og fremgang i verden.

FORKLARING: Her bliver den dæmoniske mentalitet beskrevet. Dæmonerne får aldrig nok af deres lyst. De fortsætter i én uendelighed med at forøge og forøge deres umættelige begær efter materiel nydelse. Skønt de altid er fyldt med bekymringer på grund af deres fordybelse i forbigående ting, fortsætter de alligevel med at involvere sig i sådanne ting på grund af illusion. De er blottet for kundskab og er ikke klar over, at de er på vej i den gale retning. I deres accept af det midlertidige skaber sådanne dæmoniske mennesker deres egen Gud og deres egne salmer og messer derefter. Resultatet er, at de bliver mere og mere tiltrukket af to ting: sexnydelse og tilegnelse af materiel rigdom. I denne forbindelse er ordet aśuci-vratāḥ eller “urene løfter” meget vigtigt. Den slags dæmoniske mennesker er kun tiltrukket af vin, kvinder, spil og kød. Det er deres aśuci, urene vaner. Foranlediget af stolthed og falsk prestige opfinder de nogle religiøse principper, der ikke er i overensstemmelse med de vediske forskrifter. På trods af, at sådanne dæmoniske mennesker er særdeles forkastelige i verden, skaber verden på kunstig vis en falsk prestige for dem. Selv om de er på vej mod helvede, anser de sig selv for at være meget avancerede.

FORKLARING: Dæmonerne tager det for givet, at sansenydelse er livets endelige mål, og denne opfattelse bibeholder de helt op til døden. De tror ikke på et liv efter døden, og de tror ikke, at man bliver placeret i forskellige kroppe ifølge sin karma eller sine handlinger i denne verden. Deres planer for livet ophører aldrig, og de opkaster den ene efter den anden plan, som de uden undtagelse aldrig bliver færdige med. Vi har personlig erfaring af en sådan person, der var af denne dæmoniske mentalitet og selv i dødsøjeblikket bad lægen om at forlænge sit liv med bare fire år mere, for han var endnu ikke færdig med sine planer. Den slags tåbelige mennesker er ikke klar over, at lægen ikke kan forlænge deres liv med så meget som et øjeblik. Når tiden er inde, tages der ikke hensyn til menneskets ønsker. Naturens love tillader ikke én at nyde et sekund mere end det, man er bestemt til.

En dæmonisk person, der ikke tror på Gud eller Oversjælen inden i sig selv, begår alle mulige syndige handlinger udelukkende for at tilfredsstille sine sanser. Han ved ikke, at der sidder et vidne i hans hjerte. Oversjælen observerer alle den individuelle sjæls handlinger. Som der står i Upaniṣaderne, sidder der to fugle i det samme træ. Den ene er aktiv og enten lider eller nyder grenenes frugter, mens den anden fugl blot er vidne til det. Men den, der er dæmonisk, har ingen viden om de vediske skrifter, og han har heller ingen tro. Han føler sig derfor fri til at gøre hvad som helst for at tilfredsstille sine sanser uanset konsekvenserne.

FORKLARING: Det dæmoniske menneske kender ingen grænse for sit begær efter penge. Det er ubegrænset. En sådan person tænker kun på, hvor mange værdier han har lige nu, og planlægger, hvordan han kan investere sin samlede rigdom mere og mere. Han holder sig derfor ikke tilbage fra at agere på ligegyldigt hvilken syndig måde, så han handler på det sorte marked for at tilfredsstille sine ulovlige begær. Han er besnæret af de besiddelser, han allerede har, såsom jord, familie, hus og bankkonto, og han planlægger i ét væk, hvordan han kan få mere. Han tror på sin egen styrke, og han ved ikke, at alt, som han har opnået, skyldes hans tidligere gode gerninger. Han bliver givet chancen for at samle sig sådanne ting, men har ingen anelse om fortidige årsager. Han tror, at hele hans velstand udelukkende skyldes hans egne anstrengelser. En dæmonisk person tror på styrken af sit eget arbejde, ikke på karma- loven. Ifølge karma-loven bliver et menneske født i en betydelig familie og bliver rig, veluddannet eller smuk på grund af sine gode handlinger i fortiden. De dæmoniske tror, at alt dette er tilfældigt og skyldes deres egne personlige evner. De ser intet bagvedliggende arrangement bag hele mangfoldigheden af mennesker, skønhed og uddannelse. Enhver, der konkurrerer med et sådant dæmonisk menneske, bliver dets fjende. Der findes mange dæmoniske mennesker, og de er alle hinandens fjender. Dette fjendskab bliver mere og mere udtalt, først mellem personer, så mellem familier, dernæst mellem samfund og til sidst mellem nationer. Derfor er der konstant strid og splid, krig og fjendskab over hele verden.

Alle dæmoniske personer tror, at de kan leve på alle andres bekostning. Normalt ser en dæmonisk person sig selv som den Højeste Gud, og en dæmonisk prædikant fortæller sine tilhængere: “Hvorfor søge Gud andre steder? I er alle selv Gud! I kan gøre lige, hvad I vil. Tro ikke på Gud. Smid Gud væk. Gud er død.” Sådan prædiker dæmonerne.

Selv om det er tydeligt for en dæmonisk person, at der er andre, der er lige så velhavende og indflydelsesrige som ham selv, eller endog mere, tror han ikke desto mindre, at ingen er mere velhavende og indflydelsesrig, end han selv er. Når det kommer til at blive ophøjet til de højere planetsystemer, tror han ikke på at udføre yajñaer eller offerhandlinger. Dæmoner tror, at de kan opfinde deres egen yajña-proces og lave en eller anden maskine, der kan sætte dem i stand til at komme til en hvilken som helst højere planet. Det bedste eksempel på et sådant dæmonisk menneske er Rāvaṇa. Han tilbød folket at bygge en trappe, så alle kunne komme op til de himmelske planeter uden at udføre offerhandlinger, som de foreskrives i Vedaerne. På samme måde stræber dæmoniske mennesker nu om dage efter at komme til de højere planetsystemer ved hjælp af mekaniske hjælpemidler. Dette er eksempler på forvirring. Som resultat synker de uden at vide det ned mod helvede. Her er sanskritordet moha-jāla meget sigende. Jāla betyder “net”. Som fisk fanget i et net har de ingen måde at undslippe på.

FORKLARING: Idet de tror sig et og alt, udfører dæmoniske personer af og til såkaldte religiøse eller ritualistiske offerhandlinger uden at bryde sig om hverken autoriteter eller skrifter. Og siden de ikke tror på nogen autoritet, er de helt skamløse. Dette udspringer af den illusion, der er en følge af at have samlet sig en smule velstand og falsk prestige. Undertiden påtager sådanne dæmoner sig rollen som prædikanter, vildleder folk og bliver kendte som religiøse reformatorer eller inkarnationer af Gud. De udfører offerhandlinger for et syns skyld, eller de tilbeder halvguder eller opfinder deres egen Gud. Almindelige mennesker udråber dem til Gud og dyrker dem, og tåber anser dem for at være avancerede i religiøse principper eller i principperne for åndelig viden. De iklæder sig den forsagende ordens klædedragt og foretager sig alle mulige absurde ting i denne påklædning. I virkeligheden er der så mange restriktioner for den, der har forsaget denne verden. Dæmonerne bryder sig imidlertid ikke om sådanne restriktioner. De tror, at man kan skabe sin egen vej, ligegyldigt hvad. Der er ingen såkaldt standardvej, man skal følge. Her bliver ordet avidhi-pūrvakam, der betyder “at lade hånt om reglerne og forskrifterne”, især betonet. Disse ting skyldes altid uvidenhed og illusion.

FORKLARING: En dæmonisk person, der altid er imod Guds overhøjhed, bryder sig ikke om at tro på skrifterne. Han er misundelig på både skrifterne og Guddommens Højeste Personligheds eksistens. Dette udspringer af hans såkaldte prestige og besiddelse af velstand og styrke. Han ved ikke, at det nuværende liv er en forberedelse til det næste liv. Da han ikke er klar over dette, er han i virkeligheden misundelig på sit eget selv såvel som på andres. Han begår vold mod andre kroppe såvel som mod sin egen. Han er ligeglad med Guddommens Højeste Personligheds suveræne herredømme, for han har ingen kundskab. Af ren og skær misundelse mod skrifterne og Guddommens Højeste Personlighed fremsætter han falske argumenter mod Guds eksistens og afviser skrifternes autoritet. I alle handlinger betragter han sig selv som uafhængig og kraftfuld. Han tror, at eftersom ingen kan måle sig med ham i styrke, magt og rigdom, kan han gøre lige, hvad han har lyst til, uden at nogen kan stoppe ham. Hvis han har en fjende, der måske kan hindre ham i hans sanselige aktiviteter, planlægger han, hvordan han kan slå ham ned med sin egen magt.

FORKLARING: I dette vers bliver det gjort klart, at placeringen af en bestemt individuel sjæl i en bestemt krop afgøres af den højeste vilje. Den dæmoniske person indvilliger måske ikke i at acceptere Herrens overhøjhed, og det er et faktum, at han kan handle ifølge sine egne luner, men hans næste fødsel afhænger af Guddommens Højeste Personligheds beslutning og ikke af ham selv. Ifølge Śrīmad-Bhāgavatams Tredje Bog (3.31.1) placeres en individuel sjæl efter sin død i en moders liv, hvor han får en bestemt krop under tilsyn af en højere magt. I den materielle tilværelse finder vi derfor alle mulige arter som dyr, insekter, mennesker osv. Det hele arrangeres af den højere magt. Intet er tilfældigt. Hvad N dæmonerne angår, står der tydeligt her, at de bestandigt bliver anbragt i dæmoners moderliv og på den måde fortsætter med at være misundelige og de laveste blandt mennesker. Sådanne dæmoniske menneskeracer er altid fulde af lyst, altid voldelige og hadefulde og altid urene. De mange former for jægere i junglen anses for at høre til de dæmoniske arter.

FORKLARING: Det er alment kendt, at Gud er fuldstændig barmhjertig, men her ser vi, at Han aldrig er barmhjertig mod dæmonerne. Det fremgår klart, at liv efter liv placeres dæmoniske mennesker i tilsvarende dæmoners moderliv, og uden at opnå den Højeste Herres nåde synker de dybere og dybere ned, så de til sidst får kroppe som hunde, katte og svin. Det fremgår tydeligt, at sådanne dæmoner praktisk taget ingen chance har for at modtage Guds nåde på noget stadie i kommende liv. I Vedaerne (Chāndogya Upaniṣad 5.10.7) står der også, at sådanne personer gradvist synker ned for at blive hunde og svin. I denne forbindelse kan man indvende, at Gud ikke kan siges at være barmhjertig, når Han ikke er barmhjertig mod sådanne dæmoner. Som svar på denne indvending finder vi i Vedānta-sūtra (2.1.34), at den Højeste Herre hader ingen. Anbringelsen af asuraerne eller dæmonerne i den laveste livsstatus er blot en anden side af Hans barmhjertighed. Somme tider bliver asuraer dræbt af den Højeste Herre, men at blive slået ihjel på denne måde er også godt for dem, for i den vediske litteratur finder vi, at alle, der bliver slået ihjel af den Højeste Herre, opnår befrielse. I historien er der mange eksempler på asuraer som Rāvaṇa, Kaṁsa og Hiraṇyakaśipu, for hvem Herren viste Sig i forskellige inkarnationer blot for at slå dem ihjel. Gud viser derfor Sin barmhjertighed mod asuraerne, hvis de er så heldige at blive slået ihjel af Ham.

FORKLARING: Her bliver begyndelsen til det dæmoniske liv beskrevet. Man forsøger at tilfredsstille sit begær, og når det mislykkes, giver det ophav til vrede og grådighed. Et intelligent menneske, der ikke ønsker at synke ned til de dæmoniske arter, skal forsøge at opgive disse tre fjender, der kan dræbe selvet i en sådan grad, at det ikke længere er muligt for én at blive befriet fra denne materielle forvikling.

FORKLARING: Man skal passe meget på disse tre fjender af menneskelivet: begær, vrede og grådighed. Jo mere en person er fri for begær, vrede og grådighed, desto renere bliver hans tilværelse. Da kan han følge reglerne og forskrifterne, der gives i de vediske skrifter. Ved at følge de regulerende principper for menneskelivet hæver man sig gradvist til niveauet af åndelig erkendelse. Hvis man gennem en sådan praksis er så heldig at stige op til stadiet af Kṛṣṇa-bevidsthed, er fuldkommenhed garanteret for én. I den vediske litteratur foreskrives måderne, hvorpå man skal handle og reagere, så man kan komme til stadiet af renhed. Hele metoden er baseret på at opgive begær, grådighed og vrede. Ved at kultivere viden om denne proces kan man blive ophøjet til det højeste niveau af selverkendelse. Denne selverkendelse når sin fuldendelse i hengiven tjeneste. I denne hengivne tjeneste er den betingede sjæls befrielse garanteret. Derfor er der ifølge det vediske system fire livsordener og fire livsstatusser, der kaldes kastesystemet og de åndelige ordeners system. Der er forskellige regler og forskrifter for de forskellige kaster eller samfundsinddelinger, og hvis en person er i stand til at følge dem, bliver han automatisk ophøjet til det højeste niveau af åndelig erkendelse. Da bliver han uden tvivl befriet.

FORKLARING: Som før nævnt bliver śāstra-vidhi, śāstraernes anvisninger, givet til menneskesamfundets forskellige kaster og ordener. Alle forventes at følge disse regler og forskrifter. Hvis man ikke følger dem, men lunefuldt gør, hvad man har lyst til for at opfylde sit begær, sin grådighed og sine ønsker, bliver ens liv aldrig perfekt. Man kan med andre ord have teoretisk viden om alt dette, men hvis man ikke handler på det i sit eget liv, må man siges at være den laveste blandt mennesker. Et levende væsen i den menneskelige livsform forventes at være intelligent og følge de regler, der er afstukket for at ophøje ens liv til det højeste stade, men hvis man ikke følger dem, fornedrer man sig selv. Men selv om man følger alle regler, forskrifter og moralske principper uden i sidste ende at komme til stadiet af forståelse af den Højeste Herre, er al ens viden til ingen nytte. Og selv hvis man accepterer Guds eksistens, men ikke engagerer sig i Herrens tjeneste, er ens bestræbelse omsonst. Man bør derfor gradvist ophøje sig til niveauet af Kṛṣṇa-bevidsthed og hengiven tjeneste. Det er da og kun da, at man kan opnå det højeste fuldkomne stadie.

Ordet kāma-kārataḥ er meget betydningsfuldt. En person, der bevidst bryder reglerne, handler af lyst. Han ved, at det er forbudt, men gør det alligevel. Dette kaldes at handle lunefuldt. Han ved, hvad han har at gøre, men gør det alligevel ikke. Derfor kaldes han lunefuld. Den slags mennesker er bestemt til at blive fordømt af den Højeste Herre. Sådanne personer kan ikke nå den fuldkommenhed, der er tiltænkt menneskelivet. Menneskelivets formål er især, at man skal rense sin eksistens, og den, der ikke følger reglerne og forskrifterne, kan ikke rense sig selv og heller ikke opnå det virkelige stadie af lykke.

FORKLARING: Som det blev forklaret i kapitel 15 (vers 15), er formålet med alle Vedaernes regler og forskrifter at forstå Kṛṣṇa. Hvis man forstår Kṛṣṇa fra Bhagavad-gītā og bliver fast forankret i Kṛṣṇa- bevidsthed ved at engagere sig i hengiven tjeneste, har man nået den højeste fuldkommenhed af den kundskab, der gives i den vediske litteratur. Herren Caitanya Mahāprabhu har gjort denne proces meget let for os: Han bad kort og godt alle synge Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, engagere sig i Herrens hengivne tjeneste og spise resterne af den mad, der er ofret til Deiteten. Hvis man er direkte engageret i alle disse hengivne aktiviteter, må man forstås at have studeret hele den vediske litteratur. Man er kommet til den perfekte konklusion. Men hvad der bør gøres, og hvad der ikke bør gøres, må for folk flest, der ikke er Kṛṣṇa-bevidste eller engageret i hengiven tjeneste, selvfølgelig afgøres af Vedaernes anvisninger. De bør følges uden indvendinger. Dette kaldes at følge śāstra eller skrifternes principper. Śāstra er uden de fire primære fejl og mangler, man finder hos den betingede sjæl: ufuldkomne sanser, tilbøjelighed til at bedrage, sikkerhed for at begå fejltagelser og sikkerhed for at være i illusion. Disse fire grundlæggende defekter i den betingede tilværelse diskvalificerer én fra at fastsætte regler og forskrifter. Derfor accepteres de regler og forskrifter, der gives af śāstra, der er hævet over disse defekter, uden ændringer af alle store helgener, ācāryaer og store sjæle.

Der er mange grupperinger i Indien med forskellige åndelige opfattelser, men stort set kan de inddeles i to kategorier: upersonalister og personalister. De lever imidlertid begge deres liv i overensstemmelse med Vedaernes principper. Man kan ikke ophøje sig selv til det perfekte stade uden at følge skrifternes principper. Den, der rent faktisk forstår den egentlige betydning af śāstra, må derfor siges at være heldig.

Modviljen mod at følge de principper, der leder til forståelsen af Guddommens Højeste Personlighed, er årsag til al degradering i menneskesamfundet. Dette er den største forseelse i menneskelivet. Māyā, Guddommens Højeste Personligheds materielle energi, giver os derfor konstant problemer i form af de trefoldige lidelser. Denne materielle energi består af den materielle naturs tre kvaliteter. I det mindste må man hæve sig til godhedens kvalitet, før døren til at forstå den Højeste Herre kan blive åbnet. Uden at komme til godhedens kvalitet forbliver man i uvidenhed og lidenskab, hvilket er årsagen til det dæmoniske liv. De, der befinder sig i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter, rakker ned på skrifterne, håner den hellige mand og spotter den rette forståelse af Guddommens Højeste Personlighed. De adlyder ikke den åndelige mesters instruktioner, og de er ligeglade med skrifternes vejledning. Selv om de hører om fordelene ved hengiven tjeneste, er de ikke tiltrukket. I stedet opfinder de deres egne veje til ophøjelse. Dette er nogle af menneskesamfundets brister, der fører til den dæmoniske livsstatus. Hvis man imidlertid kan blive vejledt af en ægte og autoriseret åndelig mester, der kan lede én ind på vejen til ophøjelse, bliver ens liv vellykket.