Skip to main content

TEXT 23

TEXT 23

Tekst

Texte

yaḥ śāstra-vidhim utsṛjya
vartate kāma-kārataḥ
na sa siddhim avāpnoti
na sukhaṁ na parāṁ gatim
yaḥ śāstra-vidhim utsṛjya
vartate kāma-kārataḥ
na sa siddhim avāpnoti
na sukhaṁ na parāṁ gatim

Synonyms

Synonyms

yaḥ — enhver, der; śāstra-vidhim — skrifternes reguleringer; utsṛjya — efter at have opgivet; vartate — vedbliver; kāma-kārataḥ — med at handle lunefuldt i lyst; na — aldrig; saḥ — han; siddhim — fuldkommenhed; avāpnoti — opnår; na — aldrig; sukham — lykke; na — aldrig; parām — det højeste; gatim — fuldkomne stade.

yaḥ: quiconque; śāstra-vidhim: les règles données par les Écritures; utsṛjya: abandonnant; vartate: demeure; kāma-kārataḥ: agissant selon sa fantaisie dans la concupiscence; na: jamais; saḥ: il; siddhim: la perfection; avāpnoti: n’atteint; na: jamais; sukham: le bonheur; na: jamais; parām: suprême; gatim: le niveau de perfection.

Translation

Translation

Den, der forkaster skrifternes påbud og handler efter sit eget hoved, opnår hverken fuldkommenhed, lykke eller det højeste mål.

Celui qui rejette les injonctions scripturaires pour agir au gré de sa fantaisie n’atteint ni la perfection, ni le bonheur, ni le but suprême.

Purport

Purport

FORKLARING: Som før nævnt bliver śāstra-vidhi, śāstraernes anvisninger, givet til menneskesamfundets forskellige kaster og ordener. Alle forventes at følge disse regler og forskrifter. Hvis man ikke følger dem, men lunefuldt gør, hvad man har lyst til for at opfylde sit begær, sin grådighed og sine ønsker, bliver ens liv aldrig perfekt. Man kan med andre ord have teoretisk viden om alt dette, men hvis man ikke handler på det i sit eget liv, må man siges at være den laveste blandt mennesker. Et levende væsen i den menneskelige livsform forventes at være intelligent og følge de regler, der er afstukket for at ophøje ens liv til det højeste stade, men hvis man ikke følger dem, fornedrer man sig selv. Men selv om man følger alle regler, forskrifter og moralske principper uden i sidste ende at komme til stadiet af forståelse af den Højeste Herre, er al ens viden til ingen nytte. Og selv hvis man accepterer Guds eksistens, men ikke engagerer sig i Herrens tjeneste, er ens bestræbelse omsonst. Man bør derfor gradvist ophøje sig til niveauet af Kṛṣṇa-bevidsthed og hengiven tjeneste. Det er da og kun da, at man kan opnå det højeste fuldkomne stadie.

Comme nous l’avons déjà vu, les instructions des śāstras, ou śāstra-vidhis, varient suivant le groupe social et l’ordre spirituel. Ces règlements doivent être suivis de tous. Celui qui ne les observe pas et agit au gré de sa fantaisie, poussé par la concupiscence, le désir et la cupidité, ne peut escompter atteindre un jour la perfection. Autrement dit, même si quelqu’un a une connaissance théorique de ces principes, s’il ne les applique pas dans sa propre vie, il est le dernier des hommes. Une fois qu’il a obtenu la forme humaine, l’être vivant est censé devenir sain d’esprit et suivre les principes qui lui sont donnés pour atteindre la plus haute élévation; mais qu’il les néglige et il déchoira. D’autre part, même s’il suit ces règlements et ces principes moraux mais ne parvient pas, en dernier lieu, à connaître le Seigneur Suprême, toute la connaissance qu’il aura pu acquérir aura été vaine. Et même s’il admet l’existence de Dieu, ses efforts seront inutiles s’il ne prend pas part au service dévotionnel du Seigneur. Il faut donc s’élever graduellement au niveau de la conscience de Kṛṣṇa, car c’est le seul moyen d’obtenir la plus haute perfection.

Ordet kāma-kārataḥ er meget betydningsfuldt. En person, der bevidst bryder reglerne, handler af lyst. Han ved, at det er forbudt, men gør det alligevel. Dette kaldes at handle lunefuldt. Han ved, hvad han har at gøre, men gør det alligevel ikke. Derfor kaldes han lunefuld. Den slags mennesker er bestemt til at blive fordømt af den Højeste Herre. Sådanne personer kan ikke nå den fuldkommenhed, der er tiltænkt menneskelivet. Menneskelivets formål er især, at man skal rense sin eksistens, og den, der ikke følger reglerne og forskrifterne, kan ikke rense sig selv og heller ikke opnå det virkelige stadie af lykke.

Arrêtons-nous sur les mots kāma-kārataḥ. Ils nous apprennent que c’est la concupiscence qui incite un homme à violer sciemment les règles. En effet, l’homme accomplit souvent des actes défendus en sachant pertinemment qu’il outrepasse ses droits. Ou alors, il n’agit pas comme il devrait le faire. Voilà ce qu’on entend par agir au gré de sa fantaisie. Ces hommes-là sont condamnés par le Seigneur Suprême. Ils ne peuvent prétendre à la perfection, à laquelle la forme humaine est pourtant destinée. La forme humaine est en effet spécifiquement conçue pour que l’être se purifie. Qui refuse d’en observer les règles ne peut ni se purifier, ni trouver le bonheur véritable.