Skip to main content

TEXTS 1-3

VERSOS 1-3

Tekst

Texto

śrī-bhagavān uvāca
abhayaṁ sattva-saṁśuddhir
jñāna-yoga-vyavasthitiḥ
dānaṁ damaś ca yajñaś ca
svādhyāyas tapa ārjavam
śrī-bhagavān uvāca
abhayaṁ sattva-saṁśuddhir
jñāna-yoga-vyavasthitiḥ
dānaṁ damaś ca yajñaś ca
svādhyāyas tapa ārjavam
ahiṁsā satyam akrodhas
tyāgaḥ śāntir apaiśunam
dayā bhūteṣv aloluptvaṁ
mārdavaṁ hrīr acāpalam
ahiṁsā satyam akrodhas
tyāgaḥ śāntir apaiśunam
dayā bhūteṣv aloluptvaṁ
mārdavaṁ hrīr acāpalam
tejaḥ kṣamā dhṛtiḥ śaucam
adroho nāti-mānitā
bhavanti sampadaṁ daivīm
abhijātasya bhārata
tejaḥ kṣamā dhṛtiḥ śaucam
adroho nāti-mānitā
bhavanti sampadaṁ daivīm
abhijātasya bhārata

Synonyms

Sinônimos

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Højeste Personlighed sagde; abhayam — frygtløshed; sattva-saṁśuddhiḥ — renselse af ens tilværelse; jñāna — gennem viden; yoga — af at forbinde sig; vyavasthitiḥ — situationen; dānam — velgørenhed; damaḥ — beherskelse af sindet; ca — og; yajñaḥ — udførelse af ofring; ca — og; svādhyāyaḥ — studie af vediske skrifter; tapaḥ — askese; ārjavam — ligefremhed; ahiṁsā — ikke- vold; satyam — sandfærdighed; akrodhaḥ — frihed fra vrede; tyāgaḥ — forsagelse; śāntiḥ — fredfyldthed; apaiśunam — modvilje mod fejlfinderi; dayā — barmhjertighed; bhūteṣu — mod alle levende væsener; aloluptvam — frihed fra grådighed; mārdavam — nænsomhed; hrīḥ — beskedenhed; acāpalam — beslutsomhed; tejaḥ — livskraft; kṣamā — tilgivelse; dhṛtiḥ — mod; śaucam — renlighed; adrohaḥ — frihed fra misundelse; na — ingen; ati-mānitā — forventning om ære; bhavanti — er; sampadam — egenskaberne; daivīm — den transcendentale natur; abhijātasya — hos den, der er født af; bhārata — O Bharatas efterkommer.

śrī-bhagavān uvāca — a Suprema Personalidade de Deus disse; abhayam — destemor; sattva-saṁśuddhiḥ — purificação da própria existência; jñāna — em conhecimento; yoga — de união; vyavasthitiḥ — a situação; dānam — caridade; damaḥ — controle da mente; ca — e; yajñaḥ — execução de sacrifícios; ca — e; svādhyāyaḥ — estudo da literatura védica; tapaḥ — austeridade; ārjavam — simplicidade; ahiṁsā — não-violência; satyam — veracidade; akrodhaḥ — estar livre da ira; tyāgaḥ — renúncia; śāntiḥ — tranqüilidade; apaiśunam — não gostar de achar defeitos; dayā — misericórdia; bhūteṣu — para com todas as entidades vivas; aloluptvam — estar livre da ganância; mārdavam — gentileza; hrīḥ — modéstia; acāpalam — determinação; tejaḥ — vigor; kṣamā — clemência; dhṛtiḥ — fortaleza; śaucam — limpeza; adrohaḥ — estar livre da inveja; na — não; ati-mānitā — expectativa de honra; bhavanti — são; sampadam — as qualidades; daivīm — a natureza transcendental; abhijātasya — daquele que nasce de; bhārata — ó filho de Bharata.

Translation

Tradução

Guddommens Højeste Personlighed sagde: Frygtløshed, renselse af ens eksistens, udvikling af åndelig viden, velgørenhed, selvbeherskelse, udførelse af offerhandlinger, studie af Vedaerne, askese, ligefremhed, ikke-vold, sandfærdighed, frihed fra vrede, forsagelse, fredfyldthed, modvilje mod fejlfinderi, medfølelse med alle levende væsener, frihed for havesyge, mildhed, beskedenhed, fast beslutsomhed, livskraft, tilgivelse, mod, renlighed og frihed fra misundelse og det lidenskabelige begær efter ære – disse transcendentale egenskaber tilhører fromme mennesker, der er udstyret med en guddommelig natur, O Bharatas efterkommer.

A Suprema Personalidade de Deus disse: Destemor; purificação da própria existência; cultivo de conhecimento espiritual; caridade; autocontrole; execução de sacrifícios; estudo dos Vedas; austeridade; simplicidade; não-violência; veracidade; estar livre da ira; renúncia; tranqüilidade; não gostar de achar defeitos; compaixão para com todas as entidades vivas; estar livre da cobiça; gentileza; modéstia; firme determinação; vigor; clemência; fortaleza; limpeza; e estar livre da inveja e da paixão pela honra — estas qualidades transcendentais, ó filho de Bharata, existem nos homens piedosos dotados de natureza divina.

Purport

Comentário

FORKLARING: I begyndelsen af kapitel 15 blev denne materielle verdens banyantræ beskrevet. De ekstra rødder, der udgår fra det, blev sammenlignet med de levende væseners handlinger, hvor nogle er gode og andre dårlige. I kapitel 9 (vers 11–14) blev devaerne, de gudsfrygtige, og asuraerne, de ugudelige eller dæmonerne, beskrevet. Ifølge vedisk tradition bliver handlinger i godhedens kvalitet betragtet som gavnlige for fremskridt på befrielsens vej, og sådanne handlinger kaldes daivī prakṛti, af natur transcendentale. De, der er situeret i den transcendentale natur, gør fremskridt på befrielsens vej. Derimod er der ingen mulighed for befrielse for dem, der handler i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. De må enten forblive i denne materielle verden som mennesker, eller de falder ned til dyreriget eller endnu lavere livsformer. Her i kapitel 16 forklarer Herren nu både den transcendentale natur og dens ledsagende egenskaber og den dæmoniske natur og dens egenskaber. Han beskriver også fordelene og bagsiderne ved disse egenskaber.

No começo do Décimo Quinto Capítulo, foi explicada a figueira-de-bengala deste mundo material. As raízes adicionais provenientes dela foram comparadas às atividades das entidades vivas, algumas auspiciosas, outras inauspiciosas. No Nono Capítulo, também, foram explicados os devas, ou piedosos, e os asuras, os impiedosos, ou demônios. E, conforme os rituais védicos, as atividades no modo da bondade são consideradas propícias ao progresso no caminho da liberação, e tais atividades são conhecidas como daivī prakṛti, transcendentais por natureza. Aqueles que estão situados na natureza transcendental progridem no caminho da liberação. Por outro lado, para aqueles que agem nos modos da paixão e ignorância não há possibilidade de liberação. Eles terão que permanecer neste mundo material como seres humanos, ou serão admitidos entre as espécies animais ou até mesmo entre as formas de vida inferior. Neste Décimo Sexto Capítulo, o Senhor explica a natureza transcendental e as qualidades a ela inerentes, e a natureza demoníaca e suas qualidades. Ele também explica as vantagens e desvantagens destas qualidades.

Ordet abhijātasya i forbindelse med den, der er født med transcendentale egenskaber eller guddommelige tilbøjeligheder, er meget vigtigt. At undfange et barn i en Gudsbevidst atmosfære kalder de vediske skrifter for garbhādhāna-saṁskāra. Hvis forældrene gerne vil have et barn med de guddommelige egenskaber, skal de følge de ti principper, der anbefales for menneskets sociale liv. I Bhagavad-gītā har vi også allerede set, at kønsligt samkvem for at få et godt barn er Kṛṣṇa selv. Kønsliv fordømmes ikke, så længe det anvendes i Kṛṣṇa-bevidsthed. De, der er Kṛṣṇa-bevidste, bør i det mindste ikke få børn som hunde og katte, men få dem, så de efter deres fødsel kan blive Kṛṣṇa-bevidste. Det bør være fordelen for børn, hvis far og mor er absorberet i Kṛṣṇa-bevidsthed.

A palavra abhijātasya quando usada com referência a alguém que é um produto das qualidades transcendentais ou das tendências piedosas é muito significativa. A procriação numa atmosfera piedosa é conhecida nas escrituras védicas como Garbhādhāna-saṁskāra. Se os pais querem um filho possuidor de qualidades piedosas, eles devem seguir os dez princípios recomendados para o ser humano envolvido com a vida social. No Bhagavad-gītā tivemos também a oportunidade de estudar que a vida sexual que serve para gerar um bom filho é o próprio Kṛṣṇa. A vida sexual não é condenada, contanto que se use o processo em consciência de Kṛṣṇa. Aqueles que estão em consciência de Kṛṣṇa devem pelo menos evitar gerar filhos como gatos e cachorros, mas devem gerá-los para que nasçam e se tornem conscientes de Kṛṣṇa. A criança que nasce de um pai e mãe absortos em consciência de Kṛṣṇa deve ter essa prerrogativa.

Formålet med samfundsinstitutionen varṇāśrama-dharma, der inddeler menneskesamfundet i fire sociale ordener og fire beskæftigelsesmæssige inddelinger eller kaster, er ikke, at samfundet skal opdeles efter fødsel. Disse inddelinger er baseret på uddannelsesmæssige kvalifikationer og har til formål at bevare samfundet i en tilstand af fred og velstand. De her omtalte egenskaber bliver beskrevet som transcendentale egenskaber, hvis formål er at hjælpe en person til at gøre fremskridt i åndelig forståelse, så han kan blive befriet fra den materielle verden.

A instituição social conhecida como varṇāśrama-dharma — a instituição que divide a sociedade em quatro categorias de vida social e quatro categorias ocupacionais ou castas — não se destina a dividir a sociedade humana conforme o nascimento. Tais divisões são em função das qualificações educacionais. Elas visam manter a sociedade num estado de paz e prosperidade. As qualidades mencionadas nesta passagem são explicadas como qualidades transcendentais que servem para que alguém progrida na compreensão espiritual de modo que se liberte do mundo material.

I varṇāśrama-institutionen betragtes sannyāsīen, personen i forsagelsens orden, som overhoved eller åndelig mester for alle de sociale statusser og ordener. En brāhmaṇa anses for at være åndelig mester for de tre andre samfundsordener – kṣatriyaerne, vaiśyaerne og śūdraerne – men en sannyāsī, som befinder sig i toppen af institutionen, regnes også for brāhmaṇaernes åndelige mester. For en sannyāsī er den første kvalifikation at være frygtløs. Eftersom en sannyāsī skal leve alene uden nogen form for støtte eller garanti for støtte, er han nødt til udelukkende at afhænge af Guddommens Højeste Personligheds barmhjertighed. Hvis man tænker: “Hvem skal passe på mig, når jeg forlader mine venner og slægtninge?”, bør man ikke acceptere forsagelsens orden. Man skal være helt overbevist om, at Kṛṣṇa eller Guddommens Højeste Personlighed i Sit lokaliserede aspekt som Paramātmā altid er til stede inden i én, og at Han ser alt og til enhver tid ved, hvad man har i sinde at gøre. Således skal man være helt overbevist om, at Kṛṣṇa som Paramātmā tager Sig af en sjæl, der har overgivet sig til Ham. “Jeg er aldrig alene,” bør man tænke. “Selv hvis jeg bor ude i den allermørkeste skov, er Kṛṣṇa hos mig, og Han giver mig al beskyttelse.” En sådan overbevisning kaldes abhayam eller frygtløshed. Denne sindstilstand er nødvendig for en person i forsagelsens orden.

Na instituição varṇāśrama, o sannyāsī, ou a pessoa na ordem de vida renunciada, é considerado o líder ou o mestre espiritual de todas as posições e ordens sociais. O brāhmaṇa é considerado o mestre espiritual das três outras seções da sociedade, ou seja, os kṣatriyas, os vaiśyas e os śūdras, mas o sannyāsī, que está no topo da instituição, também é tido como o mestre espiritual dos brāhmaṇas. O sannyāsī deve ter como primeira qualificação o destemor. Porque deve ficar sozinho sem nenhum apoio ou garantia de apoio, o sannyāsī simplesmente tem que depender da misericórdia da Suprema Personalidade de Deus. Se alguém quer saber: “Depois que eu romper minhas relações, quem me protegerá?”, ele não deve aceitar a ordem de vida renunciada. Ele deve ter plena convicção de que Kṛṣṇa ou a Suprema Personalidade de Deus em Seu aspecto localizado, o Paramātmā, estará sempre situado no seu íntimo, que Ele está vendo tudo e que Ele sempre sabe o que se pretende fazer. Deve-se então ter a firme convicção de que Kṛṣṇa, como Paramātmā, tomará conta da alma que se rende a Ele. “Jamais estarei sozinho”, ele deve pensar. “Mesmo que eu viva nas regiões mais escuras da floresta, estarei acompanhado de Kṛṣṇa, e Ele me dará toda a proteção.” Esta convicção chama-se abhayam, destemor. Quem está na ordem de vida renunciada precisa deste estado de espírito.

Dernæst skal han rense sin eksistens. Der findes et væld af regler og forskrifter, man skal følge i forsagelsens orden. Allervigtigst er det, at det er strengt forbudt for en sannyāsī at have nogen form for fortroligt forhold til en kvinde. Det er ham tilmed forbudt at tale alene med en kvinde på et isoleret sted. Herren Caitanya var den ideelle sannyāsī, og da Han boede i Jagannātha Purī, var det forment Hans kvindelige tilhængere at komme tæt på Ham, selv for at vise deres respekt. De måtte bukke sig ned på afstand. Dette er ikke udtryk for had til kvindeklassen generelt, men en regel pålagt sannyāsīer om ikke at have nære forhold til kvinder. For at rense sin tilværelse bliver man nødt til at følge de særlige regler og forskrifter, der gælder for ens pågældende livsstatus. For en sannyāsī er det strengt forbudt at have nære forhold til kvinder eller besidde velstand til sansenydelse. Herren Caitanya var den ideelle sannyāsī, og fra hans liv kan vi lære, at Han var meget striks i forhold til kvinder. Skønt Han bliver anset for at være Guddommens mest storsindede inkarnation, der accepterede de mest faldne sjæle, fulgte Han strengt reglerne og forskrifterne for sannyāsa-ordenen i relation til omgang med kvinder. En af Hans personlige ledsagere, Choṭa Haridāsa, levede sammen med Herren Caitanya og Hans andre fortrolige personlige ledsagere, men på en eller anden måde så denne Choṭa Haridāsa lystent på en ung kvinde, og Herren Caitanya var så striks, at Han omgående udstødte ham fra Sin personlige omgangskreds. Herren Caitanya bemærkede: “Det er forkasteligt for en sannyāsī eller alle andre, der stræber efter at slippe fri af kløerne på den materielle natur og forsøger at ophøje sig til den åndelige natur for at vende hjem, tilbage til Guddommen, at lyste efter materiel besiddelse eller kvinder for at tilfredsstille sanserne. Selv uden at nyde dem, men hvis man bare ser på dem med den mentalitet, er det så forkasteligt, at før man overhovedet har den slags utilladelige begær, burde man begå selvmord.” Så dette er renselsesprocesserne for en sannyāsī.

Então, ele deve purificar sua existência. Há muitas regras e regulações a serem seguidas na ordem de vida renunciada. A mais importante de todas é que o sannyāsī está estritamente proibido de falar com uma mulher num lugar isolado. O Senhor Caitanya era um sannyāsī ideal, e quando estava em Purī, Suas devotas não podiam sequer aproximar-se para oferecer seus respeitos. Elas foram aconselhadas a curvar-se para Ele enquanto se mantinham num lugar distante. Isto não é um sinal de ódio às mulheres como uma classe, mas é uma restrição imposta ao sannyāsī, o qual não deve cultivar ligações íntimas com mulheres. Para se purificar a existência, devem-se seguir as regras e regulações de um estado específico de vida. Para o sannyāsī, relações íntimas com mulheres e posse de bens para o gozo dos sentidos são estritamente proibidas. O sannyāsī ideal foi o próprio Senhor Caitanya, e estudando Sua vida podemos aprender que Ele era muito rigoroso no trato com as mulheres. Embora Ele seja considerado a mais liberal encarnação de Deus, pois aceitou as almas mais caídas e condicionadas, Ele seguiu à risca as regras e regulações da ordem de vida de sannyāsa no que se refere à relação com mulheres. Um de Seus associados pessoais, a saber, Choṭa Haridāsa, convivia com o Senhor Caitanya juntamente com Seus outros associados pessoais confidenciais, mas este Choṭa Haridāsa acabou olhando luxuriosamente para uma moça, e o Senhor Caitanya foi tão rigoroso que o expulsou imediatamente da sociedade de Seus associados pessoais. O Senhor Caitanya disse: “Para um sannyāsī ou qualquer um que aspire a sair das garras da natureza material e tente elevar-se à natureza espiritual e voltar ao lar, voltar ao Supremo, para ele, buscar bens materiais e contemplar mulheres para, com isso, obter gozo dos sentidos — nem ao menos desfrutando-os, mas apenas buscando-os impelido por essa propensão — é tão condenável que seria melhor que ele cometesse suicídio em vez de experimentar tais desejos ilícitos”. Assim, estes são os processos de purificação.

Det næste punkt er jñāna-yoga-vyavasthitiḥ: at være engageret i udvikling af viden. En sannyāsī skal bruge sit liv på at sprede viden til husholdere og andre, der har glemt, at meningen med livet er åndeligt fremskridt. En sannyāsī tigger fra dør til dør for at forsørge sig selv, men det betyder ikke, at han er en tigger. Ydmyghed er også et af kendetegnene på en transcendentalt situeret person, og af ren og skær ydmyghed går en sannyāsī fra dør til dør, ikke netop for at tigge, men for at møde husholderne og vække dem til Kṛṣṇa-bevidsthed. Dette er sannyāsīens pligt. Hvis han rent faktisk er avanceret og har fået ordre til det af sin åndelige mester, skal han prædike Kṛṣṇa-bevidsthed med logik og forståelse, og hvis han ikke er således avanceret, bør han ikke acceptere forsagelsens orden. Men selv hvis han har accepteret forsagelsens orden uden tilstrækkelig viden, skal han ikke desto mindre hengive sig helt til at høre fra en ægte åndelig mester for at få viden. En sannyāsī, en person i forsagelsens orden, skal være forankret i frygtløshed, sattva-saṁśuddhiḥ (renhed) og jñāna-yoga (viden).

O item seguinte é jñāna-yoga-vyavasthiti: ocupar-se no cultivo do conhecimento. A vida de sannyāsī presta-se a distribuir conhecimento aos pais de família e a outros que esqueceram sua verdadeira vida de progresso espiritual. É de se esperar que um sannyāsī subsista mendigando de porta em porta, mas isto não significa que ele seja mendigo. A humildade também é uma das qualificações do transcendentalista, e por pura humildade o sannyāsī vai de porta em porta, não com o simples propósito de mendigar, mas para visitar os pais de família e despertá-los para a consciência de Kṛṣṇa. Este é o dever do sannyāsī. Se ele é deveras avançado e recebeu essa ordem de seu mestre espiritual, ele deve pregar a consciência de Kṛṣṇa com lógica e compreensão. Porém, se alguém não obteve tanto avanço, ele não deve aceitar a ordem de vida renunciada. Mas mesmo que tenha aceitado a ordem de vida renunciada sem conhecimento suficiente, ele deve ocupar-se plenamente em ouvir um mestre espiritual genuíno e cultivar conhecimento. O sannyāsī, ou alguém na ordem de vida renunciada, deve possuir destemor, sattva-saṁśuddhi (pureza) e jñāna-yoga (conhecimento).

Dernæst er der velgørenhed. Velgørenhed er for husholderne. Husholderne bør tjene til livets ophold på ærlig vis og anvende halvdelen af deres indkomst til at udbrede Kṛṣṇa-bevidsthed over hele verden. En husholder skal således give i velgørenhed til organisationer, der har dette formål. Velgørenhed skal gives til den rigtige modtager. Der er forskellige former for velgørenhed, hvilket bliver forklaret senere i forbindelse med velgørenhed i godheden, lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. Velgørenhed i godhedens kvalitet anbefales i skrifterne, men velgørenhed i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter anbefales ikke, for det er blot spild af penge. Velgørenhed bør kun gives til udbredelsen af Kṛṣṇa-bevidsthed over hele verden. Det er velgørenhed i godhedens kvalitet.

O item seguinte é a caridade. A caridade é própria dos pais de família. Os pais de família devem subsistir por meio de métodos honestos e aplicar cinqüenta por cento de sua renda em propagar a consciência de Kṛṣṇa por todo o mundo. Assim, o pai de família deve fazer caridade a sociedades institucionais que desenvolvem esse tipo de atividade. A caridade deve ser dada à pessoa certa. Há diferentes tipos de caridade, como se explicará oportunamente — caridade nos modos da bondade, paixão e ignorância. A caridade no modo da bondade é recomendada pelas escrituras, mas não se recomenda a caridade nos modos da paixão e ignorância, que é um simples desperdício de dinheiro. Deve-se fazer caridade apenas para propagar a consciência de Kṛṣṇa por todo o mundo. Esta caridade está no modo da bondade.

Når det kommer til damaḥ eller selvbeherskelse, gælder det ikke kun for de andre ordener i det religiøse samfund, men er især rettet mod husholderne. Selv om en husholder har en hustru, må han ikke unødvendigt bruge sine sanser på sexliv. Der er begrænsninger selv for husholdere med hensyn til seksuelt samkvem, som man kun bør have for at få børn. Hvis man ikke vil have børn, bør man ikke nyde kønslig omgang med sin kone. Det moderne samfund nyder seksuel omgang med præventive midler eller endnu mere afskyelige metoder for at undgå ansvaret for børn. Dette er ikke transcendentalt, men dæmonisk. Hvis man gerne vil gøre fremskridt i åndeligt liv, bliver man nødt til at beherske sit sexliv, selv hvis man er husholder, og ikke få børn, hvis det ikke er for at tjene Kṛṣṇa. Hvis man kan få børn, der er Kṛṣṇa-bevidste, er det i orden at få hundredvis af børn, men uden denne evne bør man ikke indlade sig på sex blot for at tilfredsstille sine sanser.

Com relação ao autocontrole, ou dama, ele é válido não apenas para as outras ordens da sociedade religiosa, mas se destina especialmente ao pai de família. Embora tenha uma esposa, o chefe de família não deve desnecessariamente empregar seus sentidos na vida sexual. Os pais de família devem restringir até mesmo a vida sexual, que só se deve praticar para a propagação de filhos. Se ele não quer ter filhos, não deve desfrutar de vida sexual com sua esposa. Para evitar a responsabilidade de criar filhos, a sociedade moderna, utilizando métodos anticoncepcionais ou métodos mais abomináveis, desfruta a vida sexual. Esta qualidade não é transcendental, mas demoníaca. Se alguém, mesmo sendo chefe de família, quer progredir na vida espiritual, deve controlar sua vida sexual e não deve ter filhos, exceto com o propósito de servir a Kṛṣṇa. Se é capaz de gerar filhos que estarão na consciência de Kṛṣṇa, ele pode produzir centenas de filhos, mas não tendo este dom, ele não deve se entregar à vida sexual só para obter prazer dos sentidos.

Offerhandlinger er en anden ting, som husholderne skal udføre, for offerhandlinger kræver store summer penge. De andre ordener, nemlig brahmacarya, vānaprastha og sannyāsa, har ingen penge. De ernærer sig ved at tigge. Så udførelse af forskellige slags offerhandlinger er for husholderne. De skal udføre agni-hotra-ofringer som påbudt i de vediske skrifter, men på nuværende tidspunkt er sådanne offerhandlinger meget bekostelige, så ikke alle husholdere kan udføre dem. Det anbefales derfor, at i denne tidsalder er det bedste offer det, der kaldes for saṅkīrtana-yajña. Dette saṅkīrtana-yajña, sangen af Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, er det bedste og billigste offer. Alle kan gøre det og drage fordel deraf. Så disse tre punkter, nemlig velgørenhed, sansebeherskelse og udførelse af offerhandlinger, gælder for husholderen.

O sacrifício é outro item que deve ser executado pelos pais de família, porque os sacrifícios exigem grande quantidade de dinheiro. Aqueles que estão nas outras ordens de vida, a saber, brahmacarya, vānaprastha e sannyāsa, não têm dinheiro, eles vivem de esmolas. Logo, a execução dos diferentes tipos de sacrifício destina-se aos pais de família. Eles devem fazer sacrifícios agni-hotra como se prescreve na literatura védica. Porém, no momento presente esses sacrifícios são muito dispendiosos e estão fora das possibilidades dos chefes de família. O melhor sacrifício recomendado nesta era chama-se saṅkīrtana-yajña. Este saṅkīrtana-yajña, ou o cantar de Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, é o melhor sacrifício e o menos dispendioso, e todos podem adotá-lo e obter benefício. Portanto, estes três itens, ou seja, caridade, controle dos sentidos e execução de sacrifício, destinam-se ao pai de família.

Næste punkt, svādhyāyaḥ, vediske studier, gælder for brahmacarya, elevlivet. Brahmacārīer må ingen kontakt have med kvinder. De skal leve i cølibat og holde sindet beskæftiget med at studere den vediske litteratur for at udvikle åndelig viden. Dette kaldes svādhyāyaḥ.

Depois vem svādhyāya, o estudo védico, o qual se destina à brahmacarya, ou a vida de estudante. Os brahmacārīs não devem ter nenhuma ligação com mulheres; devem levar uma vida de celibato ocupando a mente no estudo da literatura védica para o cultivo do conhecimento espiritual. Isto se chama svādhyāya.

Tapas eller askese er især bestemt for det tilbagetrukne liv. Man bør ikke leve som husholder hele livet. Man skal hele tiden huske på, at livet har fire stadier – brahmacarya, gṛhastha, vānaprastha og sannyāsa. Så efter gṛhastha, livet som husholder, skal man trække sig tilbage. Hvis man lever i 100 år, bør man leve 25 år som elev, 25 år i familielivet, 25 år i tilbagetrukket liv og 25 år i forsagelsens orden. Dette er reglerne for den vediske religiøse disciplin. En mand, der har trukket sig tilbage fra familielivet, skal praktisere askese for kroppen, sindet og tungen. Det er tapasya. Hele varṇāśrama-dharma-samfundet handler om tapasya. Uden tapasya eller askese kan intet menneske opnå befrielse. Teorien om, at man ikke behøver askese i livet, at man kan fortsætte med at spekulere, og alt vil være i orden, anbefales hverken i den vediske litteratur eller i Bhagavad-gītā. Sådanne teorier kommer fra pseudospiritualister, der forsøger at hverve tilhængere. Folk er ikke tiltrukket, hvis der er restriktioner, regler og forskrifter. Derfor pålægger de, der i navn af religion forsøger at få tilhængere, ingen indskrænkninger i hverken deres elevers eller deres egne liv. Men den metode anerkendes ikke af Vedaerne.

Tapas, ou austeridade, destina-se especialmente àquele que leva uma vida retirada. Ninguém deve permanecer casado a vida inteira, devemos sempre nos lembrar de que há quatro divisões de vida — brahmacarya, gṛhastha, vānaprastha e sannyāsa. Assim, depois de passar pela ordem de gṛhastha, ou vida familiar, devemos nos retirar. Se alguém vive cem anos, deve ficar vinte e cinco anos na vida de estudante, vinte e cinco na vida familiar, vinte e cinco na vida retirada e vinte e cinco na ordem de vida renunciada. Estas são as regulações da disciplina religiosa védica. O homem afastado da vida familiar deve praticar as austeridades do corpo, da mente e da língua. Isto é tapasya. Toda a sociedade do varṇāśrama-dharma destina-se a tapasya. Sem tapasya, ou austeridade, nenhum ser humano pode alcançar a liberação. A teoria de que não há necessidade de austeridade na vida, de que se pode continuar especulando e tudo está bem, não é recomendada na literatura védica nem no Bhagavad-gītā. Estas teorias são fabricadas por espiritualistas farsantes que tentam aumentar o número de seguidores. Se houver restrições, regras e regulações, as pessoas não se sentirão atraídas. Por isso, aqueles que em nome de religião querem seguidores apenas para se exibirem, não restringem as vidas de seus discípulos, nem suas próprias vidas. Mas os Vedas não aprovam este método.

Når det kommer til den brahminske egenskab enkelhed eller ligefremhed, skal ikke kun en bestemt orden følge dette princip, men alle medlemmer af samfundsordenen skal overholde den, uanset om man er i brahmacārī-āśramaen, gṛhastha-āśramaen, vānaprastha-āśramaen eller sannyāsa-āśramaen. Man skal være meget enkel og ligefrem.

Quanto à qualidade bramínica da simplicidade, ela não é recomendada apenas a uma ordem específica de vida, mas a cada membro, esteja ele no brahmacarya āśrama, gṛhastha āśrama, vānaprastha āśrama ou sannyāsa āśrama. Devemos ser muito simples e francos.

Ahiṁsā vil sige ikke at standse noget levende væsens fremskridt i livet. Man må ikke tro, at bare fordi den levende gnist ikke kan slås ihjel, selv når kroppen slås ihjel, sker der intet ved at slagte dyr for sansenydelsens skyld. Folk er nu forfaldne til at spise dyr på trods af, at de har rigeligt med korn, frugt og mælk. Det er slet ikke nødvendigt at slå dyr ihjel. Dette forbud gælder for alle. Når der intet alternativ er, er det tilladt at dræbe et dyr, men da bør det ofres i en offerhandling. Hvorom alt er, bør de, der gerne vil gøre fremskridt i åndelig erkendelse, ikke begå vold mod dyr, når der er rigeligt med mad til menneskeheden. Virkelig ahiṁsā vil sige, at man ikke forhindrer nogens fremskridt i livet. Dyrene gør også fremskridt i deres udvikling i livet ved at vandre fra én form for dyreliv til en anden. Et dyr, der dræbes, bliver hindret i sit fremskridt. Hvis et dyr skal opholde sig i en vis krop i et bestemt antal dage eller år og bliver dræbt i utide, er det tvunget til at komme tilbage til den samme livsform igen for at udleve den resterende tid, før det kan blive forfremmet til en anden livsart. Så dyrene må ikke bremses i deres fremskridt udelukkende for at tilfredsstille vores smagsløg. Dette kaldes ahiṁsā.

Ahiṁsā quer dizer não impedir a vida progressiva de nenhuma entidade viva. Ninguém deve pensar que, como a centelha espiritual não morre mesmo após o corpo ser morto, não há mal algum em obter gozo dos sentidos através da matança de animais. Hoje em dia as pessoas estão habituadas a comer animais, apesar de terem um amplo suprimento de cereais, frutas e leite. Não há necessidade de matar animais. Este preceito é para todos. Quando não há alternativa, pode-se matar um animal, mas ele deve ser oferecido em sacrifício. De qualquer forma, quando há um amplo suprimento de alimento para a humanidade, aqueles que desejam progredir em percepção espiritual não devem cometer violência contra os animais. A verdadeira ahiṁsā quer dizer não impedir a vida progressiva de ninguém. Os animais também estão progredindo em sua vida evolutiva, transmigrando de uma categoria de vida animal para outra. Se determinado animal é morto, então seu progresso é interrompido. Se um animal permanece num corpo específico por alguns dias ou por alguns anos e é morto prematuramente, então ele tem de voltar a esta forma de vida, completar os dias restantes e ser promovido a outra espécie de vida. Logo, ninguém deve interromper o progresso deles simplesmente para satisfazer o paladar. Isto se chama ahiṁsā.

Satyam. Dette ord betyder, at man ikke må fordreje sandheden for sin personlige interesses skyld. I den vediske litteratur er der nogle vanskelige passager, men deres betydning eller formål skal læres fra en ægte åndelig mester. Det er måden, Vedaerne skal forstås på. Śruti betyder, at man skal høre fra en autoritet. Man bør ikke komme med fortolkninger for at tilgodese sine egne interesser. Så mange kommentarer til Bhagavad-gītā fejlfortolker originalteksten. Ordets virkelige betydning skal gives, og den bør man lære fra en ægte åndelig mester.

Satyam. Esta palavra significa que não se deve distorcer a verdade, visando a algum interesse pessoal. Na literatura védica, há algumas passagens difíceis, mas o significado ou o propósito devem ser aprendidos com um mestre espiritual genuíno. É através deste processo que se compreendem os Vedas. Śruti quer dizer que se deve ouvir a autoridade. Ninguém deve inventar uma interpretação só para satisfazer seu interesse pessoal. Há muitos comentários sobre o Bhagavad-gītā que deturpam o texto original. Deve ser apresentado o verdadeiro significado da palavra, o qual deve ser aprendido com um mestre espiritual autêntico.

Akrodhaḥ betyder at beherske vrede. Selv hvis man bliver provokeret, bør man være tolerant, for når man først bliver vred, forurener det hele ens krop. Vrede er et produkt af lidenskaben og begærets kvalitet, så den, der er transcendentalt situeret, skal afholde sig fra vrede. Apaiśunam betyder, at man ikke må finde fejl hos andre eller unødvendigt irettesætte dem. At kalde en tyv for tyv er selvfølgelig ikke fejlfinderi, men at beskylde en ærlig person for at være en tyv er en alvorlig forseelse for den, der gør fremskridt i åndeligt liv. Hrīḥ betyder, at man skal være meget beskeden og undlade at gøre noget, der er forkasteligt. Acāpalam, beslutsomhed, betyder, at man ikke skal hidse sig op eller miste modet under sine bestræbelser. Måske forpurres ens planer, men det må man ikke lade sig slå ud af. Man skal fortsætte med at gøre fremskridt med tålmodighed og beslutsomhed.

Akrodha significa conter a ira. Mesmo que receba alguma provocação, a pessoa deve ser tolerante, porque tão logo fique irada, ela perderá toda a compostura. A ira é um produto do modo da paixão e da luxúria, então o transcendentalista deve refrear-se da ira. Apaiśunam quer dizer que não se deve achar defeito nos outros ou corrigi-los desnecessariamente. É claro que chamar um ladrão de ladrão não é achar defeito, mas chamar uma pessoa honesta de ladrão é muito ofensivo para alguém que está progredindo na vida espiritual. Hrī quer dizer que se deve ser muito modesto e não se deve executar nenhum ato abominável. Acāpalam, determinação, significa que não se deve ficar agitado ou frustrado em nenhum empreendimento. Pode ser que alguma tentativa falhe, mas não se deve ficar triste com isto; deve-se progredir com paciência e determinação.

Ordet tejas (livskraft) gælder for kṣatriyaerne. Kṣatriyaerne skal altid være stærke for at kunne beskytte de svage. De må ikke fremstille sig selv som ikke-voldelige. Hvis der er brug for vold, skal de kunne udvise den. Men en person, der kan holde sin fjende nede, har i visse situationer lov til at vise tilgivelse. Han kan undskylde mindre forseelser.

A palavra tejas usada aqui aplica-se aos kṣatriyas. Os kṣatriyas devem sempre ser muito fortes para conseguirem dar proteção aos fracos. Eles não devem fazer-se passar por não-violentos. Se a violência for necessária, eles devem usá-la. Mas quem é capaz de dominar seu inimigo pode sob certas condições mostrar clemência. Ele pode desculpar as pequenas ofensas.

Śaucam betyder renhed, ikke kun i sind og krop, men specielt i ens adfærd. Det gælder især for handelsstanden, der ikke bør gøre forretning på det sorte marked. Nāti-mānitā, ikke at forvente ære, gælder for śūdraerne, arbejderklassen, der ifølge de vediske forskrifter anses for at være den laveste af de fire samfundsklasser. De må ikke være opblæste over unødvendig ære og prestige, og de skal forblive i deres egen position. Det er śūdraernes pligt at respektere de højere klasser for at bevare samfundsordenen.

Śaucam quer dizer limpeza, não só da mente e do corpo, mas também do comportamento da pessoa. Aplica-se especialmente aos comerciantes, que não devem negociar no mercado negro. Nāti-mānitā, não exigir honras, é algo que tem validade para os śūdras, a classe de trabalhadores, que, segundo os preceitos védicos, é considerada a mais baixa das quatro classes. Eles não devem envaidecer-se com prestígio ou honra desnecessários e devem ficar em sua própria posição. Para a manutenção da ordem social, é dever dos śūdras oferecer respeito à classe superior.

Alle disse her omtalte 26 kvalifikationer er transcendentale egenskaber. Det er meningen, at de skal kultiveres i relation til de forskellige samfundsmæssige og beskæftigelsesmæssige ordener. Den dybere tanke er, at selv om materielle omstændigheder er lidelsesfyldte, er det muligt gradvist at komme til det højeste niveau af transcendental erkendelse, hvis alle klasser af mennesker udvikler disse egenskaber gennem praksis.

Todas essas vinte e seis qualificações mencionadas são qualidades transcendentais. Elas devem ser cultivadas conforme os diferentes estados de ordem social e ocupacional. O significado é que, embora as condições materiais sejam miseráveis, se todas as classes de pessoas exercitam na prática essas qualidades, então é possível subir gradativamente à mais elevada plataforma de realização transcendental.