Skip to main content

TEXTS 1-3

TEXTS 1-3

Tekst

Texte

śrī-bhagavān uvāca
abhayaṁ sattva-saṁśuddhir
jñāna-yoga-vyavasthitiḥ
dānaṁ damaś ca yajñaś ca
svādhyāyas tapa ārjavam
śrī-bhagavān uvāca
abhayaṁ sattva-saṁśuddhir
jñāna-yoga-vyavasthitiḥ
dānaṁ damaś ca yajñaś ca
svādhyāyas tapa ārjavam
ahiṁsā satyam akrodhas
tyāgaḥ śāntir apaiśunam
dayā bhūteṣv aloluptvaṁ
mārdavaṁ hrīr acāpalam
ahiṁsā satyam akrodhas
tyāgaḥ śāntir apaiśunam
dayā bhūteṣv aloluptvaṁ
mārdavaṁ hrīr acāpalam
tejaḥ kṣamā dhṛtiḥ śaucam
adroho nāti-mānitā
bhavanti sampadaṁ daivīm
abhijātasya bhārata
tejaḥ kṣamā dhṛtiḥ śaucam
adroho nāti-mānitā
bhavanti sampadaṁ daivīm
abhijātasya bhārata

Synonyms

Synonyms

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Højeste Personlighed sagde; abhayam — frygtløshed; sattva-saṁśuddhiḥ — renselse af ens tilværelse; jñāna — gennem viden; yoga — af at forbinde sig; vyavasthitiḥ — situationen; dānam — velgørenhed; damaḥ — beherskelse af sindet; ca — og; yajñaḥ — udførelse af ofring; ca — og; svādhyāyaḥ — studie af vediske skrifter; tapaḥ — askese; ārjavam — ligefremhed; ahiṁsā — ikke- vold; satyam — sandfærdighed; akrodhaḥ — frihed fra vrede; tyāgaḥ — forsagelse; śāntiḥ — fredfyldthed; apaiśunam — modvilje mod fejlfinderi; dayā — barmhjertighed; bhūteṣu — mod alle levende væsener; aloluptvam — frihed fra grådighed; mārdavam — nænsomhed; hrīḥ — beskedenhed; acāpalam — beslutsomhed; tejaḥ — livskraft; kṣamā — tilgivelse; dhṛtiḥ — mod; śaucam — renlighed; adrohaḥ — frihed fra misundelse; na — ingen; ati-mānitā — forventning om ære; bhavanti — er; sampadam — egenskaberne; daivīm — den transcendentale natur; abhijātasya — hos den, der er født af; bhārata — O Bharatas efterkommer.

śrī-bhagavān uvāca: Dieu, la Personne Suprême, dit; abhayam: l’absence de crainte; sattva-saṁśuddhiḥ: la purification de l’existence; jñāna: à la connaissance; yoga: de se rattacher; vyavasthitiḥ: le fait; dānam: la charité; damaḥ: la maîtrise du mental; ca: et; yajñaḥ: l’exécution des sacrifices; ca: et; svādhyāyaḥ: l’étude des Écritures védiques; tapaḥ: l’austérité; ārjavam: la simplicité; ahiṁsā: la non-violence; satyam: la véracité; akrodhaḥ: l’absence de colère; tyāgaḥ: le renoncement; śāntiḥ: la sérénité; apaiśunam: l’aversion pour la critique; dayā: la compassion; bhūteṣu: envers tous les êtres; aloluptvam: l’absence de convoitise; mārdavam: la douceur; hrīḥ: la modestie; acāpalam: la détermination; tejaḥ: la vigueur; kṣamā: le pardon; dhṛtiḥ: la force morale; śaucam: la propreté, la pureté; adrohaḥ: l’absence d’envie; na: pas; ati-mānitā: l’espoir d’honneur; bhavanti: sont; sampadam: les qualités; daivīm: la nature transcendantale; abhijātasya: de celui qui est né de; bhārata: ô descendant de Bharata.

Translation

Translation

Guddommens Højeste Personlighed sagde: Frygtløshed, renselse af ens eksistens, udvikling af åndelig viden, velgørenhed, selvbeherskelse, udførelse af offerhandlinger, studie af Vedaerne, askese, ligefremhed, ikke-vold, sandfærdighed, frihed fra vrede, forsagelse, fredfyldthed, modvilje mod fejlfinderi, medfølelse med alle levende væsener, frihed for havesyge, mildhed, beskedenhed, fast beslutsomhed, livskraft, tilgivelse, mod, renlighed og frihed fra misundelse og det lidenskabelige begær efter ære – disse transcendentale egenskaber tilhører fromme mennesker, der er udstyret med en guddommelig natur, O Bharatas efterkommer.

Dieu, la Personne Suprême, dit: Le fait d’être dénué de crainte, de purifier son existence, de cultiver le savoir spirituel, de faire la charité, d’accomplir des sacrifices et des austérités, d’étudier les Védas, de se maîtriser, d’être simple, non violent, véridique, sans colère et sans convoitise, le fait de pratiquer le renoncement, d’éprouver de la compassion pour autrui et de l’aversion pour la critique, d’être serein, doux, modeste, animé d’une ferme détermination, d’être énergique, pur, enclin au pardon, doté de force morale mais dénué d’envie et de soif des honneurs, toutes ces qualités transcendantales, ô descendant de Bharata, sont le propre des hommes pieux dont la nature est divine.

Purport

Purport

FORKLARING: I begyndelsen af kapitel 15 blev denne materielle verdens banyantræ beskrevet. De ekstra rødder, der udgår fra det, blev sammenlignet med de levende væseners handlinger, hvor nogle er gode og andre dårlige. I kapitel 9 (vers 11–14) blev devaerne, de gudsfrygtige, og asuraerne, de ugudelige eller dæmonerne, beskrevet. Ifølge vedisk tradition bliver handlinger i godhedens kvalitet betragtet som gavnlige for fremskridt på befrielsens vej, og sådanne handlinger kaldes daivī prakṛti, af natur transcendentale. De, der er situeret i den transcendentale natur, gør fremskridt på befrielsens vej. Derimod er der ingen mulighed for befrielse for dem, der handler i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. De må enten forblive i denne materielle verden som mennesker, eller de falder ned til dyreriget eller endnu lavere livsformer. Her i kapitel 16 forklarer Herren nu både den transcendentale natur og dens ledsagende egenskaber og den dæmoniske natur og dens egenskaber. Han beskriver også fordelene og bagsiderne ved disse egenskaber.

Au début du quinzième chapitre, l’arbre banian a été décrit comme la représentation schématique du monde matériel. Ses racines adventives représentent les activités des êtres vivants, activités tantôt favorables, tantôt défavorables. Il fut question d’autre part dans le neuvième chapitre des devas, les êtres pieux, et des asuras, les êtres démoniaques. D’après les enseignements védiques, les actes inspirés par la vertu favorisent le progrès sur la voie de la libération et sont dits de nature transcendantale (daivī-prakṛti). Les hommes qui sont dotés d’une telle nature avancent donc sur le chemin de la libération. Pour ceux, en revanche, qui agissent sous l’emprise de la passion et de l’ignorance, la libération est inaccessible. Ils doivent demeurer dans l’univers matériel et revêtir soit la forme humaine, soit celle d’un animal ou d’une espèce encore inférieure. Dans ce chapitre, le Seigneur va décrire les natures divine et démoniaque, détailler leurs attributs respectifs et mettre en évidence leurs aspects positifs et négatifs.

Ordet abhijātasya i forbindelse med den, der er født med transcendentale egenskaber eller guddommelige tilbøjeligheder, er meget vigtigt. At undfange et barn i en Gudsbevidst atmosfære kalder de vediske skrifter for garbhādhāna-saṁskāra. Hvis forældrene gerne vil have et barn med de guddommelige egenskaber, skal de følge de ti principper, der anbefales for menneskets sociale liv. I Bhagavad-gītā har vi også allerede set, at kønsligt samkvem for at få et godt barn er Kṛṣṇa selv. Kønsliv fordømmes ikke, så længe det anvendes i Kṛṣṇa-bevidsthed. De, der er Kṛṣṇa-bevidste, bør i det mindste ikke få børn som hunde og katte, men få dem, så de efter deres fødsel kan blive Kṛṣṇa-bevidste. Det bør være fordelen for børn, hvis far og mor er absorberet i Kṛṣṇa-bevidsthed.

Le mot abhijātasya désigne tout homme qui dès la naissance se pare de qualités et de penchants divins. Il revêt ici une grande importance. Lorsque les Écrits védiques parlent de garbhādhāna-saṁskāra, ils font référence au fait d’engendrer un enfant dans une atmosphère divine. Si les parents souhaitent avoir un enfant doté d’attributs divins, ils doivent observer les dix saṁskāras (sacrements) recommandés dans la vie sociale de l’être humain. Nous avons vu dans un chapitre antérieur que l’acte sexuel, lorsqu’il vise à engendrer un enfant vertueux, représente Kṛṣṇa Lui-même. La vie sexuelle n’est pas condamnée, pourvu qu’elle s’accomplisse dans la conscience de Kṛṣṇa. Les dévots du Seigneur ne doivent évidemment pas engendrer des enfants comme le feraient des chiens ou des chats, car ils doivent veiller à ce que leur progéniture devienne à son tour consciente de Kṛṣṇa. Telle est la bénédiction que reçoit un enfant né d’un père et d’une mère absorbés dans la conscience de Kṛṣṇa.

Formålet med samfundsinstitutionen varṇāśrama-dharma, der inddeler menneskesamfundet i fire sociale ordener og fire beskæftigelsesmæssige inddelinger eller kaster, er ikke, at samfundet skal opdeles efter fødsel. Disse inddelinger er baseret på uddannelsesmæssige kvalifikationer og har til formål at bevare samfundet i en tilstand af fred og velstand. De her omtalte egenskaber bliver beskrevet som transcendentale egenskaber, hvis formål er at hjælpe en person til at gøre fremskridt i åndelig forståelse, så han kan blive befriet fra den materielle verden.

Le système social appelé varṇāśrama-dharma, qui partage la société en quatre classes sociales et quatre ordres spirituels, n’est pas fondé sur le principe d’hérédité. Ces groupes sont déterminés par les qualifications et la formation personnelle des individus, et ont pour finalité la paix et la prospérité de la société.

Les qualités qu’énumère notre verset sont dites transcendantales car elles permettent à l’homme d’accroître son entendement spirituel, et par là de se libérer du monde matériel.

I varṇāśrama-institutionen betragtes sannyāsīen, personen i forsagelsens orden, som overhoved eller åndelig mester for alle de sociale statusser og ordener. En brāhmaṇa anses for at være åndelig mester for de tre andre samfundsordener – kṣatriyaerne, vaiśyaerne og śūdraerne – men en sannyāsī, som befinder sig i toppen af institutionen, regnes også for brāhmaṇaernes åndelige mester. For en sannyāsī er den første kvalifikation at være frygtløs. Eftersom en sannyāsī skal leve alene uden nogen form for støtte eller garanti for støtte, er han nødt til udelukkende at afhænge af Guddommens Højeste Personligheds barmhjertighed. Hvis man tænker: “Hvem skal passe på mig, når jeg forlader mine venner og slægtninge?”, bør man ikke acceptere forsagelsens orden. Man skal være helt overbevist om, at Kṛṣṇa eller Guddommens Højeste Personlighed i Sit lokaliserede aspekt som Paramātmā altid er til stede inden i én, og at Han ser alt og til enhver tid ved, hvad man har i sinde at gøre. Således skal man være helt overbevist om, at Kṛṣṇa som Paramātmā tager Sig af en sjæl, der har overgivet sig til Ham. “Jeg er aldrig alene,” bør man tænke. “Selv hvis jeg bor ude i den allermørkeste skov, er Kṛṣṇa hos mig, og Han giver mig al beskyttelse.” En sådan overbevisning kaldes abhayam eller frygtløshed. Denne sindstilstand er nødvendig for en person i forsagelsens orden.

Dans le varṇāśrama-dharma, le sannyāsī (celui qui a embrassé l’ordre du renoncement) est considéré comme la tête, le maître spirituel de tous les varṇas et āśramas. Le brāhmaṇa, certes, est le maître spirituel des membres des trois autres classes sociales – kṣatriyas, vaiśyas et śūdras –, mais le sannyāsī, au sommet de l’institution du varṇāśrama, est un maître spirituel même pour le brāhmaṇa. Le sannyāsī doit tout d’abord être sans crainte. Parce qu’il lui faut vivre seul, sans soutien, ou sans certitude de soutien, il ne doit dépendre que de la miséricorde de Dieu, la Personne Suprême. Celui qui se demande encore comment il sera protégé une fois que seront tranchés ses liens avec la famille et la société ne doit pas accepter l’ordre du renoncement. II doit être tout à fait convaincu que Kṛṣṇa, Dieu, la Personne Suprême, Se trouve toujours dans son cœur sous Son aspect localisé, le Paramātmā, et qu’ainsi Il voit tout et sait toujours tout de ses intentions. Il lui faut donc posséder une foi ferme en Kṛṣṇa, l’Âme Suprême, qui protège celui qui s’est abandonné à Lui. « Je ne serai jamais seul », doit-il penser, « et même au cœur des forêts les plus sombres, Kṛṣṇa sera présent et m’accordera toute protection. » Celui qui a cette conviction est abhaya, dénué de toute crainte. Un tel état d’esprit est indispensable au sannyāsī.

Dernæst skal han rense sin eksistens. Der findes et væld af regler og forskrifter, man skal følge i forsagelsens orden. Allervigtigst er det, at det er strengt forbudt for en sannyāsī at have nogen form for fortroligt forhold til en kvinde. Det er ham tilmed forbudt at tale alene med en kvinde på et isoleret sted. Herren Caitanya var den ideelle sannyāsī, og da Han boede i Jagannātha Purī, var det forment Hans kvindelige tilhængere at komme tæt på Ham, selv for at vise deres respekt. De måtte bukke sig ned på afstand. Dette er ikke udtryk for had til kvindeklassen generelt, men en regel pålagt sannyāsīer om ikke at have nære forhold til kvinder. For at rense sin tilværelse bliver man nødt til at følge de særlige regler og forskrifter, der gælder for ens pågældende livsstatus. For en sannyāsī er det strengt forbudt at have nære forhold til kvinder eller besidde velstand til sansenydelse. Herren Caitanya var den ideelle sannyāsī, og fra hans liv kan vi lære, at Han var meget striks i forhold til kvinder. Skønt Han bliver anset for at være Guddommens mest storsindede inkarnation, der accepterede de mest faldne sjæle, fulgte Han strengt reglerne og forskrifterne for sannyāsa-ordenen i relation til omgang med kvinder. En af Hans personlige ledsagere, Choṭa Haridāsa, levede sammen med Herren Caitanya og Hans andre fortrolige personlige ledsagere, men på en eller anden måde så denne Choṭa Haridāsa lystent på en ung kvinde, og Herren Caitanya var så striks, at Han omgående udstødte ham fra Sin personlige omgangskreds. Herren Caitanya bemærkede: “Det er forkasteligt for en sannyāsī eller alle andre, der stræber efter at slippe fri af kløerne på den materielle natur og forsøger at ophøje sig til den åndelige natur for at vende hjem, tilbage til Guddommen, at lyste efter materiel besiddelse eller kvinder for at tilfredsstille sanserne. Selv uden at nyde dem, men hvis man bare ser på dem med den mentalitet, er det så forkasteligt, at før man overhovedet har den slags utilladelige begær, burde man begå selvmord.” Så dette er renselsesprocesserne for en sannyāsī.

Le sannyāsī doit également purifier son existence. De nombreuses règles, de nombreux principes, doivent être observés à cet effet au sein de l’ordre du renoncement. Il lui est tout d’abord – et il s’agit du principe le plus important – strictement défendu d’entretenir des rapports intimes avec une femme. Il lui est même défendu de parler à une femme en un lieu solitaire. Caitanya Mahāprabhu montra l’exemple du parfait sannyāsī: quand Il était à Purī, Ses dévotes ne pouvaient même pas s’approcher de Lui pour présenter leurs hommages. Elles étaient invitées à se prosterner à distance. Il ne faut certes pas voir là une aversion pour les femmes, mais seulement un règlement qui commande au sannyāsī de n’avoir aucun lien étroit avec elles. Afin de purifier son existence, l’homme doit suivre les règles prescrites par ses varṇa et āśrama respectifs. Dans le cas du sannyāsī, il est strictement interdit d’entretenir des liens intimes avec les femmes, ou de posséder des richesses pour son seul profit.

Śrī Caitanya était le sannyāsī idéal, et nous avons vu que dans Sa vie, Il était très strict dans Ses rapports avec les femmes. Bien qu’Il ait pris sous Sa protection les âmes les plus déchues, et qu’on Le tienne donc pour l’avatāra le plus libéral, Il suivait strictement les règles du sannyāsa concernant le sexe opposé. L’un de Ses compagnons intimes, Choṭa Haridāsa, jeta en Sa présence un regard concupiscent sur une jeune femme. Śrī Caitanya était si strict qu’Il l’exclut aussitôt de Son entourage et prononça ces paroles: « Pour un sannyāsī, ou quiconque aspire à se défaire de l’emprise de la matière et s’efforce de s’élever spirituellement pour retourner à Dieu, en sa demeure éternelle, tourner son regard vers les biens matériels et les femmes (sans même en jouir, mais animé de ce désir) est un acte si condamnable, qu’il vaut mieux se suicider plutôt que de connaître des désirs aussi illicites. » Telles sont donc les voies de la purification.

Det næste punkt er jñāna-yoga-vyavasthitiḥ: at være engageret i udvikling af viden. En sannyāsī skal bruge sit liv på at sprede viden til husholdere og andre, der har glemt, at meningen med livet er åndeligt fremskridt. En sannyāsī tigger fra dør til dør for at forsørge sig selv, men det betyder ikke, at han er en tigger. Ydmyghed er også et af kendetegnene på en transcendentalt situeret person, og af ren og skær ydmyghed går en sannyāsī fra dør til dør, ikke netop for at tigge, men for at møde husholderne og vække dem til Kṛṣṇa-bevidsthed. Dette er sannyāsīens pligt. Hvis han rent faktisk er avanceret og har fået ordre til det af sin åndelige mester, skal han prædike Kṛṣṇa-bevidsthed med logik og forståelse, og hvis han ikke er således avanceret, bør han ikke acceptere forsagelsens orden. Men selv hvis han har accepteret forsagelsens orden uden tilstrækkelig viden, skal han ikke desto mindre hengive sig helt til at høre fra en ægte åndelig mester for at få viden. En sannyāsī, en person i forsagelsens orden, skal være forankret i frygtløshed, sattva-saṁśuddhiḥ (renhed) og jñāna-yoga (viden).

Le prochain point concerne le jñāna-yoga-vyavasthiti: le développement du savoir spirituel. Le rôle du sannyāsī est de dispenser le savoir spirituel aux chefs de famille et plus généralement à tous ceux qui ont oublié que la vie humaine a pour but le progrès spirituel. Même si pour subvenir à ses besoins, le sannyāsī doit demander l’aumône de porte en porte, il ne convient évidemment pas de le voir comme un mendiant. Car c’est par pure humilité, autre qualité spirituelle de l’être accompli, qu’il va de porte en porte visiter les familles. Il le fait pour les sensibiliser à la conscience de Kṛṣṇa, et non pour mendier. Tel est le devoir du sannyāsī. Si un disciple est véritablement avancé dans la vie dévotionnelle, et que son maître spirituel le lui enjoint, il doit prêcher avec logique et raison la conscience de Kṛṣṇa. Mais s’il ne remplit pas cette condition, il vaut mieux pour lui éviter d’embrasser l’ordre du renoncement. Et s’il se trouve qu’il a accepté le sannyāsa sans posséder une connaissance suffisante, il doit alors cultiver le savoir en recevant l’enseignement d’un maître spirituel authentique. Le sannyāsī, donc, doit être dénué de toute crainte (abhaya), pur (sattva-saṁśuddhi) et avoir la connaissance (jñāna-yoga).

Dernæst er der velgørenhed. Velgørenhed er for husholderne. Husholderne bør tjene til livets ophold på ærlig vis og anvende halvdelen af deres indkomst til at udbrede Kṛṣṇa-bevidsthed over hele verden. En husholder skal således give i velgørenhed til organisationer, der har dette formål. Velgørenhed skal gives til den rigtige modtager. Der er forskellige former for velgørenhed, hvilket bliver forklaret senere i forbindelse med velgørenhed i godheden, lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. Velgørenhed i godhedens kvalitet anbefales i skrifterne, men velgørenhed i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter anbefales ikke, for det er blot spild af penge. Velgørenhed bør kun gives til udbredelsen af Kṛṣṇa-bevidsthed over hele verden. Det er velgørenhed i godhedens kvalitet.

Les actes de charité concernent plus particulièrement le groupe des gṛhasthas. Ces derniers sont en effet tenus de gagner honnêtement leur vie et d’offrir la moitié de leur gain à des institutions qui se chargent de propager universellement la conscience de Kṛṣṇa. La charité doit être faite aux hommes qui en sont dignes. Comme l’enseignera plus loin la Bhagavad-gītā, on compte divers types d’actes charitables, qui relèvent soit de la vertu, soit de la passion, soit de l’ignorance. Si les Écritures recommandent les actes de charité accomplis dans la vertu, elles n’encouragent nullement la charité faite sous l’influence de la passion et de l’ignorance, qui n’est qu’un simple gaspillage. La charité ne doit avoir pour objet que la propagation de la conscience de Kṛṣṇa à travers le monde. Alors pourra-t-on parler de charité relevant de la vertu.

Når det kommer til damaḥ eller selvbeherskelse, gælder det ikke kun for de andre ordener i det religiøse samfund, men er især rettet mod husholderne. Selv om en husholder har en hustru, må han ikke unødvendigt bruge sine sanser på sexliv. Der er begrænsninger selv for husholdere med hensyn til seksuelt samkvem, som man kun bør have for at få børn. Hvis man ikke vil have børn, bør man ikke nyde kønslig omgang med sin kone. Det moderne samfund nyder seksuel omgang med præventive midler eller endnu mere afskyelige metoder for at undgå ansvaret for børn. Dette er ikke transcendentalt, men dæmonisk. Hvis man gerne vil gøre fremskridt i åndeligt liv, bliver man nødt til at beherske sit sexliv, selv hvis man er husholder, og ikke få børn, hvis det ikke er for at tjene Kṛṣṇa. Hvis man kan få børn, der er Kṛṣṇa-bevidste, er det i orden at få hundredvis af børn, men uden denne evne bør man ikke indlade sig på sex blot for at tilfredsstille sine sanser.

Bien que dama (la maîtrise de soi) soit propre à tous les āśramas, elle concerne néanmoins tout particulièrement le gṛhastha. Même s’il vit avec son épouse, le gṛhastha ne doit pas s’adonner sans restriction au plaisir sexuel. Il doit en effet s’astreindre à observer certaines règles. L’acte sexuel n’aura d’autre but que la procréation. Et si le gṛhastha ne souhaite pas avoir d’enfant, il devra s’abstenir des plaisirs de la chair. Les hommes d’aujourd’hui font usage de contraceptifs ou de méthodes plus odieuses encore, afin de jouir des plaisirs charnels sans avoir à assumer la responsabilité qu’implique la naissance d’un enfant. Ce n’est certes pas là un signe de nature divine, mais bien un signe de nature démoniaque. Quiconque désire progresser dans la voie spirituelle, fût-il marié, se doit de contrôler sa vie sexuelle et de ne pas engendrer de descendance si ce n’est pour servir Kṛṣṇa. Si un homme peut assurer que ses enfants deviendront conscients de Kṛṣṇa, qu’il en mette des centaines au monde, sinon, mieux vaut ne pas se livrer aux actes sexuels pour le simple plaisir des sens.

Offerhandlinger er en anden ting, som husholderne skal udføre, for offerhandlinger kræver store summer penge. De andre ordener, nemlig brahmacarya, vānaprastha og sannyāsa, har ingen penge. De ernærer sig ved at tigge. Så udførelse af forskellige slags offerhandlinger er for husholderne. De skal udføre agni-hotra-ofringer som påbudt i de vediske skrifter, men på nuværende tidspunkt er sådanne offerhandlinger meget bekostelige, så ikke alle husholdere kan udføre dem. Det anbefales derfor, at i denne tidsalder er det bedste offer det, der kaldes for saṅkīrtana-yajña. Dette saṅkīrtana-yajña, sangen af Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, er det bedste og billigste offer. Alle kan gøre det og drage fordel deraf. Så disse tre punkter, nemlig velgørenhed, sansebeherskelse og udførelse af offerhandlinger, gælder for husholderen.

L’offrande d’oblations est plus particulièrement du ressort du gṛhastha, car elle nécessite de grosses sommes d’argent que ne possèdent pas les membres des autres ordres – brahmacārīs, vānaprasthas et sannyāsīs vivant d’aumônes. Les Écrits védiques recommandent différents sacrifices au gṛhastha, tel l’agni-hotra par exemple. Mais ce sacrifice requiert tant de richesses qu’aucun gṛhastha ne peut aujourd’hui l’accomplir. Aussi, le meilleur sacrifice pour notre âge, et le moins onéreux, est le saṅkīrtana-yajña, le chant du mahā-mantra: Hare Kṛṣṇa Hare Kṛṣṇa Kṛṣṇa Kṛṣṇa Hare Hare / Hare Rāma Hare Rāma Rāma Rāma Hare Hare. Tous peuvent l’adopter et en recevoir les bienfaits. Ainsi, la charité, la maîtrise des sens et les sacrifices sont particulièrement assignés au gṛhastha.

Næste punkt, svādhyāyaḥ, vediske studier, gælder for brahmacarya, elevlivet. Brahmacārīer må ingen kontakt have med kvinder. De skal leve i cølibat og holde sindet beskæftiget med at studere den vediske litteratur for at udvikle åndelig viden. Dette kaldes svādhyāyaḥ.

Svādhyāya, l’étude des Védas, concerne en premier lieu le brahmacārī (l’étudiant). Il doit éviter tout lien étroit avec les femmes. Sa vie doit être une vie de continence et d’absorption dans l’étude des Écritures védiques afin de cultiver le savoir spirituel.

Tapas eller askese er især bestemt for det tilbagetrukne liv. Man bør ikke leve som husholder hele livet. Man skal hele tiden huske på, at livet har fire stadier – brahmacarya, gṛhastha, vānaprastha og sannyāsa. Så efter gṛhastha, livet som husholder, skal man trække sig tilbage. Hvis man lever i 100 år, bør man leve 25 år som elev, 25 år i familielivet, 25 år i tilbagetrukket liv og 25 år i forsagelsens orden. Dette er reglerne for den vediske religiøse disciplin. En mand, der har trukket sig tilbage fra familielivet, skal praktisere askese for kroppen, sindet og tungen. Det er tapasya. Hele varṇāśrama-dharma-samfundet handler om tapasya. Uden tapasya eller askese kan intet menneske opnå befrielse. Teorien om, at man ikke behøver askese i livet, at man kan fortsætte med at spekulere, og alt vil være i orden, anbefales hverken i den vediske litteratur eller i Bhagavad-gītā. Sådanne teorier kommer fra pseudospiritualister, der forsøger at hverve tilhængere. Folk er ikke tiltrukket, hvis der er restriktioner, regler og forskrifter. Derfor pålægger de, der i navn af religion forsøger at få tilhængere, ingen indskrænkninger i hverken deres elevers eller deres egne liv. Men den metode anerkendes ikke af Vedaerne.

L’austérité (tapas) se pratique plus particulièrement lorsque l’être entame la période dite de retraite. L’homme ne doit pas demeurer chef de famille toute sa vie. Il doit toujours se rappeler que la vie spirituelle comporte quatre ordres: le brahmacarya, le gṛhastha, le vānaprastha et le sannyāsa. Ainsi, après le gṛhastha, il doit abandonner les activités familiales et se retirer. Pour donner un ordre de grandeur approximatif, sur cent ans on devrait suivre le brahmacarya pendant vingt-cinq ans, pendant vingt-cinq le gṛhastha, vingt-cinq le vānaprastha et vingt-cinq le sannyāsa. Telle est la discipline spirituelle dans la société védique. En quittant la vie de famille, on doit pratiquer certaines austérités du corps, du mental et de la langue. C’est ce qu’on appelle tapasya.

En fait, ce tapasya est recommandé pour toutes les divisions du varṇāśrama-dharma. Sans tapasya, sans austérité, nul homme ne peut obtenir la libération. À aucun moment, la Bhagavad-gītā – et aucun autre Écrit védique d’ailleurs – ne fait état d’une théorie qui rejetterait les austérités ou qui admettrait qu’on puisse se livrer sans danger à toutes sortes de spéculations. Ces théories sont l’invention de spiritualistes de parade qui ne cherchent qu’à accroître le nombre de leurs disciples. Dès qu’il est question de suivre certaines règles, certaines restrictions, les gens deviennent réticents. Aussi, ceux qui, sous couvert de religion veulent des disciples pour la gloire, n’observent ni ne font observer à leurs élèves aucun principe régulateur. Les Védas n’approuvent pas de telles supercheries.

Når det kommer til den brahminske egenskab enkelhed eller ligefremhed, skal ikke kun en bestemt orden følge dette princip, men alle medlemmer af samfundsordenen skal overholde den, uanset om man er i brahmacārī-āśramaen, gṛhastha-āśramaen, vānaprastha-āśramaen eller sannyāsa-āśramaen. Man skal være meget enkel og ligefrem.

Quant à la simplicité, bien qu’elle soit une qualité brahmanique, elle doit être adoptée, non pas par les membres d’un āśrama particulier, mais bien par tous les hommes, qu’ils soient brahmacārīs, gṛhasthas, vānaprasthas ou sannyāsīs. Tous doivent être simples et francs.

Ahiṁsā vil sige ikke at standse noget levende væsens fremskridt i livet. Man må ikke tro, at bare fordi den levende gnist ikke kan slås ihjel, selv når kroppen slås ihjel, sker der intet ved at slagte dyr for sansenydelsens skyld. Folk er nu forfaldne til at spise dyr på trods af, at de har rigeligt med korn, frugt og mælk. Det er slet ikke nødvendigt at slå dyr ihjel. Dette forbud gælder for alle. Når der intet alternativ er, er det tilladt at dræbe et dyr, men da bør det ofres i en offerhandling. Hvorom alt er, bør de, der gerne vil gøre fremskridt i åndelig erkendelse, ikke begå vold mod dyr, når der er rigeligt med mad til menneskeheden. Virkelig ahiṁsā vil sige, at man ikke forhindrer nogens fremskridt i livet. Dyrene gør også fremskridt i deres udvikling i livet ved at vandre fra én form for dyreliv til en anden. Et dyr, der dræbes, bliver hindret i sit fremskridt. Hvis et dyr skal opholde sig i en vis krop i et bestemt antal dage eller år og bliver dræbt i utide, er det tvunget til at komme tilbage til den samme livsform igen for at udleve den resterende tid, før det kan blive forfremmet til en anden livsart. Så dyrene må ikke bremses i deres fremskridt udelukkende for at tilfredsstille vores smagsløg. Dette kaldes ahiṁsā.

Ahiṁsā signifie que l’on ne doit interrompre l’évolution spirituelle d’aucun être vivant. Gardons-nous de croire que, puisque l’étincelle spirituelle ne périt jamais et survit au corps, il n’y a aucun mal à massacrer les animaux pour la satisfaction de nos sens. Bien qu’il puisse abondamment se nourrir de céréales, de fruits et de lait, l’homme d’aujourd’hui reste attaché à manger de la chair animale. Il n’est nul besoin d’abattre les animaux. Et personne ne fait exception à cette règle. S’il n’était pas d’autre choix, on pourrait à la rigueur tuer un animal, mais il faudrait alors l’offrir en sacrifice. Pour résumer, nous dirons que l’homme désireux de progresser dans la réalisation spirituelle ne doit à aucun prix, quand abonde la nourriture, faire violence aux animaux. L’ahiṁsā véritable consiste à ne freiner la progression d’aucun être, quel qu’il soit. Les animaux, en transmigrant d’une espèce à une autre, suivent une évolution et progressent eux aussi. Quand un animal est tué, son progrès est freiné. Il devra, avant de s’élever à l’espèce animale supérieure, revenir dans la forme de vie qu’il a prématurément quittée pour y achever son dû de jours ou d’années. On ne doit donc pas ralentir l’évolution des animaux pour la seule satisfaction de son palais. C’est ce qu’on appelle ahiṁsā.

Satyam. Dette ord betyder, at man ikke må fordreje sandheden for sin personlige interesses skyld. I den vediske litteratur er der nogle vanskelige passager, men deres betydning eller formål skal læres fra en ægte åndelig mester. Det er måden, Vedaerne skal forstås på. Śruti betyder, at man skal høre fra en autoritet. Man bør ikke komme med fortolkninger for at tilgodese sine egne interesser. Så mange kommentarer til Bhagavad-gītā fejlfortolker originalteksten. Ordets virkelige betydning skal gives, og den bør man lære fra en ægte åndelig mester.

Le mot satyam nous indique que l’on ne doit pas déformer la vérité à des fins personnelles. Certains passages des Écrits védiques sont difficiles, aussi doit-on en étudier la signification et le but auprès d’un maître spirituel authentique. C’est la seule façon de comprendre les Védas. Le mot śruti signifie que l’on doit écouter et recevoir la connaissance des lèvres d’une personne qui fait autorité en la matière. On ne doit pas interpréter les Écritures afin de servir quelque motif personnel. Nombreux sont les commentaires sur la Bhagavad-gītā qui déforment le sens du texte originel. Mais on doit donner à chaque mot son vrai sens, et cela, répétons-le, seul un maître spirituel authentique est habilité à le faire.

Akrodhaḥ betyder at beherske vrede. Selv hvis man bliver provokeret, bør man være tolerant, for når man først bliver vred, forurener det hele ens krop. Vrede er et produkt af lidenskaben og begærets kvalitet, så den, der er transcendentalt situeret, skal afholde sig fra vrede. Apaiśunam betyder, at man ikke må finde fejl hos andre eller unødvendigt irettesætte dem. At kalde en tyv for tyv er selvfølgelig ikke fejlfinderi, men at beskylde en ærlig person for at være en tyv er en alvorlig forseelse for den, der gør fremskridt i åndeligt liv. Hrīḥ betyder, at man skal være meget beskeden og undlade at gøre noget, der er forkasteligt. Acāpalam, beslutsomhed, betyder, at man ikke skal hidse sig op eller miste modet under sine bestræbelser. Måske forpurres ens planer, men det må man ikke lade sig slå ud af. Man skal fortsætte med at gøre fremskridt med tålmodighed og beslutsomhed.

Akrodha veut dire maîtriser la colère. Il faut tolérer même les provocations, car une fois que la colère éclate, le corps tout entier est souillé. La colère a pour origine l’action conjointe de la passion et de la concupiscence, et celui qui se trouve au niveau transcendantal doit donc s’en affranchir. Apaiśunam signifie que l’on ne doit pas rechercher les défauts chez les autres ou les corriger sans nécessité. Bien sûr, traiter de voleur un voleur n’est pas le critiquer, mais traiter de voleur un honnête homme constitue pour celui qui progresse sur la voie de la spiritualité une grave offense. Hrī indique que l’on doit faire preuve de réserve et se garder d’accomplir d’horribles actions. Acāpalam, la détermination, s’applique à celui qui n’est pas troublé ou frustré dans ses efforts. Une tentative peut rencontrer l’échec, mais plutôt que de s’en affliger, on doit poursuivre ses efforts avec patience et détermination.

Ordet tejas (livskraft) gælder for kṣatriyaerne. Kṣatriyaerne skal altid være stærke for at kunne beskytte de svage. De må ikke fremstille sig selv som ikke-voldelige. Hvis der er brug for vold, skal de kunne udvise den. Men en person, der kan holde sin fjende nede, har i visse situationer lov til at vise tilgivelse. Han kan undskylde mindre forseelser.

Le mot tejas utilisé ici concerne les kṣatriyas. Ils se doivent, afin de protéger les faibles, d’être dotés d’une grande force. Eux, ne doivent jamais prétendre à la non-violence. Quand la violence est nécessaire, ils doivent en faire usage. Mais qui est en mesure de vaincre son ennemi peut se montrer clément en certaines circonstances. Il doit pouvoir pardonner les délits mineurs.

Śaucam betyder renhed, ikke kun i sind og krop, men specielt i ens adfærd. Det gælder især for handelsstanden, der ikke bør gøre forretning på det sorte marked. Nāti-mānitā, ikke at forvente ære, gælder for śūdraerne, arbejderklassen, der ifølge de vediske forskrifter anses for at være den laveste af de fire samfundsklasser. De må ikke være opblæste over unødvendig ære og prestige, og de skal forblive i deres egen position. Det er śūdraernes pligt at respektere de højere klasser for at bevare samfundsordenen.

La pureté (śaucam) ne doit pas se limiter au corps et au mental. Elle doit aussi s’instaurer dans les rapports avec autrui. Elle s’applique tout particulièrement aux vaiśyas, les commerçants, qui sont tenus de ne jamais se livrer à des transactions clandestines. Nāti-mānitā, l’absence de soif des honneurs, concerne, elle, les śūdras (ouvriers, artisans et artistes) que le code védique classe en dernier. Le śūdra ne doit pas s’enorgueillir vainement ou rechercher les honneurs, mais demeurer dans les normes de son statut social. Son devoir lui commande de témoigner son respect aux membres des varṇas supérieurs, afin que soit maintenu l’ordre social.

Alle disse her omtalte 26 kvalifikationer er transcendentale egenskaber. Det er meningen, at de skal kultiveres i relation til de forskellige samfundsmæssige og beskæftigelsesmæssige ordener. Den dybere tanke er, at selv om materielle omstændigheder er lidelsesfyldte, er det muligt gradvist at komme til det højeste niveau af transcendental erkendelse, hvis alle klasser af mennesker udvikler disse egenskaber gennem praksis.

Ces vingt-six qualités sont transcendantales. Chacun doit les développer, selon la classe sociale et l’ordre spirituel auxquels il appartient. Même si les conditions matérielles ici-bas sont misérables, ces qualités, développées par la pratique, peuvent graduellement élever l’homme, quel que soit son statut, au niveau le plus haut de la réalisation spirituelle.