Skip to main content

TEXT 7

7. VERS

Tekst

Szöveg

mamaivāṁśo jīva-loke
jīva-bhūtaḥ sanātanaḥ
manaḥ-ṣaṣṭhānīndriyāṇi
prakṛti-sthāni karṣati
mamaivāṁśo jīva-loke
jīva-bhūtaḥ sanātanaḥ
manaḥ-ṣaṣṭhānīndriyāṇi
prakṛti-sthāni karṣati

Synonyms

Szó szerinti jelentés

mama — Min; eva — sandelig; aṁśaḥ — den fragmentariske del; jīva- loke — i det betingede livs verden; jīva-bhūtaḥ — det betingede levende væsen; sanātanaḥ — evig; manaḥ — med sindet; ṣaṣṭhāni — som den sjette; indriyāṇi — sanserne; prakṛti — i den materielle natur; sthāni — der befinder sig; karṣati — kæmper hårdt med.

mama – az Én; eva – bizony; aṁśaḥ – parányi részem; jīva-loke – a feltételekhez kötött lét világában; jīva-bhūtaḥ – a feltételekhez kötött élőlény; sanātanaḥ – örökkévaló; manaḥ – az elmével; ṣaṣṭhāni – és a hat; indriyāṇi – érzékkel; prakṛti – az anyagi természetben; sthāni – elhelyezkedővel; karṣati – keményen küzd.

Translation

Fordítás

De levende væsener i denne betingede verden er Mine evige fragmentariske dele. Som følge af deres betingede liv kæmper de en hård kamp med de seks sanser, der inkluderer sindet.

Az élőlények ebben a feltételekhez kötött világban az Én örökkévaló, parányi részeim. Feltételekhez kötött létük miatt küzdelmes harcot vívnak a hat érzékszervvel, melyhez az elme is hozzátartozik.

Purport

Magyarázat

FORKLARING: Det levende væsens identitet angives klart og tydeligt i dette vers. Det levende væsen er for evigt en fragmentarisk uadskillelig del af den Højeste Herre. Det er ikke sådan, at han er en individuel person i sit betingede liv og i sin befriede tilstand bliver ét med den Højeste Herre. Han er for evigt fragmentarisk. Det udtrykkes klart her med ordet sanātanaḥ. Ifølge den vediske forståelse manifesterer og udfolder den Højeste Herre Sig i utallige ekspansioner, hvoraf de primære ekspansioner kaldes viṣṇu-tattva, og de sekundære ekspansioner er de levende væsener. Viṣṇu-tattva er med andre ord Herrens personlige ekspansion, og de levende væsener er adskilte ekspansioner. Igennem Sin personlige ekspansion er Han manifesteret i forskellige former som Herren Rāma, Nṛsiṁhadeva, Viṣṇumūrti og alle de herskende Guddomme på Vaikuṇṭha-planeterne. De adskilte ekspansioner, de levende væsener, er tjenere i al evighed. Guddommens Højeste Personligheds personlige ekspansioner, Guddommens individuelle identiteter, er altid til stede. På samme måde har de adskilte ekspansioner i form af de levende væsener deres egne personlige identiteter. Som uadskillelige fragmentariske dele af den Højeste Herre har de levende væsener også fragmentariske dele af Hans egenskaber, blandt hvilke uafhængighed eller frihed er en. Hvert eneste levende væsen har som en individuel sjæl sin personlige individualitet og en ganske lille form for frihed. Ved at misbruge denne frihed bliver man en betinget sjæl, og ved at bruge sin frihed rigtigt er man altid befriet. I begge tilfælde er det levende væsen kvalitativt evigt, ligesom den Højeste Herre er det. I sin befriede tilstand er det levende væsen fri for denne materielt betingede tilstand, og han står under Herrens transcendentale tjeneste. I sit betingede liv bliver han styret af naturens materielle kvaliteter, og han glemmer Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Som følge deraf må det levende væsen kæmpe en hård kamp for at opretholde sin eksistens i den materielle verden.

Ez a vers az élőlény helyzetét határozza meg nagyon érthetően. Az élőlény örökké a Legfelsőbb Úr parányi töredék szerves része. Az a feltevés, miszerint csupán a feltételekhez kötött létben van egyénisége, s felszabadult állapotában eggyé válik a Legfelsőbb Úrral, nem helytálló. Az élőlény örökké töredék rész. Ez a vers félreérthetetlenül kijelenti: sanātanaḥ. A Védák tanítása szerint a Legfelsőbb Úr kiterjedéseinek és megnyilvánulásainak száma végtelen. Az elsődleges kiterjedéseket viṣṇu-tattvának, a másodlagosakat pedig élőlényeknek hívják. Más szóval a viṣṇu-tattva saját személyes, az élőlények pedig különálló kiterjedések. Saját személyes kiterjedése által az Úr különféle formákban nyilvánul meg, például az Úr Rāmaként, Nṛsiṁhadevaként, Viṣṇumūrtiként és a Vaikuṇṭha-bolygókon uralkodó Istenségekként. A különálló kiterjedések, vagyis az élőlények örökké az Ő szolgái. Az Istenség Legfelsőbb Személyisége személyes kiterjedései, vagyis az Istenség egyéni személyiségei mindig léteznek. Hasonló módon a különálló kiterjedések, vagyis az élőlények is rendelkeznek egyéni léttel. Az élőlények tehát a Legfelsőbb Úr parányi, szerves részei, ezért részben rendelkeznek a tulajdonságaival is, melyek közül az egyik a függetlenség. Mint egyéni léleknek, minden élőlénynek saját egyénisége és parányi függetlensége van. Ha visszaél a függetlenségével, feltételekhez kötött létbe jut, ha helyesen alkalmazza, örökre felszabadul. Ám természetét tekintve mindkét esetben örökkévaló, hasonlóan a Legfelsőbb Úrhoz. Felszabadult állapotában nem hatnak rá az anyagi feltételek, és egyedül az Úr transzcendentális szolgálatának él. Amikor azonban feltételekhez kötött helyzetben van, akkor a természet anyagi kötőerőinek irányítása alatt áll, s megfeledkezik az Úr transzcendentális szerető szolgálatáról, aminek az a következménye, hogy teljes erejéből kell küzdenie létéért az anyagi világban.

Alle levende væsener, ikke bare mennesker, hunde og katte, men selv den materielle verdens store herskere som Brahmā, Śiva og endda Viṣṇu, er alle uadskillelige dele af den Højeste Herre. De er alle evige og ikke kun midlertidige manifestationer. Ordet karṣati (“kæmper” eller “brydes med”) er meget betydningsfuldt. Den betingede sjæl er bundet, som var han lænket med jernkæder. Han er bundet af det falske ego, og sindet er den primære kraft, der driver ham fremad i denne materielle eksistens. Når sindet er i godhedens kvalitet, er hans handlinger gode; når sindet er i lidenskabens kvalitet, er hans handlinger problematiske; og når sindet eksisterer i uvidenhedens kvalitet, færdes han i de lavere livsformer. Af dette vers fremgår det imidlertid klart, at den betingede sjæl er dækket af den materielle krop med de dertil hørende sind og sanser, og når han bliver befriet, forsvinder denne materielle tildækning, og hans åndelige krop manifesterer sig i sin individuelle kapacitet. Ifølge Mādhyandināyana-śruti: sa vā eṣa brahma-niṣṭha idaṁ śarīraṁ martyam atisṛjya brahmābhisampadya brahmaṇā paśyati brahmaṇā śṛṇoti brahmaṇaivedaṁ sarvam anubhavati. Her står der, at når et levende væsen opgiver denne materielle legemliggørelse og kommer til den åndelige verden, genopliver han sin åndelige krop, og i sin åndelige krop kan han se Guddommens Højeste Personlighed ansigt til ansigt. Han kan høre og tale med Ham ansigt til ansigt, og han kan forstå den Højeste Personlighed, som Han er. Dette fremgår også af smṛti (ŚB. 3.15.14), vasanti yatra puruṣāḥ, sarve vaikuṇṭha-mūrtayaḥ. På de åndelige planeter har alle kroppe, der ser ud ligesom Guddommens Højeste Personligheds krop. Når det kommer til kropslig struktur, er der ingen forskel imellem de uadskillelige dele (de levende væsener) og viṣṇu-mūrti-ekspansionerne. Ved sin udfrielse får det levende væsen med andre ord en åndelig krop ved Guddommens Højeste Personligheds barmhjertighed.

Valamennyi élőlény a Legfelsőbb Úr szerves része – nemcsak az emberek, a macskák és a kutyák, de még az anyagi világ nagyhatalmú irányítói is, például Brahmā, az Úr Śiva, sőt még Viṣṇu is. Mindegyikük örökkévaló, s nem ideiglenes megnyilvánulás. A karṣati („küzd”, „viaskodik”) szó nagyon fontos. A lélek az anyagi létben rabságban van, mintha bilincsbe lenne verve. A hamis ego az, ami megkötözi, az elme pedig a legfőbb ügynök, ami az élőlényt az anyagi létben irányítja. Ha az elme a jóság kötőerejében van, az élőlény jó tetteket hajt végre, ha a szenvedély kötőerejében van, akkor szenvednie kell cselekedetei miatt, ha pedig a tudatlanság kötőerejében, akkor alacsonyabb rendű létformákba kerül. Ebből a versből azonban kiderül, hogy a feltételekhez kötött lelket az anyagi test, s ezzel együtt az elme és az érzékek burkolják be, ám amint felszabadul, ez az anyagi burkolat megsemmisül, és az egyéni képességeknek megfelelően megnyilvánul a lelki test. A Mādhyandināyana-śruti a következőket tudatja velünk: sa vā eṣa brahma-niṣṭha idaṁ śarīraṁ martyam atisṛjya brahmābhisampadya brahmaṇā paśyati brahmaṇā śṛṇoti brahmaṇaivedaṁ sarvam anubhavati. E vers szerint amikor az élőlény megválik az anyagi testtől, s a lelki világba jut, visszanyeri lelki testét, amelyben szemtől szemben megláthatja az Istenség Legfelsőbb Személyiségét. Személyesen beszélhet Vele és hallhatja Őt, sőt képes lesz igazán megérteni Őt. A smṛtik állítása szerint vasanti yatra puruṣāḥ sarve vaikuṇṭha-mūrtayaḥ: a lelki bolygókon mindenki teste az Istenség Legfelsőbb Személyisége testéhez hasonlít. A test felépítésében tehát nincs különbség a szervesrész-élőlények és a viṣṇu-mūrti-kiterjedések között. Más szóval az Istenség Legfelsőbb Személyisége kegyéből az élőlény lelki testet kap, ha felszabadul.

Ordene mamaivāṁśaḥ (“uadskillelige fragmentariske dele af den Højeste Herre”) er også vigtige. Den Højeste Herres fragmentariske del skal ikke forstås som en afbrækket materiel del. I kapitel 2 blev det allerede gjort klart, at sjælen ikke kan skæres i stykker. Dette fragment må ikke forstås materielt. Det er ikke som materie, der kan skæres i stykker og sættes sammen igen. Den opfattelse gælder ikke her på grund af anvendelsen af sanskritordet sanātanaḥ (“evig”). Den fragmentariske del er evig. Der står også i begyndelsen af kapitel 2 (vers 13), at den Højeste Herres fragmentariske del findes i hver eneste individuel krop (dehino ’smin yathā dehe). Når denne fragmentariske del befries fra den kropslige forvikling, genopliver han sin oprindelige åndelige krop i den åndelige verden på en åndelig planet og nyder omgang med den Højeste Herre. Her er det imidlertid underforstået, at det levende væsen som et uadskilleligt fragment af den Højeste Herre er kvalitativt ét med Herren, ligesom stykker af guld også er guld.

A mamaivāṁśaḥ szavak („a Legfelsőbb Úr parányi szerves részei”) szintén nagyon jelentősek. A Legfelsőbb Úr parányi szerves részei nem olyanok, mint egy anyagi dolog töredék darabkái. A második fejezet már kifejtette, hogy a lelket nem lehet feldarabolni, éppen ezért e töredék szerves részt nem anyagi felfogással kell megértenünk. Nem olyan, mint az anyag, amit fel lehet darabolni és aztán újra össze lehet illeszteni. Az élőlénnyel kapcsolatban ez az elképzelés nem alkalmazható, mert a vers a szanszkrit sanātana („örök”) kifejezést használja. A töredék rész örökkévaló. A második fejezet elején azt is olvashattuk, hogy a Legfelsőbb Úr töredék részecskéje minden egyes egyéni testben jelen van (dehino 'smin yathā dehe). Ha kiszabadul a test rabságából, visszanyeri eredeti lelki testét a lelki világ egyik lelki bolygóján, s a Legfelsőbb Úr társaságát élvezi. Azt is meg kell azonban értenünk, hogy mint a Legfelsőbb Úr parányi szerves része, az élőlény minőség tekintetében azonos Vele, mint ahogyan az aranydarabkák is aranyból vannak.