FORKLARING: Fra kapitel 7 til slutningen af kapitel 12 afslører Śrī Kṛṣṇa i detaljer den Absolutte Sandhed, Guddommens Højeste Personlighed. Arjuna oplyses nu yderligere af Herren Selv. Hvis man forstår dette kapitel gennem filosofisk spekulation, får man en forståelse af hengiven tjeneste. I kapitel 13 blev det tydeligt forklaret, at man ved ydmygt at udvikle viden måske kan blive befriet fra indviklingen i materie. Det blev også forklaret, at det er på grund af det levende væsens kontakt med naturens kvaliteter, at han er blevet indviklet i denne materielle verden. Her i dette kapitel forklarer Guddommens Højeste Personlighed nu, hvad naturens kvaliteter er, hvordan de fungerer, hvordan de binder én, og hvordan de giver befrielse. Den Højeste Herre erklærer, at den viden, der bliver forklaret i dette kapitel, er endnu bedre end det, der hidtil er blevet givet i de foregående kapitler. Ved at forstå denne viden opnåede store vismænd perfektion og kom til den åndelige verden. Nu forklarer Herren den samme viden på en bedre måde. Denne kundskab er langt, langt bedre end alle de andre kundskabsprocesser, der hidtil er blevet forklaret, og mange opnåede fuldkommenhed ved at forstå den. Det er således at forvente, at den, der forstår kapitel 14, opnår fuldkommenhed.

FORKLARING: Når man først har fået perfekt transcendental viden, opnår man kvalitativ lighed med Guddommens Højeste Personlighed og bliver fri for gentagelsen af fødsel og død. Man mister imidlertid ikke sin identitet som en individuel sjæl. Det fremgår af den vediske litteratur, at de befriede sjæle, der har nået de transcendentale planeter i den åndelige verden, bestandigt ser op til den Højeste Herres lotusfødder ved at være engageret i Hans transcendentale kærlighedstjeneste. Så selv efter befrielsen mister de hengivne ikke deres individuelle identiteter.

Normalt er enhver form for viden, vi får i den materielle verden, forurenet af den materielle naturs tre kvaliteter. Viden, der er ubesmittet af naturens tre kvaliteter, kaldes transcendental viden. Så snart man er forankret i denne transcendentale kundskab, befinder man sig på samme niveau som den Højeste Person. De, der er uden kundskab om den åndelige verden, hævder, at efter at være befriet fra den materielle forms materielle handlinger bliver denne åndelige identitet formløs og uden variation. Men ligesom der er materiel variation i denne verden, er der også variation i den åndelige verden. De, der er uvidende om dette, tror, at åndelig eksistens er det modsatte af materiel mangfoldighed. Men i den åndelige verden får man i virkeligheden en åndelig form. Der foregår åndelige aktiviteter der, og den åndelige situation kaldes hengivent liv. Den atmosfære siges at være ubesmittet, og der er man kvalitativt lig med den Højeste Herre. Man skal udvikle alle de åndelige kvaliteter for at få en sådan viden. Ved således at udvikle åndelige kvaliteter bliver man hverken påvirket af den materielle verdens skabelse eller ødelæggelse.

FORKLARING: Dette er en forklaring på verden. Alt, der finder sted, sker som en kombination af kṣetra og kṣetra-jña, kroppen og den åndelige sjæl. Denne kombination af materiel natur med det levende væsen muliggøres af den Højeste Gud Selv. Mahat-tattva er den totale årsag til hele den kosmiske manifestation, og denne materielle årsags totale substans, der indeholder naturens tre kvaliteter, kaldes somme tider for Brahman. Den Højeste Personlighed befrugter denne totale substans og muliggør derved talløse universer. Denne totale materielle substans, mahat-tattva, beskrives som Brahman i den vediske litteratur. Tasmād etad brahma nāma-rūpam annaṁ ca jāyate (Muṇḍaka Upaniṣad 1.1.9). Den Højeste Person befrugter denne Brahman med frø i form af de levende væsener. De 24 elementer, der begynder med jord, vand, ild og luft, er alle materiel energi og udgør det, der kaldes mahad brahma eller den store Brahman, den materielle natur. Som forklaret i kapitel 7 findes der bag denne natur en anden natur, en højere natur, nemlig det levende væsen. Den højere natur blandes ved Guddommens Højeste Personligheds vilje ind i den materielle natur, og derefter bliver alle levende væsener født fra denne materielle natur.

Skorpionen lægger sine æg i risdynger, og derfor siges det somme tider, at skorpioner fødes fra ris. Men det er ikke risen, der er ophav til skorpionen. Æggene blev i virkeligheden lagt af moderen. På samme måde er den materielle natur ikke årsag til de levende væseners fødsel. Frøet bliver givet af Guddommens Højeste Personlighed, og kun tilsyneladende ser de levende væsener ud til at komme ud som frembringelser af den materielle natur. Ifølge deres tidligere handlinger har alle levende væsener således forskellige kroppe, der er skabt af denne materielle natur, så de levende væsener kan nyde eller lide i forhold til deres tidligere handlinger. Herren er årsagen til alle manifestationer af levende væsener i den materielle verden.

FORKLARING: Det forklares tydeligt her i dette vers, at Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, er den oprindelige fader til alle levende væsener. De levende væsener er kombinationer af den materielle natur og den åndelige natur. Sådanne levende væsener finder man ikke kun på denne planet, men på alle planeter, selv på den højeste, hvor Brahmā befinder sig. Der findes levende væsener overalt. Der er levende væsener inde i Jorden og selv i vand og i ild. Fremkomsten af alle disse levende væsener skyldes moderen, den materielle natur, og den sædgivende fader, Kṛṣṇa. Det betyder, at den materielle verden befrugtes med levende væsener, der ved skabelsestidspunktet kommer ud i forskellige former ifølge deres tidligere handlinger.

FORKLARING: Siden det levende væsen er transcendentalt, har han intet med denne materielle natur at gøre. Men fordi han er betinget af den materielle verden, handler han ikke desto mindre under fortryllelse af den materielle naturs tre kvaliteter. Da de levende væsener har forskellige slags kroppe i forhold til naturens forskellige aspekter, bevæges de til at handle ifølge den natur. Det er dette, der er årsagen til de forskellige former for lykke og lidelse.

FORKLARING: De levende væsener, der er betingede af den materielle natur, er af forskellige slags. Nogle er lykkelige, andre er meget aktive, og atter andre er hjælpeløse. Alle disse former for psykologiske manifestationer er årsag til de levende væseners betingede status i naturen. I dette afsnit af Bhagavad-gītā forklares det, hvordan de er betingede på forskellige måder. Godhedens kvalitet bliver beskrevet først. Resultatet af at udvikle godhedens kvalitet i den materielle verden er, at man bliver visere end dem, der er betingede på andre måder. Et menneske i godhedens kvalitet påvirkes ikke så meget af materielle lidelser, og det har en følelse af at gøre fremskridt i materiel viden. Det typiske eksempel på dette er brāhmaṇaen, der formodes at befinde sig i godhedens kvalitet. Denne fornemmelse af lykke udspringer fra forståelsen af, at man i godhedens kvalitet mere eller mindre er fri for syndige reaktioner. Der står faktisk i den vediske litteratur, at godhedens kvalitet medfører øget kundskab og en større følelse af lykke.

Problemet her er, at når et levende væsen er situeret i godhedens kvalitet, bliver han betinget af følelsen af at være kundskabsmæssigt avanceret og bedre end andre. Det er på den måde, han bliver betinget. De bedste eksempler herpå er videnskabsmanden og filosoffen. Begge er stolte over deres viden, og fordi de almindeligvis er i stand til at forbedre deres levevilkår, oplever de en form for materiel lykke. Denne følelse af en mere udviklet form for lykke i det betingede liv gør, at de bliver bundet af godhedens kvalitet i den materielle natur. Som sådan er de tiltrukket til at arbejde i godhedens kvalitet, og så længe de har en tiltrækning til at handle på den måde, er de nødt at acceptere en eller anden slags krop i naturens kvaliteter. På den måde er der ringe sandsynlighed for deres befrielse, eller at de kommer til den åndelige verden. Liv efter liv kan man blive født som filosof, videnskabsmand eller digter for gang på gang at blive indviklet i de samme ulemper ved fødsel og død. Men under den materielle energis illusion tror man, at et sådant liv er behageligt.

FORKLARING: Lidenskabens kvalitet kendetegnes af tiltrækningen mellem mand og kvinde. Kvinder er tiltrukket af mænd, og mænd er tiltrukket af kvinder. Dette kaldes lidenskabens kvalitet. Og når lidenskabens kvalitet tiltager, udvikler man en længsel efter materiel nydelse. Man vil gerne nyde sansetilfredsstillelse. For at få sansenydelse higer en mand i lidenskabens kvalitet efter anseelse i samfundet eller nationen, og han ønsker sig en lykkelig familie med gode børn, hustru og hjem. Disse er alle frembringelser af lidenskabens kvalitet. Så længe man tragter efter disse ting, bliver man nødt til at arbejde hårdt. Her står der derfor klart og tydeligt, at man bliver knyttet til sine handlingers frugter og således bundet af sådanne handlinger. For at glæde sin hustru, sine børn og sit samfund og for at opretholde sin prestige bliver man nødt til at arbejde. Hele den materielle verden befinder sig derfor mere eller mindre i lidenskabens kvalitet. Den moderne civilisation anses for avanceret ifølge lidenskabens standard. Førhen blev godhedens kvalitet regnet for at være den avancerede tilstand. Hvis der ingen befrielse er i vente for personer i godhedens kvalitet, hvad kan man da sige om dem, der er indviklet i lidenskabens kvalitet?

FORKLARING: I dette vers er den særlige anvendelse af ordet tu meget vigtig. Det hentyder til, at uvidenhedens kvalitet er en særdeles mærkværdig kvalitet for den legemliggjorte sjæl. Uvidenhedens kvalitet er det stik modsatte af godhedens kvalitet. I godhedens kvalitet kan man igennem udvikling af viden forstå, hvad der er hvad, men i uvidenhedens kvalitet forholder det sig præcist omvendt. Alle, der er under fortryllelse af uvidenhedens kvalitet, bliver vanvittige, og en galning er ikke i stand til at forstå, hvad der er hvad. I stedet for at gøre fremskridt glider han ned. Definitionen på uvidenhedens kvalitet gives i den vediske litteratur. Vastu-yāthātmya-jñānāvarakaṁ viparyaya-jñāna-janakaṁ tamaḥ: Under uvidenhedens indflydelse kan man ikke forstå noget, som det er. Alle kan for eksempel se, at deres bedstefader er død, og derfor vil man også selv dø. Mennesket er dødeligt. De børn, man får, skal også dø. Så døden er helt sikker. Ikke desto mindre slider folk dag og nat som gale for at samle sig penge uden den mindste bekymring for deres evige sjæl. Dette er vanvid. I deres galskab er de uvillige til at gøre fremskridt i åndelig forståelse. Den slags mennesker er også meget dovne. Når de bliver indbudt til at være sammen med mennesker med åndelig forståelse, er de ikke videre interesserede. De er ikke engang aktive som den, der er styret af lidenskabens kvalitet. Således er et andet kendetegn hos den, der er hensunken i uvidenhedens kvalitet, at han sover mere end nødvendigt. Seks timers søvn er nok, men et menneske i uvidenhedens kvalitet sover mindst ti eller tolv timer i døgnet. Den slags mennesker virker altid modløse og er forfaldne til rusmidler og søvn. Det er symptomerne på en person, der er betinget af uvidenhedens kvalitet.

FORKLARING: En person i godhedens kvalitet er tilfreds med sit arbejde eller sin intellektuelle stræben, ligesom en filosof, videnskabsmand eller lærer kan arbejde inden for et bestemt kundskabsområde og være tilfreds på den måde. Et menneske i lidenskabens kvalitet stræber efter frugterne af sine handlinger. En sådan person tjener så meget, han kan, og giver til gode formål. Han forsøger sommetider at starte hospitaler, giver til velgørenhedsinstitutioner osv. Dette er, hvad der kendetegner en person i lidenskabens kvalitet. Og uvidenhedens kvalitet tildækker ens viden. I uvidenhedens kvalitet er det, man gør, hverken godt for én selv eller andre.

FORKLARING: Når lidenskabens kvalitet er fremherskende, bliver godheden og uvidenhedens kvaliteter overskygget. Når godhedens kvalitet vinder frem, besejres lidenskab og uvidenhed, og når uvidenhedens kvalitet er fremtrædende, bliver lidenskab og godhed overvundet. Denne konkurrence om herredømmet foregår konstant. Den, der virkelig er opsat på at gøre fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed, er derfor nødt til at hæve sig over disse tre kvaliteter. Hvilken af naturens kvaliteter, der er fremherskende, kan ses på den måde, man behandler andre på, i ens handlinger, spisevaner osv. Det bliver alt sammen forklaret i de følgende kapitler. Hvis man vil, kan man dog gennem praksis kultivere godhedens kvalitet og på den måde overvinde uvidenheden og lidenskabens kvaliteter. På samme måde kan man udvikle lidenskabens kvalitet og besejre godhed og uvidenhed, eller man kan udvikle uvidenhedens kvalitet og overvælde godheden og lidenskaben. Selv om der er disse tre kvaliteter i den materielle natur, kan man, hvis man er beslutsom, blive velsignet af godhedens kvalitet, og ved at hæve sig over godhedens kvalitet kan man blive situeret i ren godhed, der kaldes vasudeva-stadiet, et stadie, hvorfra man kan forstå videnskaben om Gud. Igennem manifestationen af bestemte aktiviteter kan man forstå, hvilken af naturens kvaliteter man befinder sig i.

FORKLARING: Kroppen har ni porte: to øjne, to ører, to næsebor, munden, kønsdelene og anus. Når hver port er oplyst af symptomerne på godhed, kan det forstås, at man har udviklet godhedens kvalitet. I godhedens kvalitet kan man se ting i deres rette perspektiv, man kan høre ting i deres rette perspektiv, og man kan smage ting i deres rette perspektiv. Man bliver renset både indvendigt og udvendigt. I hver eneste port udvikles der symptomer på lykke, og dette er godhedens tilstand.

FORKLARING: En person i lidenskabens kvalitet er aldrig tilfreds med det, han allerede har opnået. Han længes altid efter at forbedre sin situation. Skal han bygge et hus, gør han alt for at få et palads, som om han kunne bo der for evigt. Og han udvikler stærke længsler efter sansenydelse. Der er ingen grænse for sansenydelsen. Han ønsker for altid at forblive i sit hus med sin familie og fortsætte med sin sansetilfredsstillelse. Det hører aldrig op. Det må forstås, at alle disse symptomer kendetegner lidenskabens kvalitet.

FORKLARING: Når der ingen oplysning er, er der et fravær af viden. Et menneske i uvidenhedens kvalitet arbejder ikke efter et fast princip, men handler lunefuldt og uden formål. Selv om det er i stand til at arbejde, gør det sig ingen anstrengelser. Dette kaldes illusion. Skønt man er bevidst, er man uvirksom. Dette er alt sammen symptomer på en person i uvidenhedens kvalitet.

FORKLARING: Den, der er i godhedens kvalitet, kommer til højere planetsystemer som Brahmaloka eller Janaloka for der at nyde gudelig lykke. Ordet amalān er vigtigt. Det betyder “at være fri for lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter”. Den materielle verden er fuld af urenheder, men godhedens kvalitet er den reneste form for eksistens i den materielle verden. Der er forskellige planeter for forskellige slags levende væsener. De, der dør i godhedens kvalitet, ophøjes til de planeter, hvor store vismænd og hengivne bor.

FORKLARING: Nogle er af den opfattelse, at når sjælen har opnået menneskelivet, kan han aldrig gå ned igen. Dette er ukorrekt. Ifølge dette vers glider man efter døden ned til dyreriget, hvis man kultiverer uvidenhedens kvalitet. Derfra bliver man så atter nødt til at ophøje sig selv gennem en udviklingsproces for igen at komme til den menneskelige livsform. De, der virkelig tager menneskelivet seriøst, bør derfor søge tilflugt i godhedens kvalitet og i godt selskab hæve sig over naturens kvaliteter og blive situeret i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det er målet med menneskelivet. Ellers er der ingen garanti for, at et menneske opnår menneskelig status igen.

FORKLARING: Resultatet af fromme handlinger i godhedens kvalitet er rent. Vismændene, der er helt fri for illusion, befinder sig derfor i en tilstand af lykke. Men handlinger i lidenskabens kvalitet medfører blot lidelse. Alle handlinger, der gøres med materiel lykke for øje, er dømt til at mislykkes. Hvis man for eksempel gerne vil have sig en skyskraber, må man gennemgå så megen menneskelig lidelse, før et sådant stort højhus kan stå færdigt. Finansmanden må påtage sig en masse besvær med at tjene en bunke penge, og de, der træller for at opføre bygningen, må levere det hårde fysiske arbejde. Alt dette er utvivlsomt lidelse. Der står derfor i Bhagavad-gītā, at alle handlinger, der gøres under fortryllelse af lidenskabens kvalitet, med sikkerhed indebærer en masse lidelse. Man kan muligvis opleve lidt såkaldt mental lykke – “Jeg ejer dette hus eller disse penge” – men dette er ikke virkelig lykke.

Hvad angår dem, der handler i uvidenhedens kvalitet, har de ingen viden. Derfor resulterer alle deres aktiviteter i lidelse her og nu, og bagefter glider de ned til liv som dyr. Dyrenes liv er altid fyldt med lidelse, selv om dyrene under den illusoriske energi eller māyās fortryllelse ikke forstår dette. Slagtning af stakkels dyr skyldes også uvidenhedens kvalitet. Dyreslagterne ved ikke, at dyret i fremtiden vil få en passende krop og slå dem ihjel. Det er naturens lov. I menneskesamfundet bliver man hængt, hvis man slår et menneske ihjel. Det er statens lov. På grund af uvidenhed ser folk ikke, at der findes en komplet stat, der er styret af den Højeste Herre. Hver eneste levende skabning er en søn af den Højeste Herre, og Han tolererer ikke så meget som en myre blive dræbt. Man vil komme til at bøde for det. At slagte dyr blot for at tilfredsstille smagsløgene er således den dybeste form for uvidenhed. Som menneske behøver man ikke slå dyr ihjel, for Gud har givet os alle mulige gode ting. Hvis man alligevel forfalder til at spise kød, må man forstå, at man handler i uvidenhed og går en mørk fremtid i møde. Blandt alle former for dyredrab er slagtning af køer det mest ondsindede, for koen giver os så mange glæder ved at forsyne os med mælk. Koslagtning er at handle i den groveste form for uvidenhed. Det angives i den vediske litteratur (Ṛg Veda 9.46.4) med ordene gobhiḥ prīṇita-matsaram, at den, der på trods af at være blevet helt tilfredsstillet med mælk alligevel ønsker at slå koen ihjel, befinder sig i den groveste form for uvidenhed. I den vediske litteratur (Viṣṇu Purāṇa 1.19.65) er der også denne bøn:

“Min Herre, Du er køernes og brāhmaṇaernes velynder, og Du er hele menneskesamfundet og verdens velynder.” Det påfaldende i denne bøn er, at der her lægges særlig vægt på køerne og brāhmaṇaernes beskyttelse. Brāhmaṇaer er indbegrebet af åndelig uddannelse, og køer er indbegrebet af det mest værdifulde fødeemne. Disse to skabninger, brāhmaṇaerne og køerne, skal gives enhver form for beskyttelse – det er ægte fremskridt i civilisation. I det moderne samfund bliver åndelig kundskab forsømt, og drab på køer tilskyndes. Af det kan man forstå, at menneskeheden udvikler sig i den gale retning og baner vej for sin egen fortabelse. En civilisation, der leder sine borgere til at blive dyr i det næste liv, er helt sikkert ikke en menneskelig civilisation. Den nuværende menneskecivilisation er selvfølgelig vildledt på det groveste af lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. Det er en meget farlig tidsalder, og alle lande burde sørge for at stille den letteste proces, Kṛṣṇa-bevidsthed, til rådighed for menneskeheden for at redde den fra den største fare.

FORKLARING: Da den nuværende civilisation ikke er særlig befordrende for de levende væsener, kan Kṛṣṇa-bevidsthed anbefales. Gennem Kṛṣṇa-bevidsthed kan samfundet udvikle godhedens kvalitet. Når godhedens kvalitet kultiveres, kan folk se tingene, som de er. Mennesker i uvidenhedens kvalitet er nøjagtigt som dyr og kan ikke se tingene klart. I uvidenhedens kvalitet ser folk for eksempel ikke, at de ved at slagte et dyr løber risikoen for at blive dræbt af det samme dyr i næste liv. Fordi mennesker ingen uddannelse har i virkelig viden, bliver de uansvarlige. Man bliver nødt til at uddanne folk i almindelighed til at udvikle godhedens kvalitet for at sætte en stopper for denne uansvarlighed. Hvis folk rent faktisk er uddannet i godhedens kvalitet, kommer de til besindelse i fuldstændig viden om tingene, som de er. Først da bliver folk lykkelige og velstående. Og selv hvis størstedelen af befolkningen ikke er lykkelig og velstående, er der alligevel mulighed for fred og velstand over hele verden, såfremt en vis procentdel af befolkningen udvikler Kṛṣṇa- bevidsthed og bliver situeret i godhedens kvalitet. Men hvis verden på den anden side giver sig hen til lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter, kan der aldrig være nogen form for fred eller velstand. I lidenskabens kvalitet bliver mennesker grådige, og deres længsel efter sansenydelse kender ingen grænser. Det kan direkte observeres, at selv om man har penge nok og rigelig med tilgang til sansenydelse, har man stadig hverken lykke eller fred i sindet. Det kan ikke lade sig gøre, for man befinder sig i lidenskabens kvalitet. Hvis man vil være lykkelig, er penge til ingen nytte. Man bliver nødt til at hæve sig til godhedens kvalitet ved at praktisere Kṛṣṇa-bevidsthed. Når man er involveret i lidenskabens kvalitet, er man ikke alene mentalt ulykkelig, men ens profession og beskæftigelse er også meget problematiske. Man er nødt til at udtænke alle mulige planer og intriger for at erhverve sig tilstrækkeligt med penge for at kunne opretholde sin status quo. Dette er alt sammen lidelsesfyldt. Og i uvidenhedens kvalitet bliver folk gale. Ulykkelige over deres situation søger de tilflugt i rusmidler og synker endnu dybere ned i uvidenhed. Deres fremtid i livet ser meget sort ud.

FORKLARING: I dette vers bliver det yderligere understreget, hvad resultaterne er af at handle i naturens tre kvaliteter. Der findes et højere planetsystem, der består af de himmelske planeter, hvor alle er højt udviklede. Alt efter hvilken grad, som det levende væsen har udviklet af godhedens kvalitet, kan det blive overført til forskellige planeter i dette system. Den højeste planet er Satyaloka eller Brahmaloka, hvor den oprindelige person i dette univers, Herren Brahmā, opholder sig. Vi har allerede set, at vi dårligt kan forestille os de fantastiske levevilkår på Brahmaloka, men den højeste livstilstand, godhedens kvalitet, kan bringe os dertil.

Lidenskabens kvalitet er blandet. Den befinder sig i midten mellem godheden og uvidenhedens kvaliteter. En person er ikke altid ren, men selv om man skulle være rent i lidenskabens kvalitet, vil man blot blive her på Jorden som en konge eller rig mand. Men eftersom kvaliteterne er blandede, kan man også gå ned. Folk på Jorden kan i deres lidenskab eller uvidenhed ikke med magt tiltvinge sig adgang til de højere planeter med maskiner. I lidenskabens kvalitet er der også mulighed for at blive sindssyg i det næste liv.

Den laveste kvalitet eller uvidenhedens kvalitet bliver her beskrevet som afskyelig. Det er i højeste grad risikabelt at udvikle uvidenhed. Det er den laveste af den materielle naturs kvaliteter. Der findes otte millioner arter under det menneskelige niveau i form af fugle, dyr, reptiler, træer osv., og i den grad, folk har udviklet uvidenhedens kvalitet, bliver de ført ned til disse afskyelige levevilkår. Her er ordet tāmasāḥ meget vigtigt. Tāmasāḥ refererer til dem, der kontinuerligt hænger fast i uvidenhedens kvalitet uden at stige op til en højere kvalitet. Deres fremtid er meget mørk.

Mennesker i uvidenheden og lidenskabens kvaliteter har en mulighed for at blive ophøjet til godhedens kvalitet, og måden, hvorpå de kan blive det, kaldes Kṛṣṇa-bevidsthed. Men drager man ikke fordel af denne mulighed, fortsætter man helt sikkert i de lavere kvaliteter.

FORKLARING: Man kan hæve sig over alle aktiviteterne i den materielle naturs kvaliteter blot ved at forstå dem korrekt ved at lære fra de rette sjæle. Den virkelige åndelige mester er Kṛṣṇa, og Han giver Arjuna denne åndelige viden. På samme måde er det fra dem, der er helt Kṛṣṇa- bevidste, at man skal lære denne videnskab om handlinger i naturens forskellige kvaliteter. Ellers vil ens liv blive ført ind på et vildspor. Igennem en ægte åndelig mesters instruktioner kan et levende væsen komme til indsigt om sin åndelige position, sin materielle krop og sine sanser, og hvordan han er fanget og fortryllet af naturens materielle kvaliteter. Han er magtesløs i kløerne på disse kvaliteter, men når han kan se sin virkelige situation, kan han komme til det transcendentale stade med muligheden for åndeligt liv. Det levende væsen er i virkeligheden ikke den, der udfører de forskellige handlinger. Han tvinges til at handle, fordi han befinder sig i en bestemt slags krop, der styres af en af den materielle naturs kvaliteter. Medmindre man får hjælp fra en åndelig autoritet, kan man ikke forstå den situation, man rent faktisk befinder sig i. Men ved at være forbundet med en ægte åndelig mester kan man se sin virkelige position, og gennem en sådan forståelse kan man blive fast forankret i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed. Et Kṛṣṇa-bevidst menneske bliver ikke styret af fortryllelsen fra naturens materielle kvaliteter. Det er allerede blevet nævnt i kapitel 7, at den, der har overgivet sig til Kṛṣṇa, bliver frigjort fra den materielle naturs aktiviteter. Når man kan se tingene, som de er, ophører indflydelsen fra den materielle natur gradvist.

FORKLARING: I dette vers bliver det forklaret, hvordan man kan forblive på det transcendentale niveau i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed, selv mens man stadig er i denne krop. Sanskritordet dehī betyder “legemliggjort”. Selv om man befinder sig inden i denne materielle krop, kan man gennem sit fremskridt i åndelig viden blive fri for indflydelsen fra naturens kvaliteter. Man kan nyde det åndelige livs lykke selv i denne krop, for efter at have forladt kroppen kommer man helt sikkert til den åndelige himmel. Men selv i denne krop kan man nyde åndelig lykke. Hengiven tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed er med andre ord tegn på befrielse fra den materielle indvikling, hvilket bliver forklaret i kapitel 18. Når man er blevet fri for indflydelsen fra den materielle naturs kvaliteter, kan man blive situeret i hengiven tjeneste.

FORKLARING: Arjunas spørgsmål i dette vers er yderst relevante. Han vil gerne vide, hvad symptomerne er på en person, der allerede har hævet sig over de materielle kvaliteter. Først spørger han om, hvad der kendetegner en sådan transcendental person. Hvordan kan man vide, at han allerede har sat sig ud over indflydelsen fra den materielle naturs kvaliteter? Det andet spørgsmål går på, hvordan han lever, og hvad han foretager sig. Er hans handlinger regulerede eller uregulerede? Dernæst spørger Arjuna om, hvad man skal gøre for at nå den transcendentale natur. Det er meget vigtigt at vide. Medmindre man kender den direkte måde til hele tiden at være transcendentalt situeret på, kan det ikke lade sig gøre at udvise symptomerne derpå. Alle disse spørgsmål fra Arjuna er således meget vigtige, og Herren besvarer dem nu.

FORKLARING: Arjuna stillede tre spørgsmål, og her besvarer Herren dem et efter et. I disse vers tilkendegiver Kṛṣṇa først, at en person, der er transcendentalt situeret, er uden misundelse og higer ikke efter noget. Når et levende væsen befinder sig i denne materielle verden i en materiel krop, kan man gå ud fra, at han styres af en af den materielle naturs tre kvaliteter. Når han faktisk er ude af kroppen, er han også ude af kløerne på den materielle naturs kvaliteter. Men så længe man ikke er ude af den materielle krop, bør man forholde sig neutralt. Man skal engagere sig i Herrens hengivne tjeneste, så ens identifikation med den materielle krop automatisk bliver glemt. Når man er bevidst om den materielle krop, handler man kun for sansetilfredsstillelse, men når man overfører bevidstheden til Kṛṣṇa, ophører sansenydelsen automatisk. Man behøver ikke denne materielle krop, og man behøver heller ikke at rette sig efter kroppens diktater. Den materielle naturs kvaliteter i kroppen vil reagere, men som åndelig sjæl er selvet transcendentalt til sådanne aktiviteter. Hvordan bliver man transcendental? Det gør man ved hverken at ønske at nyde kroppen eller at slippe ud af den. Ved at være således transcendentalt situeret bliver den hengivne automatisk fri. Han behøver ikke at gøre sig nogen separat anstrengelse for at blive fri for indflydelsen fra den materielle naturs kvaliteter.

Det næste spørgsmål drejer sig om en transcendental persons handlemåde. Den materielt situerede person bliver påvirket af den såkaldte ære og vanære, der tilfalder kroppen, men den transcendentalt situerede person anfægtes ikke af en sådan falsk ære eller vanære. Han gør sin pligt i Kṛṣṇa-bevidsthed og er ligeglad med, om et andet menneske ærer ham eller vanærer ham. Han accepterer de ting, der er nyttige for hans pligt i Kṛṣṇa-bevidsthed. Bortset fra det behøver han intet materielt, hverken sten eller guld. Den, der hjælper ham til at blive Kṛṣṇa-bevidst, betragter han som sin gode ven, og han hader ikke sin såkaldte fjende. Han har samme indstilling over for alle og ser alt på samme niveau, for han er helt klar over, at han intet har at gøre med den materielle eksistens. Sociale og politiske spørgsmål anfægter ham ikke, for han kender naturen af midlertidige omvæltninger og uroligheder. Han forsøger intet for sin egen skyld. Han kan gøre hvad som helst for Kṛṣṇas skyld, men han forsøger ingenting for sin egen personlige skyld. Ved at handle på denne måde bliver man rent faktisk transcendentalt situeret.

FORKLARING: Dette vers er svaret på Arjunas tredje spørgsmål: Hvordan kan man komme til den transcendentale position? Som tidligere forklaret agerer den materielle verden under fortryllelse af den materielle naturs kvaliteter. Man bør ikke lade sig anfægte af aktiviteterne i naturens kvaliteter. I stedet for at fylde sin bevidsthed med den materielle naturs aktiviteter kan man overføre sin bevidsthed til Kṛṣṇa- aktiviteter. Kṛṣṇa-aktiviteter kaldes bhakti-yoga, der indebærer altid at handle for Kṛṣṇas skyld. Det indbefatter ikke bare Kṛṣṇa, men også Hans forskellige fuldstændige ekspansioner såsom Rāma og Nārāyaṇa. Kṛṣṇa har utallige ekspansioner. Den, der er engageret i tjenesten til en hvilken som helst af Kṛṣṇas former eller Hans fuldstændige ekspansioner, anses for at være transcendentalt situeret. Man bør også lægge mærke til, at alle Kṛṣṇas former er helt transcendentale, lyksalige, fulde af viden og evige. Sådanne Guddommens Personligheder er almægtige og alvidende og besidder alle transcendentale kvaliteter. Så hvis man engagerer sig i Kṛṣṇa eller en af Hans fuldstændige ekspansioners tjeneste med urokkelig beslutsomhed, kan man let hæve sig over den materielle naturs kvaliteter, selv om de er meget svære at slippe fri af. Dette blev allerede forklaret i kapitel 7. Hvis man overgiver sig til Kṛṣṇa, hæver man sig omgående over indflydelsen fra den materielle naturs kvaliteter. At være i Kṛṣṇa-bevidsthed eller hengiven tjeneste indebærer at blive ligestillet med Kṛṣṇa. Herren fortæller os, at Hans natur er evig, lyksalig og fuld af viden, og de levende væsener er uadskillelige dele af den Højeste på samme måde, som guldstykker er dele af en guldmine. Derfor er det levende væsen i sin åndelige tilstand kvalitativt lige så god som guld eller lige så god som Kṛṣṇa. Vi fortsætter dog med at være forskellige individuelle personer, for ellers kunne der ikke være tale om bhakti-yoga. Bhakti-yoga betyder, at Herren findes, den hengivne findes og kærlighedsudvekslingen mellem Herren og den hengivne findes. Derfor er individualiteten af to personer til stede i Guddommens Højeste Personlighed og den individuelle person, for ellers ville bhakti-yoga ikke give nogen mening. Hvis man ikke befinder sig på samme transcendentale niveau som Herren, kan man ikke tjene den Højeste Herre. For at være en personlig assistent til en konge er man nødt til at erhverve sig de rette kvalifikationer. Kvalifikationen er således at blive Brahman eller fri for enhver materiel besmittelse. I den vediske litteratur (Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad 4.4.6) står der, brahmaiva san brahmāpy eti. Man kan nå den Højeste Brahman ved at blive Brahman. Det betyder, at man kvalitativt skal blive ét med Brahman. Ved at opnå Brahman mister man ikke sin evige Brahman-identitet som en individuel sjæl.

FORKLARING: Naturen af Brahman er udødelighed, uforgængelighed, evighed og lykke. Brahman er det første trin i transcendental erkendelse. Paramātmā eller Oversjælen er det mellemste, det andet stadie, i transcendental erkendelse, og Guddommens Højeste Personlighed er den endelige erkendelse af den Absolutte Sandhed. Både Paramātmā og den upersonlige Brahman er derfor indeholdt i den Højeste Person. Det blev forklaret i kapitel 7, at den materielle natur er manifestationen af den Højeste Herres lavere energi. Herren befrugter den lavere materielle natur med fragmenter af den højere natur, hvilket er det åndelige anstrøg i den materielle natur. Når et levende væsen, der er betinget af denne materielle natur, begynder at kultivere åndelig viden, ophøjer han sig selv fra sin position i den materielle tilværelse og stiger gradvist op til Brahman-opfattelsen af den Højeste. Denne opnåelse af Brahman- opfattelsen af livet er det første stadie i selverkendelse. På dette stadie er den Brahman-realiserede person transcendental til den materielle position, men han er ikke egentlig fuldkommen i Brahman-erkendelse. Hvis han vil, kan han forblive i Brahman-positionen og derefter gradvist komme til Paramātmā-erkendelse for til sidst at nå til erkendelse af Guddommens Højeste Personlighed. Det er der mange eksempler på i den vediske litteratur. Til at begynde med var de fire Kumāraer situeret i den upersonlige Brahman-opfattelse af sandheden, men derefter kom de gradvist til stadiet af hengiven tjeneste. Hvis man ikke kan hæve sig N over den upersonlige opfattelse af Brahman, er der risiko for at falde ned. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (10.2.32), at hvis en person stiger op til stadiet af den upersonlige Brahman, men ikke kan komme videre og mangler viden om den Højeste Person, er hans intelligens stadig uklar. Selv om man bliver hævet til Brahman-niveauet, er der således mulighed for at falde ned igen, hvis man ikke er engageret i Herrens hengivne tjeneste. I Vedaerne (Taittirīya Upaniṣad 2.7.1) står der også, raso vai saḥ, rasaṁ hy evāyaṁ labdhvānandī bhavati: “Når man forstår Guddommens Personlighed, kilden til al glæde, Kṛṣṇa, bliver man virkelig transcendentalt lyksalig.” Den Højeste Herre er uindskrænket i seks overdådigheder, og når en hengiven vender sig mod Ham, sker der en udveksling af disse seks overdådigheder. Kongens tjener nyder næsten på lige fod med kongen, så på den måde ledsages hengiven tjeneste altid af evigt liv og en evig, uforgængelig lykke. Derfor er erkendelsen af Brahman, erkendelsen af evighed eller uforgængelighed, inkluderet i hengiven tjeneste. Denne erkendelse har en person, der er engageret i hengiven tjeneste, allerede.

Skønt det levende væsen af natur er Brahman, ønsker han at herske over den materielle verden, og af den grund falder han ned. I sin naturlige position er et levende væsen hævet over den materielle naturs tre kvaliteter, men hans kontakt med den materielle natur vikler ham ind i den materielle naturs forskellige kvaliteter – godhed, lidenskab og uvidenhed. Det er på grund af forbindelsen med disse tre kvaliteter, at hans ønske om at herske over den materielle verden findes. Ved at engagere sig i hengiven tjeneste i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed bliver man situeret i den transcendentale position, og ens uretmæssige begær efter at herske over den materielle natur går væk. Den hengivne tjenestes proces, der begynder med at høre om, tale om og huske på Kṛṣṇa, dvs. de ni foreskrevne veje til virkeliggørelse af hengiven tjeneste, skal således praktiseres i selskab med hengivne. Igennem et sådant selskab og ved den åndelige mesters indflydelse fjernes ens materielle ønske om at herske og dominere gradvist, og man bliver fast forankret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Denne vej anbefales fra vers 22 til og med det sidste vers i dette kapitel. Hengiven tjeneste til Herren er meget enkel: Man bør altid engagere sig i Herrens tjeneste, indtage resterne af den mad, der er ofret til Deiteten, dufte til de blomster, der er ofret til Herrens lotusfødder, tage til de steder, hvor Herren havde Sine transcendentale lege, læse om Herrens forskellige aktiviteter og Hans kærlighedsudvekslinger med Hans hengivne, konstant fremsige den transcendentale lyd af Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare og overholde de fastedage, der bliver fejret til minde om Herren og Hans hengivnes åbenbarelsesdage og bortgangsdage. Ved at følge en sådan proces bliver man gradvist helt utilknyttet til alle materielle aktiviteter. Den, der på den måde kan situere sig selv i brahmajyoti eller de forskellige Brahman-opfattelser, står kvalitativt på lige fod med Guddommens Højeste Personlighed.