Skip to main content

TEXT 27

TEXT 27

Tekst

Texto

brahmaṇo hi pratiṣṭhāham
amṛtasyāvyayasya ca
śāśvatasya ca dharmasya
sukhasyaikāntikasya ca
brahmaṇo hi pratiṣṭhāham
amṛtasyāvyayasya ca
śāśvatasya ca dharmasya
sukhasyaikāntikasya ca

Synonyms

Palabra por palabra

brahmaṇaḥ — for den upersonlige brahmajyoti; hi — afgjort; pratiṣṭhā — hvilestedet; aham — Jeg er; amṛtasya — for den udødelige; avyayasya — N for den uforgængelige; ca — også; śāśvatasya — for den evige; ca — og; dharmasya — for den naturlige position; sukhasya — af lyksalighed; aikāntikasya — den højeste; ca — også.

brahmaṇaḥ — del brahma-jyotir impersonal; hi — ciertamente; pratiṣṭhā — el fundamento; aham — Yo soy; amṛtasya — de lo inmortal; avyayasya — de lo imperecedero; ca — también; śāśvatasya — de lo eterno; ca — y; dharmasya — de la posición constitucional; sukhasya — de la felicidad; aikāntikasya — última; ca — también.

Translation

Traducción

Og Jeg er grundlaget for den upersonlige Brahman, der er udødelig, uforgængelig og evig og er den naturlige position for den højeste lyksalighed.

Y Yo soy el fundamento del Brahman impersonal, que es inmortal, imperecedero y eterno, y que es la posición constitucional de la felicidad suprema.

Purport

Significado

FORKLARING: Naturen af Brahman er udødelighed, uforgængelighed, evighed og lykke. Brahman er det første trin i transcendental erkendelse. Paramātmā eller Oversjælen er det mellemste, det andet stadie, i transcendental erkendelse, og Guddommens Højeste Personlighed er den endelige erkendelse af den Absolutte Sandhed. Både Paramātmā og den upersonlige Brahman er derfor indeholdt i den Højeste Person. Det blev forklaret i kapitel 7, at den materielle natur er manifestationen af den Højeste Herres lavere energi. Herren befrugter den lavere materielle natur med fragmenter af den højere natur, hvilket er det åndelige anstrøg i den materielle natur. Når et levende væsen, der er betinget af denne materielle natur, begynder at kultivere åndelig viden, ophøjer han sig selv fra sin position i den materielle tilværelse og stiger gradvist op til Brahman-opfattelsen af den Højeste. Denne opnåelse af Brahman- opfattelsen af livet er det første stadie i selverkendelse. På dette stadie er den Brahman-realiserede person transcendental til den materielle position, men han er ikke egentlig fuldkommen i Brahman-erkendelse. Hvis han vil, kan han forblive i Brahman-positionen og derefter gradvist komme til Paramātmā-erkendelse for til sidst at nå til erkendelse af Guddommens Højeste Personlighed. Det er der mange eksempler på i den vediske litteratur. Til at begynde med var de fire Kumāraer situeret i den upersonlige Brahman-opfattelse af sandheden, men derefter kom de gradvist til stadiet af hengiven tjeneste. Hvis man ikke kan hæve sig N over den upersonlige opfattelse af Brahman, er der risiko for at falde ned. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (10.2.32), at hvis en person stiger op til stadiet af den upersonlige Brahman, men ikke kan komme videre og mangler viden om den Højeste Person, er hans intelligens stadig uklar. Selv om man bliver hævet til Brahman-niveauet, er der således mulighed for at falde ned igen, hvis man ikke er engageret i Herrens hengivne tjeneste. I Vedaerne (Taittirīya Upaniṣad 2.7.1) står der også, raso vai saḥ, rasaṁ hy evāyaṁ labdhvānandī bhavati: “Når man forstår Guddommens Personlighed, kilden til al glæde, Kṛṣṇa, bliver man virkelig transcendentalt lyksalig.” Den Højeste Herre er uindskrænket i seks overdådigheder, og når en hengiven vender sig mod Ham, sker der en udveksling af disse seks overdådigheder. Kongens tjener nyder næsten på lige fod med kongen, så på den måde ledsages hengiven tjeneste altid af evigt liv og en evig, uforgængelig lykke. Derfor er erkendelsen af Brahman, erkendelsen af evighed eller uforgængelighed, inkluderet i hengiven tjeneste. Denne erkendelse har en person, der er engageret i hengiven tjeneste, allerede.

El Brahman está constituido por inmortalidad, perdurabilidad, eternidad y felicidad. El Brahman es el comienzo de la comprensión trascendental. El Paramātmā, la Superalma, es el intermedio, la segunda etapa de la comprensión trascendental, y la Suprema Personalidad de Dios es la comprensión máxima acerca de la Verdad Absoluta. Por consiguiente, tanto el Paramātmā como el Brahman impersonal se encuentran dentro de la Persona Suprema. En el capítulo siete se explica que la naturaleza material es la manifestación de la energía inferior del Señor Supremo. El Señor fecunda la naturaleza material inferior con los fragmentos de la naturaleza superior, y ese es el toque espiritual que hay en la naturaleza material. Cuando una entidad viviente que está condicionada por esta naturaleza material comienza el cultivo del conocimiento espiritual, se eleva de la posición que tiene en la existencia material, y asciende gradualmente hasta la concepción Brahman del Supremo. Ese logro de la concepción Brahman de la vida es la primera etapa de la autorrealización. En esa etapa, la persona que ha logrado la iluminación Brahman es trascendental a la posición material, pero no es verdaderamente perfecta en lo que se refiere a la comprensión Brahman. Si ella así lo desea, puede continuar permaneciendo en la posición Brahman, y después elevarse gradualmente hasta la comprensión Paramātmā, y luego hasta la comprensión de la Suprema Personalidad de Dios. Hay muchos ejemplos de eso en la literatura védica. Los cuatro Kumāras primero estaban situados en la concepción Brahman impersonal de la verdad, pero luego ascendieron poco a poco hasta el plano del servicio devocional. Aquel que no puede elevarse más allá de la concepción impersonal del Brahman, corre el riesgo de caer. En el Śrīmad-Bhāgavatam se afirma que, aunque una persona se eleve hasta la etapa del Brahman impersonal, si no va más adelante, si no obtiene información acerca de la Persona Suprema, su inteligencia no está perfectamente clara. Por lo tanto, a pesar de haber ascendido hasta el plano Brahman, si uno no está dedicado al servicio devocional del Señor, hay la posibilidad de caer. En el lenguaje védico también se dice: raso vai saḥ, rasaṁ hy evāyaṁ labdhvānandī bhavati, «Cuando uno entiende a la Personalidad de Dios, el embalse del placer, Kṛṣṇa, uno se vuelve en verdad bienaventurado de un modo trascendental» (Taittirīya Upaniṣad 2.7.1). El Señor Supremo está colmado de seis opulencias, y cuando un devoto se acerca a Él, ocurre un intercambio de esas seis opulencias. El sirviente del rey disfruta prácticamente igual que el rey. Y, así pues, la felicidad eterna —la felicidad imperecedera— y la vida eterna acompañan al servicio devocional. Por consiguiente, la comprensión del Brahman, o la eternidad, o la perdurabilidad, está incluida en el servicio devocional. Eso ya lo posee una persona que está dedicada al servicio devocional.

Skønt det levende væsen af natur er Brahman, ønsker han at herske over den materielle verden, og af den grund falder han ned. I sin naturlige position er et levende væsen hævet over den materielle naturs tre kvaliteter, men hans kontakt med den materielle natur vikler ham ind i den materielle naturs forskellige kvaliteter – godhed, lidenskab og uvidenhed. Det er på grund af forbindelsen med disse tre kvaliteter, at hans ønske om at herske over den materielle verden findes. Ved at engagere sig i hengiven tjeneste i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed bliver man situeret i den transcendentale position, og ens uretmæssige begær efter at herske over den materielle natur går væk. Den hengivne tjenestes proces, der begynder med at høre om, tale om og huske på Kṛṣṇa, dvs. de ni foreskrevne veje til virkeliggørelse af hengiven tjeneste, skal således praktiseres i selskab med hengivne. Igennem et sådant selskab og ved den åndelige mesters indflydelse fjernes ens materielle ønske om at herske og dominere gradvist, og man bliver fast forankret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Denne vej anbefales fra vers 22 til og med det sidste vers i dette kapitel. Hengiven tjeneste til Herren er meget enkel: Man bør altid engagere sig i Herrens tjeneste, indtage resterne af den mad, der er ofret til Deiteten, dufte til de blomster, der er ofret til Herrens lotusfødder, tage til de steder, hvor Herren havde Sine transcendentale lege, læse om Herrens forskellige aktiviteter og Hans kærlighedsudvekslinger med Hans hengivne, konstant fremsige den transcendentale lyd af Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare og overholde de fastedage, der bliver fejret til minde om Herren og Hans hengivnes åbenbarelsesdage og bortgangsdage. Ved at følge en sådan proces bliver man gradvist helt utilknyttet til alle materielle aktiviteter. Den, der på den måde kan situere sig selv i brahmajyoti eller de forskellige Brahman-opfattelser, står kvalitativt på lige fod med Guddommens Højeste Personlighed.

La entidad viviente, aunque es Brahman por naturaleza, tiene el deseo de enseñorearse del mundo material, y debido a ello cae. En su posición constitucional, la entidad viviente se halla por encima de las tres modalidades de la naturaleza material, pero la relación con la naturaleza material la enreda en las diferentes modalidades de dicha naturaleza: la bondad, la pasión y la ignorancia. Debido a su relación con esas tres modalidades, existe su deseo de dominar el mundo material. Al ella dedicarse al servicio devocional con plena conciencia de Kṛṣṇa, se sitúa de inmediato en la posición trascendental, y su deseo ilícito de controlar la naturaleza material es eliminado. Por consiguiente, el proceso del servicio devocional que comienza con oír, cantar, recordar, etc. —los nueve métodos prescritos para efectuar servicio devocional—, se debe practicar con la compañía de devotos. Gradualmente, en virtud de esa compañía, en virtud de la influencia del maestro espiritual, se disipa el deseo material de dominar que uno tiene, y uno se sitúa firmemente en el amoroso servicio trascendental del Señor. Ese método se prescribe en los versos de este capítulo que van del veintidós al último. El servicio devocional del Señor es muy sencillo: uno siempre debe dedicarse al servicio del Señor, comer los remanentes de la comida que se le ofrece a la Deidad, oler las flores que se ofrecen a los pies de loto del Señor, ver los lugares donde el Señor realizó Sus pasatiempos trascendentales, leer acerca de las diferentes actividades del Señor, de la reciprocidad de amor que hay entre Él y Sus devotos, proferir siempre el sonido trascendental Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, y observar los días de ayuno en los que se conmemoran las apariciones y desapariciones del Señor y Sus devotos. Por el hecho de seguir ese proceso, uno se desapega por completo de todas las actividades materiales. Aquel que se puede situar así en el brahma-jyotir o en las diferentes variedades de la concepción Brahman, es de la misma calidad que la Suprema Personalidad de Dios.

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 14. kapitel, Den materielle naturs tre kvaliteter.

Así terminan los significados de Bhaktivedanta del Decimocuarto Capítulo del Śrīmad Bhagavad-gītā, en relación con “Las tres modalidades de la naturaleza material”.