Skip to main content

TEXT 16

TEXT 16

Tekst

Tekst

karmaṇaḥ sukṛtasyāhuḥ
sāttvikaṁ nirmalaṁ phalam
rajasas tu phalaṁ duḥkham
ajñānaṁ tamasaḥ phalam
karmaṇaḥ sukṛtasyāhuḥ
sāttvikaṁ nirmalaṁ phalam
rajasas tu phalaṁ duḥkham
ajñānaṁ tamasaḥ phalam

Synonyms

Synonyms

karmaṇaḥ — af arbejde; su-kṛtasya — fromt; āhuḥ — siges; sāttvikam — i godhedens kvalitet; nirmalam — renset; phalam — resultatet; rajasaḥ — af lidenskabens kvalitet; tu — men; phalam — resultatet; duḥkham — lidelse; ajñānam — meningsløshed; tamasaḥ — af uvidenhedens kvalitet; phalam — resultatet.

karmaṇaḥ — töö; su-kṛtasya — vaga; āhuḥ — öeldakse; sāttvikam — vooruse guṇas; nirmalam — puhastatud; phalam — tulemus; rajasaḥ — kire guṇa; tu — aga; phalam — tulemus; duḥkham — kannatus; ajñānam — rumalus; tamasaḥ — teadmatuse guṇa; phalam — tulemus.

Translation

Translation

Resultatet af fromme handlinger er rent og siges at være i godhedens kvalitet. Men handling i lidenskabens kvalitet medfører lidelse, og handlinger i uvidenhedens kvalitet resulterer i tåbelighed.

Jumalakartlike tegude resultaat on puhas ning vooruse guṇasse kuuluv. Kire guṇas sooritatud teod toovad tagajärjena aga kannatusi ning teadmatuse guṇas toime pandu toob kaasa rumaluse.

Purport

Purport

FORKLARING: Resultatet af fromme handlinger i godhedens kvalitet er rent. Vismændene, der er helt fri for illusion, befinder sig derfor i en tilstand af lykke. Men handlinger i lidenskabens kvalitet medfører blot lidelse. Alle handlinger, der gøres med materiel lykke for øje, er dømt til at mislykkes. Hvis man for eksempel gerne vil have sig en skyskraber, må man gennemgå så megen menneskelig lidelse, før et sådant stort højhus kan stå færdigt. Finansmanden må påtage sig en masse besvær med at tjene en bunke penge, og de, der træller for at opføre bygningen, må levere det hårde fysiske arbejde. Alt dette er utvivlsomt lidelse. Der står derfor i Bhagavad-gītā, at alle handlinger, der gøres under fortryllelse af lidenskabens kvalitet, med sikkerhed indebærer en masse lidelse. Man kan muligvis opleve lidt såkaldt mental lykke – “Jeg ejer dette hus eller disse penge” – men dette er ikke virkelig lykke.

Vooruse guṇas sooritatud jumalakartlike tegude resultaat on puhas ning seepärast on igasugusest illusioonist vabanenud targad alati õnnelikud. Kire guṇas sooritatud teod seevastu toovad endaga kaasa ainult kannatusi. Kõik materiaalse õnne saavutamiseks sooritatud teod on edutud. Kui keegi tahab näiteks ehitada pilvelõhkujat, peavad selle valmimiseks paljud inimesed kannatusi kogema. Ehituse finantseerimise eest vastutav isik peab nägema suurt vaeva vajaliku rahasumma kogumiseks ning ehitustöölised peavad orjade kombel tööd rügama. Paljud inimesed peavad seetõttu kannatusi kogema. Seepärast öeldaksegi „Bhagavad-gītās", et iga kire guṇa mõju all sooritatud tegu toob alati kaasa palju kannatusi. Selline tegevus võib küll pakkuda ka mõningast niinimetatud „mentaalset õnne" – „See maja või see raha kuulub minule" – kuid see pole tegelik õnn.

Hvad angår dem, der handler i uvidenhedens kvalitet, har de ingen viden. Derfor resulterer alle deres aktiviteter i lidelse her og nu, og bagefter glider de ned til liv som dyr. Dyrenes liv er altid fyldt med lidelse, selv om dyrene under den illusoriske energi eller māyās fortryllelse ikke forstår dette. Slagtning af stakkels dyr skyldes også uvidenhedens kvalitet. Dyreslagterne ved ikke, at dyret i fremtiden vil få en passende krop og slå dem ihjel. Det er naturens lov. I menneskesamfundet bliver man hængt, hvis man slår et menneske ihjel. Det er statens lov. På grund af uvidenhed ser folk ikke, at der findes en komplet stat, der er styret af den Højeste Herre. Hver eneste levende skabning er en søn af den Højeste Herre, og Han tolererer ikke så meget som en myre blive dræbt. Man vil komme til at bøde for det. At slagte dyr blot for at tilfredsstille smagsløgene er således den dybeste form for uvidenhed. Som menneske behøver man ikke slå dyr ihjel, for Gud har givet os alle mulige gode ting. Hvis man alligevel forfalder til at spise kød, må man forstå, at man handler i uvidenhed og går en mørk fremtid i møde. Blandt alle former for dyredrab er slagtning af køer det mest ondsindede, for koen giver os så mange glæder ved at forsyne os med mælk. Koslagtning er at handle i den groveste form for uvidenhed. Det angives i den vediske litteratur (Ṛg Veda 9.46.4) med ordene gobhiḥ prīṇita-matsaram, at den, der på trods af at være blevet helt tilfredsstillet med mælk alligevel ønsker at slå koen ihjel, befinder sig i den groveste form for uvidenhed. I den vediske litteratur (Viṣṇu Purāṇa 1.19.65) er der også denne bøn:

Mis puutub teadmatuse guṇas sooritatud tegudesse, siis ei oma sellise tegevuse sooritaja mitte mingeid teadmisi ning seetõttu toovad tema teod talle juba selles elus kannatusi ning pärast surma omandab ta looma keha. Looma elu on alati täis kannatusi, ehkki māyā ehk illusoorse energia mõjuvallas olevad loomad seda ise ei mõista. Vaeste loomade tapmine on samuti teadmatuse guṇa valitsemise tagajärg. Loomatapjad ei tea, et tulevikus omandab tapetud loom keha, mis võimaldab tal tappa oma tapja. Selline on looduse seadus. Kui inimühiskonnas keegi tapab teise inimese, puuakse ta üles, sest selline on riigi seadus. Oma teadmatuse tõttu ei mõista aga inimesed, et eksisteerib kõikehõlmav, Kõigekõrgema Jumala poolt valitsetav riik. Iga elusolend on Kõigekõrgema Jumala poeg ning Jumalale ei meeldi isegi mitte sipelga tapmine. Sellise teo eest tuleb maksta. Seega on loomade tapmine, keelele naudingu pakkumiseks, märk sügavaimast teadmatusest. Inimesel pole vaja loomi tappa, sest Jumal on võimaldanud talle palju muud suurepärast toitu. Kui keegi lubab endale toiduks liha, tuleb seda inimest pidada teadmatuses tegutsejaks, kelle tulevik on väga tume. Kõikide loomade tapmisest on kõige pahelisem lehmade tapmine, sest lehmad annavad meile piima, võimaldades sellega paljusid naudinguid. Lehma tapmine on sügavaimas teadmatuses sooritatud tegu. Vedakirjanduses öeldakse, et see, kes on saanud küllaldaselt piima, kuid soovib tappa ka lehma, viibib sügavaimas teadmatuses. Seda ütleb värss gobhiḥ prīṇita-matsaram. („Ṛg Veda" 9.4.64) Vedakirjandusest võime leida ka palve, milles öeldakse:

namo brahmaṇya-devāya
go-brāhmaṇa-hitāya ca
jagad-dhitāya kṛṣṇāya
govindāya namo namaḥ
namo brahmaṇya-devāya
go-brāhmaṇa-hitāya ca
jagad-dhitāya kṛṣṇāya
govindāya namo namaḥ

“Min Herre, Du er køernes og brāhmaṇaernes velynder, og Du er hele menneskesamfundet og verdens velynder.” Det påfaldende i denne bøn er, at der her lægges særlig vægt på køerne og brāhmaṇaernes beskyttelse. Brāhmaṇaer er indbegrebet af åndelig uddannelse, og køer er indbegrebet af det mest værdifulde fødeemne. Disse to skabninger, brāhmaṇaerne og køerne, skal gives enhver form for beskyttelse – det er ægte fremskridt i civilisation. I det moderne samfund bliver åndelig kundskab forsømt, og drab på køer tilskyndes. Af det kan man forstå, at menneskeheden udvikler sig i den gale retning og baner vej for sin egen fortabelse. En civilisation, der leder sine borgere til at blive dyr i det næste liv, er helt sikkert ikke en menneskelig civilisation. Den nuværende menneskecivilisation er selvfølgelig vildledt på det groveste af lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. Det er en meget farlig tidsalder, og alle lande burde sørge for at stille den letteste proces, Kṛṣṇa-bevidsthed, til rådighed for menneskeheden for at redde den fra den største fare.

„Mu Jumal, Sa oled lehmade, brāhmaṇate, kogu inimühiskonna ja maailma heasoovija." („Viṣṇu Purāṇa" 1.19.65) Selles palves palutakse eriti kaitset lehmadele ja brāhmaṇatele. Brāhmaṇad on vaimse hariduse sümbol, ning lehm sümboliseerib kõige väärtuslikumat toitu. Neid kahte elusolendite kategooriat – brāhmaṇaid ja lehmi – tuleb igati kaitsta. See oleks märk tõesti arenenud tsivilisatsioonist. Kaasaegses inimühiskonnas on aga vaimsed teadmised hüljatud ning lehmade tapmist toetatakse igati. Sellest tuleb teha järeldus, et tänapäeva inimühiskond areneb vales suunas, kiirendades ise enda hävingut. Ühiskond, mis õpetab oma kodanikke tegutsema nii, et nad järgmises elus omandaksid looma keha, pole kindlasti mitte inimühiskond. Tänapäeva inimühiskond on tugevalt eksitatud kire ja teadmatuse guṇadest. Käesolev aeg on väga ohtuderohke, mistõttu kõik riigid peaksid võimaldama inimestele Kṛṣṇa teadvuse praktiseerimist, lihtsaimat protsessi, mis suudaks päästa inimkonna suurimast ohust.