FORKLARING: Resultatet af fromme handlinger i godhedens kvalitet er rent. Vismændene, der er helt fri for illusion, befinder sig derfor i en tilstand af lykke. Men handlinger i lidenskabens kvalitet medfører blot lidelse. Alle handlinger, der gøres med materiel lykke for øje, er dømt til at mislykkes. Hvis man for eksempel gerne vil have sig en skyskraber, må man gennemgå så megen menneskelig lidelse, før et sådant stort højhus kan stå færdigt. Finansmanden må påtage sig en masse besvær med at tjene en bunke penge, og de, der træller for at opføre bygningen, må levere det hårde fysiske arbejde. Alt dette er utvivlsomt lidelse. Der står derfor i Bhagavad-gītā, at alle handlinger, der gøres under fortryllelse af lidenskabens kvalitet, med sikkerhed indebærer en masse lidelse. Man kan muligvis opleve lidt såkaldt mental lykke – “Jeg ejer dette hus eller disse penge” – men dette er ikke virkelig lykke.

Hvad angår dem, der handler i uvidenhedens kvalitet, har de ingen viden. Derfor resulterer alle deres aktiviteter i lidelse her og nu, og bagefter glider de ned til liv som dyr. Dyrenes liv er altid fyldt med lidelse, selv om dyrene under den illusoriske energi eller māyās fortryllelse ikke forstår dette. Slagtning af stakkels dyr skyldes også uvidenhedens kvalitet. Dyreslagterne ved ikke, at dyret i fremtiden vil få en passende krop og slå dem ihjel. Det er naturens lov. I menneskesamfundet bliver man hængt, hvis man slår et menneske ihjel. Det er statens lov. På grund af uvidenhed ser folk ikke, at der findes en komplet stat, der er styret af den Højeste Herre. Hver eneste levende skabning er en søn af den Højeste Herre, og Han tolererer ikke så meget som en myre blive dræbt. Man vil komme til at bøde for det. At slagte dyr blot for at tilfredsstille smagsløgene er således den dybeste form for uvidenhed. Som menneske behøver man ikke slå dyr ihjel, for Gud har givet os alle mulige gode ting. Hvis man alligevel forfalder til at spise kød, må man forstå, at man handler i uvidenhed og går en mørk fremtid i møde. Blandt alle former for dyredrab er slagtning af køer det mest ondsindede, for koen giver os så mange glæder ved at forsyne os med mælk. Koslagtning er at handle i den groveste form for uvidenhed. Det angives i den vediske litteratur (Ṛg Veda 9.46.4) med ordene gobhiḥ prīṇita-matsaram, at den, der på trods af at være blevet helt tilfredsstillet med mælk alligevel ønsker at slå koen ihjel, befinder sig i den groveste form for uvidenhed. I den vediske litteratur (Viṣṇu Purāṇa 1.19.65) er der også denne bøn:

“Min Herre, Du er køernes og brāhmaṇaernes velynder, og Du er hele menneskesamfundet og verdens velynder.” Det påfaldende i denne bøn er, at der her lægges særlig vægt på køerne og brāhmaṇaernes beskyttelse. Brāhmaṇaer er indbegrebet af åndelig uddannelse, og køer er indbegrebet af det mest værdifulde fødeemne. Disse to skabninger, brāhmaṇaerne og køerne, skal gives enhver form for beskyttelse – det er ægte fremskridt i civilisation. I det moderne samfund bliver åndelig kundskab forsømt, og drab på køer tilskyndes. Af det kan man forstå, at menneskeheden udvikler sig i den gale retning og baner vej for sin egen fortabelse. En civilisation, der leder sine borgere til at blive dyr i det næste liv, er helt sikkert ikke en menneskelig civilisation. Den nuværende menneskecivilisation er selvfølgelig vildledt på det groveste af lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. Det er en meget farlig tidsalder, og alle lande burde sørge for at stille den letteste proces, Kṛṣṇa-bevidsthed, til rådighed for menneskeheden for at redde den fra den største fare.