TEXT 20

Tekst

Texte

ye tu dharmāmṛtam idaṁ
yathoktaṁ paryupāsate
śraddadhānā mat-paramā
bhaktās te ’tīva me priyāḥ

Synonyms

ye — de, der; tu — men; dharma — religionens; amṛtam — nektar; idam — denne; yathā — som; uktam — forklaret; paryupāsate — engagerer sig helt i; śrad-dadhānāḥ — med tro; mat-paramāḥ — de, der ser Mig, den Højeste Herre, som alting; bhaktāḥ — hengivne; te — de; atīva — meget, meget; me — af Mig; priyāḥ — højtelskede.

ye: ceux qui; tu: mais; dharmya: de la religion; amṛtam: nectar; idam: ce; yathā: comme; uktam: dit; paryupāsate: s’engagent complètement; śraddadhānāḥ: avec foi; mat-paramāḥ: considérant que le Seigneur Suprême est tout; bhaktāḥ: les dévots; te: ils; atīva: très très; me: à Moi; priyāḥ: chers.

Translation

De, der følger denne den hengivne tjenestes uforgængelige vej, og som fuldstændigt engagerer sig med tro og gør Mig til det højeste mål, er Mig meget, meget kære.

Celui qui, plein de foi, s’engage tout entier dans cette impérissable voie du service de dévotion, faisant de Moi le but suprême, M’est infiniment cher.

Purport

FORKLARING: Fra det andet vers i dette kapitel til og med slutningen – fra mayy āveśya mano ye mām (“idet de fæstner sindet på Mig”) til ye tu dharmāmṛtam idam (“denne religion af evig tjeneste”) – har den Højeste Herre forklaret de forskellige transcendentale tjenesteprocesser, hvorigennem man kan komme til Ham. Sådanne processer står Herren meget nær, og Han accepterer en person, der er engageret i dem. Arjuna rejste spørgsmålet om, hvorvidt den, der følger den upersonlige Brahmans vej, eller den, der er engageret i Guddommens Højeste Personligheds hengivne tjeneste, er bedst, og Herrens svar var så utvetydigt, at der ingen tvivl er om, at hengiven tjeneste til Guddommens Personlighed er den bedste af alle veje til åndelig erkendelse. Med andre ord er vi i dette kapitel nået frem til, at man i godt selskab udvikler tilknytning til ren hengiven tjeneste og derved accepterer en ægte åndelig mester, fra hvem man begynder at høre om Kṛṣṇa og går i gang med at recitere Hans navn, og med tro, tilknytning og hengivenhed følger de regulerende principper og således bliver engageret i Herrens transcendentale tjeneste. Det er vejen, der anbefales i dette kapitel. Derfor er der ingen tvivl om, at hengiven tjeneste er den eneste absolutte vej til selverkendelse og opnåelse af Guddommens Højeste Personlighed. Den upersonlige opfattelse af den Højeste Absolutte Sandhed bliver som beskrevet i dette kapitel kun anbefalet indtil det tidspunkt, hvor man overgiver sig til selverkendelse. Den upersonlige opfattelse kan med andre ord være gavnlig, så længe man ikke har chancen for at være i selskab med en ren hengiven. I den upersonlige opfattelse af den Absolutte Sandhed arbejder man uden frugtstræbende resultater, mediterer og udvikler kundskab for at forstå ånd og materie. Alt dette er nødvendigt, så længe man ikke er i selskab med en ren hengiven. Men hvis man udvikler et direkte ønske om at engagere sig i Kṛṣṇa-bevidsthed i ren hengiven tjeneste, behøver man heldigvis ikke at gå den trinvise vej for at forbedre sin åndelige erkendelse. Som beskrevet i Bhagavad-gītās seks midterste kapitler er hengiven tjeneste mere praktisk. Man behøver ikke engang at tænke på at skulle skaffe det, der skal til for at opretholde livet, for ved Herrens nåde kommer alt af sig selv.

Des versets deux à vingt (de mayy āveśya mano ye mām – « celui qui fixe son mental sur Moi » – jusqu’à ye tu dharmāmṛtam idam – « cette impérissable voie du service de dévotion »), le Seigneur a décrit les différents procédés spirituels qui permettent d’aller jusqu’à Lui. Ces procédés sont très chers à Kṛṣṇa, qui reconnaît pour Sien quiconque les suit.

Arjuna demandait quelle était la meilleure voie, entre la recherche du Brahman impersonnel et le service offert à la Personne Suprême. Le Seigneur lui répond si explicitement qu’il est impossible de douter que le service dévotionnel offert à la Personne Suprême soit la meilleure méthode de réalisation spirituelle. En d’autres mots, ce chapitre certifie que la fréquentation de dévots nous amène à développer un attachement pour le pur service de dévotion et à accepter un maître spirituel authentique. On écoute alors de ses lèvres l’enseignement spirituel et l’on commence à chanter les gloires du Seigneur, à observer avec foi, attachement et dévotion les principes régulateurs du bhakti-yoga. Ainsi se trouve-t-on engagé au service transcendantal du Seigneur.

Tout le chapitre met l’accent sur cette voie. Il est donc certain que le service dévotionnel est le seul procédé qui mène de façon absolue à la réalisation spirituelle, à Dieu, la Personne Suprême. La conception impersonnelle de la Vérité Suprême et Absolue, qu’on trouve également décrite dans ce chapitre, n’est valable que jusqu’au moment où l’on se voue à la pleine réalisation spirituelle. En d’autres termes, elle est utile tant qu’on n’a pas eu l’opportunité de rencontrer un pur dévot. Celui qui suit la voie impersonnelle agit sans convoiter les fruits de ses actes. Il médite et cultive la connaissance afin de pouvoir distinguer le spirituel du matériel – activités nécessaires, répétons-le, tant que l’on n’a pas rencontré un pur dévot. Mais celui qui, par bonheur, trouve directement en lui le désir de suivre la voie de la conscience de Kṛṣṇa, en prenant part au service de dévotion pur, n’a pas à franchir une à une les étapes de la réalisation spirituelle. Le service de dévotion, décrit du chapitre sept au chapitre douze de la Bhagavad-gītā, convient mieux à l’être. Pour qui l’adopte, en effet, nul besoin de se soucier du maintien du corps, car, par la grâce du Seigneur, tout lui vient naturellement.

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 12. kapitel, Hengiven tjeneste.

Ainsi s’achèvent les teneurs et portées de Bhaktivedanta sur le douzième chapitre de la Śrīmad Bhagavad-gītā traitant du service de dévotion.