TEXT 12

Tekst

Texte

śreyo hi jñānam abhyāsāj
jñānād dhyānaṁ viśiṣyate
dhyānāt karma-phala-tyāgas
tyāgāc chāntir anantaram

Synonyms

śreyaḥ — bedre; hi — afgjort; jñānam — viden; abhyāsāt — end udøvelse; jñānāt — end viden; dhyānam — meditation; viśiṣyate — anses for at være bedre; dhyānāt — end meditation; karma-phala-tyāgaḥ — forsagelse af resultaterne af frugtstræbende handlinger; tyāgāt — gennem en sådan forsagelse; śāntiḥ — fred; anantaram — derefter.

śreyaḥ: mieux; hi: certes; jñānam: la connaissance; abhyāsāt: la pratique; jñānāt: que la connaissance; dhyānam: la méditation; viśiṣyate: est considérée meilleure; dhyānāt: que la méditation; karma-phala-tyāgaḥ: le renoncement aux fruits des actes; tyāgāt: par ce renoncement; śāntiḥ: la paix; anantaram: par la suite.

Translation

Hvis du ikke kan arbejde i denne ånd, engagér dig da i at kultivere viden. Meditation er dog bedre end viden, og bedre end meditation er forsagelse af handlingernes frugter, for gennem en sådan forsagelse kan man få fred i sindet.

Si à la pratique de la conscience de Kṛṣṇa tu ne peux te plier, alors cultive la connaissance. La méditation est cependant bien supérieure et le renoncement aux fruits de l’acte plus élevé encore, car il confère la paix de l’esprit.

Purport

FORKLARING: Som nævnt i de foregående vers er der to slags hengiven tjeneste: udøvelse af de regulerende principper og fuldstændig tilknytning i kærlighed til Guddommens Højeste Personlighed. For dem, der reelt er ude af stand til at følge principperne for Kṛṣṇa-bevidsthed, er det bedre at udvikle viden, for gennem viden kan man blive i stand til at forstå sin virkelige position. Viden vil gradvist udvikle sig til niveauet af meditation, og meditation vil gøre én i stand til at forstå Guddommens Højeste Personlighed igennem en gradvis proces. Der findes metoder, der får én til at forstå, at man selv er den Højeste, og den form for meditation er at foretrække, hvis man ikke kan engagere sig i hengiven tjeneste. Hvis man ikke kan meditere på den måde, findes der som anvist i den vediske litteratur foreskrevne pligter for brāhmaṇaerne, kṣatriyaerne, vaiśyaerne og śūdraerne, sådan som vi kan finde det omtalt i Bhagavad-gītās sidste kapitel. Men hvorom alt er, bør man opgive sit arbejdes resultater eller frugter, hvilket betyder at anvende resultaterne af sin karma til et eller andet godt formål.

Les versets précédents nous ont montré deux aspects du service de dévotion: la voie de l’attachement total au Seigneur Suprême, par amour pour Lui, et la voie des principes régulateurs. À celui qui se trouve dans l’impossibilité de suivre ces principes de la conscience de Kṛṣṇa, il est conseillé de cultiver la connaissance, laquelle lui permettra de comprendre sa nature véritable. Cette connaissance, en se développant, mènera à la méditation, laquelle, en se développant à son tour, permettra graduellement de comprendre Dieu, la Personne Suprême.

Certaines pratiques conduisent leurs adeptes à se prendre pour Dieu, et cette forme de méditation est préférée de ceux qui sont incapables de se dédier au service de dévotion. Si l’on ne peut méditer, on peut au moins se conformer aux devoirs prescrits dans les Écritures védiques, lesquels concernent les brāhmaṇas, les kṣatriyas, les vaiśyas et les śūdras, dont nous trouverons la liste au dernier chapitre. Mais quel que soit ce devoir, il faut toujours renoncer au fruit de son labeur, c’est-à-dire employer le résultat de ses actes (karma) au service d’une bonne cause.

Så kort sagt findes der to måder at nå Guddommens Højeste Personlighed, det højeste mål, på. Den ene er gennem en gradvis udvikling, og den anden metode er direkte. Hengiven tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed er den direkte vej, og den anden metode går ud på at forsage sine handlingers frugter. Derved kan man komme til stadiet af kundskab, dernæst til stadiet af meditation, så til stadiet, hvor man forstår Oversjælen, og til sidst til stadiet af Guddommens Højeste Personlighed. Man kan enten tage trin-for-trin metoden eller den direkte vej. Den direkte vej er ikke mulig for alle. Derfor er den indirekte metode også god. Det er imidlertid underforstået, at den indirekte metode ikke bliver anbefalet til Arjuna, eftersom han allerede befinder sig på stadiet af hengiven kærlighedstjeneste til den Højeste Herre. Den indirekte vej er for andre, der ikke er på dette niveau. De bør følge den gradvise proces med forsagelse, kundskab, meditation og erkendelse af Brahman og Oversjælen. I Bhagavad-gītā er det dog den direkte vej, der bliver understreget. Vi bliver alle anbefalet at følge den direkte proces og overgive os til Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa.

On voit donc, en résumé, que deux voies mènent au but suprême, à Dieu: l’une est directe, l’autre graduelle. La voie directe consiste à pratiquer le service de dévotion dans la conscience de Kṛṣṇa, et la voie indirecte à renoncer aux fruits de ses actes pour arriver à la connaissance, puis à la méditation, puis à la réalisation du Paramātmā et, finalement, à Dieu, la Personne Suprême. On peut donc prendre soit la voie rapide, soit la voie qui oblige à avancer pas à pas. Et parce que tous ne sont pas capables de suivre la première méthode, la seconde est également valable. Toutefois, comprenons bien que Kṛṣṇa ne recommande pas la voie indirecte à Arjuna, car celui-ci a déjà atteint l’étape du service d’amour et de dévotion à Dieu. La voie indirecte ne concerne que ceux qui n’ont pas encore atteint ce niveau. Ils doivent s’élever graduellement du renoncement à la connaissance, puis de la connaissance à la méditation et enfin réaliser l’Âme Suprême et le Brahman. La Bhagavad-gītā, quant à elle, souligne la voie directe, et conseille à tous de s’abandonner directement à Dieu, la Personne Suprême, Kṛṣṇa.