TEXT 37

Tekst

Texte

kasmāc ca te na nameran mahātman
garīyase brahmaṇo ’py ādi-kartre
ananta deveśa jagan-nivāsa
tvam akṣaraṁ sad-asat tat paraṁ yat

Synonyms

kasmāt — hvorfor; ca — også; te — til Dig; na — ikke; nameran — de bør frembære hyldester korrekt; mahā-ātman — O Du mægtige; garīyase — som er bedre; brahmaṇaḥ — end Brahmā; api — selv; ādi-kartre — til den højeste skaber; ananta — O Du ubegrænsede; deva-īśa — O guders Gud; jagat-nivāsa — O universets tilflugt; tvam — Du (er); akṣaram — uforgængelig; sat-asat — til årsag og virkning; tat-param — transcendental; yat — fordi.

kasmāt: pourquoi; ca: aussi; te: à Toi; na: ne pas; nameran: ils offriraient leur hommage; mahā-ātman: ô Toi si grand; garīyase: qui est meilleur; brahmaṇaḥ: que Brahmā; api: bien que; ādi-kartre: le créateur suprême; ananta: ô illimité; deveśa: ô souverain des devas; jagat-nivāsa: ô refuge de l’univers; tvam: Tu es; akṣaram: impérissable; sat-asat: la cause et l’effet; tat-param: transcendantal; yat: parce que.

Translation

O Du mægtige, mægtigere end selv Brahmā, Du er den oprindelige skaber. Hvorfor skulle de perfekte væsener da ikke fremføre deres respektfulde hyldester til Dig? O Du ubegrænsede, gudernes Gud, universets tilflugtssted! Du er det uovervindelige ophav og alle årsagers årsag, der er transcendental til den materielle manifestation.

Pourquoi ne Te présenteraient-ils pas tous leur hommage, à Toi le plus grand, plus grand même que Brahmā, Toi le créateur originel. Ô Être infini, souverain des devas, refuge de l’univers ! Tu es de tout la source impérissable, la cause de toutes les causes qui transcende la matière.

Purport

FORKLARING: Med denne fremførsel af hyldester viser Arjuna, at Kṛṣṇa er tilbedelsesværdig for alle. Han er altgennemtrængende, og Han er alle sjæles Sjæl. Arjuna tiltaler Kṛṣṇa som mahātmā, der betyder, at Han er yderst ædelmodig og ubegrænset. Ananta angiver, at der er intet, der ikke er omfattet af den Højeste Herres indflydelse og kraft, og deveśa betyder, at Han er herskeren over alle halvguderne og står over dem alle. Han er hele universets tilflugtssted. Arjuna fandt det også passende, at alle perfekte levende væsener og kraftfulde halvguder tilbød Ham deres respektfulde hyldester, for ingen er større end Ham. Arjuna nævner især, at Kṛṣṇa er større end Brahmā, eftersom Brahmā er skabt af Ham. Brahmā bliver født fra den lotusstængel, der vokser frem fra navlen på Garbhodakaśāyī Viṣṇu, der er Kṛṣṇas fuldstændige ekspansion. Både Brahmā og Herren Śiva, der er født fra Brahmā, og alle andre halvguder må derfor tilbyde deres respektfulde hyldester til Ham. I Śrīmad-Bhāgavatam står der, at Herren bliver æret af Herren Śiva og Brahmā og andre lignende halvguder. Ordet akṣaram er meget vigtigt, da denne materielle skabelse er underlagt udslettelse, men Herren er hævet over denne materielle skabelse. Han er alle årsagers årsag og står som sådan over alle de betingede sjæle i den materielle natur såvel som over selve den materielle kosmiske manifestation. Han er derfor den almægtige Højeste.

En offrant ainsi son hommage à Kṛṣṇa, Arjuna montre que le Seigneur est digne de l’adoration de tous les êtres. Il est omniprésent. Il est l’Âme de chaque âme. Arjuna s’adresse à Kṛṣṇa par les mots mahātmā, ananta et deveśa: mahātmā parce qu’Il est infini et de tous le plus magnanime; ananta car rien ne peut se soustraire à Ses énergies, à Son influence; deveśa, enfin, pour montrer qu’Il est le maître de tous les devas et qu’Il leur est supérieur. Il est le refuge de l’univers entier.

Arjuna juge tout à fait normal que tous les puissants devas et êtres accomplis Lui rendent leur hommage respectueux, car nul ne Lui est supérieur. Il mentionne en particulier que Kṛṣṇa est plus grand que Brahmā, lequel fut par Lui créé. Brahmā est né de la fleur de lotus qui pousse du nombril de Garbhodakaśāyī Viṣṇu, Lui-même émanation plénière de Kṛṣṇa. Par conséquent, Brahmā, Śiva – né de Brahmā – et tous les devas doivent Lui offrir leur hommage. Le Śrīmad-Bhāgavatam affirme que le Seigneur est adoré par Śiva, Brahmā et tous les devas.

Le mot akṣaram dans ce verset est également significatif. Il indique que le Seigneur transcende la création matérielle soumise à la destruction. Étant la cause de toutes les causes, Il est supérieur à la nature matérielle et aux âmes qu’elle conditionne. Il est donc l’Être Suprême.