FORKLARING: En lærd person, der har studeret Vedaerne til bunds og har viden fra autoriteter som Herren Caitanya, og som ved, hvordan man lever denne lære i praksis, kan forstå, at Kṛṣṇa er oprindelsen til alt i både de materielle og åndelige verdener. Da en sådan person ved dette til fulde, bliver han fast forankret i den Højeste Herres hengivne tjeneste. Han kan aldrig blive vildledt af ligegyldigt hvor mange meningsløse kommentarer, han hører, eller af tåber. Hele den vediske litteratur er enig i, at Kṛṣṇa er kilden til Brahmā, Śiva og alle andre halvguder. Der står i Atharva Veda (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.24), yo brahmāṇaṁ vidadhāti pūrvaṁ, yo vai vedāṁś ca gāpayati sma kṛṣṇaḥ: “Det var Kṛṣṇa, der i begyndelsen underviste Brahmā i vedisk viden, og som udbredte vedisk viden i fortiden.” Og i Nārāyaṇa Upaniṣad (1) står der, atha puruṣo ha vai nārāyaṇo ’kāmayata prajāḥ sṛjeyeti: “Derefter ønskede Guddommens Højeste Personlighed at skabe levende væsener.” Upaniṣaden fortsætter, nārāyaṇād brahmā jāyate, nārāyaṇāt prajāpatiḥ prajāyate, nārāyaṇād indro jāyate, nārāyaṇād aṣṭau vasavo jāyante, nārāyaṇād ekādaśa rudrā jāyante, nārāyaṇād dvādaśādityāḥ: “Fra Nārāyaṇa bliver Brahmā født, og fra Nārāyaṇa bliver patriarkerne også født. Fra Nārāyaṇa bliver Indra født, fra Nārāyaṇa bliver de otte Vasuer født, fra Nārāyaṇa bliver de elleve Rudraer født, og fra Nārāyaṇa bliver de tolv Adityaer født.” Denne Nārāyaṇa er en ekspansion af Kṛṣṇa.

I de samme Vedaer (Nārāyaṇa Upaniṣad 4) finder vi, brahmaṇyo devakī-putraḥ: “Devakīs søn, Kṛṣṇa, er den Højeste Personlighed.” Dernæst står der (Mahā Upaniṣad 1.2), eko vai nārāyaṇa āsīn na brahmā neśano nāpo nāgni-somau neme dyāvā-pṛthivī na nakṣatrāṇi na sūryaḥ: “I skabelsens begyndelse fandtes der kun den Højeste Personlighed, Nārāyaṇa. Der var ingen Brahmā, ingen Śiva, intet vand, ingen ild, ingen måne, ingen stjerner på himlen og ingen sol.” Der står også i Mahā Upaniṣad, at Herren Śiva blev født fra den Højeste Herres pande. Således erklærer Vedaerne, at det er den Højeste Herre, Brahmā og Śivas skaber, der skal tilbedes.

I Mahābhāratas Mokṣa-dharma-afsnit bemærker Kṛṣṇa også:

“Patriarkerne, Śiva og andre bliver skabt af Mig, selv om de ikke ved, at de skabes af Mig, for de vildledes af Min illusoriske energi.”

Der står også i Varāha Purāṇa:

“Nārāyaṇa er Guddommens Højeste Personlighed, og fra Ham fødtes Brahmā, fra hvem Śiva blev født.”

Herren Kṛṣṇa er således ophav til alle generationer, og Han er kendt som den mest virksomme eller umiddelbare årsag til alting. Han siger: “Fordi alt bliver født af Mig, er Jeg den oprindelige kilde til alt. Alting er underordnet Mig. Der er ingen, der står over Mig.” Der er ingen anden højeste hersker end Kṛṣṇa. Den, der med henvisning til den vediske litteratur forstår Kṛṣṇa på den måde fra en ægte åndelig mester, engagerer hele sin energi i Kṛṣṇa-bevidsthed og bliver et virkelig lærd menneske. I sammenligning med ham er alle andre, der ingen ordentlig forståelse har af Kṛṣṇa, blot tåber. Kun en tåbe ville anse Kṛṣṇa for at være et almindeligt menneske. En Kṛṣṇa-bevidst person bør ikke lade sig forlede af tåber. Man skal undgå alle uautoriserede kommentarer og fortolkninger af Bhagavad-gītā og med fast beslutsomhed fortsætte med sin Kṛṣṇa-bevidsthed.