FORKLARING: Bhagavad-gītā er den vidt udbredte teistiske videnskab, der er sammenfattet i Gītā-māhātmya (Forherligelse af Bhagavad-gītā). Der står der, at man skal studere Bhagavad-gītā omhyggeligt under vejledning af en person, der er Śrī Kṛṣṇas hengivne, og forsøge at forstå Bhagavad-gītā uden personlige motiver. Bogen giver selv eksemplet på sådan en klar forståelse, nemlig som den blev forstået af Arjuna, der hørte Bhagavad-gītā direkte fra Herren. Hvis man er så heldig at forstå Bhagavad-gītā via discipelrækken uden selviske fortolkninger, overgår man al vedisk visdom og alle hellige skrifter i verden. Bhagavad-gītā indeholder alt, der findes i andre skrifter, men læseren vil også finde ting, der ikke er at finde andre steder. Det er det særlige ved Bhagavad-gītā. Eftersom den bliver talt direkte af selve Guddommens Højeste Personlighed, Herren Śrī Kṛṣṇa, er den perfektionen af enhver form for teistisk videnskab.

Som beskrevet i Mahābhārata danner de emner, som Dhṛtarāṣṭra og Sañjaya diskuterer, grundlaget for denne storslåede filosofi. Det fremgår, at denne filosofi blev udviklet på Kurukṣetras slagmark, der har været et helligt pilgrimssted siden tidernes morgen i den vediske tidsalder. Den blev talt af Herren, da Han personligt var på planeten for at vejlede menneskeheden.

Ordet dharma-kṣetra (et sted, hvor der foregår religiøse ritualer) er vigtigt, for Guddommens Højeste Personlighed var på Arjunas side på Kurukṣetras slagmark. Dhṛtarāṣṭra, Kuruernes fader, nærede stærke tvivl om muligheden for sine sønners endelige sejr. I sin tvivl spurgte han sin sekretær Sañjaya: “Hvad gjorde de?” Han vidste, at både hans egne sønner og hans yngre bror Pāṇḍus sønner var forsamlet på Kurukṣetra fast besluttet på krig. Hans spørgsmål er alligevel vigtigt. Han ønskede intet kompromis mellem fætrene og brødrene, så han ville gerne forsikre sig om sine sønners skæbne på slagmarken. Fordi slaget skulle udkæmpes på Kurukṣetra, der er omtalt andetsteds i Vedaerne som et helligt sted for selv himmelens beboere, frygtede Dhṛtarāṣṭra det hellige steds eventuelle indflydelse på slagets udfald. Han var godt klar over, at det i så fald ville virke til fordel for Pāṇḍus sønner, der fra naturens side var retskafne. Sañjaya, der var elev af Vyāsa, kunne gennem dennes barmhjertighed se Kurukṣetras slagmark for sit indre syn, selv om han befandt sig i Dhṛtarāṣṭras værelse. Dhṛtarāṣṭra udspurgte ham derfor om situationen på slagmarken.

Både Pāṇḍavaerne og Dhṛtarāṣṭras sønner tilhørte samme familie, men Dhṛtarāṣṭras holdning afsløres her. Han henviste med overlæg kun til sine sønner som Kuruer og udelukkede på den måde Pāṇḍus sønner fra familiearven. Man kan således forstå Dhṛtarāṣṭras indstilling til hans nevøer, Pāṇḍus sønner. Ligesom ukrudt bliver luget væk på en rismark, må det forventes lige fra starten af disse hændelser, at på det hellige sted Kurukṣetra, hvor religionens fader, Śrī Kṛṣṇa, var til stede, ville al ukrudt i form af Dhṛtarāṣṭras søn Duryodhana og andre blive udryddet og de helt igennem religiøse personer med Yudhiṣṭhira i spidsen blive genindsat af Herren. Det er betydningen af ordene dharma-kṣetre og kuru-kṣetre ud over deres historiske og vediske betydning.

FORKLARING: Dhṛtarāṣṭra var blind fra fødslen af. Desværre var han også blottet for åndeligt syn. Han vidste udmærket, at hans sønner var lige så blinde med hensyn til religion, og han var således overbevist om, at de aldrig ville komme overens med Pāṇḍavaerne, der alle var fromme fra fødslen af. Han var dog stadig urolig over, hvilken indflydelse pilgrimsstedet ville have på dem, og Sañjaya forstod godt hans motiv til at forhøre sig om situationen på slagmarken. Sañjaya ville derfor gerne opmuntre den mismodige konge og forsikre ham om, at hans sønner intet kompromis ville indgå under indflydelse af det hellige sted. Derfor fortalte Sañjaya kongen, at efter at have set Pāṇḍavaernes militære styrker gik hans søn Duryodhana med det samme til den øverstbefalende, Droṇācārya, for at underrette ham om situationen. Skønt Duryodhana blev tiltalt som konge, var han på grund af situationens alvor alligevel nødt til at henvende sig til den øverstbefalende. Han var derfor ganske kvalificeret til at være politiker. Men Duryodhanas diplomatiske fernis kunne ikke skjule den frygt, han følte, da han så Pāṇḍava-brødrenes militære opstilling.

Duryodhana, a great diplomat, wanted to point out the defects of Droṇācārya, the great brāhmaṇa commander in chief. Droṇācārya had some political quarrel with King Drupada, the father of Draupadī, who was Arjuna’s wife. As a result of this quarrel, Drupada performed a great sacrifice, by which he received the benediction of having a son who would be able to kill Droṇācārya. Droṇācārya knew this perfectly well, and yet as a liberal brāhmaṇa he did not hesitate to impart all his military secrets when the son of Drupada, Dhṛṣṭadyumna, was entrusted to him for military education. Now, on the Battlefield of Kurukṣetra, Dhṛṣṭadyumna took the side of the Pāṇḍavas, and it was he who arranged for their military phalanx, after having learned the art from Droṇācārya. Duryodhana pointed out this mistake of Droṇācārya’s so that he might be alert and uncompromising in the fighting. By this he wanted to point out also that he should not be similarly lenient in battle against the Pāṇḍavas, who were also Droṇācārya’s affectionate students. Arjuna, especially, was his most affectionate and brilliant student. Duryodhana also warned that such leniency in the fight would lead to defeat.

FORKLARING: Selv om Dhṛṣtadyumna ikke var den store forhindring over for Droṇācāryas store færdighed i krigskunst, gav mange andre anledning til frygt. De omtales af Duryodhana som store forhindringer på vejen mod sejr, for hver af dem var lige så mægtig som Bhīma og Arjuna. Han kendte til Bhīma og Arjunas styrke og sammenlignede derfor de andre med dem.

FORKLARING: Duryodhana nævner nogle af slagets fænomenale helte, der altid er sejrrige. Vikarṇa er Duryodhanas bror, Aśvatthāmā er Droṇācāryas søn, og Saumadatti eller Bhūriśravā er Bāhlīkaernes konge. Karṇa er Arjunas halvbror, eftersom han blev født af Kuntī før hendes ægteskab med Kong Pāṇḍu. Kṛpācāryas tvillingesøster var gift med Droṇācārya.

FORKLARING: Hvad angår de andre såsom Jayadratha, Kṛtavarmā og Śalya er de alle fast besluttet på at ofre deres liv for Duryodhanas skyld. Allerede her slås det med andre ord fast, at fordi de havde sluttet sig til den syndige Duryodhana, ville de alle falde i slaget på Kurukṣetra. Duryodhana følte sig ikke desto mindre sikker på sejr på grund af sine ovennævnte venners samlede styrke.

FORKLARING: Her sammenligner Duryodhana de to hæres styrke. Især fordi hans hær står under beskyttelse af en særdeles erfaren general, bedstefader Bhīṣma, tror han, at dens styrke er umålelig. På den anden side er Pāṇḍavaernes styrker begrænset, siden de beskyttes af en mindre erfaren general, Bhīma, der er for intet at regne ved siden af Bhīṣma. Duryodhana var altid misundelig på Bhīma, for han var helt klar over, at hvis han overhovedet skulle dø, ville det blive for Bhīmas hånd. Men samtidig gjorde Bhīṣmas tilstedeværelse ham sikker på sejren, for denne var en langt overlegen general. Hans konklusion, at han ville komme sejrrig ud af slaget, var velbegrundet.

FORKLARING: Efter at have rost Bhīṣmas evner kom Duryodhana i tænke om, at andre måske kunne føle sig forbigået, så på sin sædvanlige diplomatiske facon forsøgte han med ovenstående udtalelse at udglatte eventuelle misforståelser. Han understregede, at Bhīṣmadeva utvivlsomt var den største helt, men han var trods alt en gammel mand, så alle måtte især sørge for at dække ham fra alle sider. Måske ville han blive så optaget af striden, at fjenden kunne benytte sig af hans travlhed i den anden ende af slagmarken. Det var derfor vigtigt, at de andre helte holdt deres strategiske stillinger, så fjenden ikke kunne bryde falanksen. Duryodhana var overbevist om, at Kuruernes sejr afhang af Bhīṣmadeva. Han havde fuld tillid til Bhīṣmadeva og Droṇācāryas fulde opbakning i kampen, for han vidste udmærket godt, at de ikke havde ytret et ord, dengang Arjunas hustru Draupadī i sin hjælpeløse tilstand havde bønfaldt dem om retfærdighed, da hun skulle tvinges til at vise sig nøgen for øjnene af alle de store generaler i forsamlingen. Skønt han vidste, at de to generaler nærede en vis hengivenhed for Pāṇḍavaerne, håbede han på, at de nu ville lade den fare, som de havde gjort det under terningespillet.

FORKLARING: Kuru-dynastiets bedstefader kunne forstå, hvad der foregik i hjertet på hans sønnesøn Duryodhana. På grund af sin naturlige medfølelse med ham forsøgte han at opmuntre ham ved at blæse højt i sin konkylie, så den lød som en løves brøl. Gennem konkyliens symbolik fortalte han indirekte sin nedtrykte sønnesøn Duryodhana, at denne ingen chance havde for at vinde slaget, eftersom den Højeste Herre, Kṛṣṇa, befandt Sig på den anden side. Men ikke desto mindre var det hans [Bhīṣmas] pligt at føre an i slaget, og i den henseende ville han give sig selv fuldt ud.

FORKLARING: I modsætning til Bhīṣmadevas konkylie beskrives konkylierne i hænderne på Kṛṣṇa og Arjuna som transcendentale. Lyden af de transcendentale konkylier angav, at den anden side ikke kunne gøre sig håb om sejr, for Kṛṣṇa var på Pāṇḍavaernes side. Jayas tu pāṇḍu- putrāṇāṁ, yeṣāṁ pakṣe janārdanaḥ. Sejren følger altid personer som Pāṇḍus sønner, for Herren Kṛṣṇa er hos dem. Og hvor som helst og når som helst Herren er til stede, er lykkegudinden det også, for lykkegudinden forlader aldrig sin ægtemands side. Derfor kunne Arjuna se frem til sejr og held som tilkendegivet af den transcendentale lyd fra Viṣṇu eller Herren Kṛṣṇas konkylie. Ydermere havde Arjuna fået den stridsvogn, begge venner befandt sig på, af Agni (ildguden), hvilket betød, at denne stridsvogn var i stand til at overvinde alt og alle, uanset hvor den blev ført hen i de tre verdener.

FORKLARING: I dette vers bliver Herren Kṛṣṇa omtalt som Hṛṣīkeśa, fordi Han ejer alle sanser. De levende væsener er uadskillelige dele af Ham, og derfor er de også uadskillelige dele af Hans sanser. Upersonalisterne kan ikke redegøre for de levende væseners sanser, og derfor er de altid opsatte på at beskrive alle levende væsener som uden sanser eller som upersonlige. Herren, der befinder Sig i hjertet på alle levende væsener, styrer deres sanser. Men Han styrer alle levende væsener i forhold til deres overgivelse, og i de rene hengivnes tilfælde styrer Han deres sanser direkte. Her på Kurukṣetras slagmark styres Arjunas transcendentale sanser direkte af Herren, og i den forbindelse er Hans særlige navn Hṛṣīkeśa. Herren har forskellige navne alt efter Sine forskellige aktiviteter. Hans navn er for eksempel Madhusūdana, fordi Han dræbte en dæmon ved navn Madhu. Hans navn er Govinda, fordi Han giver køerne og sanserne nydelse. Hans navn er Vāsudeva, fordi Han åbenbarede Sig som Vasudevas søn. Han kaldes Devakī-nandana, fordi Han gjorde Devakī til Sin mor. Hans navn er Yaśodā-nandana, fordi Han berigede Yaśodā i Vṛndāvana med Sine barndomslege. Han kaldes også Pārtha- sārathi, fordi Han fungerede som Sin ven Arjunas vognstyrer. På samme måde er Hans navn Hṛṣīkeśa, fordi Han ledte Arjuna på Kurukṣetras slagmark.

Arjuna omtales som Dhanañjaya i dette vers, fordi han havde hjulpet sin ældre bror med at fremskaffe rigdomme, da kongen behøvede dem for at bekoste forskellige offerceremonier. På samme måde bliver Bhīma kaldt Vṛkodara, fordi han kunne spise lige så glubende, som han kunne udføre herkuliske bedrifter såsom at dræbe dæmonen Hiḍimba. De forskellige konkylier, der med Herrens som den første blev blæst i af de forskellige personer på Pāṇḍavaernes side, virkede således alle opmuntrende på de kæmpende soldater. Det var derimod ikke tilfældet i den anden lejr, og Herren Kṛṣṇa, den højeste hersker, eller lykkegudinden var heller ikke til stede der, så de var forudbestemt til at tabe slaget. Det var budskabet, som lyden af konkylierne bekendtgjorde.

FORKLARING: Sañjaya fortalte meget taktfuldt Kong Dhṛtarāṣṭra, at hans ukloge politik med at bedrage Pāṇḍus sønner og forsøge at indsætte sine egne sønner på kongerigets trone ikke var særlig prisværdig. Alle tegn pegede allerede i retning af, at hele Kuru-dynastiet ville blive udslettet i det store slag. De var alle til stede lige fra bedstefader Bhīṣma til sønnesønnerne som Abhimanyu og andre inklusive konger fra mange af verdens stater, og de var alle dømt til undergang. Hele katastrofen skyldtes Kong Dhṛtarāṣṭra, der havde opmuntret sine sønner i deres politik.

When Bhīṣma and the others on the side of Duryodhana blew their respective conchshells, there was no heart-breaking on the part of the Pāṇḍavas. Such occurrences are not mentioned, but in this particular verse it is mentioned that the hearts of the sons of Dhṛtarāṣṭra were shattered by the sounds vibrated by the Pāṇḍavas’ party. This is due to the Pāṇḍavas and their confidence in Lord Kṛṣṇa. One who takes shelter of the Supreme Lord has nothing to fear, even in the midst of the greatest calamity.

FORKLARING: Slaget skulle lige til at begynde. Af beskrivelsen ovenfor fremgår det, at Dhṛtarāṣṭras sønner blev mere eller mindre modløse ved synet af Pāṇḍavaernes uventede opvisning af militærstyrke, der stod under Herren Kṛṣṇas direkte vejledning. Hanumāns tilstedeværelse på Arjunas flag var endnu et tegn på sejr, for Hanumān samarbejdede med Herren Rāma i slaget mellem Rāma og Rāvaṇa, hvor Herren Rāma sejrede. Nu befandt både Rāma og Hanumān sig på Arjunas stridsvogn for at hjælpe ham. Herren Kṛṣṇa er Rāma selv, og hvor som helst Herren Rāma befinder Sig, er Hans evige tjener Hanumān samt Hans evige gemalinde, Sītā, lykkens gudinde, også til stede. Derfor havde Arjuna overhovedet ingen grund til frygt. Og frem for alt var sansernes Herre, Kṛṣṇa, personligt til stede for at vejlede ham. Al råd og vejledning med hensyn til slagets gang stod således til Arjunas rådighed. Under disse lovende omstændigheder, der var arrangeret af Herren for Hans evige hengivne, tegnede alt til en sikker sejr.

FORKLARING: Skønt Herren Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, var Han af Sin årsagsløse nåde engageret i Sin vens tjeneste. Han svigter aldrig i Sin kærlighed til Sine hengivne, og derfor tiltales Han her som ufejlbarlig. Som vognstyrer måtte Han følge Arjunas ordrer, og fordi Han ikke tøvede med at gøre det, tiltales Han her som ufejlbarlig. Selv om Han havde accepteret at være vognstyrer for Sin hengivne, formindskede det ikke Hans suveræne position. Han er under alle omstændigheder Guddommens Højeste Personlighed, Hṛṣīkeśa, Herren over alle sanser. Forholdet mellem Herren og Hans tjener er smukt og transcendentalt. Tjeneren er altid rede til at tjene Herren, og Herren benytter ligeledes enhver lejlighed til at tjene Sin hengivne. Han finder større glæde i at lade Sig beordre af Sin rene hengivne, end Han finder i Selv at give ordrer. Eftersom Han er Herren, er alle underlagt Hans ordrer. Ingen står over Ham og kan give Ham ordrer. Men når Han lader Sig beordre af en ren hengiven, finder Han transcendental nydelse deri, selv om Han under alle omstændigheder forbliver den ufejlbarlige Herre.

Arjuna havde som Herrens rene hengivne intet ønske om at kæmpe mod sine fætre og brødre, men på grund af Duryodhanas stædighed blev han tvunget til at indfinde sig på slagmarken, for Duryodhana nægtede at gå med til nogen form for fredsforhandling. Arjuna var derfor spændt på at se, hvem de ledende personer, der var mødt op på slagmarken, var. Skønt en fredsaftale var udelukket på dette tidspunkt, ville han gerne se dem igen for at danne sig et indtryk af, hvor opsatte de var på en uønsket krig.

FORKLARING: Det var en offentlig hemmelighed, at Duryodhana i samarbejde med sin far, Dhṛtarāṣṭra, havde forsøgt at tilrane sig Pāṇḍavaernes kongerige igennem nedrige intriger. Derfor måtte alle de, der havde sluttet sig til Duryodhana, have haft en lignende indstilling. Arjuna ville gerne se dem på slagmarken, før krigen begyndte, om ikke andet, så for at se, hvem de var, for han havde ikke i sinde at indgå i fredsforhandlinger med dem. Noget andet var, at selv om han var helt sikker på sejr, fordi Kṛṣṇa var på hans side, ville han gerne bedømme den styrke, han skulle stå overfor.

FORKLARING: I dette vers bliver Arjuna omtalt som Guḍākeśa. Ordet guḍākā betyder søvn, og den, der kan overvinde søvnen, kaldes guḍākeśa. Søvn hentyder også til uvidenhed. Arjuna overvandt således både søvn og uvidenhed gennem sit venskab med Kṛṣṇa. Som en stor hengiven kunne han ikke glemme Kṛṣṇa i så meget som et øjeblik, for det er en hengivens natur. Hverken når han går eller sover, er Kṛṣṇas navn, form, egenskaber og aktiviteter ude af hans sind. Således kan en hengiven få bugt med både søvn og uvidenhed blot ved uophørligt at tænke på Kṛṣṇa. Dette kaldes Kṛṣṇa-bevidsthed eller samādhi. Som Hṛṣīkeśa, lederen af alle levende væseners sind og sanser, kunne Kṛṣṇa forstå Arjunas formål med at ville have stridsvognen ført op mellem hærene. Det gjorde Kṛṣṇa så og bemærkede følgende.

FORKLARING: Som alle levende væseners Oversjæl var Herren Kṛṣṇa klar over, hvad der gik for sig i Arjunas sind. Anvendelsen af ordet Hṛṣīkeśa angiver i denne sammenhæng, at Han vidste alt. I forbindelse med Arjuna er ordet Pārtha, der betyder Pṛthās eller Kuntīs søn, ligeledes vigtigt. Som Arjunas ven ville Kṛṣṇa fortælle ham, at eftersom Arjuna var søn af Pṛthā, der var søster til Kṛṣṇas egen far, Vasudeva, var Han gået med til at være Arjunas vognstyrer. Så hvad mente Kṛṣṇa, da Han udbrød til Arjuna: “Se alle Kuruerne!”? Havde Arjuna i sinde at give op og forlade krigen? Kṛṣṇa forventede Sig ikke den slags af Sin Faster Pṛthās søn. Således læste Herren med denne venskabelige spøg Arjunas tanker.

FORKLARING: På slagmarken stod Arjuna over for alle mulige slægtninge. Han så personer som Bhūriśravā, der var hans fars jævnaldrende. Han kunne se sine bedstefædre som Bhīṣma og Somadatta, lærere som Droṇācārya og Kṛpācārya, morbrødre som Śalya og Śakuni, brødre som Duryodhana, sønner som Lakṣmaṇa, venner som Aśvatthāmā, velyndere som Kṛtavarmā osv. Han kunne også se hærene, der indeholdt mange af hans venner.

FORKLARING: Alle, der nærer ægte hengivenhed til Herren, har alle de gode egenskaber, som man finder hos gudsfrygtige mennesker eller hos halvguderne, mens en ikke-hengiven, uanset hvor kvalificeret han ellers måtte være med hensyn til verdslig uddannelse og kultur, helt mangler guddommelige egenskaber. Ved synet af sine venner og pårørende blev Arjuna således øjeblikkeligt overvældet af medfølelse med dem, der nu havde indfundet sig på slagmarken fast besluttet på at gå i krig mod hinanden. Hvad hans egne soldater angik, var han deltagende lige fra starten af, men han havde medfølelse selv med soldaterne på den modsatte side, for han forudså deres nært forestående død. Overvældet af disse tanker begyndte han derfor at skælve, og han blev tør i munden. Han var mere eller mindre forbløffet over den kampiver, de lagde for dagen. Praktisk talt samtlige fællesskabets medlemmer, der alle var blodbeslægtet med Arjuna, var mødt op for at kæmpe mod ham. Det overvældede en mild hengiven som Arjuna. Selv om det ikke bliver nævnt her, er det let at forestille sig, at ud over, at hans lemmer skælvede og hans mund tørrede ind, græd han også af medfølelse. Den slags symptomer hos Arjuna skyldtes ikke svaghed, men godhjertethed, der er et karaktertræk hos Herrens rene hengivne. Derfor står der skrevet (ŚB. 5.18.12):

“Den, der har urokkelig hengivenhed til Guddommens Højeste Personlighed, har alle halvgudernes gode kvaliteter. Men den, der ikke er en hengiven af Gud, besidder kun materielle egenskaber, der er af ringe værdi. Dette kan føres tilbage til, at han svæver på det mentale plan og med sikkerhed vil blive tiltrukket af den materielle energis blændværk.”

FORKLARING: Der kan være to årsager til det, når kroppen skælver, og hårene rejser sig på hovedet. Disse fænomener viser sig enten i forbindelse med stor åndelig ekstase eller under materielle omstændigheder på grund af stor frygt. Eftersom der ikke er nogen frygt i transcendental erkendelse, skyldes Arjunas symptomer i denne situation materiel frygt, nemlig frygten for tab af liv. Det fremgår også af de andre symptomer: Han blev så utålmodig, at hans berømte bue Gāṇḍīva gled ud af hans hænder, og fordi hjertet brændte i brystet på ham, havde han en svidende følelse i huden. Alt dette skyldtes en materiel livsopfattelse.

FORKLARING: I sin utålmodighed så Arjuna sig ude af stand til at forblive på slagmarken, og på grund af denne mentale svaghed glemte han fuldstændigt sig selv. Overdreven tilknytning til materielle ting hensætter et menneske i en forvildet tilstand. Bhayaṁ dvitīyābhiniveśataḥ syāt (ŚB. 11.2.37). Frygt og tab af sindsligevægt finder sted hos mennesker, der er for påvirket af materielle omstændigheder. Arjuna forudså kun lidelse og modgang på slagmarken. Han ville ikke engang kunne finde tilfredsstillelse i at besejre fjenden. Ordene nimittāni viparītāni er betydningsfulde. Når man kun har skuffelse at se frem til, tænker man: “Hvad laver jeg her?” Alle er interesseret i sig selv og deres egen velfærd. Ingen er interesseret i det Højeste Selv. Ved Kṛṣṇas vilje var Arjuna uvidende om sin egen virkelige interesse. Ens sande egeninteresse ligger i Viṣṇu eller Kṛṣṇa. Den betingede sjæl glemmer dette og lider derfor materielt. Arjuna mente, at hans sejr i kampen kun ville afstedkomme sorg og lidelse for ham selv.

FORKLARING: Uden at vide, at den sande egeninteresse ligger i Viṣṇu (eller Kṛṣṇa), bliver de betingede sjæle tiltrukket af kropslige slægtsforhold i håb om, at disse vil gøre dem lykkelige. Underlagt en sådan blind livsopfattelse glemmer de tilmed, hvad der forårsager materiel lykke. Arjuna lader til at have glemt moralkodeksen for en kṣatriya. Der står skrevet, at to slags mennesker kan få adgang til den store blændende solplanet, nemlig kṣatriyaen, der dør i fronten på slagmarken på Kṛṣṇas personlige ordre, og personen, der er i forsagelsens orden og helt har viet sit liv til åndelig udvikling. Arjuna vil ikke engang dræbe sine fjender for ikke at tale om sine slægtninge. Han tror, at hvis han slår sine slægtninge ihjel, bliver hans liv glædesløst, og derfor vil han ikke kæmpe, ligesom den, der ikke er sulten, er utilbøjelig til at lave mad. Han har nu besluttet sig til at gå ud i skoven for at leve et afsondret liv i frustration. Men som kṣatriya behøver han et kongerige for at kunne opretholde sig selv, for kṣatriyaerne kan ikke engagere sig i nogen anden beskæftigelse. Men Arjuna har intet land. Hans eneste mulighed for at vinde et land ligger i at gå i krig mod hans fætre og brødre og genvinde det kongerige, han har arvet fra sin fader, men det har han ikke lyst til. Han tror derfor, at det rigtige for ham vil være at gå ud i skoven og leve i ensomhed og frustration.

FORKLARING: Arjuna tiltaler Herren Kṛṣṇa som Govinda, for Kṛṣṇa er genstand for køernes og sansernes nydelse. Med dette vigtige ord angiver Arjuna, at Kṛṣṇa burde vide, hvad der vil tilfredsstille hans [Arjunas] sanser. Men det er ikke Govindas opgave at tilfredsstille vore sanser. Hvis vi derimod prøver at tilfredsstille Govindas sanser, bliver vore egne sanser automatisk tilfredsstillet. Materielt set er alle ude efter at tilfredsstille deres egne sanser, og de ser Gud som den, der skal give dem den tilfredsstillelse. Men Herren tilfredsstiller kun de levende væseners sanser i den grad, de fortjener det, og ikke i det omfang, de begærer det. Hvis det levende væsen derimod gør det omvendte, nemlig forsøger at tilfredsstille Govindas sanser uden ønske om at tilfredsstille sine egne sanser, bliver alle hans ønsker ved Govindas nåde tilgodeset. Arjunas stærke kærlighed til samfund og familie skyldes her delvist hans naturlige medfølelse med dem. Han er derfor ikke parat til at kæmpe. Vi vil alle gerne vise vores velstand til venner og slægtninge, men Arjuna er bange for, at alle hans venner og slægtninge skal falde på slagmarken, så han ingen vil have til at dele sin rigdom med efter sejren. Det er et typisk ræsonnement i materielt liv. Transcendentalt liv er dog helt anderledes. Eftersom en hengiven ønsker at tilfredsstille Herrens ønsker, kan han, hvis Herren vil det, tage imod al mulig velstand i Herrens tjeneste, og hvis Herren ikke ønsker det, vil han ikke tage imod så meget som en krone. Arjuna nærede ingen ønsker om at slå sine slægtninge ihjel, men hvis de skulle dø, ville han have Kṛṣṇa til personligt at gøre det af med dem. På det tidspunkt var han ikke klar over, at de allerede var blevet slået ihjel af Kṛṣṇa, endnu før de var troppet op på slagmarken, og at det eneste, han havde at gøre, var at fungere som Kṛṣṇas redskab. Det bliver afsløret i de følgende kapitler. Som en naturlig hengiven af Herren brød Arjuna sig ikke om at gøre gengæld mod sine slyngelagtige fætre og brødre, men det var Herrens plan, at de alle skulle dø i slaget. Herrens hengivne hævner sig ikke, når der bliver begået uret mod dem, men Herren tåler ikke, at slyngler behandler de hengivne dårligt. Herren kan undskylde en person på Sine egne vegne, men Han undskylder ingen, der har forvoldt Hans hengivne skade. Så selv om Arjuna havde i sinde at tilgive slynglerne, var Herren fast besluttet på at slå dem ihjel.

FORKLARING: Ifølge de vediske retningslinier er der seks slags aggressorer: (1) den, der forgifter, (2) den, der sætter ild til et hus, (3) den, der angriber med dødelige våben, (4) den, der plyndrer rigdom, (5) den, der besætter en andens jord, og (6) den, der bortfører en hustru. Sådanne voldsudøvere kan dræbes på stedet. Man pådrager sig ingen synd ved at slå den slags angribere ihjel. At dræbe sådanne aggressorer er normalt for almindelige mennesker, men Arjuna var intet almindeligt menneske. Han var en helgen, og derfor ville han behandle sine fjender, som en helgen ville behandle dem. Den slags adfærd er imidlertid upassende for en kṣatriya. Skønt en ansvarlig person i statsadministrationen skal være en helgen, må han ikke være en kujon. For eksempel var Herren Rāma så stor en helgen, at folk selv nu er ivrige efter at leve under Hans regering (rāma-rājya), men Herren Rāma udviste ingen fejhed. Rāvaṇa forøvede vold mod Rāma ved at bortføre Hans hustru, Sītā, og Herren Rāma gav ham en lærestreg uden sidestykke i verdenshistorien. I Arjunas tilfælde bør man imidlertid tage i betragtning, hvilke aggressorer der er tale om, nemlig hans egen bedstefader, hans egen lærer samt hans venner, sønner, sønnesønner osv. Det var på grund af dem, han nødigt ville ty til de samme skrappe midler, man anvender mod almindelige angribere. Desuden tilrådes helgenagtige personer at udvise tilgivelse. De regler, der gælder for en helgen, vejer tungere end nogen politisk nødsituation. Arjuna sluttede, at frem for at slå sine egne slægtninge ihjel over politisk uenighed ville det være bedre at tilgive dem på grundlag af religion og helgenagtig opførsel. Han så derfor ingen grund til at dræbe dem blot for at vinde midlertidig kropslig lykke. Når alt kommer til alt, er et kongerige og den glæde, det skænker, ikke vedvarende, så hvorfor risikere sit liv og evige frelse ved at slå sine slægtninge ihjel? I den forbindelse er det også vigtigt, at Arjuna tiltaler Kṛṣṇa som “Mādhava”, lykkegudindens ægtemand. Med det ord ville han understrege over for Kṛṣṇa, at som lykkegudindens ægtemand burde Han ikke forlede Arjuna til at kæmpe for en sag, der i sidste ende ville lede ham i ulykke. Kṛṣṇa bringer imidlertid aldrig ulykke over nogen og da slet ikke over Sine hengivne.

FORKLARING: En kṣatriya forventes ikke at afstå fra kamp eller spil, når han bliver udfordret dertil af en modstander. Eftersom Arjuna var blevet udfordret af Duryodhanas side, var han forpligtet til at kæmpe og kunne ikke trække sig ud af slaget. I den forbindelse tænkte Arjuna, at måske var hans modstandere blinde over for følgerne af en sådan udfordring. Selv kunne han se de forfærdelige konsekvenser, den ville medføre, og tog derfor ikke mod udfordringen. Forpligtelser er kun bindende, hvis følgerne er gode. Hvis de ikke er det, behøver ingen føle sig bundet. Efter at have overvejet for og imod besluttede Arjuna sig til ikke at kæmpe.

FORKLARING: I varṇāśrama-systemet findes der mange traditionelle religiøse principper, der skal hjælpe familiemedlemmerne til at udvikle sig sundt og opnå åndelige værdier. De ældre medlemmer er ansvarlige for disse renselsesprocesser, der begynder ved fødslen og slutter ved døden. Men i tilfælde af de ældre familiemedlemmers død kan det hænde, at familietraditionerne brydes, hvorved de tilbageblevne yngre familiemedlemmer udvikler irreligiøse vaner og derved går glip af muligheden for åndelig frelse. Derfor må familiens ældre medlemmer aldrig nogensinde slås ihjel.

FORKLARING: En god befolkning i menneskesamfundet er den grundlæggende forudsætning for fred, velstand og åndelig fremgang i livet. Varṇāśrama-religionen var indrettet sådan, at den gode befolkning ville dominere samfundet, hvorved både staten og samfundet ville være rettet mod åndeligt fremskridt. En sådan befolkning er afhængig af kvindestandens dyd og trofasthed. Ligesom børn er lette at forlede, har kvinder let ved at blive fornedret. Derfor behøver både kvinder og børn beskyttelse fra familiens ældste. Ved at være engageret i forskellige religiøse gøremål vil kvinderne ikke blive forledt til utroskab. Ifølge Cāṇakya Paṇḍita er kvinder generelt ikke særlig intelligente og således ikke til at stole på. Familiens forskellige traditionelle religiøse aktiviteter bør derfor altid holde dem beskæftiget, og derved vil deres kyskhed og hengivenhed give ophav til en god befolkning, der er kvalificeret til at tage del i varṇāśrama-systemet. I tilfælde af varṇāśrama-dharmas sammenbrud bliver kvinderne naturligt frie til at blande sig med mænd, hvilket giver frit løb for utroskab med risiko for uønsket befolkning. Uansvarlige mænd fremprovokerer også utroskab i samfundet, og således bliver menneskeracen oversvømmet af uønskede børn med fare for krig og fordærv.

FORKLARING: Ifølge de regler og forskrifter, der gælder for frugtstræbende handlinger, er det nødvendigt med jævne mellemrum at ofre mad og vand til familiens forfædre. Disse offerhandlinger foregår ved at tilbede Viṣṇu, for ved at indtage resterne af mad, der er ofret til Viṣṇu, kan man blive udfriet fra alle former for syndige reaktioner. Undertiden lider forfædrene under forskellige syndige reaktioner, og det kan hænde, at nogle af dem ikke engang kan få en grov fysisk krop og bliver tvunget til at forblive i deres subtile kroppe som spøgelser. Når deres efterkommere derfor ofrer rester af prasāda til dem, forløses forfædrene fra deres spøgelsestilstand eller andre former for lidelsesfyldt liv. En sådan hjælp til forfædrene er en familietradition, og de, der ikke er i hengivent liv, har pligt til at udføre sådanne ritualer. Den, der er engageret i det hengivne liv, behøver dog ikke at udføre den slags ritualer. Man kan udfri hundredvis og tusindvis af forfædre fra al mulig lidelse blot ved at gøre hengiven tjeneste. Der står skrevet i Śrīmad-Bhāgavatam (11.5.41):

“Den, der opgiver alle forpligtelser og søger tilflugt ved lotusfødderne af Mukunda, skænkeren af befrielse, og som oprigtigt følger denne vej, har ingen forpligtelser hverken over for halvguderne, vismændene, levende væsener generelt, familiemedlemmer, menneskeheden eller forfædrene.” Sådanne forpligtelser indfries automatisk, når man gør hengiven tjeneste til Guddommens Højeste Personlighed.

FORKLARING: Samfundsprojekter inden for menneskesamfundets fire ordener i kombination med familiebaserede velfærdsaktiviteter, som de bliver foreskrevet inden for sanātana-dharma- eller varṇāśrama- dharma-institutionen, er udtænkt for at sætte mennesker i stand til at opnå endelig befrielse. Når uansvarlige samfundsledere bryder med sanātana-dharma-traditionen, opstår der derfor uorden i samfundet, og som følge deraf glemmer folk livets mål, Viṣṇu. Sådanne ledere er blinde, og de, der følger dem, kan være sikre på at blive ledt i kaos.

Arjuna bases his argument not on his own personal experience, but on what he has heard from the authorities. That is the way of receiving real knowledge. One cannot reach the real point of factual knowledge without being helped by the right person who is already established in that knowledge. There is a system in the varṇāśrama institution by which before death one has to undergo the process of atonement for his sinful activities. One who is always engaged in sinful activities must utilize the process of atonement, called prāyaścitta. Without doing so, one surely will be transferred to hellish planets to undergo miserable lives as the result of sinful activities.

FORKLARING: Når man tilskyndes af selviske motiver, kan man måske endog få lyst til at gøre så syndige ting som at slå sin egen bror, far eller mor ihjel. Det findes der mange eksempler på i verdenshistorien. Men Arjuna er som Herrens helgenagtige hengivne altid bevidst om moralprincipper og derfor omhyggelig med at undgå sådanne ting.

FORKLARING: Det er tradition ifølge kṣatriyaens kampprincipper, at en ubevæbnet og uvillig fjende ikke må angribes. Arjuna besluttede sig imidlertid for, at selv hvis fjenden angreb ham i en sådan prekær tilstand, ville han ikke kæmpe. Han tog ikke engang i betragtning, hvor meget den anden side var forhippet på krig. Alle disse symptomer skyldes den godhjertethed, der er en konsekvens af at være en stor hengiven af Herren.

FORKLARING: Under sin besigtigelse af fjendens bevægelser havde Arjuna stået op i stridsvognen, men blev nu så oprevet af sorg, at han satte sig ned igen efter at have lagt sin bue og sine pile fra sig. En sådan godhjertet og velmenende person i Herrens hengivne tjeneste er parat til at modtage viden om selvet.