Skip to main content

TEXT 36

TEXT 36

Tekst

Texto

pāpam evāśrayed asmān
hatvaitān ātatāyinaḥ
tasmān nārhā vayaṁ hantuṁ
dhārtarāṣṭrān sa-bāndhavān
sva-janaṁ hi kathaṁ hatvā
sukhinaḥ syāma mādhava
pāpam evāśrayed asmān
hatvaitān ātatāyinaḥ
tasmān nārhā vayaṁ hantuṁ
dhārtarāṣṭrān sa-bāndhavān
sva-janaṁ hi kathaṁ hatvā
sukhinaḥ syāma mādhava

Synonyms

Palabra por palabra

pāpam — synd; eva — sandelig; āśrayet — vil komme over; asmān — os; hatvā — idet vi dræber; etān — alle disse; ātatāyinaḥ — angribere; tasmāt — derfor; na — aldrig; arhāḥ — fortjener; vayam — vi; hantum — at dræbe; dhārtarāṣṭrān — Dhṛtarāṣṭras sønner; sa-bāndhavān — sammen med venner; sva-janam — slægtninge; hi — afgjort; katham — hvordan; hatvā — idet vi dræber; sukhinaḥ — lykkelige; syāma — kan vi blive; mādhava — O Kṛṣṇa, lykkegudindens ægtemand.

pāpam — vicios; eva — indudablemente; āsrayet — recaerá sobre; asmān — nosotros; hatvā — por matar; etān — todos estos; ātatāyinaḥ — agresores; tasmāt — por lo tanto; na — nunca; arhāḥ — merecedor; vayam — nosotros; hantum — matar; dhārtarāṣṭrān — los hijos de Dhṛtarāṣṭra; sa-bāndhavān — junto con los amigos; sva-janam — parientes; hi — ciertamente; katham — cómo; hatvā — por matar; sukhinaḥ — feliz; syāma — nos volveríamos; mādhava — ¡oh, Kṛṣṇa, esposo de la diosa de la fortuna!

Translation

Traducción

Synd vil overvælde os, hvis vi dræber disse angribere. Det er derfor ikke rigtigt af os at slå Dhṛtarāṣṭras sønner og vores venner ihjel. Hvad vil vi vinde derved, O Kṛṣṇa, Du lykkegudindens ægtemand, og hvordan kan vi finde glæde i at dræbe vor egen familie?

Si matamos a esos agresores, el pecado se apoderará de nosotros. Por lo tanto, no está bien que matemos a los hijos de Dhṛtarāṣṭra y a nuestros amigos. ¡Oh, Kṛṣṇa, esposo de la diosa de la fortuna!, ¿qué ganaríamos y cómo podríamos ser felices si matamos a nuestros propios parientes?

Purport

Significado

FORKLARING: Ifølge de vediske retningslinier er der seks slags aggressorer: (1) den, der forgifter, (2) den, der sætter ild til et hus, (3) den, der angriber med dødelige våben, (4) den, der plyndrer rigdom, (5) den, der besætter en andens jord, og (6) den, der bortfører en hustru. Sådanne voldsudøvere kan dræbes på stedet. Man pådrager sig ingen synd ved at slå den slags angribere ihjel. At dræbe sådanne aggressorer er normalt for almindelige mennesker, men Arjuna var intet almindeligt menneske. Han var en helgen, og derfor ville han behandle sine fjender, som en helgen ville behandle dem. Den slags adfærd er imidlertid upassende for en kṣatriya. Skønt en ansvarlig person i statsadministrationen skal være en helgen, må han ikke være en kujon. For eksempel var Herren Rāma så stor en helgen, at folk selv nu er ivrige efter at leve under Hans regering (rāma-rājya), men Herren Rāma udviste ingen fejhed. Rāvaṇa forøvede vold mod Rāma ved at bortføre Hans hustru, Sītā, og Herren Rāma gav ham en lærestreg uden sidestykke i verdenshistorien. I Arjunas tilfælde bør man imidlertid tage i betragtning, hvilke aggressorer der er tale om, nemlig hans egen bedstefader, hans egen lærer samt hans venner, sønner, sønnesønner osv. Det var på grund af dem, han nødigt ville ty til de samme skrappe midler, man anvender mod almindelige angribere. Desuden tilrådes helgenagtige personer at udvise tilgivelse. De regler, der gælder for en helgen, vejer tungere end nogen politisk nødsituation. Arjuna sluttede, at frem for at slå sine egne slægtninge ihjel over politisk uenighed ville det være bedre at tilgive dem på grundlag af religion og helgenagtig opførsel. Han så derfor ingen grund til at dræbe dem blot for at vinde midlertidig kropslig lykke. Når alt kommer til alt, er et kongerige og den glæde, det skænker, ikke vedvarende, så hvorfor risikere sit liv og evige frelse ved at slå sine slægtninge ihjel? I den forbindelse er det også vigtigt, at Arjuna tiltaler Kṛṣṇa som “Mādhava”, lykkegudindens ægtemand. Med det ord ville han understrege over for Kṛṣṇa, at som lykkegudindens ægtemand burde Han ikke forlede Arjuna til at kæmpe for en sag, der i sidste ende ville lede ham i ulykke. Kṛṣṇa bringer imidlertid aldrig ulykke over nogen og da slet ikke over Sine hengivne.

De acuerdo con los mandatos védicos, hay seis clases de agresores: (1) el que administra veneno, (2) el que le prende fuego a la casa de otro, (3) el que ataca con armas mortales, (4) el que roba las riquezas, (5) el que ocupa la tierra de otro, y (6) el que rapta a la esposa de otro. A esa clase de agresores se les debe matar de inmediato, y no se incurre en ningún pecado al hacerlo. Matar a esos agresores es lo propio en el caso de cualquier hombre ordinario, pero Arjuna no era una persona común y corriente. Él era santo por naturaleza, y, en consecuencia, quería tratar con ellos de una manera santa. Esta clase de santidad, sin embargo, no es para un kṣatriya. Aunque un hombre responsable de la administración de un Estado tiene la obligación de ser santo, no debe ser cobarde. Por ejemplo, el Señor Rāma era tan santo, que incluso hoy en día la gente está ansiosa de vivir en el reino del Señor Rāma (rāma-rājya); pero el Señor Rāma nunca dio muestras de cobardía. Rāvaṇa se convirtió en agresor del Señor Rāma al raptarle a Este Su esposa, Sītā, pero el Señor Rāma le dio a Rāvaṇa suficientes lecciones, sin paralelo en la historia del mundo. En el caso de Arjuna, no obstante, uno debe tener en cuenta el tipo especial de agresores con los que se enfrentaba, es decir, su propio abuelo, su propio maestro, amigos, hijos, nietos, etc. Debido a ello, Arjuna creyó que no debía dar los rigurosos pasos que se requieren en contra de agresores corrientes. Además, a las personas santas se les aconseja perdonar. Estos mandamientos para personas santas son más importantes que cualquier emergencia política. Arjuna consideró que en vez de matar a sus propios parientes por razones políticas, era mejor perdonarlos con base en lo que dictaba la religión y el comportamiento santo. Por consiguiente, él no consideraba que semejante matanza sería provechosa, simplemente en aras de la felicidad física y temporal. Al fin y al cabo, los reinos y los placeres que de ellos se derivan no son permanentes, así que, ¿por qué habría él de arriesgar su vida y la salvación eterna, al matar a sus propios parientes? Que Arjuna se dirigiera a Kṛṣṇa llamándolo «Mādhava», o «el esposo de la diosa de la fortuna», es también significativo en relación con esto. Él quería señalarle a Kṛṣṇa que, como Él era el esposo de la diosa de la fortuna, no debía inducirlo a hacer algo que en fin de cuentas sería causa de infortunio. Sin embargo, Kṛṣṇa jamás le trae mala suerte a nadie, y mucho menos a Sus devotos.