Skip to main content

TEXT 36

TEXT 36

Tekst

Text

pāpam evāśrayed asmān
hatvaitān ātatāyinaḥ
tasmān nārhā vayaṁ hantuṁ
dhārtarāṣṭrān sa-bāndhavān
sva-janaṁ hi kathaṁ hatvā
sukhinaḥ syāma mādhava
pāpam evāśrayed asmān
hatvaitān ātatāyinaḥ
tasmān nārhā vayaṁ hantuṁ
dhārtarāṣṭrān sa-bāndhavān
sva-janaṁ hi kathaṁ hatvā
sukhinaḥ syāma mādhava

Synonyms

Synonyms

pāpam — synd; eva — sandelig; āśrayet — vil komme over; asmān — os; hatvā — idet vi dræber; etān — alle disse; ātatāyinaḥ — angribere; tasmāt — derfor; na — aldrig; arhāḥ — fortjener; vayam — vi; hantum — at dræbe; dhārtarāṣṭrān — Dhṛtarāṣṭras sønner; sa-bāndhavān — sammen med venner; sva-janam — slægtninge; hi — afgjort; katham — hvordan; hatvā — idet vi dræber; sukhinaḥ — lykkelige; syāma — kan vi blive; mādhava — O Kṛṣṇa, lykkegudindens ægtemand.

pāpam — vices; eva — certainly; āśrayet — must come upon; asmān — us; hatvā — by killing; etān — all these; ātatāyinaḥ — aggressors; tasmāt — therefore; na — never; arhāḥ — deserving; vayam — we; hantum — to kill; dhārtarāṣṭrān — the sons of Dhṛtarāṣṭra; sa-bāndhavān — along with friends; sva-janam — kinsmen; hi — certainly; katham — how; hatvā — by killing; sukhinaḥ — happy; syāma — will we become; mādhava — O Kṛṣṇa, husband of the goddess of fortune.

Translation

Translation

Synd vil overvælde os, hvis vi dræber disse angribere. Det er derfor ikke rigtigt af os at slå Dhṛtarāṣṭras sønner og vores venner ihjel. Hvad vil vi vinde derved, O Kṛṣṇa, Du lykkegudindens ægtemand, og hvordan kan vi finde glæde i at dræbe vor egen familie?

Sin will overcome us if we slay such aggressors. Therefore it is not proper for us to kill the sons of Dhṛtarāṣṭra and our friends. What should we gain, O Kṛṣṇa, husband of the goddess of fortune, and how could we be happy by killing our own kinsmen?

Purport

Purport

FORKLARING: Ifølge de vediske retningslinier er der seks slags aggressorer: (1) den, der forgifter, (2) den, der sætter ild til et hus, (3) den, der angriber med dødelige våben, (4) den, der plyndrer rigdom, (5) den, der besætter en andens jord, og (6) den, der bortfører en hustru. Sådanne voldsudøvere kan dræbes på stedet. Man pådrager sig ingen synd ved at slå den slags angribere ihjel. At dræbe sådanne aggressorer er normalt for almindelige mennesker, men Arjuna var intet almindeligt menneske. Han var en helgen, og derfor ville han behandle sine fjender, som en helgen ville behandle dem. Den slags adfærd er imidlertid upassende for en kṣatriya. Skønt en ansvarlig person i statsadministrationen skal være en helgen, må han ikke være en kujon. For eksempel var Herren Rāma så stor en helgen, at folk selv nu er ivrige efter at leve under Hans regering (rāma-rājya), men Herren Rāma udviste ingen fejhed. Rāvaṇa forøvede vold mod Rāma ved at bortføre Hans hustru, Sītā, og Herren Rāma gav ham en lærestreg uden sidestykke i verdenshistorien. I Arjunas tilfælde bør man imidlertid tage i betragtning, hvilke aggressorer der er tale om, nemlig hans egen bedstefader, hans egen lærer samt hans venner, sønner, sønnesønner osv. Det var på grund af dem, han nødigt ville ty til de samme skrappe midler, man anvender mod almindelige angribere. Desuden tilrådes helgenagtige personer at udvise tilgivelse. De regler, der gælder for en helgen, vejer tungere end nogen politisk nødsituation. Arjuna sluttede, at frem for at slå sine egne slægtninge ihjel over politisk uenighed ville det være bedre at tilgive dem på grundlag af religion og helgenagtig opførsel. Han så derfor ingen grund til at dræbe dem blot for at vinde midlertidig kropslig lykke. Når alt kommer til alt, er et kongerige og den glæde, det skænker, ikke vedvarende, så hvorfor risikere sit liv og evige frelse ved at slå sine slægtninge ihjel? I den forbindelse er det også vigtigt, at Arjuna tiltaler Kṛṣṇa som “Mādhava”, lykkegudindens ægtemand. Med det ord ville han understrege over for Kṛṣṇa, at som lykkegudindens ægtemand burde Han ikke forlede Arjuna til at kæmpe for en sag, der i sidste ende ville lede ham i ulykke. Kṛṣṇa bringer imidlertid aldrig ulykke over nogen og da slet ikke over Sine hengivne.

According to Vedic injunctions there are six kinds of aggressors: (1) a poison giver, (2) one who sets fire to the house, (3) one who attacks with deadly weapons, (4) one who plunders riches, (5) one who occupies another’s land, and (6) one who kidnaps a wife. Such aggressors are at once to be killed, and no sin is incurred by killing such aggressors. Such killing of aggressors is quite befitting any ordinary man, but Arjuna was not an ordinary person. He was saintly by character, and therefore he wanted to deal with them in saintliness. This kind of saintliness, however, is not for a kṣatriya. Although a responsible man in the administration of a state is required to be saintly, he should not be cowardly. For example, Lord Rāma was so saintly that people even now are anxious to live in the kingdom of Lord Rāma (rāma-rājya), but Lord Rāma never showed any cowardice. Rāvaṇa was an aggressor against Rāma because Rāvaṇa kidnapped Rāma’s wife, Sītā, but Lord Rāma gave him sufficient lessons, unparalleled in the history of the world. In Arjuna’s case, however, one should consider the special type of aggressors, namely his own grandfather, own teacher, friends, sons, grandsons, etc. Because of them, Arjuna thought that he should not take the severe steps necessary against ordinary aggressors. Besides that, saintly persons are advised to forgive. Such injunctions for saintly persons are more important than any political emergency. Arjuna considered that rather than kill his own kinsmen for political reasons, it would be better to forgive them on grounds of religion and saintly behavior. He did not, therefore, consider such killing profitable simply for the matter of temporary bodily happiness. After all, kingdoms and pleasures derived therefrom are not permanent, so why should he risk his life and eternal salvation by killing his own kinsmen? Arjuna’s addressing of Kṛṣṇa as “Mādhava,” or the husband of the goddess of fortune, is also significant in this connection. He wanted to point out to Kṛṣṇa that, as the husband of the goddess of fortune, He should not induce Arjuna to take up a matter which would ultimately bring about misfortune. Kṛṣṇa, however, never brings misfortune to anyone, to say nothing of His devotees.