Skip to main content
Library » Bhagavad-gītā som den er » KAPITEL ET:

TEXT 12

TEXT 12

Tekst

Texte

tasya sañjanayan harṣaṁ
kuru-vṛddhaḥ pitāmahaḥ
siṁha-nādaṁ vinadyoccaiḥ
śaṅkhaṁ dadhmau pratāpavān
tasya sañjanayan harṣaṁ
kuru-vṛddhaḥ pitāmahaḥ
siṁha-nādaṁ vinadyoccaiḥ
śaṅkhaṁ dadhmau pratāpavān

Synonyms

Synonyms

tasya — hans (Duryodhanas); sañjanayan — forøgende; harṣam — glæde; kuru-vṛddhaḥ — Kuru-dynastiets ældste (Bhīṣma); pitāmahaḥ — bedstefaderen; siṁha-nādam — brølende lyd, som en løves brøl; vinadya — idet han lod lyde; uccaiḥ — meget højt; śaṅkham — i konkylien; dadhmau — blæste; pratāpa-vān — den tapre.

tasya: sa; sañjanayan: augmentant; harṣam: joie; kuru-vṛddhaḥ: l’aïeul de la dynastie des Kurus (Bhīṣma); pitāmahaḥ: le grand-père; siṁha-nādam: un son tonitruant, semblable au rugissement d’un lion; vinadya: émettant; uccaiḥ: très fort; śaṅkham: la conque; dadhmau: souffla; pratāpa-vān: le vaillant.

Translation

Translation

Bhīṣma, Kuru-dynastiet og krigernes store, tapre bedstefader, blæste da højt i sin konkylie og fremkaldte en lyd som en løves brøl til stor glæde for Duryodhana.

À cet instant, Bhīṣma, l’illustre et vaillant aïeul de la dynastie des Kurus, grand-père des combattants, souffle très fort dans sa conque qui résonne comme le rugissement d’un lion et réjouit le cœur de Duryodhana.

Purport

Purport

FORKLARING: Kuru-dynastiets bedstefader kunne forstå, hvad der foregik i hjertet på hans sønnesøn Duryodhana. På grund af sin naturlige medfølelse med ham forsøgte han at opmuntre ham ved at blæse højt i sin konkylie, så den lød som en løves brøl. Gennem konkyliens symbolik fortalte han indirekte sin nedtrykte sønnesøn Duryodhana, at denne ingen chance havde for at vinde slaget, eftersom den Højeste Herre, Kṛṣṇa, befandt Sig på den anden side. Men ikke desto mindre var det hans [Bhīṣmas] pligt at føre an i slaget, og i den henseende ville han give sig selv fuldt ud.

L’aïeul de la dynastie Kuru devine le sentiment caché de son petit-fils Duryodhana et ressent pour lui une compassion bien naturelle. Répondant à sa renommée de lion, il souffle impétueusement dans sa conque avec l’espoir de le réconforter. La façon dont il fait sonner la conque montre indirectement à son petit-fils abattu que bien qu’il n’ait aucune chance de victoire puisque le Seigneur Suprême, Kṛṣṇa, Se trouve dans le camp adverse, il n’épargnera aucun effort, d’autant que son devoir lui commande de diriger les manœuvres.