Skip to main content
Library » Bhagavad-gītā som den er » KAPITEL ET:

TEXT 12

TEXT 12

Tekst

Text

tasya sañjanayan harṣaṁ
kuru-vṛddhaḥ pitāmahaḥ
siṁha-nādaṁ vinadyoccaiḥ
śaṅkhaṁ dadhmau pratāpavān
tasya sañjanayan harṣaṁ
kuru-vṛddhaḥ pitāmahaḥ
siṁha-nādaṁ vinadyoccaiḥ
śaṅkhaṁ dadhmau pratāpavān

Synonyms

Synonyms

tasya — hans (Duryodhanas); sañjanayan — forøgende; harṣam — glæde; kuru-vṛddhaḥ — Kuru-dynastiets ældste (Bhīṣma); pitāmahaḥ — bedstefaderen; siṁha-nādam — brølende lyd, som en løves brøl; vinadya — idet han lod lyde; uccaiḥ — meget højt; śaṅkham — i konkylien; dadhmau — blæste; pratāpa-vān — den tapre.

tasya — seine; sañjanayan — vergrößernd; harṣam — Freude; kuruvṛddhaḥ — der Ahnherr der Kuru-Dynastie (Bhīṣma); pitāmahaḥ — der Großvater; siṁha-nādam — Dröhnen, wie das Brüllen eines Löwen; vinadya — ertönen lassend; uccaiḥ — sehr laut; śaṅkham — Muschelhorn; dadhmau — blies; pratāpa-vān — der heldenhafte.

Translation

Translation

Bhīṣma, Kuru-dynastiet og krigernes store, tapre bedstefader, blæste da højt i sin konkylie og fremkaldte en lyd som en løves brøl til stor glæde for Duryodhana.

Bhīṣma, der große, heldenhafte Ahnherr der Kuru-Dynastie, der Großvater der Kämpfer, blies darauf laut in sein Muschelhorn. Es dröhnte wie das Brüllen eines Löwen und erfüllte Duryodhana mit Freude.

Purport

Purport

FORKLARING: Kuru-dynastiets bedstefader kunne forstå, hvad der foregik i hjertet på hans sønnesøn Duryodhana. På grund af sin naturlige medfølelse med ham forsøgte han at opmuntre ham ved at blæse højt i sin konkylie, så den lød som en løves brøl. Gennem konkyliens symbolik fortalte han indirekte sin nedtrykte sønnesøn Duryodhana, at denne ingen chance havde for at vinde slaget, eftersom den Højeste Herre, Kṛṣṇa, befandt Sig på den anden side. Men ikke desto mindre var det hans [Bhīṣmas] pligt at føre an i slaget, og i den henseende ville han give sig selv fuldt ud.

ERLÄUTERUNG: Der Ahnherr der Kuru-Dynastie wußte, was im Herzen seines Enkels Duryodhana vorging, und aus natürlichem Mitgefühl versuchte er, ihn anzuspornen, indem er sehr laut in sein Muschelhorn blies, was seiner löwengleichen Stellung angemessen war. Durch die Symbolik des Muschelhorns gab er seinem niedergeschlagenen Enkel indirekt zu verstehen, daß er keine Chance habe, in der Schlacht siegreich zu sein, da der Höchste Herr, Śrī Kṛṣṇa, auf der anderen Seite stand. Nichtsdestoweniger war es seine Pflicht, den Kampf durchzuführen, und er würde dabei keine Mühen scheuen.