Hvis selv de, der bor på højere planeter, er underkastet fødsel og død, hvorfor stræber store yogīer da efter at blive ophøjet til dem? Svaret er, at selv om de måske har mange mystiske kræfter, har disse yogīer stadig tendensen til at ville nyde det materielle livs faciliteter. På de højere planeter er det muligt at leve ufatteligt længe. Tidsregningen på disse planeter antydes af Śrī Kṛṣṇa i Bhagavad-gītā (8.17):

“Ifølge menneskelig tidsregning udgør et tusinde tidsaldre sammenlagt én af Brahmās dage. Og det er også varigheden af hans nat.”

Én yuga varer 4.320.000 år. Dette tal ganget med et tusinde anslås til at være tolv timer i Brahmās dag på planeten Brahmaloka. På samme måde går der endnu en tolvtimers periode i hans nat. 30 sådanne dage svarer til en måned, tolv måneder er lig med et år, og Brahmā lever i 100 sådanne år. Livet på en sådan planet er afgjort langt, men ikke desto mindre må indbyggerne på Brahma-loka dø efter billioner af år. Medmindre vi kommer til de åndelige planeter, er der ingen måde at undslippe døden på.

“I begyndelsen af Brahmās dag bliver alle levende væsener manifesteret fra deres umanifesterede tilstand, og når natten atter falder på, opgår de igen i det umanifesterede.” (Bhagavad-gītā 8.18)

Ved slutningen på en af Brahmās dage bliver alle de lavere planetsystemer dækket af vand, og de levende væsener på dem bliver udslettet. Efter denne udslettelse og når Brahmās nat er ovre, er der igen skabelse, når Brahmā står op, og alle disse levende væsener kommer igen frem. Således er det naturen af den materielle verden at være underkastet skabelse og tilintetgørelse.

“Igen og igen, når Brahmās dag bryder frem, bliver alle levende væsener til, og når Brahmās nat falder på, bliver de hjælpeløst udslettet.” (Bhagavad-gītā 8.19)

Selv om de levende væsener ikke bryder sig om udslettelse, kommer denne udslettelse og oversvømmer planeterne, og alle planeternes levende væsener forbliver opslugt af vandet igennem hele Brahmās nat. Men når dagen bryder frem, forsvinder vandet gradvist.

“Og dog findes der en anden umanifesteret natur, der er evig og transcendental til denne manifesterede og umanifesterede materie. Den er suveræn og forgår aldrig. Når alt i denne verden bliver tilintetgjort, består den del, som den er.” (Bhagavad-gītā 8.20)

Vi kan ikke anslå, hvor stort det materielle univers er, men fra Vedaerne ved vi, at der er millioner af universer inden for hele skabelsen, og at der uden for disse materielle universer er en anden himmel, der er åndelig. Der er alle planeterne evige, og alle de levende væsener lever evigt. I dette vers betyder ordet bhāvaḥ “natur”, og her antydes en anden natur. I denne verden har vi også erfaring af to naturer. Det levende væsen er ånd, og så længe han er inde i materien, bevæger materien sig, men så snart det levende væsen, den åndelige gnist, er ude af kroppen, bevæger kroppen sig ikke. Den åndelige natur kaldes Kṛṣṇas højere natur, og den materielle natur kaldes den lavere natur. Hinsides denne materielle natur er der en højere natur, der er fuldstændig åndelig. Det er ikke muligt at forstå dette gennem eksperimentel viden. Vi kan se millioner og atter millioner af stjerner gennem et teleskop, men vi kan ikke komme til dem. Vi er nødt til at forstå vores begrænsninger. Hvis vi ikke kan forstå det materielle univers gennem eksperimentel viden, hvordan kan vi da på nogen måde forstå Gud og Hans verden med disse midler? Det er ikke muligt eksperimentelt. Vi er nødt til at forstå ved at høre fra Bhagavad-gītā. Vi kan ikke forstå, hvem vores far er, gennem eksperimentel viden. Vi er nødt til at høre, hvad vores mor har at sige, og tro på hende. Hvis vi ikke tror på hende, har vi ingen måde at vide på. På samme måde vil al viden om Kṛṣṇa og Hans verden blive afsløret for os, hvis vi blot holder os til den Kṛṣṇa-bevidste metode.

Paraḥ tu bhāvaḥ betyder “højere natur”, og vyaktaḥ refererer til det, vi ser manifesteret. Vi kan se, at det materielle univers manifesteres gennem Jorden, Solen, stjernerne og planeterne, og hinsides dette univers er der en anden natur, en evig natur. Avyaktāt sanātanaḥ. Denne materielle natur har en begyndelse og en ende, men den åndelige natur er sanātanaḥ, evig. Den har hverken begyndelse eller ende. Hvordan er det muligt? En sky kan passere hen over himlen og tilsyneladende dække en stor del af den, men i virkeligheden er skyen kun som et lille støvfnug, der dækker en ubetydelig del af hele himlen. Fordi vi er så små, virker det på os, som om himlen er tildækket, hvis bare nogle få hundrede kilometer dækkes af skyen. På samme måde er hele dette materielle univers som en lille, ubetydelig sky på den umådelige åndelige himmel. Dette materielle univers er indesluttet af mahat-tattva, materien. Ligesom en sky har en begyndelse og en ende, har denne materielle natur også en begyndelse og en ende. Når skyen forsvinder, og himlen klarer op, ser vi alting, som det er. På samme måde er kroppen som en sky, der passerer hen over den åndelige sjæl. Den forbliver et stykke tid, afgiver nogle biprodukter, svinder ind og forsvinder til sidst. Alle former for materielle fænomener, som vi kan observere, er underlagt disse seks forvandlinger i den materielle natur: De bliver til, vokser, bliver et stykke tid, frembringer nogle biprodukter, svinder ind og forsvinder. Kṛṣṇa angiver, at bag denne foranderlige, skylignende natur er der en åndelig natur, der er evig. Når denne materielle natur tilintetgøres, forbliver denne avyaktāt sanātanaḥ natur.

I den vediske litteratur er der en hel del viden om både den materielle og den åndelige himmel. I Śrīmad-Bhāgavatams anden bog er der beskrivelser af den åndelige himmel og dens indbyggere. Der står tilmed, at der er åndelige flyvemaskiner i den åndelige himmel, og de befriede levende væsener rejser rundt i disse flyvemaskiner ligesom lynglimt. Alting, vi støder på her, findes også dér i sin virkelighed. Śrīmad-Bhāgavatam forklarer, at her i den materielle himmel er alting en efterligning eller skygge af, hvad der eksisterer i den åndelige himmel. Ligesom vi i en biograf kun ser en ydre fremvisning eller gengivelse af den virkelige ting, står der i Śrīmad-Bhāgavatam, at denne materielle verden kun er en kombination af materie, der er formet efter virkeligheden. Det svarer til, at en mannequin i et butiksvindue er formet efter en virkelig pige. Enhver mand ved sine fulde fem ved, at mannequinen er en efterligning. Śrīdhara Svāmī bemærker, at fordi den åndelige verden er virkelig, synes denne materielle verden, der kun er en efterligning, at være virkelig. Vi må forstå betydningen af ordet “virkelighed”. Virkelighed vil sige en eksistens, der ikke kan ophøre. Virkelighed betyder evighed.

“De, der kan se sandheden, har konkluderet, at det ikke-eksisterende [den materielle krop] ikke varer ved, og at det evige [sjælen] aldrig forandres. Dette har de sluttet ved at studere begges naturer.” (Bhagavad-gītā 2.16)

Virkelig glæde er i Kṛṣṇa, imens materiel nydelse, der er midlertidig, ikke er virkelig. De, der kan se tingene, som de er, tager ikke del i skyggenydelse. Det virkelige mål med menneskelivet er at opnå den åndelige himmel, men som Śrīmad-Bhāgavatam gør opmærksom på, ved de fleste folk ikke dette. Menneskelivet er beregnet til at forstå virkeligheden og blive overført til den. Hele den vediske litteratur instruerer os i ikke at blive her i dette mørke. Den materielle verden er af natur mørk, imens den åndelige verden er fuld af lys, selv om den ikke desto mindre ikke oplyses af ild eller elektricitet. Kṛṣṇa fortæller dette i Bhagavad-gītās femtende kapitel (15.6):

“Denne Min højeste bolig oplyses hverken af Solen eller Månen og heller ikke af ild eller elektricitet. De, der når dertil, vender aldrig tilbage til denne materielle verden.”

Den åndelige verden kaldes umanifesteret, fordi man ikke kan opfatte den med materielle sanser.

“Det, som vedāntisterne beskriver som umanifesteret og ufejlbarligt, det, der er kendt som det højeste bestemmelsessted, det sted, hvorfra ingen vender tilbage, når først de er kommet dertil – det er Min højeste bolig.” (Bhagavad-gītā 8.21)

Dette vers antyder en stor rejse. Vi skal være i stand til at kunne gennemtrænge det ydre rum, krydse over det materielle univers, bane os vej igennem dets dække og komme ind i den åndelige himmel. Paramāṁ gatim – dette er den ultimative rejse. Vi taler ikke om at rejse nogle tusinde kilometer væk fra denne planet og derefter komme tilbage. Den slags rejser er ikke særlig heroiske. Vi må trænge igennem hele dette materielle univers og komme til den åndelige himmel. Det gør vi ikke med rumskibe, men med Kṛṣṇa-bevidsthed. Den, der er absorberet i Kṛṣṇa-bevidsthed, og som i dødsøjeblikket tænker på Kṛṣṇa, overføres med det samme dertil. Hvis vi overhovedet ønsker at komme til den åndelige himmel og opnå et virkeligt evigt, lyksaligt liv, der er fuld af viden, er vi nødt til nu at begynde at udvikle vores sac-cid-ānanda krop. Der står skrevet, at Kṛṣṇa har en sac-cid-ānanda krop (īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ sac-cid-ānanda-vigrahaḥ), og vi har også en tilsvarende krop af evighed, viden og lyksalighed. Men vores åndelige krop er meget lille og dækkes af denne materielle krops klædning. Hvis vi på en eller anden måde er i stand til at opgive denne falske klædning, kan vi komme til den åndelige verden. Og så snart vi opnår denne åndelige verden, vil vi ikke skulle komme tilbage (yaṁ prāpya na nivartante).

Alle bør derfor forsøge at komme til dhāma paramam, Kṛṣṇas højeste bolig. Kṛṣṇa kommer Selv for at indbyde os dertil, og Han giver os bøger som vejledning og sender Sine ægte repræsentanter for at instruere os. Vi bør benytte os af denne mulighed, der gives i menneskelivet. For den, der kommer til den højeste bolig, er det ikke længere nødvendigt med askese, selvtugt, yogīsk meditation osv., og for den, der ikke kommer dertil, er alle former for selvtugt og askese et omsonst spild af tid. Den menneskelige livsform er en mulighed for at opnå denne velsignelse, og det er pligten for stat, forældre, lærere og formyndere at ophøje dem, der har fået den menneskelige livsform, til denne fuldkommenhed i livet. Blot at spise, sove, parre sig og skændes som katte og hunde er ikke civilisation. Vi bør anvende den menneskelige livsform ordentligt og drage fordel af denne viden ved at forberede os selv i Kṛṣṇa-bevidsthed, så vi døgnet rundt vil være absorberet i Kṛṣṇa og i døden med det samme vil blive overført til den åndelige himmel.

“Guddommens Højeste Personlighed, der er større end alle, kan opnås gennem ren hengivenhed. Skønt Han opholder Sig i Sin bolig, er Han altgennemtrængende, og alt befinder sig inden i Ham.” (Bhagavad-gītā 8.22)

Hvis vi overhovedet er interesseret i at komme til den højeste bolig, er processen bhakti, som det angives her. Bhaktyā betyder hengiven tjeneste, underkastelse for den Højeste Herre. Roden til ordet bhakti er bhaj, der betyder “tjeneste”. Definitionen på bhakti gives i Nārada Pañcarātra:

sarvopādhi-vinirmuktaṁ
tat-paratvena nirmalam
hṛṣīkeṇa hṛṣīkeśa-
sevanaṁ bhaktir ucyate

“Bhakti vil sige at engagere alle sine sanser i hengiven tjeneste til Guddommens Højeste Personlighed, der er sansernes herre. Resultatet er, at man befries for alle materielle betegnelser, og ens sanser bliver renset.”

Man kan opnå bhakti, hvis man er fast besluttet på at gøre sig fri af alle de betegnelser, som den rene åndelige sjæl er blevet påhæftet, og som opstår på grund af kroppen og altid forandrer sig, når kroppen ændrer sig. For at praktisere bhakti må man forstå, at man er ren ånd og overhovedet ikke materiel. Vores virkelige identitet er ikke denne krop, der blot er en tildækning af ånden. Vores virkelige identitet er dāsa, en tjener af Kṛṣṇa. Når man befinder sig i sin virkelige identitet og tjener Kṛṣṇa, er man en bhakta. Hṛṣīkeṇa hṛṣīkeśa-sevanam: når vores sanser er fri for materielle betegnelser, vil vi anvende vores sanser i tjenesten til Sansernes Herre, Hṛṣīkeśa eller Kṛṣṇa.

Som Rūpa Gosvāmī gør opmærksom på, skal vi tjene Kṛṣṇa på en velvillig måde. Generelt er vi tilbøjelige til at tjene Gud i materielt øjemed eller for at få noget. Den, der kommer til Gud i materielt øjemed, er selvfølgelig bedre end den, der aldrig henvender sig til Gud, men den virkelige standard er at være fri for ethvert ønske om materiel vinding. Vores mål bør blot være at forstå Kṛṣṇa. Kṛṣṇa er selvfølgelig ubegrænset, så det er ikke muligt at forstå Ham til fulde, men vi bør lære det, som vi kan forstå. Siden vi skal tjene Kṛṣṇa velvilligt for Hans glædes skyld, er vi nødt til at forstå, hvad der vil glæde ham. Hvordan kan vi vide dette? Fra bøger som Bhagavad-gītā, der er specielt givet til vores forståelse, og fra den rigtige forklaring fra den rigtige person, der kan fortælle os, hvad der vil glæde Kṛṣṇa. Og så snart vi ved dette, bør vi tjene Ham velvilligt i overensstemmelse med, hvad der vil glæde Ham. Kṛṣṇa-bevidsthed er en stor videnskab, der underbygges af en umådelig litteratur, og den bør vi drage fordel af for at opnå bhakti.

I den åndelige himmel eksisterer den Højeste Herre som den Højeste Person, puruṣaḥ paraḥ. Der er utallige selvlysende planeter der, og på hver eneste af dem finder vi en ekspansion af Kṛṣṇa. Disse ekspansioner er firarmede og har talløse navne. De er alle personer. De er ikke upersonlige. Disse puruṣaer, personer, kan man komme til gennem bhakti – ikke ved at udfordre dem eller gennem filosofisk spekulation, intellektuelle påhit og fysiske øvelser, men kun gennem hengivenhed uden at blive afledt af frugtstræbende aktiviteter.

Hvordan er puruṣaḥ, den Højeste Person? Yasyāntaḥ-sthāni bhūtāni yena sarvam idaṁ tatam: Alle levende væsener og alting er i Ham, og alligevel er Han uden for alting og altgennemtrængende. Hvordan skal det forstås? Han er ligesom Solen, der befinder sig på ét sted, men alligevel er til stede overalt gennem sine stråler. Selv om Gud befinder Sig i Sin højeste bolig, er Hans energier spredt overalt. Han er heller ikke forskellig fra Sine energier, for så vidt som Solen og solskinnet heller ikke er forskellige fra hinanden. Siden Kṛṣṇa og Hans energier ikke er forskellige fra hinanden, kan vi se Kṛṣṇa overalt, hvis vi er avancerede i hengiven tjeneste.

“Jeg tilbeder den oprindelige Guddommens Person­lighed, Govinda, som de rene hengivne, hvis øjne er smurte med salven af kærlighed til Guddommen, altid ser i deres hjerter.” (Brahma-saṁhitā 5.38)

De, der er fyldt med kærlighed til Gud, ser hele tiden Gud foran sig. Det er ikke sådan, at vi så Gud i aftes, og nu er Han der ikke længere. Nej, for den, der er Kṛṣṇa-bevidst, er Kṛṣṇa altid til stede og kan hele tiden ses. Vi behøver blot at udvikle øjnene til at se Ham med.

På grund af vores materielle trældom og tildækningen af de materielle sanser kan vi ikke forstå, hvad der er åndeligt. Men denne uvidenhed kan fjernes ved at synge og recitere Hare Kṛṣṇa. Hvordan kan det lade sig gøre? Et sovende menneske kan vækkes af lyd. Selv om en sovende mand praktisk taget er bevidstløs – han kan hverken se, føle, lugte eller smage – er høresansen så skarp, at han kan vækkes af lyd alene. På samme måde kan den åndelige sjæl, selv om den nu er overvældet af en materiel søvn, genoplives af den transcendentale lyd af Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Hare Kṛṣṇa er intet andet end en henvendelse til den Højeste Herre og Hans energi. Hare betyder Herrens energi, og kṛṣṇa er et navn på den Højeste Herre, så når vi siger Hare Kṛṣṇa, siger vi: “O Herrens energi, O Herre, accepter mig som Din tjener.” Vi beder ikke om noget som helst andet. Vi behøver ikke at bede om dagligt brød, for der er altid dagligt brød. Hare Kṛṣṇa er intet andet end en henvendelse til den Højeste Herre, hvor man beder Ham acceptere os. Herren Caitanya Mahāprabhu bad Selv:

“O Mahārāja Nandas søn, jeg er Din evige tjener, men alligevel er jeg på en eller anden måde faldet ned i fødslen og dødens hav. Løft mig derfor op fra dette dødens hav og anbring mig som et af atomerne ved Dine lotusfødder.” (Śikṣāṣṭaka 5)

Det eneste håb for den, der er faldet ned midt i havet, er, at der kommer nogen og samler ham op. Hvis nogen kommer og løfter ham bare et par meter over vandet, er han med det samme i sikkerhed. Hvis vi på samme måde bliver løftet op fra havet af fødsel og død gennem den Kṛṣṇa-bevidste proces, er vi med det samme hjulpet.

Selv om vi ikke kan sanse den transcendentale natur af den Højeste Herre – Hans navn, form, kvaliteter og aktiviteter – vil Gud gradvist afsløre Sig Selv for os, hvis vi engagerer os i Kṛṣṇa-bevidsthed. Vi kan ikke se Gud ved vores egen indsats, men hvis vi kvalificerer os, vil Gud afsløre Sig Selv, og så vil vi kunne se. Ingen kan beordre Gud til at komme og danse foran os, men vi kan handle på en sådan måde, at Kṛṣṇa vil blive behaget og afsløre Sig for os.

Kṛṣṇa fortæller om Sig Selv i Bhagavad-gītā, og der er ingen grund til at betvivle det. Vi behøver blot at opleve det og forstå det. Ingen forudgående kvalifikation er nødvendig for at forstå Bhagavad-gītā, for den tales fra den absolutte platform. Den enkle proces med at fremsige Kṛṣṇas navne vil afsløre, hvad man selv er, hvad Gud er, hvad de materielle og åndelige universer er, hvorfor vi er betingede, og hvordan vi kan komme ud af denne betingede tilstand. Alting vil blive åbenbaret, skridt for skridt. I virkeligheden er processen med at erkende gennem tro og åbenbaring ikke fremmed for os. Hver eneste dag sætter vi vores tro til noget, og senere bliver det åbenbaret for os. Vi køber for eksempel en billet til Indien, for på basis af billetten har vi tro på, at vi vil blive transporteret dertil. Hvorfor betaler vi penge for en billet? Vi giver ikke bare penge til hvem som helst. Men rejsefirmaet er autoriseret, og luftfartsselskabet er autoriseret, så vi har tro. Uden tro kan vi ikke tage et eneste skridt i vores dagligdag. Vi er nødt til at have tro, men det skal være tro, der er autoriseret. Ingen forlanger af os, at vi skal have blind tro, men vi bør acceptere det, der er anerkendt. Bhagavad-gītā er anerkendt og accepteret som et helligt skrift af alle klasser af mennesker i Indien, og når det kommer til uden for Indien, accepterer mange intellektuelle, teologer og filosoffer Bhagavad-gītā som et storslået, autoritativt værk. Selv en så stor videnskabsmand som Albert Einstein læste jævnligt i Bhagavad-gītā.

Fra Bhagavad-gītā må vi acceptere, at der findes et åndeligt univers, som er Guds rige. Hvis vi på en eller anden måde blev transporteret til et land, hvor vi fik at vide, at vi ikke længere skulle gennemgå fødsel, alderdom, sygdom og død, ville vi da ikke være lykkelige? Hvis vi hørte om et sådant sted, ville vi helt sikkert forsøge så hårdt som muligt muligt at komme dertil. Ingen ønsker at blive gammel. Ingen ønsker at dø. Et sted, der er helt fri for lidelse, er virkelig vores hjertes inderste ønske. Hvorfor ønsker vi dette? Fordi det er vores ret at ønske det. Vi er evige, lyksalige og fulde af viden, men fordi vi er blevet overvældet af denne materielle forvikling, har vi glemt, hvem vi selv er. Derfor giver Bhagavad-gītā os muligheden for at genoplive vores oprindelige natur.

Śaṅkariterne og buddhisterne hævder, at verden hinsides er tom, men sådan skuffer Bhagavad-gītā os ikke. Tomhedsfilosofien har blot skabt ateister. Vi er åndelige væsener, og vi ønsker nydelse, men så snart vi tror, at vores fremtid er tom, vil vi blive tilbøjelige til at nyde dette materielle liv. På denne måde diskuterer upersonalisterne tomhedsfilosofi, imens de på samme tid forsøger at nyde det materielle liv. Man kan nyde at spekulere på denne måde, men man får ingen åndelig gavn deraf.

“Den, der er således transcendentalt situeret, erkender øjeblikkeligt den Højeste Brahman og bliver fuldstændig lykkelig. Han sørger aldrig eller ønsker sig noget. Han er ens indstillet over for alle levende væsener. I den tilstand opnår han ren hengiven tjeneste til Mig.” (Bhagavad-gītā 18.54)

Den, der har gjort fremskridt i hengivent liv, og som nyder at tjene Kṛṣṇa, vil automatisk blive utilknyttet til materiel nydelse. Symptomet på den, der er absorberet i bhakti, er, at han er fuldt ud tilfreds med Kṛṣṇa.