Jñānīerne og yogīerne er generelt upersonalister, og selv om de opnår en midlertidig form for befrielse ved at opgå i den upersonlige udstråling, den åndelige himmel, anses deres viden ifølge Śrīmad-Bhāgavatam ikke for ren. Igennem askese, selvtugt og meditationer kan de stige op til den Højeste Absoluttes niveau, men som det er blevet forklaret, falder de igen ned til den materielle verden, for de har ikke taget Kṛṣṇas personlige aspekt alvorligt. Medmindre man tilbeder Kṛṣṇas lotusfødder, må man igen stige ned til det materielle plan. Den ideelle indstilling bør være: “Jeg er Din evige tjener. Engager mig på en eller anden måde i Din tjeneste.” Kṛṣṇa kaldes ajitaḥ – uovervindelig – for ingen kan besejre Gud, men ifølge Śrīmad-Bhāgavatam kan en person med denne mentalitet let besejre den Højeste. Śrīmad-Bhāgavatam anbefaler også, at vi opgiver det nyttesløse forsøg på at forstå, hvor stor den Højeste er. Vi kan ikke engang måle grænserne for verdensrummet for slet ikke at tale om den Højeste. Det er ikke muligt at opmåle længden og bredden af Kṛṣṇa med ens ubetydelige viden. Den, der når til denne konklusion, anses for at være intelligent i den vediske litteratur. Man må i al ydmyghed nå frem til forståelsen af, at man er en meget lille, ubetydelig del af universet. Vi bør opgive forsøget på at forstå den Højeste med vores begrænsede viden eller intellektuelle spekulation og blive ydmyge og høre om den Højeste fra læberne af en realiseret sjæl eller fra autoritative kilder som Bhagavad-gītā.

I Bhagavad-gītā hører Arjuna om Gud fra Śrī Kṛṣṇas egne læber. På denne måde sætter Arjuna kriteriet for forståelsen af den Højeste gennem ydmygt at lytte. Det er vores position at høre Bhagavad-gītā fra læberne af Arjuna eller hans ægte repræsentant, den åndelige mester. Efter at have hørt er det nødvendigt at praktisere den erhvervede viden i ens daglige liv. “Min kære Herre, Du er uovervindelig,” beder den hengivne. “Men igennem denne proces – ved at lytte – besejres Du.” Gud er uovervindelig, men Han overvindes af den hengivne, der opgiver enhver intellektuel spekulation og lytter til autoritative kilder.

Ifølge Brahma-saṁhitā er der to måder at få viden på: den opstigende proces og den nedstigende proces. Igennem den opstigende proces ophøjes man af viden, som man erhverver ved egen indsats. På denne måde tænker man: “Jeg er ligeglad med autoriteter eller bøger. Jeg kan få viden på egen hånd gennem meditation og filosofi og lære om Gud ved egen kraft.” Den anden proces, den nedstigende proces, indebærer, at man modtager viden fra højere autoriteter. Brahma-saṁhitā erklærer, at hvis man anvender den opstigende proces og rejser med sindets og vindens fart i millioner af år, vil man i sidste ende stadigvæk ikke kende Gud. For en sådan person vil emnet forblive vanskeligt og ufatteligt. Men den enkle proces, hvorigennem man forstår dette emne, gives i Bhagavad-gītā: ananya-cetāḥ satataṁ yo māṁ smarati nityaśaḥ. Kṛṣṇa beder om, at man mediterer på Ham i underkastelse uden at afvige fra vejen af hengiven tjeneste. For den, der tilbeder Ham på denne måde, tasyāhaṁ sulabhaḥ: “Jeg bliver let opnåelig.” Dette er processen: Hvis man arbejder for Kṛṣṇa døgnet rundt, kan Kṛṣṇa ikke glemme én. Ved at underkaste sig kan man tiltrække Guds opmærksomhed. Som min Guru Mahārāja, Bhaktisiddhānta Sarasvatī, plejede at sige: “Forsøg ikke at se Gud. Skal Gud komme og stå foran os som en tjener, blot fordi vi gerne vil se Ham? Dette er ikke den ydmyge vej. Vi må vinde Ham gennem vores kærlighed og tjeneste.”

Den rette proces, hvorigennem man nærmer sig Kṛṣṇa, blev givet til menneskeheden af Herren Caitanya Mahāprabhu, og Rūpa Gosvāmī, Hans vigtigste discipel, påskønnede processen. Rūpa Gosvāmī var minister i den muslimske regering, men forlod regeringen for at blive Caitanya Mahāprabhus discipel. Da Rūpa Gosvāmī første gang kom for at se Herren, henvendte han sig til Ham med følgende vers:

“Jeg udtrykker min respektfulde underkastelse for den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa Caitanya, der er mere storsindet end nogen anden avatāra inklusive Kṛṣṇa Selv, for Han giver, hvad ingen tidligere nogensinde har givet – ren kærlighed til Kṛṣṇa.”

Kṛṣṇa giver Sig Selv til den, der udvikler ren kærlighed til Ham. Så Rūpa Gosvāmī kaldte Caitanya Mahā­prabhu for “den mest gavmilde, den mest barmhjertige personlighed,” fordi Han gav den mest kostbare ting af alle – kærlighed til Kṛṣṇa – for næsten ingenting. Vi ønsker alle Kṛṣṇa, og vi længes efter Ham, for Han er den mest tiltrækkende, den smukkeste, den rigeste, den mægtigste og den mest lærde. Disse ting er, hvad vi længes efter. Vi længes efter det smukke, det magtfulde, det lærde, det rige. Kṛṣṇa er reservoiret af alle disse, så derfor behøver vi kun at vende vores opmærksomhed mod Ham, og vi vil få alting, uanset hvad vi vil have. Uanset hvad vores hjertes ønske er, vil det blive opfyldt gennem den Kṛṣṇa-bevidste proces.

Som tidligere nævnt er adgangen til Kṛṣṇaloka, den højeste bolig, hvor Kṛṣṇa bor, garanteret for den, der dør i Kṛṣṇa-bevidsthed. Her kan man spørge, hvad fordelen er ved at komme til den planet. Kṛṣṇa svarer Selv derpå:

“Efter at have opnået Mig vender de store sjæle, der er yogīer i hengivenhed, aldrig tilbage til denne midlertidige verden, der er fuld af lidelse, for de har opnået den højeste fuldkommenhed.” (Bhagavad-gītā 8.15)

Denne materielle verden bekræftes af Śrī Kṛṣṇa, Skaberen, som duḥkhālayam, fyldt med lidelser. Hvordan skulle vi kunne gøre den til et behageligt sted? Er det muligt at gøre denne verden til et bekvemt sted gennem såkaldt fremskridt i videnskab? Nej, det er helt umuligt. Som følge deraf ønsker vi ikke engang at vide, hvad disse lidelser er. Lidelserne er som før nævnt fødsel, alderdom, sygdom og død, men fordi vi ikke kan finde en løsning på dem, forsøger vi at lade som om, at de ikke er der. Videnskaben har ingen kapacitet til at løse disse lidelser, der altid forfølger os. I stedet vender videnskabsmændene deres opmærksomhed mod at lave rumskibe eller atombomber.

Løsningen på disse problemer gives her i Bhagavad-gītā: Den, der når til Kṛṣṇas platform, behøver ikke at vende tilbage til denne materielle verden af fødsel og død. Vi må forsøge at forstå, at dette sted er fuld af lidelse. Det tager en vis mængde udviklet bevidsthed at forstå dette. Katte, hunde og svin kan ikke forstå, at de lider. Mennesket kaldes et rationelt dyr, men nu bruges vores rationelle evner til at fremme vores dyriske tilbøjeligheder i stedet for at finde ud af, hvordan man kan blive befriet fra denne lidelsesfyldte tilstand. Her forklarer Kṛṣṇa direkte, at den, der kommer til Ham, vil aldrig blive genfødt her for at lide igen. Disse store sjæle, der kommer til Ham, har opnået livets højeste fuldkommenhed, der befrier det levende væsen fra lidelsen i den betingede tilværelse.

En af forskellene på Kṛṣṇa og et almindeligt levende væsen er, at sidstnævnte kan kun være på ét sted ad gangen, men Kṛṣṇa kan være overalt i universet og samtidig være i Sin egen bolig. Kṛṣṇas bolig i den transcendentale verden kaldes Goloka Vṛndāvana. Vṛndāvana i Indien er det samme Vṛndāvana, der er nedsteget til denne jord. Når Kṛṣṇa Selv nedstiger gennem Sin indre energi, nedstiger Hans dhāma eller bolig også. Når Kṛṣṇa med andre ord nedstiger til denne jord, viser Han Sig Selv på dette sted. På trods af dette forbliver Kṛṣṇas bolig for evigt i den transcendental sfære i Vaikuṇṭhaerne. I dette vers erklærer Kṛṣṇa, at den, der kommer til Hans bolig i Vaikuṇṭhaerne, aldrig behøver at tage fødsel igen i den materielle verden. En sådan person kaldes mahātmā. Ordet mahātmā er generelt kendt i Vesten i forbindelse med Mahatma Gandhi, men vi må forstå, at mahātmā ikke er titlen på en politiker. Snarere refererer mahātmā til det førsteklasses Kṛṣṇa-bevidste menneske, der er kvalificeret til at komme til Kṛṣṇas bolig. Mahātmāens fuldkommenhed er at bruge den menneskelige livsform og naturens ressourcer på at befri sig selv fra kredsløbet af fødsel og død.

En intelligent person tænker: “Jeg ønsker ikke lidelser, men de påføres mig med magt. Hvorfor?” Som sagt i begyndelsen er vi altid i en lidelsesfyldt tilstand på grund af de forstyrrelser, der kommer fra vores sind og krop såvel som fra naturen og fra andre levende væsener. Der er altid en eller anden form for lidelse, der bliver påført os. Denne materielle verden er bestemt til lidelse. Medmindre der er lidelse, kan vi ikke komme til Kṛṣṇa-bevidsthed. Lidelse er i virkeligheden et incitament og en hjælp til at ophøje os til Kṛṣṇa-bevidsthed. Imidlertid er den moderne civilisations indstilling: “Lad mig lide og dulme min lidelse med beruselse.” Men så snart beruselsen er ovre, vender lidelserne tilbage. Det er ikke muligt at finde en løsning på livets lidelser gennem kunstig beruselse. Løsningen skal findes igennem Kṛṣṇa-bevidsthed.

Man kan påpege, at selv om Kṛṣṇas hengivne forsøger at komme til Kṛṣṇas planet, vil alle andre gerne til Månen. Er det ikke også fuldkommenhed at komme til Månen? Tilbøjeligheden til at ville rejse til andre planeter findes altid i det levende væsen. Et navn for det levende væsen er sarva-gata, der betyder “den, der ønsker at rejse overalt.” At rejse er en del af det levende væsens natur. Ønsket om at komme til Månen er ikke noget nyt. Yogīerne er også interesserede i at komme til højere planeter, men i Bhagavad-gītā (8.16) gør Kṛṣṇa opmærksom på, at dette ikke vil hjælpe én:

“Lige fra den højeste ned til den laveste er alle planeter i den materielle verden lidelsesfyldte steder, hvor gentagen fødsel og død finder sted. Men den, der kommer til Min bolig, vil aldrig blive født igen, O Kuntīs søn.”

Universet er opdelt i højere, mellemliggende og lavere planetsystemer. Jorden anses for at være en del af det mellemliggende planetsystem. Kṛṣṇa påpeger, at selv om man kommer til den højeste planet af alle, Brahmaloka, er der fortsat gentagelse af fødsel og død. Andre planeter i universet er fulde af levende væsener. Vi bør ikke tro, at her på Jorden er der levende væsener, mens alle andre planeter er tomme. Vi har erfaring af, at intet sted på Jorden er ubeboet og uden levende væsener. Hvis vi graver dybt ned i jorden, finder vi orm; hvis vi dykker dybt ned i vandet, støder vi på vanddyr; hvis vi flyver højt op i himlen, ser vi en masse fugle. Hvordan er det muligt at konkludere, at andre planeter ikke har levende væsener? Men Kṛṣṇa gør opmærksom på, at selv hvis vi kommer til de planeter, hvor store halvguder bor, vil vi fortsat være underkastet døden. Her gentager Kṛṣṇa, at når man kommer til Hans planet, behøver man ikke at blive født igen.

Vi bør være meget seriøse med hensyn til at opnå vores evige liv, der er fuld af lyksalighed og viden. Vi har glemt, at dette i virkeligheden er vores mål med livet, vores virkelige egeninteresse. Hvorfor har vi glemt dette? Vi er simpelthen blevet ført bag lyset af det materielle glimmerværk – store skyskrabere, store fabrikker og politiske spil – selv om vi ved, at uanset hvor store vi bygger skyskraberne, vil vi ikke kunne bo i dem for evigt. Vi bør ikke spilde vores kræfter på at opbygge store industrier og byer for blot at lade os selv blive yderligere fanget i den materielle natur. I stedet skal vi bruge vores energi på at udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed, så vi efter at have forladt denne krop kan få en åndelig krop og komme til Kṛṣṇas åndelige planet. Kṛṣṇa-bevidsthed er ikke en religiøs formalitet eller en form for åndelig rekreation, men den vigtigste ting i vores liv.