Skip to main content

KAPITEL 3

CHAPITRE 3

Befrielse fra de materielle planeter

Quitter les planètes matérielles

Jñānīerne og yogīerne er generelt upersonalister, og selv om de opnår en midlertidig form for befrielse ved at opgå i den upersonlige udstråling, den åndelige himmel, anses deres viden ifølge Śrīmad-Bhāgavatam ikke for ren. Igennem askese, selvtugt og meditationer kan de stige op til den Højeste Absoluttes niveau, men som det er blevet forklaret, falder de igen ned til den materielle verden, for de har ikke taget Kṛṣṇas personlige aspekt alvorligt. Medmindre man tilbeder Kṛṣṇas lotusfødder, må man igen stige ned til det materielle plan. Den ideelle indstilling bør være: “Jeg er Din evige tjener. Engager mig på en eller anden måde i Din tjeneste.” Kṛṣṇa kaldes ajitaḥ – uovervindelig – for ingen kan besejre Gud, men ifølge Śrīmad-Bhāgavatam kan en person med denne mentalitet let besejre den Højeste. Śrīmad-Bhāgavatam anbefaler også, at vi opgiver det nyttesløse forsøg på at forstå, hvor stor den Højeste er. Vi kan ikke engang måle grænserne for verdensrummet for slet ikke at tale om den Højeste. Det er ikke muligt at opmåle længden og bredden af Kṛṣṇa med ens ubetydelige viden. Den, der når til denne konklusion, anses for at være intelligent i den vediske litteratur. Man må i al ydmyghed nå frem til forståelsen af, at man er en meget lille, ubetydelig del af universet. Vi bør opgive forsøget på at forstå den Højeste med vores begrænsede viden eller intellektuelle spekulation og blive ydmyge og høre om den Højeste fra læberne af en realiseret sjæl eller fra autoritative kilder som Bhagavad-gītā.

Les jñānīs et les yogīs sont généralement des impersonnalistes, et même s’ils accèdent à une forme de libération temporaire en se fondant dans le rayonnement impersonnel, dans « l’atmosphère spirituelle », le Śrīmad-Bhāgavatam ne considère pas leur connaissance comme pure. Par des pénitences, l’ascèse et la méditation, ils peuvent s’élever au niveau du Suprême et de l’Absolu, mais comme nous l’avons déjà expliqué, ils devront choir à nouveau dans l’univers matériel du fait qu’ils n’ont pas considéré avec sérieux les attributs personnels de Kṛṣṇa. En effet, à moins d’adorer les pieds pareils-au-lotus de Kṛṣṇa, on doit inévitablement retomber sur le plan matériel. L’idéal consiste à dire : « Ô Seigneur, je suis Ton serviteur éternel. Laisse-moi je T’en prie, Te servir d’une manière ou d’une autre. » On qualifie Kṛṣṇa d’ajitaḥ, « Celui que nul ne peut conquérir », car personne ne peut vaincre Dieu. Mais selon le Śrīmad-Bhāgavatam, quiconque désire servir le Seigneur Le conquiert aisément. Le même texte recommande également de renoncer à toute tentative futile de mesurer l’Absolu. Nous ne pouvons même pas déterminer les limites de l’espace, que dire dès lors de l’Absolu.

Notre infime connaissance ne nous permet pas d’évaluer la grandeur de Dieu, la Personne Suprême ; celui qui arrive à cette conclusion est considéré comme intelligent par les Écritures védiques. Il faut plutôt parvenir à comprendre, avec soumission, que l’être vivant ne représente en définitive, qu’un élément très insignifiant de l’univers. Renonçant à toute tentative de saisir l’Absolu par une connaissance limitée ou par le biais de la spéculation intellectuelle, nous devons faire preuve de soumission et écouter les enseignements ayant trait au Suprême en les recevant d’une source autorisée, telle la Bhagavad-gītā ou d’une âme réalisée.

I Bhagavad-gītā hører Arjuna om Gud fra Śrī Kṛṣṇas egne læber. På denne måde sætter Arjuna kriteriet for forståelsen af den Højeste gennem ydmygt at lytte. Det er vores position at høre Bhagavad-gītā fra læberne af Arjuna eller hans ægte repræsentant, den åndelige mester. Efter at have hørt er det nødvendigt at praktisere den erhvervede viden i ens daglige liv. “Min kære Herre, Du er uovervindelig,” beder den hengivne. “Men igennem denne proces – ved at lytte – besejres Du.” Gud er uovervindelig, men Han overvindes af den hengivne, der opgiver enhver intellektuel spekulation og lytter til autoritative kilder.

Dans la Bhagavad-gītā, c’est Śrī Kṛṣṇa, Dieu Lui-même, qui instruit Arjuna. Et Arjuna établit de cette manière la façon dont il faut procéder pour saisir l’Absolu, c’est-à-dire par une écoute soumise. Il nous appartient donc à notre tour d’entendre la Bhagavad-gītā des lèvres d’Arjuna ou de son représentant authentique, le maître spirituel. Puis après l’écoute il s’avère nécessaire de mettre quotidiennement en pratique le savoir acquis. « Mon cher Seigneur, nul ne peut Te mettre sous sa domination, prient les dévots,  mais par ce procédé de l’écoute, Te voilà conquis. » Dieu est invincible, mais Il se laisse conquérir par les dévots qui renoncent à la spéculation intellectuelle pour prêter l’oreille aux enseignements de sources autorisées.

Ifølge Brahma-saṁhitā er der to måder at få viden på: den opstigende proces og den nedstigende proces. Igennem den opstigende proces ophøjes man af viden, som man erhverver ved egen indsats. På denne måde tænker man: “Jeg er ligeglad med autoriteter eller bøger. Jeg kan få viden på egen hånd gennem meditation og filosofi og lære om Gud ved egen kraft.” Den anden proces, den nedstigende proces, indebærer, at man modtager viden fra højere autoriteter. Brahma-saṁhitā erklærer, at hvis man anvender den opstigende proces og rejser med sindets og vindens fart i millioner af år, vil man i sidste ende stadigvæk ikke kende Gud. For en sådan person vil emnet forblive vanskeligt og ufatteligt. Men den enkle proces, hvorigennem man forstår dette emne, gives i Bhagavad-gītā: ananya-cetāḥ satataṁ yo māṁ smarati nityaśaḥ. Kṛṣṇa beder om, at man mediterer på Ham i underkastelse uden at afvige fra vejen af hengiven tjeneste. For den, der tilbeder Ham på denne måde, tasyāhaṁ sulabhaḥ: “Jeg bliver let opnåelig.” Dette er processen: Hvis man arbejder for Kṛṣṇa døgnet rundt, kan Kṛṣṇa ikke glemme én. Ved at underkaste sig kan man tiltrække Guds opmærksomhed. Som min Guru Mahārāja, Bhaktisiddhānta Sarasvatī, plejede at sige: “Forsøg ikke at se Gud. Skal Gud komme og stå foran os som en tjener, blot fordi vi gerne vil se Ham? Dette er ikke den ydmyge vej. Vi må vinde Ham gennem vores kærlighed og tjeneste.”

Selon la Brahma-saṁhitā, il existe deux voies permettant d’acquérir la connaissance : celle dite « ascendante » et celle dite « descendante ». La méthode ascendante consiste à s’élever grâce à la connaissance acquise par soi-même. Celui qui emprunte cette voie pense : « Peu importe les maîtres ou les livres. Je vais acquérir le savoir par moi-même, par la méditation, la philosophie, etc. Ainsi vais-je comprendre Dieu. » L’autre méthode, la voie descendante, fait appel aux enseignements d’autorités spirituelles. Or, la Brahma-saṁhitā stipule que celui qui emprunte la voie ascendante, voyagerait-il à la vitesse du mental ou du vent pendant des millions d’années, restera toujours sans savoir. Pour lui, le sujet demeurera vague et inconcevable. Pourtant, ce sujet se trouve clairement expliqué dans la Bhagavad-gītā : ananya-cetāḥ. Kṛṣṇa nous enjoint de toujours penser à Lui sans dévier de la voie du service de dévotion et en toute soumission. Pour quiconque L’adore de cette manière, tasyāhaṁ sulabhaḥ, « Je suis facilement accessible ». Voilà comment il faut procéder. Si quelqu’un travaille pour Kṛṣṇa vingt-quatre heures par jour, Kṛṣṇa ne peut l’oublier. En s’abandonnant à Lui, on attire Son attention. Mon guru-mahārāja Bhaktisiddhānta Sarasvatī aimait à dire : « N’essayez pas de voir Dieu. Croyez-vous que Dieu doit venir Se tenir devant nous comme un serviteur, simplement parce que nous voulons Le voir ? Ce n’est pas là la voie de l’abandon. Nous devons plutôt L’obliger par notre amour et notre dévotion. »

Den rette proces, hvorigennem man nærmer sig Kṛṣṇa, blev givet til menneskeheden af Herren Caitanya Mahāprabhu, og Rūpa Gosvāmī, Hans vigtigste discipel, påskønnede processen. Rūpa Gosvāmī var minister i den muslimske regering, men forlod regeringen for at blive Caitanya Mahāprabhus discipel. Da Rūpa Gosvāmī første gang kom for at se Herren, henvendte han sig til Ham med følgende vers:

La juste méthode pour approcher Kṛṣṇa a été donnée à l’humanité par Śrī Caitanya Mahāprabhu. Son premier disciple, Rūpa Gosvāmī, sut apprécier Son enseignement. Rūpa Gosvāmī occupait un poste de ministre au sein du gouvernement musulman, mais il démissionna pour se faire disciple de Caitanya Mahāprabhu. Quand il rencontra Mahāprabhu pour la première fois, il s’approcha de lui en récitant le verset suivant :

namo mahā-vadānyāya
kṛṣṇa-prema-pradāya te
kṛṣṇāya kṛṣṇa-caitanya-
nāmne gaura-tviṣe namaḥ
namo mahā-vadānyāya
kṛṣṇa-prema-pradāya te
kṛṣṇāya kṛṣṇa-caitanya-
nāmne gaura-tviṣe namaḥ

“Jeg udtrykker min respektfulde underkastelse for den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa Caitanya, der er mere storsindet end nogen anden avatāra inklusive Kṛṣṇa Selv, for Han giver, hvad ingen tidligere nogensinde har givet – ren kærlighed til Kṛṣṇa.”

« Je rends mon hommage respectueux à Śrī Caitanya, lequel est plus magnanime qu’aucun autre avatāra, plus que Kṛṣṇa Lui-même, puisqu’il offrit par grâce ce que nul n’avait jamais offert avant lui : le pur amour de Kṛṣṇa. » (Śrī Caitanya-caritāmṛta, Madhya 19.53)

Kṛṣṇa giver Sig Selv til den, der udvikler ren kærlighed til Ham. Så Rūpa Gosvāmī kaldte Caitanya Mahā­prabhu for “den mest gavmilde, den mest barmhjertige personlighed,” fordi Han gav den mest kostbare ting af alle – kærlighed til Kṛṣṇa – for næsten ingenting. Vi ønsker alle Kṛṣṇa, og vi længes efter Ham, for Han er den mest tiltrækkende, den smukkeste, den rigeste, den mægtigste og den mest lærde. Disse ting er, hvad vi længes efter. Vi længes efter det smukke, det magtfulde, det lærde, det rige. Kṛṣṇa er reservoiret af alle disse, så derfor behøver vi kun at vende vores opmærksomhed mod Ham, og vi vil få alting, uanset hvad vi vil have. Uanset hvad vores hjertes ønske er, vil det blive opfyldt gennem den Kṛṣṇa-bevidste proces.

Ainsi Rūpa Gosvāmī glorifie-t-il Caitanya Mahāprabhu comme la personne la plus munificente, la plus charitable, pour avoir offert si gracieusement le plus précieux de tous les biens : l’amour de Dieu. Nous voulons tous Kṛṣṇa et toutes nos aspirations vont vers Lui. Car Kṛṣṇa est le plus attirant, le plus beau, le plus riche, le plus puissant et le plus érudit de tous les êtres. Et tels sont bien les objets de nos aspirations. Nous recherchons la beauté, la puissance, l’érudition, la prospérité. Or, Kṛṣṇa représente le réservoir de tous ces dons. En sorte que nous n’avons qu’à diriger notre attention vers Lui pour obtenir toutes choses, tout ce que nous pouvons désirer. Quel que soit le désir de notre cœur, il sera comblé par cette voie de la conscience de Kṛṣṇa.

Som tidligere nævnt er adgangen til Kṛṣṇaloka, den højeste bolig, hvor Kṛṣṇa bor, garanteret for den, der dør i Kṛṣṇa-bevidsthed. Her kan man spørge, hvad fordelen er ved at komme til den planet. Kṛṣṇa svarer Selv derpå:

Pour celui qui meurt en pleine conscience de Kṛṣṇa, ainsi que nous l’avons vu auparavant, l’accès à Kṛṣṇaloka, la demeure suprême de Kṛṣṇa, est assuré. On peut maintenant se demander quel avantage il y a à se rendre sur cette planète, et Kṛṣṇa répond Lui-même à cette question :

mām upetya punar janma
duḥkhālayam aśāśvatam
nāpnuvanti mahātmānaḥ
saṁsiddhiṁ paramāṁ gatāḥ
mām upetya punar janma
duḥkhālayam aśāśvatam
nāpnuvanti mahātmānaḥ
saṁsiddhiṁ paramāṁ gatāḥ

“Efter at have opnået Mig vender de store sjæle, der er yogīer i hengivenhed, aldrig tilbage til denne midlertidige verden, der er fuld af lidelse, for de har opnået den højeste fuldkommenhed.” (Bhagavad-gītā 8.15)

« Quand ces grandes âmes, les bhakti-yogīs, M’ont atteint, jamais plus elles ne reviennent en ce monde transitoire où règne la souffrance, car elles sont parvenues à la plus haute perfection. » (Bhagavad-gītā, 8.15)

Denne materielle verden bekræftes af Śrī Kṛṣṇa, Skaberen, som duḥkhālayam, fyldt med lidelser. Hvordan skulle vi kunne gøre den til et behageligt sted? Er det muligt at gøre denne verden til et bekvemt sted gennem såkaldt fremskridt i videnskab? Nej, det er helt umuligt. Som følge deraf ønsker vi ikke engang at vide, hvad disse lidelser er. Lidelserne er som før nævnt fødsel, alderdom, sygdom og død, men fordi vi ikke kan finde en løsning på dem, forsøger vi at lade som om, at de ikke er der. Videnskaben har ingen kapacitet til at løse disse lidelser, der altid forfølger os. I stedet vender videnskabsmændene deres opmærksomhed mod at lave rumskibe eller atombomber.

Løsningen på disse problemer gives her i Bhagavad-gītā: Den, der når til Kṛṣṇas platform, behøver ikke at vende tilbage til denne materielle verden af fødsel og død. Vi må forsøge at forstå, at dette sted er fuld af lidelse. Det tager en vis mængde udviklet bevidsthed at forstå dette. Katte, hunde og svin kan ikke forstå, at de lider. Mennesket kaldes et rationelt dyr, men nu bruges vores rationelle evner til at fremme vores dyriske tilbøjeligheder i stedet for at finde ud af, hvordan man kan blive befriet fra denne lidelsesfyldte tilstand. Her forklarer Kṛṣṇa direkte, at den, der kommer til Ham, vil aldrig blive genfødt her for at lide igen. Disse store sjæle, der kommer til Ham, har opnået livets højeste fuldkommenhed, der befrier det levende væsen fra lidelsen i den betingede tilværelse.

Śrī Kṛṣṇa, le créateur, nous assure que l’univers matériel est duḥkhālayam, constellé de souffrances. Comment pourrions-nous donc le rendre confortable ? Est-il en effet possible d’y parvenir grâce aux prétendus progrès de la science ? Non, absolument pas. Quelles sont ces souffrances ? Ce sont, telles que mentionnées auparavant, la naissance, la maladie, la vieillesse et la mort. Mais incapables que nous sommes d’y remédier, nous tentons de les ignorer. La science n’a nullement le pouvoir de nous débarrasser de ces souffrances qui nous accablent sans cesse. Au lieu de cela, elle nous distrait en nous entraînant dans la construction de vaisseaux spatiaux ou de bombes atomiques. Cependant, la Bhagavad-gītā nous fournit, elle, la solution à ces problèmes : si quelqu’un atteint le niveau où se trouve Śrī Kṛṣṇa, Dieu la Personne Suprême, il n’a plus à revenir sur cette terre de naissances et de morts. Nous devons nous efforcer de comprendre que le monde matériel baigne dans la souffrance. Pour comprendre cela il faut avoir atteint un certain niveau de conscience. Les chats, les chiens, les porcs, par exemple, ne peuvent pas comprendre que ce monde baigne dans la souffrance. On qualifie l’homme d’animal doué de raison, mais voilà qu’il use de sa raison pour servir ses tendances animales plutôt que de chercher à se libérer de sa condition misérable. Or, Kṛṣṇa établit clairement ici que quiconque vient à Lui n’aura plus jamais à renaître pour subir à nouveau ces maux. Les grandes âmes qui Le rejoignent ont atteint la plus haute perfection de l’existence, celle qui arrache l’être vivant aux souffrances de l’existence conditionnée.

En af forskellene på Kṛṣṇa og et almindeligt levende væsen er, at sidstnævnte kan kun være på ét sted ad gangen, men Kṛṣṇa kan være overalt i universet og samtidig være i Sin egen bolig. Kṛṣṇas bolig i den transcendentale verden kaldes Goloka Vṛndāvana. Vṛndāvana i Indien er det samme Vṛndāvana, der er nedsteget til denne jord. Når Kṛṣṇa Selv nedstiger gennem Sin indre energi, nedstiger Hans dhāma eller bolig også. Når Kṛṣṇa med andre ord nedstiger til denne jord, viser Han Sig Selv på dette sted. På trods af dette forbliver Kṛṣṇas bolig for evigt i den transcendental sfære i Vaikuṇṭhaerne. I dette vers erklærer Kṛṣṇa, at den, der kommer til Hans bolig i Vaikuṇṭhaerne, aldrig behøver at tage fødsel igen i den materielle verden. En sådan person kaldes mahātmā. Ordet mahātmā er generelt kendt i Vesten i forbindelse med Mahatma Gandhi, men vi må forstå, at mahātmā ikke er titlen på en politiker. Snarere refererer mahātmā til det førsteklasses Kṛṣṇa-bevidste menneske, der er kvalificeret til at komme til Kṛṣṇas bolig. Mahātmāens fuldkommenhed er at bruge den menneskelige livsform og naturens ressourcer på at befri sig selv fra kredsløbet af fødsel og død.

L’un des traits qui distingue Śrī Kṛṣṇa d’un être ordinaire tient à ce qu’un être ordinaire ne peut se trouver qu’en un seul endroit à la fois, alors que Kṛṣṇa peut être partout dans l’univers au même moment, tout en vivant en même temps dans Sa propre demeure. La demeure de Kṛṣṇa dans le monde spirituel s’appelle Goloka Vṛndāvana. La ville de Vṛndāvana que l’on trouve en Inde est ce même lieu « descendu » ou manifesté sur terre. Lorsque Kṛṣṇa en Personne descend de Son royaume, de par Sa propre puissance interne, Son dhāma, ou Sa demeure, L’accompagne. En d’autres termes, quand Kṛṣṇa vient sur terre, c’est dans la ville de Vṛndāvana en Inde qu’Il Se manifeste ; mais Sa demeure Goloka Vṛndāvana reste éternellement présente dans la sphère transcendantale, dans le monde spirituel. Dans le verset que nous avons cité, Śrī Kṛṣṇa déclare que celui qui atteint Sa demeure dans le monde spirituel, n’aura plus jamais à renaître dans le monde matériel. On désigne une telle personne du nom de mahātmā, ou grande âme. Ce nom est généralement lié en Occident à la personne de Mahatma Gandhi, mais normalement le titre de mahātmā n’est pas décerné à un politicien. On l’attribue plutôt à un homme parvenu à un très haut niveau de conscience spirituelle, et qui peut retourner dans la demeure de Kṛṣṇa, Dieu la Personne Suprême. La perfection du mahātmā consiste à utiliser la forme humaine et les ressources de la nature pour s’extraire du cycle des morts et des renaissances.

En intelligent person tænker: “Jeg ønsker ikke lidelser, men de påføres mig med magt. Hvorfor?” Som sagt i begyndelsen er vi altid i en lidelsesfyldt tilstand på grund af de forstyrrelser, der kommer fra vores sind og krop såvel som fra naturen og fra andre levende væsener. Der er altid en eller anden form for lidelse, der bliver påført os. Denne materielle verden er bestemt til lidelse. Medmindre der er lidelse, kan vi ikke komme til Kṛṣṇa-bevidsthed. Lidelse er i virkeligheden et incitament og en hjælp til at ophøje os til Kṛṣṇa-bevidsthed. Imidlertid er den moderne civilisations indstilling: “Lad mig lide og dulme min lidelse med beruselse.” Men så snart beruselsen er ovre, vender lidelserne tilbage. Det er ikke muligt at finde en løsning på livets lidelser gennem kunstig beruselse. Løsningen skal findes igennem Kṛṣṇa-bevidsthed.

Une personne intelligente sait qu’elle ne veut pas souffrir mais comprend que toutes sortes de souffrances l’accablent néanmoins, contre son gré. Comme nous l’avons vu précédemment, nous vivons constamment dans une condition pénible, due au mental ou au corps, à la nature ou aux autres êtres vivants. Ainsi sommes-nous sans fin accablés par divers maux. L’univers matériel est un lieu de souffrance, mais, si ce n’était à cause de la souffrance, comment viendrions-nous à la conscience de Kṛṣṇa ? Les maux de ce monde sont en vérité destinés à nous stimuler et nous aider à progresser vers un autre monde, le monde spirituel, jusqu’à la conscience de Kṛṣṇa. L’homme intelligent se demande pourquoi ces maux lui sont infligés de force. Malheureusement la civilisation moderne l’incite plutôt à dire : « Laissez-moi souffrir. Laissez-moi seulement noyer ma souffrance dans quelque enivrement. » Mais dès que l’ivresse a pris fin, voilà que les problèmes reviennent. Il n’est pas possible de trouver une solution aux maux de l’existence par des euphories artificielles. La conscience de Kṛṣṇa seule apporte la solution.

Man kan påpege, at selv om Kṛṣṇas hengivne forsøger at komme til Kṛṣṇas planet, vil alle andre gerne til Månen. Er det ikke også fuldkommenhed at komme til Månen? Tilbøjeligheden til at ville rejse til andre planeter findes altid i det levende væsen. Et navn for det levende væsen er sarva-gata, der betyder “den, der ønsker at rejse overalt.” At rejse er en del af det levende væsens natur. Ønsket om at komme til Månen er ikke noget nyt. Yogīerne er også interesserede i at komme til højere planeter, men i Bhagavad-gītā (8.16) gør Kṛṣṇa opmærksom på, at dette ikke vil hjælpe én:

On pourrait faire remarquer que si les dévots de Kṛṣṇa s’efforcent d’accéder à la planète de Kṛṣṇa, nombreux sont ceux qui cherchent à se rendre sur la lune. N’est-ce pas là un objectif tout aussi parfait ? La tendance à voyager vers d’autres planètes existe toujours en l’être vivant, qui est d’ailleurs désigné par le mot sarva-gata, signifiant « celui qui veut aller partout ». Il est en effet de la nature de l’être vivant de voyager. Le désir d’aller sur la lune n’est pas chose nouvelle. Beaucoup de yogīs cherchent aussi à accéder aux planètes supérieures comme la lune. Mais dans la Bhagavad-gītā, Kṛṣṇa prévient que cela ne sera d’aucune utilité :

ābrahma-bhuvanāl lokāḥ
punar āvartino ’rjuna
mām upetya tu kaunteya
punar janma na vidyate
ābrahma-bhuvanāl lokāḥ
punar āvartino ’rjuna
mām upetya tu kaunteya
punar janma na vidyate

“Lige fra den højeste ned til den laveste er alle planeter i den materielle verden lidelsesfyldte steder, hvor gentagen fødsel og død finder sted. Men den, der kommer til Min bolig, vil aldrig blive født igen, O Kuntīs søn.”

« Ô fils de Kuntī, toutes les planètes de l’univers, de la plus évoluée à la plus basse, sont des lieux de souffrance où se succèdent la naissance et la mort. Mais il n’est plus de renaissance pour l’âme qui atteint Mon royaume. » (Bhagavad-gītā, 8.16)

Universet er opdelt i højere, mellemliggende og lavere planetsystemer. Jorden anses for at være en del af det mellemliggende planetsystem. Kṛṣṇa påpeger, at selv om man kommer til den højeste planet af alle, Brahmaloka, er der fortsat gentagelse af fødsel og død. Andre planeter i universet er fulde af levende væsener. Vi bør ikke tro, at her på Jorden er der levende væsener, mens alle andre planeter er tomme. Vi har erfaring af, at intet sted på Jorden er ubeboet og uden levende væsener. Hvis vi graver dybt ned i jorden, finder vi orm; hvis vi dykker dybt ned i vandet, støder vi på vanddyr; hvis vi flyver højt op i himlen, ser vi en masse fugle. Hvordan er det muligt at konkludere, at andre planeter ikke har levende væsener? Men Kṛṣṇa gør opmærksom på, at selv hvis vi kommer til de planeter, hvor store halvguder bor, vil vi fortsat være underkastet døden. Her gentager Kṛṣṇa, at når man kommer til Hans planet, behøver man ikke at blive født igen.

L’univers se divise en systèmes planétaires supérieur, intermédiaire et inférieur. La terre fait partie du système planétaire intermédiaire. Or, Śrī Kṛṣṇa, Dieu la Personne Suprême, nous apprend que même si l’on atteint la plus haute planète entre toutes, appelée Brahmaloka, on y trouvera toujours la répétition de la naissance et de la mort. Des êtres vivants peuplent en grand nombre les autres planètes de l’univers. Ne croyons pas que nous sommes les seuls habitants de l’univers et que toutes les autres planètes sont inoccupées. Notre expérience nous permet de constater qu’aucun endroit sur terre n’est vide d’êtres vivants. Si nous creusons profondément dans la terre, nous trouvons des vers ; si nous nous enfonçons dans l’eau, nous y trouvons des animaux aquatiques, et si nous nous tournons vers le ciel, nous découvrons des oiseaux. Comment dès lors peut-on arriver à la conclusion que les autres planètes n’hébergent pas d’êtres vivants ? Mais Kṛṣṇa nous prévient que même si nous accédons à ces autres planètes où vivent de grands devas, nous serons toujours assujettis à la mort. Il précise par contre qu’en atteignant Sa planète, Kṛṣṇaloka, l’on n’a plus à renaître.

Vi bør være meget seriøse med hensyn til at opnå vores evige liv, der er fuld af lyksalighed og viden. Vi har glemt, at dette i virkeligheden er vores mål med livet, vores virkelige egeninteresse. Hvorfor har vi glemt dette? Vi er simpelthen blevet ført bag lyset af det materielle glimmerværk – store skyskrabere, store fabrikker og politiske spil – selv om vi ved, at uanset hvor store vi bygger skyskraberne, vil vi ikke kunne bo i dem for evigt. Vi bør ikke spilde vores kræfter på at opbygge store industrier og byer for blot at lade os selv blive yderligere fanget i den materielle natur. I stedet skal vi bruge vores energi på at udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed, så vi efter at have forladt denne krop kan få en åndelig krop og komme til Kṛṣṇas åndelige planet. Kṛṣṇa-bevidsthed er ikke en religiøs formalitet eller en form for åndelig rekreation, men den vigtigste ting i vores liv.

Nous devons donc nous montrer très sérieux pour ce qui est de retrouver notre vie éternelle, toute de connaissance et de félicité. Nous avons oublié que là réside véritablement le but de notre existence, notre véritable intérêt. Pourquoi l’avons-nous oublié ? Nous avons simplement été piégés par le scintillement de la matière, par les gratte-ciel, les grandes usines et les jeux politiques, et ce, même si nous savons que quelle que soit la hauteur des gratte-ciel que nous construisons, jamais nous n’y pourrons vivre indéfiniment. Nous ne devons pas gâcher notre énergie à édifier de puissantes industries et de grandes villes, celles-ci n’ayant pour effet que de nous enchaîner davantage à la nature matérielle ; notre énergie doit plutôt nous servir à développer notre conscience de Kṛṣṇa, en vue d’acquérir un corps spirituel par lequel nous pourrons accéder à la planète de Kṛṣṇa. La conscience de Kṛṣṇa n’est pas une formule religieuse ou une simple récréation spirituelle ; elle représente ce qu’il y a de plus important dans l’être vivant.