KAPITEL 3

Chapter 3 Befrielse fra de materielle planeter

Vabanemine materiaalsetelt planeetidelt

Jñānīerne og yogīerne er generelt upersonalister, og selv om de opnår en midlertidig form for befrielse ved at opgå i den upersonlige udstråling, den åndelige himmel, anses deres viden ifølge Śrīmad-Bhāgavatam ikke for ren. Igennem askese, selvtugt og meditationer kan de stige op til den Højeste Absoluttes niveau, men som det er blevet forklaret, falder de igen ned til den materielle verden, for de har ikke taget Kṛṣṇas personlige aspekt alvorligt. Medmindre man tilbeder Kṛṣṇas lotusfødder, må man igen stige ned til det materielle plan. Den ideelle indstilling bør være: “Jeg er Din evige tjener. Engager mig på en eller anden måde i Din tjeneste.” Kṛṣṇa kaldes ajitaḥ – uovervindelig – for ingen kan besejre Gud, men ifølge Śrīmad-Bhāgavatam kan en person med denne mentalitet let besejre den Højeste. Śrīmad-Bhāgavatam anbefaler også, at vi opgiver det nyttesløse forsøg på at forstå, hvor stor den Højeste er. Vi kan ikke engang måle grænserne for verdensrummet for slet ikke at tale om den Højeste. Det er ikke muligt at opmåle længden og bredden af Kṛṣṇa med ens ubetydelige viden. Den, der når til denne konklusion, anses for at være intelligent i den vediske litteratur. Man må i al ydmyghed nå frem til forståelsen af, at man er en meget lille, ubetydelig del af universet. Vi bør opgive forsøget på at forstå den Højeste med vores begrænsede viden eller intellektuelle spekulation og blive ydmyge og høre om den Højeste fra læberne af en realiseret sjæl eller fra autoritative kilder som Bhagavad-gītā.

Suurem osa jñānisid ja joogisid on impersonalistid, ja kuigi nad saavutavad ajutise vabanemise liitudes vaimse taeva impersonaalsesse särasse, ei pea "Śrīmad-Bhāgavatam" nende teadmisi puhasteks. Patukahetsuste, ohverduste ja mediteerimise kaudu tõusevad nad küll Kõrgeima Absoluudi tasandile, kuid nagu eespool selgitatud, on nad sunnitud varem või hiljem taas alla langema, sest nad pole suhtunud Kṛṣṇasse kui isiksusse piisava tõsidusega. See, kes ei kummarda Kṛṣṇa lootoseõiel jalgade ees, peab varem või hiljem langema taas materiaalsele tasandile. Ideaalne suhtumine oleks: "Ma olen Sinu igavene teener. Palun luba mul mingil viisil Sind teenida." Kṛṣṇat nimetatakse ajitaḥ — alistamatu — sest Jumalat alistada ei suuda mitte keegi, kuid nagu kinnitatud "Śrīmad-Bhāgavatamis", sellise suhtumisega inimesele pole Jumala alistamine raske. Samuti kinnitab "Śrīmad-Bhāgavatam", et me peaksime koheselt loobuma tulututest katsetest püüda mõista Kõigekõrgema mõõtmeid. Me pole võimelised kindlaks määrama isegi mitte vähegi suuremaid vahemaid kosmoses, mida rääkida siis veel Kõigekõrgemast. Oma nullilähedeste teadmistega pole meil vähimatki võimalust mõõta Kṛṣṇa pikkust või laiust. Seda, kes jõuab selle arusaamani, tuleb Vedakirjanduse kohaselt pidada arukaks. Tuleb alandlikkuses mõista, et ollakse vaid üks tähtsusetu osakene hiiglaslikus universumis. Loobudes püüdlustest mõista Kõigekõrgemat oma piiratud teadmiste või mõttespekulatsioonide abil, peaksime me muutuma alandlikuks, ja kuulama informatsiooni Kõigekõrgemast sellistest autoriteetsetest allikatest nagu "Bhagavad-gītā", või eneseteadvustamiseni jõudnud hingede käest.

I Bhagavad-gītā hører Arjuna om Gud fra Śrī Kṛṣṇas egne læber. På denne måde sætter Arjuna kriteriet for forståelsen af den Højeste gennem ydmygt at lytte. Det er vores position at høre Bhagavad-gītā fra læberne af Arjuna eller hans ægte repræsentant, den åndelige mester. Efter at have hørt er det nødvendigt at praktisere den erhvervede viden i ens daglige liv. “Min kære Herre, Du er uovervindelig,” beder den hengivne. “Men igennem denne proces – ved at lytte – besejres Du.” Gud er uovervindelig, men Han overvindes af den hengivne, der opgiver enhver intellektuel spekulation og lytter til autoritative kilder.

"Bhagavad-gītās" kuulab Arjuna informatsiooni Jumalast Śrī Kṛṣṇa Enda käest. Ning sel viisil andis Arjuna ka kriteeriumi Kõigekõrgema mõistmiseks alandliku kuulamise kaudu. Meie ülesandeks on kuulata "Bhagavad-gītāt" kas Arjuna suu läbi või tema bona fide esindaja kaudu. Ja pärast selle kuulamist on vajalik nende teadmiste praktiseerimine oma igapäevaelus. Pühendunu palub: "Mu kallis Jumal, Sa oled alistamatu, kuid selle protsessi, kuulamise läbi, lased Sa End alistada." Jumal on alistamatu, kuid Ta alistub Oma pühendunule, kes loobub kõikidest mõttespekulatsioonidest ja kuulab informatsiooni autoriteetsetest allikatest.

Ifølge Brahma-saṁhitā er der to måder at få viden på: den opstigende proces og den nedstigende proces. Igennem den opstigende proces ophøjes man af viden, som man erhverver ved egen indsats. På denne måde tænker man: “Jeg er ligeglad med autoriteter eller bøger. Jeg kan få viden på egen hånd gennem meditation og filosofi og lære om Gud ved egen kraft.” Den anden proces, den nedstigende proces, indebærer, at man modtager viden fra højere autoriteter. Brahma-saṁhitā erklærer, at hvis man anvender den opstigende proces og rejser med sindets og vindens fart i millioner af år, vil man i sidste ende stadigvæk ikke kende Gud. For en sådan person vil emnet forblive vanskeligt og ufatteligt. Men den enkle proces, hvorigennem man forstår dette emne, gives i Bhagavad-gītā: ananya-cetāḥ satataṁ yo māṁ smarati nityaśaḥ. Kṛṣṇa beder om, at man mediterer på Ham i underkastelse uden at afvige fra vejen af hengiven tjeneste. For den, der tilbeder Ham på denne måde, tasyāhaṁ sulabhaḥ: “Jeg bliver let opnåelig.” Dette er processen: Hvis man arbejder for Kṛṣṇa døgnet rundt, kan Kṛṣṇa ikke glemme én. Ved at underkaste sig kan man tiltrække Guds opmærksomhed. Som min Guru Mahārāja, Bhaktisiddhānta Sarasvatī, plejede at sige: “Forsøg ikke at se Gud. Skal Gud komme og stå foran os som en tjener, blot fordi vi gerne vil se Ham? Dette er ikke den ydmyge vej. Vi må vinde Ham gennem vores kærlighed og tjeneste.”

"Brahma-saṁhitā" kohaselt on püütakse teadmisi omandada kahel viisil — tõstmise protsessi ja alandumise protsessi kaudu. Tõstmise protsessis ollakse tõstetud omaenda poolt kogutud teadmiste poolt. Sel juhul mõeldakse: "Mind ei huvita mingid autoriteedid või raamatud. Mina omandan kõik teadmised ise, mediteerides, filosoofiaid uurides jne.. Sel viisil jõuan ma lõpuks Jumala mõistmiseni." Teises protsessis, alandumise protsessis, pöördutakse teadmiste saamiseks aga kõrgemate autoriteetide poole. "Brahma-saṁhitā" kinnitab, et see, kes valib tõstmise protsessi, võib rännata maailmades mõtte ja tuule kiirusel kasvõi miljoneid aastaid, kuid Jumalat teadvustamiseni ta ei jõuagi. Temale jääb teadvustamise objekt endiselt tabamatuks ja kujutlematuks. Kuid sellest teadvustamise objektist räägitakse selgelt "Bhagavad-gītās": see on ananya-cetāḥ. Kṛṣṇa ütleb, et Temale tuleb mediteerida alandlikkuses ja pühendumise teelt hetkekski kõrvale kaldumata. Ja sellele, kes kummardab Teda sel viisil, tasyāhaṁ sulabhaḥ — "Sellele pole Minuni jõudmine raske." Selles seisnebki pühendumise protsess: kui töötatakse kakskümmend neli tundi ööpäevas Kṛṣṇa heaks, ei unusta Kṛṣṇa seda pühendunut. Alandlikuks muutudes äratab ta kohe Jumala tähelepanu. Nagu Guru Mahārāja Bhaktisiddhānta Sarasvatī armastas öelda: "Ärge püüdkegi Jumalat näha. Kas peaks siis Jumal kui teener meie ette ilmuma lihtsalt seepärast, et meie tahame teda näha? See pole alandlikkus. Me peame olema Temale tänulikud, teenides Teda ja näidates Talle oma armastust."

Den rette proces, hvorigennem man nærmer sig Kṛṣṇa, blev givet til menneskeheden af Herren Caitanya Mahāprabhu, og Rūpa Gosvāmī, Hans vigtigste discipel, påskønnede processen. Rūpa Gosvāmī var minister i den muslimske regering, men forlod regeringen for at blive Caitanya Mahāprabhus discipel. Da Rūpa Gosvāmī første gang kom for at se Herren, henvendte han sig til Ham med følgende vers:

Kṛṣṇale lähenemise täpse õpetuse andis inimkonnale Jumal Caitanya Mahāprabhu, ja Tema esimene õpilane Rūpa Gosvāmī hindas seda kõrgelt. Rūpa Gosvāmī oli muhameedliku valitsuse ministriks, kuid ta jättis selle ametikoha, et saada Caitanya Mahāprabhu õpilaseks. Kuid ta esmakordselt Jumala juurde tuli, laulis ta järgnevat värssi:

namo mahā-vadānyāya
kṛṣṇa-prema-pradāya te
kṛṣṇāya kṛṣṇa-caitanya-
nāmne gaura-tviṣe namaḥ

“Jeg udtrykker min respektfulde underkastelse for den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa Caitanya, der er mere storsindet end nogen anden avatāra inklusive Kṛṣṇa Selv, for Han giver, hvad ingen tidligere nogensinde har givet – ren kærlighed til Kṛṣṇa.”

"Oo, kõige armulikum Jumala kehastus. Sa oled Ise Jumal Kṛṣṇa, kes on ilmunud kui Śrī Caitanya Mahāprabhu. Sa jagad heldelt seda, mida mitte keegi varem pole andnud — puhast armastust Kṛṣṇa vastu."

Kṛṣṇa giver Sig Selv til den, der udvikler ren kærlighed til Ham. Så Rūpa Gosvāmī kaldte Caitanya Mahāprabhu for “den mest gavmilde, den mest barmhjertige personlighed,” fordi Han gav den mest kostbare ting af alle – kærlighed til Kṛṣṇa – for næsten ingenting. Vi ønsker alle Kṛṣṇa, og vi længes efter Ham, for Han er den mest tiltrækkende, den smukkeste, den rigeste, den mægtigste og den mest lærde. Disse ting er, hvad vi længes efter. Vi længes efter det smukke, det magtfulde, det lærde, det rige. Kṛṣṇa er reservoiret af alle disse, så derfor behøver vi kun at vende vores opmærksomhed mod Ham, og vi vil få alting, uanset hvad vi vil have. Uanset hvad vores hjertes ønske er, vil det blive opfyldt gennem den Kṛṣṇa-bevidste proces.

Rūpa Gosvāmī nimetas Caitanya Mahāprabhud kõige heldemaks ja suuremeelsemaks isiksuseks, kes eales elanud, sest Tema jagas kõigile väga odavalt kõige väärtuslikumat — armastust Jumala vastu. Me kõik igatseme Kṛṣṇa järele ja soovime jõuda Temani. Kṛṣṇa on kõige kütkestavam, kõige ilusam, kõige rikkam, kõige võimsam ja kõige targem. Selline on meie ihalduste objekt. Me igatseme ilu, võimsuse, teadmiste ja jõukuse järele. Kṛṣṇast võime me leida kõik need omadused, ja seetõttu saame me Tema poole pöördudes kõik, mida me vajame. Kõik — ükskõik mida me ka ei sooviks. Kõik meie soovid, millised need ka ei oleks, täituvad Kṛṣṇa teadvust arendades.

Som tidligere nævnt er adgangen til Kṛṣṇaloka, den højeste bolig, hvor Kṛṣṇa bor, garanteret for den, der dør i Kṛṣṇa-bevidsthed. Her kan man spørge, hvad fordelen er ved at komme til den planet. Kṛṣṇa svarer Selv derpå:

See, kes kohtab surma Kṛṣṇa teadvuses viibides, läheb pärast surma koheselt Kṛṣṇalokale, ülimasse elupaika, kus elab Kṛṣṇa. Selles pole vähimatki kahtlust. Kellelgi võib tekkida nüüd küsimus, mis kasu me sellele planeedile jõudmisest saame, ning Kṛṣṇa vastab sellele küsimusele Ise:

mām upetya punar janma
duḥkhālayam aśāśvatam
nāpnuvanti mahātmānaḥ
saṁsiddhiṁ paramāṁ gatāḥ

“Efter at have opnået Mig vender de store sjæle, der er yogīer i hengivenhed, aldrig tilbage til denne midlertidige verden, der er fuld af lidelse, for de har opnået den højeste fuldkommenhed.” (Bhagavad-gītā 8.15)

"Kõrgelt arenenud hinged, kes on pühendunud joogid, ja kes on saavutanud kõrgeima täiuse, ei pea Minuni jõudnuina enam kunagi tagasi pöörduma sellesse ajalikku maailma, mis on täis hädasid ja viletsusi." (Bg. 8.15)

Denne materielle verden bekræftes af Śrī Kṛṣṇa, Skaberen, som duḥkhālayam, fyldt med lidelser. Hvordan skulle vi kunne gøre den til et behageligt sted? Er det muligt at gøre denne verden til et bekvemt sted gennem såkaldt fremskridt i videnskab? Nej, det er helt umuligt. Som følge deraf ønsker vi ikke engang at vide, hvad disse lidelser er. Lidelserne er som før nævnt fødsel, alderdom, sygdom og død, men fordi vi ikke kan finde en løsning på dem, forsøger vi at lade som om, at de ikke er der. Videnskaben har ingen kapacitet til at løse disse lidelser, der altid forfølger os. I stedet vender videnskabsmændene deres opmærksomhed mod at lave rumskibe eller atombomber.

Løsningen på disse problemer gives her i Bhagavad-gītā: Den, der når til Kṛṣṇas platform, behøver ikke at vende tilbage til denne materielle verden af fødsel og død. Vi må forsøge at forstå, at dette sted er fuld af lidelse. Det tager en vis mængde udviklet bevidsthed at forstå dette. Katte, hunde og svin kan ikke forstå, at de lider. Mennesket kaldes et rationelt dyr, men nu bruges vores rationelle evner til at fremme vores dyriske tilbøjeligheder i stedet for at finde ud af, hvordan man kan blive befriet fra denne lidelsesfyldte tilstand. Her forklarer Kṛṣṇa direkte, at den, der kommer til Ham, vil aldrig blive genfødt her for at lide igen. Disse store sjæle, der kommer til Ham, har opnået livets højeste fuldkommenhed, der befrier det levende væsen fra lidelsen i den betingede tilværelse.

Śrī Kṛṣṇa, looja, tunnistab selle materiaalse maailma olema täis hädasid ja viletsusi — duḥkhālayam. Kuidas saame meie siis selle mugavaks teha? Kas nii nimetatud teaduse arengu abil on võimalik see maailm mugavaks muuta? Ei, loomulikult pole see võimalik. Me oleme lõpptulemusena jõudnud selleni, et me ei tahagi enam teada, milles need hädad seisnevad. Nendeks hädadeks on aga sündimine, vananemine, haigused ja surm, nagu öeldud juba ka eespool, ja kuna me ei suuda nende vastu mingit lahendust leida, heidame me nad lihtsalt kõrvale. Teadus ei suuda neid meile pidevalt muret tegevatele probleemidele lahendust leida. Nad juhivad vaid meie tähelepanu neilt kõrvale tähelaevadele ja tuumarelvadele. Kuid lahenduse nendele probleemidele võime me leida "Bhagavad- gītāst", nimelt — sellel, kes on jõudnud Kṛṣṇa elupaigani, ei tule enam kunagi tagasi pöörduda sellesse sündide ja surmade maailma. Me peame jõudma arusaamani, et siinne paik on paik täis hädasid ja viletsusi. Tõsi, selle mõistmiseks on vaja teatud määral arenenud teadvust. Kassid ja koerad ja seapõrssad seda mõista ei suuda. Nad ei suuda mõista, et nad on kannatamas. Inimest on nimetatud mõistuslikuks loomaks, kuid seda mõistust on ta tihti kasutamas loomalikel kalduvustel, selle asemel, et püüda saavutada vabanemist oma haletsusväärsest seisundist. Siin lausub Kṛṣṇa otsesõnu, et sel, kes jõuab Temani, ei tule enam kunagi sündida uuesti neid viletsusi kannatama. Need suured hinged, kes jõuavad Temani, on saavutanud elu kõrgeima täiuslikkuse, mis vabastab elusolendi tingimustest sõltuva eksistentsi all kannatamisest.

En af forskellene på Kṛṣṇa og et almindeligt levende væsen er, at sidstnævnte kan kun være på ét sted ad gangen, men Kṛṣṇa kan være overalt i universet og samtidig være i Sin egen bolig. Kṛṣṇas bolig i den transcendentale verden kaldes Goloka Vṛndāvana. Vṛndāvana i Indien er det samme Vṛndāvana, der er nedsteget til denne jord. Når Kṛṣṇa Selv nedstiger gennem Sin indre energi, nedstiger Hans dhāma eller bolig også. Når Kṛṣṇa med andre ord nedstiger til denne jord, viser Han Sig Selv på dette sted. På trods af dette forbliver Kṛṣṇas bolig for evigt i den transcendental sfære i Vaikuṇṭhaerne. I dette vers erklærer Kṛṣṇa, at den, der kommer til Hans bolig i Vaikuṇṭhaerne, aldrig behøver at tage fødsel igen i den materielle verden. En sådan person kaldes mahātmā. Ordet mahātmā er generelt kendt i Vesten i forbindelse med Mahatma Gandhi, men vi må forstå, at mahātmā ikke er titlen på en politiker. Snarere refererer mahātmā til det førsteklasses Kṛṣṇa-bevidste menneske, der er kvalificeret til at komme til Kṛṣṇas bolig. Mahātmāens fuldkommenhed er at bruge den menneskelige livsform og naturens ressourcer på at befri sig selv fra kredsløbet af fødsel og død.

Üheks erinevuseks Kṛṣṇa ja tavalise elusolendi vahel on see, et tavaline elusolend saab olla korraga ainult ühes kohas, kuid Kṛṣṇa võib viibida samaaegselt nii Oma elupaigas kui kõikjal üle kogu universumi. Kṛṣṇa elupaika transtsendentaalses kuningriigis nimetatakse Goloka Vṛndāvana. Indias asuv Vṛndāvana on osa sellest samast Vṛndāvanast, laskununa Maale. Kui Kṛṣṇa laskub Oma sisemise energia abil Maale, laskub siis ka Tema dhāma, ehk elupaik. Teisisõnu, kui Kṛṣṇa laskub siia maailma, siis ilmub Ta just selles kindlas paigas. Ja sellegipoolest jääb Kṛṣṇa elupaik igavesti transtsendentaalsesse sfääri, Vaikuṇṭha planeetidele. Selles värsis kinnitab Kṛṣṇa, et see, kes jõuab Tema elupaika Vaikuṇṭhadel, ei pea enam kunagi sündima tagasi siia materiaalsesse maailma. Sellist isiksust nimetatakse mahātmāks. Läänemaailmas seostatakse sõna mahātmā enamasti Mahatma Gandhi isikuga, kuid tuleks mõista, et mahātmā pole mingi poliitikutele omistatav tiitel. Sõna mahātmā viitab kõrgeimal tasemel Kṛṣṇa teadvuses viibivale inimesele, kes on valmis Kṛṣṇa elupaika minekuks. Mahātmā täiuslikkus seisneb selles, et ta teab, kuidas kasutada ära inimkehas sündi ja looduse ande, et vabastada end taassündide ja surmade ahelast.

En intelligent person tænker: “Jeg ønsker ikke lidelser, men de påføres mig med magt. Hvorfor?” Som sagt i begyndelsen er vi altid i en lidelsesfyldt tilstand på grund af de forstyrrelser, der kommer fra vores sind og krop såvel som fra naturen og fra andre levende væsener. Der er altid en eller anden form for lidelse, der bliver påført os. Denne materielle verden er bestemt til lidelse. Medmindre der er lidelse, kan vi ikke komme til Kṛṣṇa-bevidsthed. Lidelse er i virkeligheden et incitament og en hjælp til at ophøje os til Kṛṣṇa-bevidsthed. Imidlertid er den moderne civilisations indstilling: “Lad mig lide og dulme min lidelse med beruselse.” Men så snart beruselsen er ovre, vender lidelserne tilbage. Det er ikke muligt at finde en løsning på livets lidelser gennem kunstig beruselse. Løsningen skal findes igennem Kṛṣṇa-bevidsthed.

Arukas inimene ei soovi kannatada hädade ja viletsuse käes, kuid need on talle tema tahteväliselt peale surutud. Nagu öeldud eespoolgi, vaevleme me oma praeguse mõistuse, keha, loodusõnnetuste ja teiste elusolendite tõttu pidevalt hädade käes. Me satume pidevalt mingi nuhtluse ohvriks. See materiaalne maailm ongi loodud hädade jaoks, sest kui siin ei oleks hädasid ega neist tulenevaid kannatusi, ei saaks me ka rääkida Kṛṣṇa teadvuseni jõudmisest. Need hädad on õigupoolest tõugendiks Kṛṣṇa teadvusse tõusmiseks. Arukas inimene esitab küsimuse, miks on need hädad talle tema tahtevastaselt peale surutud. Tänapäeva tsivilisatsiooni suhtumiseks on ometigi: "Las ma kannatan. Las ma uputan oma kannatused mõnda toksilisse ainesse." Kuid niipea kui jooveseisund möödub, oleme taas keset hädasid. Mingi kunstliku jooveseisundi tekitamisega pole võimalik elu hädadele lõppu teha. Lahendust nendele saab leida vaid Kṛṣṇa teadvuse arendamisega.

Man kan påpege, at selv om Kṛṣṇas hengivne forsøger at komme til Kṛṣṇas planet, vil alle andre gerne til Månen. Er det ikke også fuldkommenhed at komme til Månen? Tilbøjeligheden til at ville rejse til andre planeter findes altid i det levende væsen. Et navn for det levende væsen er sarva-gata, der betyder “den, der ønsker at rejse overalt.” At rejse er en del af det levende væsens natur. Ønsket om at komme til Månen er ikke noget nyt. Yogīerne er også interesserede i at komme til højere planeter, men i Bhagavad-gītā (8.16) gør Kṛṣṇa opmærksom på, at dette ikke vil hjælpe én:

Keegi võib nüüd öelda, et samal ajal kui Kṛṣṇale pühendunud püüavad tõusta Kṛṣṇa planeedini, ihaldavad kõik teised ometigi Kuule jõudmist. Kas siis Kuule jõudmine polegi täiuslikkuse saavutamine? Soov rännata teistele planeetidele on elusolendis alati kohalolev. Üks elusolendi nimetusi ongi sarva-gata, mis tähendab "see, kes tahab reisida kõikjale." Soov rännata on osa elusolendi loomusest. Soovis Kuule reisida pole iseenesest mitte midagi uut. Ka joogid on huvitatud kõrgematele planeetidele tõusmisest, kuid Kṛṣṇa kinnitab "Bhagavad- gītās" (8.16), et sellest pole mingit kasu.

ābrahma-bhuvanāl lokāḥ
punar āvartino ’rjuna
mām upetya tu kaunteya
punar janma na vidyate

“Lige fra den højeste ned til den laveste er alle planeter i den materielle verden lidelsesfyldte steder, hvor gentagen fødsel og død finder sted. Men den, der kommer til Min bolig, vil aldrig blive født igen, O Kuntīs søn.”

"Nii kõrgeim kui madalaim planeet materiaalses maailmas on hädasid täis paik, sest taassünd ja surm leiavad aset kõigil materiaalse maailma planeetidel. Kuid see, kes jõuab Minu elupaika, oo Kuntī poeg, ei pea enam kunagi uuesti sündima."

Universet er opdelt i højere, mellemliggende og lavere planetsystemer. Jorden anses for at være en del af det mellemliggende planetsystem. Kṛṣṇa påpeger, at selv om man kommer til den højeste planet af alle, Brahmaloka, er der fortsat gentagelse af fødsel og død. Andre planeter i universet er fulde af levende væsener. Vi bør ikke tro, at her på Jorden er der levende væsener, mens alle andre planeter er tomme. Vi har erfaring af, at intet sted på Jorden er ubeboet og uden levende væsener. Hvis vi graver dybt ned i jorden, finder vi orm; hvis vi dykker dybt ned i vandet, støder vi på vanddyr; hvis vi flyver højt op i himlen, ser vi en masse fugle. Hvordan er det muligt at konkludere, at andre planeter ikke har levende væsener? Men Kṛṣṇa gør opmærksom på, at selv hvis vi kommer til de planeter, hvor store halvguder bor, vil vi fortsat være underkastet døden. Her gentager Kṛṣṇa, at når man kommer til Hans planet, behøver man ikke at blive født igen.

Universumi võib jagada kõrgemateks, keskmisteks ja madalamateks planeetideks. Maa kuulub keskmiste planeetide hulka. Kuid Kṛṣṇa kinnitab, et isegi materiaalse maailma kõrgeimal planeedil, Brahmalokal, toimib uuestisündimise ja suremise ahel. Kõik universumi planeedid on täis elusolendeid. Oleks rumal arvata, et elusolendid eksisteerivad ainult Maal. Me võime ju Maal näha, et siin pole ühtegi kohta, kus ei eksisteeriks ühtegi elusolendit. Maamulda kaevates leiame sealt ussikesi, meresügavustesse sukeldudes leiame me sealt veeloomi, taevasse tõustes näeme me seal linde. Kuidas võime me siis järeldada, et teistel planeetidel elusolendeid pole? Kuid Kṛṣṇa kinnitab, et isegi siis, kui tõuseme planeetidele, kus elunevad võimsad pooljumalad, jääme me ikkagi surma mõjuvõimu alla. Ja taaskord lausub Kṛṣṇa, et see, kes jõuab Tema planeedile, ei pea enam kunagi uuesti sündima.

Vi bør være meget seriøse med hensyn til at opnå vores evige liv, der er fuld af lyksalighed og viden. Vi har glemt, at dette i virkeligheden er vores mål med livet, vores virkelige egeninteresse. Hvorfor har vi glemt dette? Vi er simpelthen blevet ført bag lyset af det materielle glimmerværk – store skyskrabere, store fabrikker og politiske spil – selv om vi ved, at uanset hvor store vi bygger skyskraberne, vil vi ikke kunne bo i dem for evigt. Vi bør ikke spilde vores kræfter på at opbygge store industrier og byer for blot at lade os selv blive yderligere fanget i den materielle natur. I stedet skal vi bruge vores energi på at udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed, så vi efter at have forladt denne krop kan få en åndelig krop og komme til Kṛṣṇas åndelige planet. Kṛṣṇa-bevidsthed er ikke en religiøs formalitet eller en form for åndelig rekreation, men den vigtigste ting i vores liv.

Me peaksime sellesse õndsust ja teadmisi täis igavese elu saavutamise võimalusse suhtuma täie tõsidusega. Me oleme unustanud, et see ongi meie tegelik eesmärk, meie tegelik huvi. Miks oleme me selle unustanud? Me oleme lihtsalt pimestatud materiaalsuse särast, pilvelõhkujatest, suurtest tehastest, poliitikute mängudest, kuigi me ju teame, et ükskõik kui suuri pilvelõhkujaid me ka ei ehitaks, ei aita need meil siin igavesti elada. Me ei peaks raiskama oma energiat suurte tehaste ja linnade ehitamisele, mässides end sedasi vaid üha enam materiaalse looduse köidikuisse. Me peaksime rakendama oma energia Kṛṣṇa teadvuse arendamisse, et omandada vaimne keha, millega siseneda Kṛṣṇa planeedile. Kṛṣṇa teadvus pole mõni religioosne ettekirjutus või mõni vaimne meelelahutus, see on elusolendi kõige olulisem osa.