Skip to main content

KAPITEL 3

Chapter 3

Befrielse fra de materielle planeter

Liberation from Material Planets

Jñānīerne og yogīerne er generelt upersonalister, og selv om de opnår en midlertidig form for befrielse ved at opgå i den upersonlige udstråling, den åndelige himmel, anses deres viden ifølge Śrīmad-Bhāgavatam ikke for ren. Igennem askese, selvtugt og meditationer kan de stige op til den Højeste Absoluttes niveau, men som det er blevet forklaret, falder de igen ned til den materielle verden, for de har ikke taget Kṛṣṇas personlige aspekt alvorligt. Medmindre man tilbeder Kṛṣṇas lotusfødder, må man igen stige ned til det materielle plan. Den ideelle indstilling bør være: “Jeg er Din evige tjener. Engager mig på en eller anden måde i Din tjeneste.” Kṛṣṇa kaldes ajitaḥ – uovervindelig – for ingen kan besejre Gud, men ifølge Śrīmad-Bhāgavatam kan en person med denne mentalitet let besejre den Højeste. Śrīmad-Bhāgavatam anbefaler også, at vi opgiver det nyttesløse forsøg på at forstå, hvor stor den Højeste er. Vi kan ikke engang måle grænserne for verdensrummet for slet ikke at tale om den Højeste. Det er ikke muligt at opmåle længden og bredden af Kṛṣṇa med ens ubetydelige viden. Den, der når til denne konklusion, anses for at være intelligent i den vediske litteratur. Man må i al ydmyghed nå frem til forståelsen af, at man er en meget lille, ubetydelig del af universet. Vi bør opgive forsøget på at forstå den Højeste med vores begrænsede viden eller intellektuelle spekulation og blive ydmyge og høre om den Højeste fra læberne af en realiseret sjæl eller fra autoritative kilder som Bhagavad-gītā.

The jñānīs and yogīs are generally impersonalists, and although they attain the temporary form of liberation by merging into the impersonal effulgence, the spiritual sky, according to Śrīmad-Bhāgavatam their knowledge is not considered pure. By penances, austerities, and meditations they can rise up to the platform of the Supreme Absolute, but as has been explained, they again fall down to the material world, because they have not taken Kṛṣṇa’s personal features seriously. Unless one worships the lotus feet of Kṛṣṇa, he again has to descend to the material platform. The ideal attitude should be, “I am Your eternal servitor. Please let me somehow engage in Your service.” Kṛṣṇa is called ajitaḥ – unconquerable – for no one can conquer God, but according to Śrīmad-Bhāgavatam, one with this attitude easily conquers the Supreme. Śrīmad-Bhāgavatam also recommends that we give up this futile process to measure the Supreme. We cannot even measure the limitations of space, what to speak of the Supreme. It is not possible to measure the length and breadth of Kṛṣṇa by one’s minuscule knowledge, and one who arrives at this conclusion is considered intelligent by Vedic literature. One should come to understand, submissively, that he is a very insignificant segment of the universe. Abandoning the endeavor to understand the Supreme by limited knowledge or mental speculation, we should become submissive and hear of the Supreme through authoritative sources such as the Bhagavad-gītā or through the lips of a realized soul.

I Bhagavad-gītā hører Arjuna om Gud fra Śrī Kṛṣṇas egne læber. På denne måde sætter Arjuna kriteriet for forståelsen af den Højeste gennem ydmygt at lytte. Det er vores position at høre Bhagavad-gītā fra læberne af Arjuna eller hans ægte repræsentant, den åndelige mester. Efter at have hørt er det nødvendigt at praktisere den erhvervede viden i ens daglige liv. “Min kære Herre, Du er uovervindelig,” beder den hengivne. “Men igennem denne proces – ved at lytte – besejres Du.” Gud er uovervindelig, men Han overvindes af den hengivne, der opgiver enhver intellektuel spekulation og lytter til autoritative kilder.

In the Bhagavad-gītā Arjuna is hearing about God from the lips of Śrī Kṛṣṇa Himself. In this way Arjuna set the criterion for understanding the Supreme by submissive hearing. It is our position to hear the Bhagavad-gītā from the lips of Arjuna or his bona fide representative, the spiritual master. After hearing, it is necessary to practice this acquired knowledge in daily life. “My dear Lord, You are unconquerable,” the devotee prays, “but by this process, by hearing, You are conquered.” God is unconquerable, but He is conquered by the devotee who abandons mental speculation and listens to authoritative sources.

Ifølge Brahma-saṁhitā er der to måder at få viden på: den opstigende proces og den nedstigende proces. Igennem den opstigende proces ophøjes man af viden, som man erhverver ved egen indsats. På denne måde tænker man: “Jeg er ligeglad med autoriteter eller bøger. Jeg kan få viden på egen hånd gennem meditation og filosofi og lære om Gud ved egen kraft.” Den anden proces, den nedstigende proces, indebærer, at man modtager viden fra højere autoriteter. Brahma-saṁhitā erklærer, at hvis man anvender den opstigende proces og rejser med sindets og vindens fart i millioner af år, vil man i sidste ende stadigvæk ikke kende Gud. For en sådan person vil emnet forblive vanskeligt og ufatteligt. Men den enkle proces, hvorigennem man forstår dette emne, gives i Bhagavad-gītā: ananya-cetāḥ satataṁ yo māṁ smarati nityaśaḥ. Kṛṣṇa beder om, at man mediterer på Ham i underkastelse uden at afvige fra vejen af hengiven tjeneste. For den, der tilbeder Ham på denne måde, tasyāhaṁ sulabhaḥ: “Jeg bliver let opnåelig.” Dette er processen: Hvis man arbejder for Kṛṣṇa døgnet rundt, kan Kṛṣṇa ikke glemme én. Ved at underkaste sig kan man tiltrække Guds opmærksomhed. Som min Guru Mahārāja, Bhaktisiddhānta Sarasvatī, plejede at sige: “Forsøg ikke at se Gud. Skal Gud komme og stå foran os som en tjener, blot fordi vi gerne vil se Ham? Dette er ikke den ydmyge vej. Vi må vinde Ham gennem vores kærlighed og tjeneste.”

According to the Brahma-saṁhitā there are two ways of acquiring knowledge – the ascending process and the descending process. By the ascending process one is elevated by knowledge acquired by himself. In this way one thinks, “I don’t care for any authorities or books. I will attain knowledge myself by meditation, philosophy, etc. In this way I will understand God.” The other process, the descending process, involves receiving knowledge from higher authorities. The Brahma-saṁhitā states that if one takes to the ascending process and travels at the speed of mind and wind for millions of years, he will still end up not knowing. For him, the subject matter will remain elusive and inconceivable. But that subject matter is given in the Bhagavad-gītā: ananya-cetāḥ. Kṛṣṇa says to meditate on Him without deviation from the path of devotional service in submission. For one who worships Him in this way – tasyāhaṁ sulabhaḥ: “I become easily available.” This is the process: if one works for Kṛṣṇa twenty-four hours a day, Kṛṣṇa cannot forget him. By becoming submissive, he can attract the attention of God. As Guru Mahārāja Bhaktisiddhānta Sarasvatī used to say, “Don’t try to see God. Is God to come and stand before us like a servant just because we want to see Him? That is not the submissive way. We have to oblige Him by our love and service.”

Den rette proces, hvorigennem man nærmer sig Kṛṣṇa, blev givet til menneskeheden af Herren Caitanya Mahāprabhu, og Rūpa Gosvāmī, Hans vigtigste discipel, påskønnede processen. Rūpa Gosvāmī var minister i den muslimske regering, men forlod regeringen for at blive Caitanya Mahāprabhus discipel. Da Rūpa Gosvāmī første gang kom for at se Herren, henvendte han sig til Ham med følgende vers:

The proper process for approaching Kṛṣṇa was given to humanity by Lord Caitanya Mahāprabhu, and Rūpa Gosvāmī, His first disciple, appreciated it. Rūpa Gosvāmī was a minister in the Muhammadan government, but he left the government to become a disciple of Caitanya Mahāprabhu. When he first went to see the Lord, Rūpa Gosvāmī approached Him with the following verse:

namo mahā-vadānyāya
kṛṣṇa-prema-pradāya te
kṛṣṇāya kṛṣṇa-caitanya-
nāmne gaura-tviṣe namaḥ
namo mahā-vadānyāya
kṛṣṇa-prema-pradāya te
kṛṣṇāya kṛṣṇa-caitanya-
nāmne gaura-tviṣe namaḥ

“Jeg udtrykker min respektfulde underkastelse for den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa Caitanya, der er mere storsindet end nogen anden avatāra inklusive Kṛṣṇa Selv, for Han giver, hvad ingen tidligere nogensinde har givet – ren kærlighed til Kṛṣṇa.”

“I offer my respectful obeisances unto the Supreme Lord, Śrī Kṛṣṇa Caitanya, who is more magnanimous than any other avatāra, even Kṛṣṇa Himself, because He is bestowing freely what no one else has ever given – pure love of Kṛṣṇa.”

Kṛṣṇa giver Sig Selv til den, der udvikler ren kærlighed til Ham. Så Rūpa Gosvāmī kaldte Caitanya Mahā­prabhu for “den mest gavmilde, den mest barmhjertige personlighed,” fordi Han gav den mest kostbare ting af alle – kærlighed til Kṛṣṇa – for næsten ingenting. Vi ønsker alle Kṛṣṇa, og vi længes efter Ham, for Han er den mest tiltrækkende, den smukkeste, den rigeste, den mægtigste og den mest lærde. Disse ting er, hvad vi længes efter. Vi længes efter det smukke, det magtfulde, det lærde, det rige. Kṛṣṇa er reservoiret af alle disse, så derfor behøver vi kun at vende vores opmærksomhed mod Ham, og vi vil få alting, uanset hvad vi vil have. Uanset hvad vores hjertes ønske er, vil det blive opfyldt gennem den Kṛṣṇa-bevidste proces.

Rūpa Gosvāmī called Caitanya Mahāprabhu “the most munificent, the most charitable personality,” because He was offering the most precious thing of all very cheaply – love of God. We all want Kṛṣṇa and are all hankering after Him. Kṛṣṇa is the most attractive, the most beautiful, the most opulent, the most powerful, and the most learned. That is the object of our hankering. We’re hankering after the beautiful, the powerful, the learned, the wealthy. Kṛṣṇa is the reservoir of all of this, so we need only turn our attention toward Him, and we will get everything. Everything – whatever we want. Whatever is our heart’s desire will be fulfilled by this process of Kṛṣṇa consciousness.

Som tidligere nævnt er adgangen til Kṛṣṇaloka, den højeste bolig, hvor Kṛṣṇa bor, garanteret for den, der dør i Kṛṣṇa-bevidsthed. Her kan man spørge, hvad fordelen er ved at komme til den planet. Kṛṣṇa svarer Selv derpå:

For one who dies in Kṛṣṇa consciousness, as stated before, entrance into Kṛṣṇaloka, the supreme abode where Kṛṣṇa resides, is guaranteed. At this point one may ask what the advantage is in going to that planet, and Kṛṣṇa Himself answers,

mām upetya punar janma
duḥkhālayam aśāśvatam
nāpnuvanti mahātmānaḥ
saṁsiddhiṁ paramāṁ gatāḥ
mām upetya punar janma
duḥkhālayam aśāśvatam
nāpnuvanti mahātmānaḥ
saṁsiddhiṁ paramāṁ gatāḥ

“Efter at have opnået Mig vender de store sjæle, der er yogīer i hengivenhed, aldrig tilbage til denne midlertidige verden, der er fuld af lidelse, for de har opnået den højeste fuldkommenhed.” (Bhagavad-gītā 8.15)

“After attaining Me, the great souls, who are yogīs in devotion, never return to this temporary world, which is full of miseries, because they have attained the highest perfection.” (Gītā 8.15)

Denne materielle verden bekræftes af Śrī Kṛṣṇa, Skaberen, som duḥkhālayam, fyldt med lidelser. Hvordan skulle vi kunne gøre den til et behageligt sted? Er det muligt at gøre denne verden til et bekvemt sted gennem såkaldt fremskridt i videnskab? Nej, det er helt umuligt. Som følge deraf ønsker vi ikke engang at vide, hvad disse lidelser er. Lidelserne er som før nævnt fødsel, alderdom, sygdom og død, men fordi vi ikke kan finde en løsning på dem, forsøger vi at lade som om, at de ikke er der. Videnskaben har ingen kapacitet til at løse disse lidelser, der altid forfølger os. I stedet vender videnskabsmændene deres opmærksomhed mod at lave rumskibe eller atombomber.

Løsningen på disse problemer gives her i Bhagavad-gītā: Den, der når til Kṛṣṇas platform, behøver ikke at vende tilbage til denne materielle verden af fødsel og død. Vi må forsøge at forstå, at dette sted er fuld af lidelse. Det tager en vis mængde udviklet bevidsthed at forstå dette. Katte, hunde og svin kan ikke forstå, at de lider. Mennesket kaldes et rationelt dyr, men nu bruges vores rationelle evner til at fremme vores dyriske tilbøjeligheder i stedet for at finde ud af, hvordan man kan blive befriet fra denne lidelsesfyldte tilstand. Her forklarer Kṛṣṇa direkte, at den, der kommer til Ham, vil aldrig blive genfødt her for at lide igen. Disse store sjæle, der kommer til Ham, har opnået livets højeste fuldkommenhed, der befrier det levende væsen fra lidelsen i den betingede tilværelse.

This material world is certified by Śrī Kṛṣṇa, the creator, as duḥkhālayam – full of miseries. How then can we make it comfortable? Is it possible to make this world comfortable by the so-called advancement of science? No, this is not possible. As a result, we do not even wish to know what these miseries are. The miseries, as stated before, are birth, old age, disease, and death, and because we cannot make a solution to them, we try to set them aside. Science has no power to solve these miseries that are always giving us trouble. Instead, they divert our attention to the making of spaceships or atomic bombs. The solution to these problems is given here in the Bhagavad-gītā: if one attains to Kṛṣṇa’s platform he does not have to return again to this earth of birth and death. We should try to understand that this place is full of miseries. It takes a certain amount of developed consciousness to understand this. Cats and dogs and hogs cannot understand that they are suffering. Man is called a rational animal, but his rationality is being used to further his animalistic propensities instead of to find out how to get liberation from this miserable condition. Here Kṛṣṇa explicitly states that one who comes to Him will never be reborn to suffer miseries again. Those great souls who come to Him have attained the highest perfection of life, which alleviates the living entity from the suffering of conditioned existence.

En af forskellene på Kṛṣṇa og et almindeligt levende væsen er, at sidstnævnte kan kun være på ét sted ad gangen, men Kṛṣṇa kan være overalt i universet og samtidig være i Sin egen bolig. Kṛṣṇas bolig i den transcendentale verden kaldes Goloka Vṛndāvana. Vṛndāvana i Indien er det samme Vṛndāvana, der er nedsteget til denne jord. Når Kṛṣṇa Selv nedstiger gennem Sin indre energi, nedstiger Hans dhāma eller bolig også. Når Kṛṣṇa med andre ord nedstiger til denne jord, viser Han Sig Selv på dette sted. På trods af dette forbliver Kṛṣṇas bolig for evigt i den transcendental sfære i Vaikuṇṭhaerne. I dette vers erklærer Kṛṣṇa, at den, der kommer til Hans bolig i Vaikuṇṭhaerne, aldrig behøver at tage fødsel igen i den materielle verden. En sådan person kaldes mahātmā. Ordet mahātmā er generelt kendt i Vesten i forbindelse med Mahatma Gandhi, men vi må forstå, at mahātmā ikke er titlen på en politiker. Snarere refererer mahātmā til det førsteklasses Kṛṣṇa-bevidste menneske, der er kvalificeret til at komme til Kṛṣṇas bolig. Mahātmāens fuldkommenhed er at bruge den menneskelige livsform og naturens ressourcer på at befri sig selv fra kredsløbet af fødsel og død.

One of the differences between Kṛṣṇa and an ordinary being is that an ordinary entity can be in only one place at a time, but Kṛṣṇa can be everywhere in the universe and yet also in His own abode, simultaneously. Kṛṣṇa’s abode in the transcendental kingdom is called Goloka Vṛndāvana. The Vṛndāvana in India is that same Vṛndāvana descended on this earth. When Kṛṣṇa descends Himself by His own internal potency, His dhāma, or abode, also descends. In other words, when Kṛṣṇa descends on this earth, He manifests Himself in that particular land. Despite this, Kṛṣṇa’s abode remains eternally in the transcendental sphere, in the Vaikuṇṭhas. In this verse Kṛṣṇa proclaims that one who comes to His abode in the Vaikuṇṭhas never has to take birth again in the material world. Such a person is called a mahātmā. The word mahātmā is generally heard in the West in connection with Mahatma Gandhi, but we should understand that mahātmā is not the title of a politician. Rather, mahātmā refers to the first-class Kṛṣṇa conscious man who is eligible to enter into the abode of Kṛṣṇa. The mahātmā’s perfection is this: to utilize the human form of life and the resources of nature to extricate himself from the cycle of birth and death.

En intelligent person tænker: “Jeg ønsker ikke lidelser, men de påføres mig med magt. Hvorfor?” Som sagt i begyndelsen er vi altid i en lidelsesfyldt tilstand på grund af de forstyrrelser, der kommer fra vores sind og krop såvel som fra naturen og fra andre levende væsener. Der er altid en eller anden form for lidelse, der bliver påført os. Denne materielle verden er bestemt til lidelse. Medmindre der er lidelse, kan vi ikke komme til Kṛṣṇa-bevidsthed. Lidelse er i virkeligheden et incitament og en hjælp til at ophøje os til Kṛṣṇa-bevidsthed. Imidlertid er den moderne civilisations indstilling: “Lad mig lide og dulme min lidelse med beruselse.” Men så snart beruselsen er ovre, vender lidelserne tilbage. Det er ikke muligt at finde en løsning på livets lidelser gennem kunstig beruselse. Løsningen skal findes igennem Kṛṣṇa-bevidsthed.

An intelligent person knows that he does not want miseries, but they are inflicted upon him by force. As stated before, we are always in a miserable condition due to this mind, body, natural disturbances, or other living entities. There is always some kind of misery inflicted upon us. This material world is meant for misery; unless the misery is there, we cannot come to Kṛṣṇa consciousness. Miseries are actually an impetus and help to elevate us to Kṛṣṇa consciousness. An intelligent man questions why these miseries are inflicted on him by force. However, modern civilization’s attitude is, “Let me suffer. Let me cover it by some intoxication, that’s all.” But as soon as the intoxication is over, the miseries return. It is not possible to make a solution to the miseries of life by artificial intoxication. The solution is made by Kṛṣṇa consciousness.

Man kan påpege, at selv om Kṛṣṇas hengivne forsøger at komme til Kṛṣṇas planet, vil alle andre gerne til Månen. Er det ikke også fuldkommenhed at komme til Månen? Tilbøjeligheden til at ville rejse til andre planeter findes altid i det levende væsen. Et navn for det levende væsen er sarva-gata, der betyder “den, der ønsker at rejse overalt.” At rejse er en del af det levende væsens natur. Ønsket om at komme til Månen er ikke noget nyt. Yogīerne er også interesserede i at komme til højere planeter, men i Bhagavad-gītā (8.16) gør Kṛṣṇa opmærksom på, at dette ikke vil hjælpe én:

One may point out that although the devotees of Kṛṣṇa are trying to enter Kṛṣṇa’s planet, everyone else is interested in going to the moon. Isn’t going to the moon also perfection? The tendency to travel to other planets is always present in the living entity. One name for the living entity is sarva-gata, which means “one who wants to travel everywhere.” Travel is part of the nature of the living entity. The desire to go to the moon is not a new thing. The yogīs also are interested in entering the higher planets, but in the Bhagavad-gītā (8.16) Kṛṣṇa points out that this will not be of any help.

ābrahma-bhuvanāl lokāḥ
punar āvartino ’rjuna
mām upetya tu kaunteya
punar janma na vidyate
ābrahma-bhuvanāl lokāḥ
punar āvartino ’rjuna
mām upetya tu kaunteya
punar janma na vidyate

“Lige fra den højeste ned til den laveste er alle planeter i den materielle verden lidelsesfyldte steder, hvor gentagen fødsel og død finder sted. Men den, der kommer til Min bolig, vil aldrig blive født igen, O Kuntīs søn.”

“From the highest planet in the material world down to the lowest, all are places of misery wherein repeated birth and death take place. But one who attains to My abode, O son of Kuntī, never takes birth again.”

Universet er opdelt i højere, mellemliggende og lavere planetsystemer. Jorden anses for at være en del af det mellemliggende planetsystem. Kṛṣṇa påpeger, at selv om man kommer til den højeste planet af alle, Brahmaloka, er der fortsat gentagelse af fødsel og død. Andre planeter i universet er fulde af levende væsener. Vi bør ikke tro, at her på Jorden er der levende væsener, mens alle andre planeter er tomme. Vi har erfaring af, at intet sted på Jorden er ubeboet og uden levende væsener. Hvis vi graver dybt ned i jorden, finder vi orm; hvis vi dykker dybt ned i vandet, støder vi på vanddyr; hvis vi flyver højt op i himlen, ser vi en masse fugle. Hvordan er det muligt at konkludere, at andre planeter ikke har levende væsener? Men Kṛṣṇa gør opmærksom på, at selv hvis vi kommer til de planeter, hvor store halvguder bor, vil vi fortsat være underkastet døden. Her gentager Kṛṣṇa, at når man kommer til Hans planet, behøver man ikke at blive født igen.

The universe is divided into higher, middle, and lower planetary systems. The earth is considered to be a member of the middle planetary system. Kṛṣṇa points out that even if one enters into the highest planet of all, called Brahmaloka, there is still repetition of birth and death. Other planets in the universe are full of living entities. We should not think that we are here and that all the other planets are vacant. From experience we can see that no place on earth is vacant of living entities. If we dig deep down into the earth, we find worms; if we go deep into the water, we find aquatics; if we go into the sky, we find so many birds. How is it possible to conclude that other planets have no living entities? But Kṛṣṇa points out that even if we enter into those planets where great demigods reside, we will still be subjected to death. Again, Kṛṣṇa repeats that upon reaching His planet, one need not take birth again.

Vi bør være meget seriøse med hensyn til at opnå vores evige liv, der er fuld af lyksalighed og viden. Vi har glemt, at dette i virkeligheden er vores mål med livet, vores virkelige egeninteresse. Hvorfor har vi glemt dette? Vi er simpelthen blevet ført bag lyset af det materielle glimmerværk – store skyskrabere, store fabrikker og politiske spil – selv om vi ved, at uanset hvor store vi bygger skyskraberne, vil vi ikke kunne bo i dem for evigt. Vi bør ikke spilde vores kræfter på at opbygge store industrier og byer for blot at lade os selv blive yderligere fanget i den materielle natur. I stedet skal vi bruge vores energi på at udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed, så vi efter at have forladt denne krop kan få en åndelig krop og komme til Kṛṣṇas åndelige planet. Kṛṣṇa-bevidsthed er ikke en religiøs formalitet eller en form for åndelig rekreation, men den vigtigste ting i vores liv.

We should be very serious about attaining our eternal life full of bliss and knowledge. We have forgotten that this is actually our aim of life, our real self-interest. Why have we forgotten? We have simply been entrapped by the material glitter, by skyscrapers, big factories, and political play, although we know that however big we build skyscrapers, we will not be able to live here indefinitely. We should not spoil our energy in building mighty industries and cities to further entrap ourselves in material nature; rather, our energy should be used to develop Kṛṣṇa consciousness, in order to attain a spiritual body whereby we may enter into Kṛṣṇa’s planet. Kṛṣṇa consciousness is not a religious formula or some spiritual recreation; it is the most important part of the living entity.