Skip to main content

TEXT 2

TEXT 2

Verš

Tekst

rāja-vidyā rāja-guhyaṁ
pavitram idam uttamam
pratyakṣāvagamaṁ dharmyaṁ
su-sukhaṁ kartum avyayam
rāja-vidyā rāja-guhyaṁ
pavitram idam uttamam
pratyakṣāvagamaṁ dharmyaṁ
su-sukhaṁ kartum avyayam

Synonyma

Synonyms

rāja-vidyā — královské vzdělání; rāja-guhyam — královské důvěrné poznání; pavitram — je nejčistší; idam — toto; uttamam — transcendentální; pratyakṣa — přímým vnímáním; avagamam — chápaný; dharmyam — princip náboženství; su-sukham — nesmírně radostné; kartum — konat; avyayam — trvalé.

rāja-vidyā — kongen over al uddannelse; rāja-guhyam — kongen over fortrolig viden; pavitram — den reneste; idam — denne; uttamam — transcendental; pratyakṣa — gennem direkte erfaring; avagamam — forstået; dharmyam — princippet for religion; su-sukham — meget lykkelig; kartum — at udføre; avyayam — varer evigt.

Překlad

Translation

Toto poznání je královskou vědou a největším ze všech tajemství. Je nejčistší, a jelikož umožňuje přímo vnímat vlastní já na základě realizace, je dokonalostí náboženství. Nikdy nepomíjí a jeho uplatňování je nesmírně radostné.

Denne viden er kongen over al uddannelse, den hemmeligste af alle hemmeligheder. Det er den reneste viden, og fordi den giver en direkte opfattelse af selvet gennem erkendelse, er den fuldendelsen af al religion. Den er evig, og den udføres med glæde.

Význam

Purport

Tato kapitola Bhagavad-gīty je nazývána královským vzděláním, jelikož podává esenci všech dříve vyložených nauk a filozofických směrů. K nejpřednějším filozofům Indie patří Gautama, Kaṇāda, Kapila, Yājñavalkya, Śāṇḍilya, Vaiśvānara a konečně Vyāsadeva, autor Vedānta-sūtry. O poznání v oblasti filozofie či transcendentální vědy tedy není nouze. Nyní Pán říká, že z veškerého takového poznání je devátá kapitola poznáním královským; je esencí všeho poznání, kterého lze nabýt studiem Ved a různých druhů filozofie. Je nejdůvěrnější, protože důvěrné, transcendentální poznání se týká porozumění rozdílu mezi duší a tělem. A vrcholem všeho důvěrného poznání — královským důvěrným poznáním — je oddaná služba.

FORKLARING: Dette kapitel i Bhagavad-gītā bliver kaldt kongen over al uddannelse, for det er essensen af alle de doktriner og filosofier, der hidtil er blevet forklaret. Nogle af de vigtigste filosoffer i Indien er Gautama, Kaṇāda, Kapila, Yājñavalkya, Śāṇḍilya og Vaiśvānara, og endelig er der Vyāsadeva, Vedānta-sūtras forfatter. Hvad angår filosofi og transcendental viden, er der altså ingen mangel på kundskab. Nu erklærer Herren, at kapitel 9 er kongen over al sådan viden, essensen af al viden, der kan erhverves ved at studere Vedaerne og forskellige former for filosofi. Det er den mest fortrolige viden, idet fortrolig eller transcendental kundskab indebærer forståelse af forskellen på kroppen og sjælen. Og kongen over al fortrolig viden kulminerer i hengiven tjeneste.

Lidé však bohužel nejsou seznamováni s tímto důvěrným poznáním, ale s poznáním vnějším. Obyčejné vzdělání zahrnuje mnoho oborů: politiku, sociologii, fyziku, chemii, matematiku, astronomii, inženýrství a tak dále. Na celém světě najdeme mnoho oborů poznání a mnoho velkých univerzit, ale není zde bohužel jediná univerzita či vzdělávací instituce, která by učila vědě o duši. Duše je přitom nejdůležitější částí těla, které je bez její přítomnosti bezcenné. Přesto lidé kladou velký důraz na potřeby těla a o duši, jež je základem života, se nestarají.

Normalt er folk ikke uddannede i denne fortrolige viden. De er uddannede i ydre kundskab. Når det kommer til almindelig uddannelse, er folk beskæftiget inden for mange områder såsom politik, sociologi, fysik, kemi, matematik, astronomi, teknik osv. Der findes så mange områder af viden over hele verden og mange store universiteter, men desværre er der intet universitet eller nogen uddannelsesinstitution, hvor der bliver undervist i videnskaben om den åndelige sjæl. Ikke desto mindre er sjælen det vigtigste element i kroppen. Uden sjælens tilstedeværelse har kroppen ingen værdi. Alligevel lægger folk større vægt på livets kropslige fornødenheder uden at bryde sig om den livsvigtige sjæl.

Bhagavad-gītā (zvláště počínaje druhou kapitolou) zdůrazňuje, jak je duše důležitá. Na samém počátku Pán říká, že tělo je pomíjivé, ale duše nikoliv (antavanta ime dehā nityasyoktāḥ śarīriṇaḥ). To je důvěrná část poznání — duše se liší od těla a je svou povahou neměnná, nezahubitelná a věčná. Avšak to ještě neposkytuje žádné údaje o její činné povaze. Někteří lidé vědí, že duše se liší od těla, ale domnívají se, že po skonání těla spočine tehdy již osvobozená duše v prázdnotě a stane se neosobní. Ve skutečnosti tomu tak ale není. Je-li duše v těle tak činná, jak by mohla být po osvobození od něho nečinná? Je činná stále. Je-li věčná, je tedy věčně činná, a její činnosti v duchovním království představují nejdůvěrnější poznání. Proto zde stojí, že činnosti duše jsou podstatou královského poznání, které je ze všeho poznání nejdůvěrnější.

Fra kapitel 2 og fremefter har Bhagavad-gītā betonet vigtigheden af sjælen. Herren siger lige fra starten af (Bg. 2.18), at kroppen er forgængelig, mens sjælen er uforgængelig (antavanta ime dehā, nityasyoktāḥ śarīriṇaḥ). At vide, at den åndelige sjæl er forskellig fra denne krop, og at den af natur er uforanderlig, uforgængelig og evig, er en del af denne fortrolige viden. Det giver os dog ingen konkret information om sjælen. Somme tider tror folk, at sjælen er forskellig fra kroppen, og når kroppen er færdig, eller når man er befriet fra kroppen, forbliver sjælen i et tomrum og bliver upersonlig. Men det er ingenlunde sandt. Hvordan kan sjælen, der er så aktiv, når den er inde i kroppen, blive inaktiv efter at være blevet udfriet fra kroppen? Sjælen er altid aktiv. Hvis den er evig, er den også evigt aktiv, og dens aktiviteter i det åndelige rige udgør den mest fortrolige del af åndelig kundskab. Her bliver det derfor tilkendegivet, at forståelse af den åndelige sjæls aktiviteter udgør kongen over al viden, den mest fortrolige del af al kundskab.

Védské spisy líčí, že toto poznání představuje nejčistší podobu ze všech činností. Padma Purāṇa předkládá rozbor hříšných činností člověka a ukazuje, že jsou výsledkem opakovaného hříšného jednání v minulosti. Lidé, kteří jednají s touhou po plodech své práce, jsou zapleteni v různých stádiích a formách hříchů a jejich následků. Když se zaseje semínko stromu, strom nezačne růst okamžitě před našima očima. Nejprve je malou, klíčící rostlinkou, postupně se vyvíjí ve strom, rozkvete a nese plody a ten, kdo semínko zasel, z nich má nakonec užitek. Když člověk spáchá hříšný čin, je to podobné: ovoce jeho hříchu dozraje také až za nějakou dobu. Jsou různá stádia — sám již mohl hříšného jednání zanechat, ale jeho výsledky neboli plody na něj teprve čekají. Některé hříchy jsou dosud v podobě semínka a jiné již nesou plody v podobě neštěstí a bolesti, které zakoušíme.

Som forklaret i den vediske litteratur er denne kundskab den reneste form for al aktivitet. I Padma Purāṇa er menneskets syndige handlinger blevet analyseret og vist at være resultat af synd efter synd. De, der beskæftiger sig med frugtstræbende handlinger, bliver viklet ind i forskellige stadier af synd og reaktioner på synd. Når man for eksempel sår et frø til et bestemt træ, begynder træet ikke at vokse med det samme. Det tager sin tid. Først er det en lille spirende plante, så tager det form som et træ, derefter blomstrer det og bærer frugt, og når det er helt udvokset, bliver blomsterne og frugterne nydt af dem, der har sået frøet til træet. På samme måde begår et menneske en syndig handling, og ligesom et frø tager det tid, før synden bærer frugt. Der er forskellige stadier. Den syndige handling kan allerede være ophørt inde i personen, men resultaterne eller frugten af synden venter stadig på at blive høstet. Der er synder, der endnu befinder sig i form af frø, og nogle synder er allerede modnet og har båret frugt, som vi oplever som lidelse og genvordigheder.

Ve dvacátém osmém verši sedmé kapitoly bylo vysvětleno, že ten, jehož reakce za všechny hříšné činy již pominuly a jenž jednal vždy zbožně, je nedotčen dvojností hmotného světa a začne prokazovat oddanou službu Nejvyšší Osobnosti Božství, Kṛṣṇovi. Jinými slovy ti, kdo se věnují oddané službě Nejvyššímu Pánu, jsou již zbaveni reakcí. To stojí také v Padma Purāṇě:

Som forklaret i vers 28 i kapitel 7 bliver en person, der fuldstændigt har udlevet reaktionerne på alle syndige handlinger, og som til fulde er engageret i fromme aktiviteter og er fri for den materielle verdens dualiteter, engageret i hengiven tjeneste til Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. De, der rent faktisk er engageret i den Højeste Herres hengivne tjeneste, er med andre ord allerede fri for alle reaktioner. Det bliver bekræftet i Padma Purāṇa:

aprārabdha-phalaṁ pāpaṁ
kūṭaṁ bījaṁ phalonmukham
krameṇaiva pralīyeta
viṣṇu-bhakti-ratātmanām
aprārabdha-phalaṁ pāpaṁ
kūṭaṁ bījaṁ phalonmukham
krameṇaiva pralīyeta
viṣṇu-bhakti-ratātmanām

U těch, kdo oddaně slouží Nejvyšší Osobnosti Božství, všechny reakce za hříšné jednání — ať už nesoucí plody, dozrávající nebo v podobě semínka — postupně mizí. Oddaná služba má tedy velkou očistnou sílu; je nazývána pavitram uttamam, nejčistší. Uttama znamená transcendentální. Slovo tamas poukazuje na tento hmotný svět neboli temnotu a uttama je to, co je vůči hmotným činnostem transcendentální. Oddaná služba nemá být nikdy považována za hmotnou činnost, přestože se někdy zdá, že oddaní pracují jako obyčejní lidé. Ten, kdo je s oddanou službou obeznámen, ví, že není hmotná. Je to duchovní činnost plná oddanosti, neznečištěná kvalitami hmotné přírody.

For dem, der er engageret i Guddommens Højeste Personligheds hengivne tjeneste, forsvinder alle syndige reaktioner gradvist, uanset om de er modne, umodne eller ligger som frø. Den hengivne tjenestes rensende virkning er således meget stærk, og den kaldes derfor pavitram uttamam, den reneste. Uttamam betyder transcendental. Tamas refererer til den materielle verden eller til mørke, og uttamam betyder det, der er transcendentalt til materielle handlinger. Hengivne aktiviteter må aldrig anses for at være materielle, skønt det af og til kan se ud, som om hengivne handler ligesom almindelige mennesker. Den, der kan se og er bekendt med hengiven tjeneste, ved, at der ikke er tale om materielle handlinger. De er alle åndelige og hengivne og ubesmittede af den materielle naturs kvaliteter.

Vykonávání oddané služby je tak dokonalé, že jeho výsledky je možné bezprostředně vnímat. Přesvědčili jsme se, že každý, kdo zpívá svatá jména Kṛṣṇy (Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare / Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare) bez přestupků, pocítí transcendentální radost a velmi rychle se zbaví veškerého hmotného znečištění. To mohou všichni vidět. A když někdo nejen naslouchá, ale také se snaží šířit poselství o oddané službě nebo napomáhá misionářským činnostem šíření vědomí Kṛṣṇy, bude postupně pociťovat, že dosahuje duchovního pokroku. Ten nezávisí na žádném předchozím vzdělání či způsobilosti. Sama metoda je tak příznivá a čistá, že každý, kdo ji bude praktikovat, se očistí.

Det siges, at udførelsen af hengiven tjeneste er så perfekt, at man direkte kan se resultaterne. Dette direkte resultat kan rent faktisk opleves, og vi har praktisk erfaring af, at alle, der uden at begå forseelser synger Kṛṣṇas hellige navne (Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare), på et tidspunkt oplever en form for transcendental glæde igennem denne sang og meget hurtigt bliver renset for enhver materiel forurening. Det ser man faktisk ske. Hvis man endvidere ikke blot engagerer sig i at høre, men også forsøger at udbrede budskabet om hengiven tjeneste, eller hvis man med andre ord hjælper den Kṛṣṇa-bevidste mission, mærker man, hvordan man gradvist gør åndelige fremskridt. Dette fremskridt i åndeligt liv er helt uafhængigt af enhver form for tidligere uddannelse eller kvalifikation. Metoden er i sig selv så ren, at man bliver ren blot ved at engagere sig i den.

Ve Vedānta-sūtře (3.2.26) je totéž popsáno slovy prakāśaś ca karmaṇy abhyāsāt — “Oddaná služba má takovou sílu, že ten, kdo ji začne vykonávat, bude bezpochyby osvícen.” Příklad najdeme v předchozím životě Nārady, který byl shodou okolností synem služebné. Nedostalo se mu žádného vzdělání ani se nenarodil ve vznešené rodině. Když však jeho matka sloužila velkým oddaným, pomáhal jí a někdy, v její nepřítomnosti, jim sloužil sám:

Dette beskrives også i Vedānta-sūtra (3.2.25) med ordene prakāśaś ca karmaṇy abhyāsāt: “Hengiven tjeneste er så kraftfuld, at man blot ved at engagere sig i den hengivne tjenestes aktiviteter med sikkerhed bliver oplyst.” Et praktisk eksempel finder vi i Nāradas tidligere liv, hvor han var en tjenestepiges søn. Han havde ingen uddannelse og var ikke af høj byrd. Men da hans mor var beskæftiget med at tjene store hengivne, blev Nārada også inddraget, og når hans mor engang imellem ikke var der, ville han overtage tjenesten til de store hengivne. Nārada fortæller selv (ŚB. 1.5.15):

ucchiṣṭa-lepān anumodito dvijaiḥ
sakṛt sma bhuñje tad-apāsta-kilbiṣaḥ
evaṁ pravṛttasya viśuddha-cetasas
tad-dharma evātma-ruciḥ prajāyate
ucchiṣṭa-lepān anumodito dvijaiḥ
sakṛt sma bhuñje tad-apāsta-kilbiṣaḥ
evaṁ pravṛttasya viśuddha-cetasas
tad-dharma evātma-ruciḥ prajāyate

V tomto verši Śrīmad-Bhāgavatamu (1.5.25) sám Nārada popisuje svůj předchozí život svému žákovi Vyāsadevovi. Říká, že když jako chlapec sloužil těmto očištěným oddaným v době jejich čtyřměsíční přítomnosti, byl s nimi v blízkém styku. Když tito mudrci zanechali ve svých miskách zbytky jídla, on, který misky umýval, chtěl ochutnat. Požádal je tedy o svolení, a když ho dostal, zbytky po nich snědl a tak se zbavil všech reakcí za dřívější hříšné činy. S tím, jak jedl, se jeho srdce postupně očišťovalo, až bylo stejně čisté jako jejich. Tito velcí oddaní se těšili z chuti nepřetržité oddané služby Pánu nasloucháním a opěvováním a Nārada postupně vyvinul stejné zalíbení. Dále říká:

I dette vers fra Śrīmad-Bhāgavatam beskriver Nārada sit tidligere liv for sin discipel Vyāsadeva. Han beretter, at mens han som dreng var tjener for disse rene hengivne under deres fire måneders ophold, plejede han nær omgang med dem. Af og til efterlod disse vismænd rester af deres mad på deres tallerkener, og drengen, der vaskede op efter dem, ville gerne smage på resterne. Han bad derfor de store hengivne om deres tilladelse, og da de gav den, spiste Nārada disse rester og blev som følge deraf fri for alle syndige reaktioner. I takt med, at han fortsatte med at spise, blev han efterhånden lige så renhjertet som vismændene. De store hengivne nød smagen af uophørlig hengiven tjeneste til Herren ved at høre og synge Herrens navn, og gradvist udviklede Nārada den samme smag. Nārada fortæller videre (ŚB. 1.5.26):

tatrānv-ahaṁ kṛṣṇa-kathāḥ pragāyatām
anugraheṇāśṛṇavaṁ mano-harāḥ
tāḥ śraddhayā me ’nu-padaṁ viśṛṇvataḥ
priyaśravasy aṅga mamābhavad ruciḥ
tatrānv-ahaṁ kṛṣṇa-kathāḥ pragāyatām
anugraheṇāśṛṇavaṁ mano-harāḥ
tāḥ śraddhayā me ’nu-padaṁ viśṛṇvataḥ
priyaśravasy aṅga mamābhavad ruciḥ

Stykem s mudrci získal chuť poslouchat a zpívat o slávě Pána a vyvinul velkou touhu po oddané službě. Proto — jak je uvedeno ve Vedānta-sūtře: prakāśaś ca karmaṇy abhyāsāt — když někdo vykonává oddanou službu, vše mu bude vyjeveno a všemu porozumí. To se nazývá pratyakṣa, přímé vnímání.

Ved at omgås med vismændene fik Nārada smag for at høre og synge om Herrens herligheder, og han udviklede et stort ønske om hengiven tjeneste. Som beskrevet i Vedānta-śūtra (3.2.25), prakāśaś ca karmaṇy abhyāsāt: Hvis man blot er engageret i den hengivne tjenestes aktiviteter, bliver alt automatisk åbenbaret for én, og man vil kunne forstå. Dette kaldes pratyakṣa eller direkte opfattelse.

Slovo dharmyam značí cestu náboženství. Nārada byl dříve synem služebné a neměl možnost chodit do školy. Pouze pomáhal své matce a štěstěna způsobila, že matka sloužila oddaným. I tento malý chlapec k tomu dostal příležitost a díky samotnému styku s nimi dosáhl nejvyššího cíle veškerého náboženství. Tím je oddaná služba, jak je uvedeno ve Śrīmad-Bhāgavatamu (sa vai puṁsāṁ paro dharmo yato bhaktir adhokṣaje). Nábožensky založení lidé většinou nevědí, že nejvyšší dokonalostí náboženství je dosáhnout úrovně oddané služby. Jak jsme již uváděli v souvislosti s posledním veršem osmé kapitoly (vedeṣu yajñeṣu tapaḥsu caiva), k poznání cesty seberealizace je obvykle nutné znát Vedy. Ale zde vidíme, že i když Nārada nikdy nežil ve škole duchovního učitele a neučili ho védským zásadám, dosáhl nejlepších výsledků, které skýtá studium Ved. Tento proces má takovou sílu, že i toho, kdo nekoná vše, co je předepsanou součástí náboženství, může pozvednout k nejvyšší dokonalosti. Jak je to možné? O tom podává svědectví rovněž védská literatura: ācāryavān puruṣo veda. Ten, kdo se stýká s velkými ācāryi, může být obeznámen s veškerým poznáním potřebným k realizaci i v případě, že je nevzdělaný a nikdy nestudoval Vedy.

Ordet dharmyam betyder “religionens vej”. Nārada var i virkeligheden søn af en tjenestepige og havde som sådan ingen mulighed for at gå i skole. Han hjalp blot sin mor, og til alt held gjorde hun tjeneste til de hengivne. Det fik barnet Nārada således også chancen for, og udelukkende gennem denne omgang med de hengivne opnåede han det højeste mål med al religion. Som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.6), sa vai puṁsāṁ paro dharmo, yato bhaktir adhokṣaje: Hengiven tjeneste er det højeste mål med al religion. Religiøse mennesker ved som regel ikke, at den højeste fuldkommenhed af religion er at opnå hengiven tjeneste. Som vi allerede har været inde på det i forbindelse med det sidste vers i kapitel 8 (vedeṣu yajñeṣu tapaḥsu caiva), er vedisk viden som regel nødvendig for selverkendelse. Men her fik Nārada det højeste resultat af vediske studier, selv om han aldrig havde gået i skole hos den åndelige mester og ikke var uddannet i de vediske principper. Denne proces er så virkningsfuld, at man kan blive hævet til den højeste fuldkommenhed selv uden at følge den religiøse proces fast. Hvordan kan det lade sig gøre? Det bliver også bekræftet i den vediske litteratur (Chāndogya Upaniṣad 6.14.2): ācāryavān puruṣo veda. Hvis man omgås med de store ācāryaer, kan man selv uden at være uddannet eller nogensinde have studeret Vedaerne blive fortrolig med al den kundskab, der er nødvendig for selverkendelse.

Proces oddané služby je velmi radostný (su-sukham). Proč? Oddaná služba sestává ze śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ — každý tedy může jednoduše naslouchat opěvování slávy Pána nebo se zúčastnit filozofických přednášek zplnomocněných ācāryů na téma transcendentálního poznání. Všichni se mohou učit už jen tím, že budou sedět a naslouchat, a pak mohou jíst zbytky jídla obětovaného Bohu, což jsou velmi chutné pokrmy. Oddaná služba je radostná v každém stavu. Je možné ji vykonávat i v té největší chudobě. Pán říká: patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyam — je ochotný přijmout od oddaného, cokoliv Mu nabídne. Může to být i obyčejný lístek, květ, dílek ovoce nebo voda, které lze získat všude na světě, a obětovat to může kdokoliv, bez ohledu na společenské postavení. Pán to přijme. Z velkých mudrců, jako je Sanat-kumāra, se stali velcí oddaní poté, co jen ucítili vůni lístků tulasī obětovaných lotosovým nohám Pána. Metoda oddané služby je tedy nesmírně příznivá a může se praktikovat s radostnou náladou. Bůh přijímá pouze lásku, se kterou Mu je vše nabízeno.

Hengiven tjeneste er en meget glædesfyldt proces (su-sukham). Hvorfor? Hengiven tjeneste består af śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ, så man kan blot lytte til recitationen af Herrens herligheder eller overvære filosofiske foredrag om transcendental viden med de autoriserede ācāryaer. Blot ved at sidde kan man lære. Dernæst kan man spise resterne af mad, der er ofret til Gud i form af dejlige velsmagende retter. Hengiven tjeneste er fuld af glæde på alle trin. Man kan praktisere hengiven tjeneste i selv den største tilstand af fattigdom. Herren siger (Bg. 9.26), patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyam: Han er villig til at modtage enhver form for ofring fra den hengivne, ligegyldigt hvad. Selv et blad, en blomst, et stykke frugt eller lidt vand, der kan fås overalt i verden, kan bringes som offer af hvem som helst, uanset hvad ens sociale position er, og det vil blive accepteret, hvis det tilbydes med kærlighed. Det er der mange eksempler på i historien. Ved bare at smage på tulasī-bladene, der var ofret til Herrens lotusfødder, blev store vismænd som Sanat-kumāra store hengivne. Derfor er den hengivne proces meget fin, og den kan udføres i et glad sindelag. Gud tager kun imod den kærlighed, med hvilken ting tilbydes Ham.

Je zde řečeno, že oddaná služba je věčná. Māyāvādští filozofové se někdy začínají věnovat takzvané oddané službě, ale jejich záměrem je pokračovat v ní jen do té doby, než dosáhnou osvobození — poté prý budou již “totožní s Bohem”. Takovou dočasnou, prospěchářskou oddanou službu nelze považovat za čistou. Skutečná oddaná služba pokračuje i po osvobození. Když oddaný dospěje na duchovní planetu v Božím království, slouží Nejvyššímu Pánu také tam. Nesnaží se s Ním splynout.

Her står der, at hengiven tjeneste varer evigt. Det er ikke sådan, som māyāvādī-filosofferne hævder det. Skønt de sommetider udfører såkaldt hengiven tjeneste, er deres idé, at de vil fortsætte med deres hengivne tjeneste, så længe de ikke er befriede, men til sidst, når de bliver befriede, vil de “blive ét med Gud”. Den form for midlertidig, opportunistisk hengiven tjeneste anses ikke for at være ren hengiven tjeneste. Virkelig hengiven tjeneste fortsætter også efter befrielsen. Når den hengivne kommer til den åndelige planet i Guds rige, vil han også dér være engageret i at tjene den Højeste Herre. Han forsøger ikke at blive ét med den Højeste Herre.

Později se v Bhagavad-gītě dočteme, že skutečná oddaná služba začíná po osvobození, kdy živá bytost setrvává na úrovni Brahmanu — brahma-bhūta (samaḥ sarveṣu bhūteṣu mad-bhaktiṁ labhate parām). Nejvyšší Osobnost Božství nemůže nikdo poznat nezávislým prováděním karma-yogy, jñāna-yogy, aṣṭāṅga-yogy nebo jakékoliv jiné yogy. Těmito metodami se lze částečně přiblížit k bhakti-yoze, ale pokud někdo nedospěje na tuto úroveň oddané služby, nemůže pochopit, kdo je Osobnost Božství. Rovněž ve Śrīmad-Bhāgavatamu je potvrzeno, že porozumět vědě o Kṛṣṇovi, Bohu, může každý tehdy, když se očistí praktikováním metody oddané služby, zvláště nasloucháním čtení ze Śrīmad-Bhāgavatamu či Bhagavad-gīty od realizovaných duší — evaṁ prasanna-manaso bhagavad-bhakti-yogataḥ; pochopit, co znamená Bůh, je možné, když je srdce očištěné od všech nesmyslných pošetilostí. Proces rozvíjení oddané služby, vědomí Kṛṣṇy, je tedy královskou vědou a královským důvěrným poznáním. Je nejčistší podobou náboženství a lze jej bez potíží radostně uplatňovat. Každý by ho měl proto přijmout za svůj.

Som det vil fremgå her i Bhagavad-gītā, begynder den egentlige hengivne tjeneste først efter, at man er blevet befriet. Efter befrielsen, når man befinder sig på Brahman-niveauet (brahma-bhūta), begynder ens hengivne tjeneste. Samaḥ sarveṣu bhūteṣu, mad-bhaktiṁ labhate parām (Bg. 18.54). Ingen kan forstå Guddommens Højeste Personlighed ved at udøve karma-yoga, jñāna-yoga, aṣṭāṅga-yoga eller nogen anden form for yoga uafhængigt af bhakti-yoga. Det kan godt være, at man gennem disse yogiske metoder kan gøre en smule fremskridt hen imod bhakti-yoga, men hvis man ikke kommer til stadiet af hengiven tjeneste, kan man ikke forstå, hvad Guddommens Personlighed er. Det bekræftes også i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.17-20), at når man bliver renset ved at udføre den hengivne tjenestes proces, især ved at høre Śrīmad-Bhāgavatam eller Bhagavad-gītā fra realiserede sjæle, kan man forstå videnskaben om Kṛṣṇa eller videnskaben om Gud (evaṁ prasanna-manaso, bhagavad- bhakti-yogataḥ). Når ens hjerte er renset for alt uønsket, kan man forstå, hvad Gud er. Derfor er den hengivne tjenestes proces, Kṛṣṇa-bevidsthed, kongen over al uddannelse og kongen over al fortrolig viden. Det er den reneste form for religion, og den kan udføres med glæde uden problemer. Derfor bør man engagere sig i hengiven tjeneste.