Skip to main content

TEXT 36

TEXT 36

Verš

Tekst

pāpam evāśrayed asmān
hatvaitān ātatāyinaḥ
tasmān nārhā vayaṁ hantuṁ
dhārtarāṣṭrān sa-bāndhavān
sva-janaṁ hi kathaṁ hatvā
sukhinaḥ syāma mādhava
pāpam evāśrayed asmān
hatvaitān ātatāyinaḥ
tasmān nārhā vayaṁ hantuṁ
dhārtarāṣṭrān sa-bāndhavān
sva-janaṁ hi kathaṁ hatvā
sukhinaḥ syāma mādhava

Synonyma

Synonyms

pāpam — poskvrna; eva — jistě; āśrayet — musí přijít na; asmān — nás; hatvā — zabitím; etān — všech těchto; ātatāyinaḥ — agresoři; tasmāt — proto; na — nikdy; arhāḥ — mající; vayam — my; hantum — zabít; dhārtarāṣṭrān — syny Dhṛtarāṣṭry; sa-bāndhavān — spolu s přáteli; sva-janam — příbuzné; hi — zajisté; katham — jak; hatvā — zabitím; sukhinaḥ — šťastní; syāma — staneme se; mādhava — ó Kṛṣṇo, manželi bohyně štěstí.

pāpam — synd; eva — sandelig; āśrayet — vil komme over; asmān — os; hatvā — idet vi dræber; etān — alle disse; ātatāyinaḥ — angribere; tasmāt — derfor; na — aldrig; arhāḥ — fortjener; vayam — vi; hantum — at dræbe; dhārtarāṣṭrān — Dhṛtarāṣṭras sønner; sa-bāndhavān — sammen med venner; sva-janam — slægtninge; hi — afgjort; katham — hvordan; hatvā — idet vi dræber; sukhinaḥ — lykkelige; syāma — kan vi blive; mādhava — O Kṛṣṇa, lykkegudindens ægtemand.

Překlad

Translation

Jestliže zabijeme takové agresory, dolehne na nás hřích. Pobít Dhṛtarāṣṭrovy syny a naše přátele proto není správné. Co bychom tím získali, Kṛṣṇo, manželi bohyně štěstí, a jak bychom mohli být šťastní, když zabijeme vlastní příbuzné?

Synd vil overvælde os, hvis vi dræber disse angribere. Det er derfor ikke rigtigt af os at slå Dhṛtarāṣṭras sønner og vores venner ihjel. Hvad vil vi vinde derved, O Kṛṣṇa, Du lykkegudindens ægtemand, og hvordan kan vi finde glæde i at dræbe vor egen familie?

Význam

Purport

Vedy definují šest druhů agresorů: 1. ten, kdo podá jed; 2. ten, kdo zapálí dům; 3. ten, kdo zaútočí smrtonosnou zbraní; 4. ten, kdo plení majetek; 5. ten, kdo zabere cizí zem, a 6. ten, kdo unese vdanou ženu. Tyto agresory je třeba neprodleně zabít. Nepřivodí se tím žádný hřích. Každý obyčejný člověk by je zabil, ale Arjuna nebyl obyčejný člověk. Měl povahu světce, a podle toho s nimi chtěl také jednat. Taková svatost ale kṣatriyovi nepřísluší. Zodpovědný státosprávce sice má být svatý, ale nikoliv zbabělý. Pán Rāma byl například takový světec, že i dnes lidé chtějí žít v Rāmově království (rāma-rājya) — přitom však nikdy neprojevil známky zbabělosti. Rāvaṇa byl agresor, protože unesl Rāmovu manželku Sītu, a Pán Rāma mu za to dal ponaučení, jaké nemá ve světové historii obdoby. Nicméně pokud jde o Arjunu, musíme vzít v úvahu, že nešlo o běžné agresory, ale o jeho děda, učitele, přátele, syny, vnuky a tak dále. Arjuna proto uvažoval následujícím způsobem. Myslel si, že by s nimi neměl jednat tak tvrdě, jak je to nutné u obyčejných agresorů; kromě toho má světec odpouštět a takové náboženské pokyny pro světce jsou důležitější než jakákoliv mimořádná politická situace. Arjuna považoval za lepší, když svým příbuzným na základě náboženství a svatého chování odpustí, než aby je z politických důvodů zabíjel. Neviděl zabíjení pro pouhé dočasné štěstí spojené s tělem jako prospěšné. Velká království ani radosti, které skýtají, koneckonců nejsou věčné. Proč by tedy měl zabíjením vlastních příbuzných riskovat svůj život a věčné osvobození? To, že Arjuna oslovil Kṛṣṇu Mādhavo (manželi bohyně štěstí), je v této souvislosti také významné. Chtěl tak Pána upozornit na to, že by ho jakožto manžel bohyně štěstí neměl pobízet do něčeho, co nakonec přinese neštěstí. Kṛṣṇa však nepřináší neštěstí nikomu, ani nemluvě o svých oddaných.

FORKLARING: Ifølge de vediske retningslinier er der seks slags aggressorer: (1) den, der forgifter, (2) den, der sætter ild til et hus, (3) den, der angriber med dødelige våben, (4) den, der plyndrer rigdom, (5) den, der besætter en andens jord, og (6) den, der bortfører en hustru. Sådanne voldsudøvere kan dræbes på stedet. Man pådrager sig ingen synd ved at slå den slags angribere ihjel. At dræbe sådanne aggressorer er normalt for almindelige mennesker, men Arjuna var intet almindeligt menneske. Han var en helgen, og derfor ville han behandle sine fjender, som en helgen ville behandle dem. Den slags adfærd er imidlertid upassende for en kṣatriya. Skønt en ansvarlig person i statsadministrationen skal være en helgen, må han ikke være en kujon. For eksempel var Herren Rāma så stor en helgen, at folk selv nu er ivrige efter at leve under Hans regering (rāma-rājya), men Herren Rāma udviste ingen fejhed. Rāvaṇa forøvede vold mod Rāma ved at bortføre Hans hustru, Sītā, og Herren Rāma gav ham en lærestreg uden sidestykke i verdenshistorien. I Arjunas tilfælde bør man imidlertid tage i betragtning, hvilke aggressorer der er tale om, nemlig hans egen bedstefader, hans egen lærer samt hans venner, sønner, sønnesønner osv. Det var på grund af dem, han nødigt ville ty til de samme skrappe midler, man anvender mod almindelige angribere. Desuden tilrådes helgenagtige personer at udvise tilgivelse. De regler, der gælder for en helgen, vejer tungere end nogen politisk nødsituation. Arjuna sluttede, at frem for at slå sine egne slægtninge ihjel over politisk uenighed ville det være bedre at tilgive dem på grundlag af religion og helgenagtig opførsel. Han så derfor ingen grund til at dræbe dem blot for at vinde midlertidig kropslig lykke. Når alt kommer til alt, er et kongerige og den glæde, det skænker, ikke vedvarende, så hvorfor risikere sit liv og evige frelse ved at slå sine slægtninge ihjel? I den forbindelse er det også vigtigt, at Arjuna tiltaler Kṛṣṇa som “Mādhava”, lykkegudindens ægtemand. Med det ord ville han understrege over for Kṛṣṇa, at som lykkegudindens ægtemand burde Han ikke forlede Arjuna til at kæmpe for en sag, der i sidste ende ville lede ham i ulykke. Kṛṣṇa bringer imidlertid aldrig ulykke over nogen og da slet ikke over Sine hengivne.