FORKLARING: De rene hengivne, hvis kendetegn omtales her, engagerer sig fuldstændigt i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Deres sind kan ikke afledes fra Kṛṣṇas lotusfødder. Deres samtaler er udelukkende om transcendentale emner. Specielt i dette vers beskrives den Højeste Herres rene hengivnes kendetegn. Disse hengivne er optaget døgnet rundt af at forherlige den Højeste Herres kvaliteter og aktiviteter. De er konstant optaget af Kṛṣṇa med liv og sjæl, og de finder glæde i at diskutere Ham med andre hengivne.

I den indledende fase af hengiven tjeneste nyder de den transcendentale glæde fra selve tjenesten, og på det modne stadie er de rent faktisk situeret i kærlighed til Gud. Når de først befinder sig på dette transcendentale niveau, kan de nyde den højeste perfektion, der udvises af Herren Selv i Hans bolig. Herren Caitanya sammenligner transcendental hengiven tjeneste med at så et frø i det levende væsens hjerte. Der er utallige levende væsener, der vandrer rundt på de forskellige planeter i universet, og af dem er det kun ganske få, der er så heldige at møde en ren hengiven og få mulighed for at forstå, hvad hengiven tjeneste er. Denne hengivne tjeneste er som et frø, og hvis det bliver sået i hjertet på et levende væsen, og han fortsætter med at høre og recitere Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, bærer frøet frugt, ligesom frøet til et træ vil bære frugt, når det vandes regelmæssigt. Den hengivne tjenestes åndelige plante gror og gror gradvist, indtil den bryder igennem det materielle univers’ tildækning og trænger ind i brahmajyoti-stråleglansen i den åndelige verden. I den åndelige verden vokser planten sig også større og større, indtil den når den højeste planet, der kaldes Goloka Vṛndāvana, Kṛṣṇas højeste planet. Til sidst søger planten tilflugt under Kṛṣṇas lotusfødder og falder til hvile der. Ligesom en plante gradvist bærer frugt og blomster, bærer den hengivne tjenestes plante efterhånden også frugt, og vandingsprocessen i form af at høre og recitere Hare Kṛṣṇa fortsætter. I Caitanya-caritāmṛta (Madhya-līlā, kapitel 19) er der en tilbundsgående beskrivelse af denne hengivne tjenestes plante. Der bliver det forklaret, at når den færdigt udviklede plante søger tilflugt ved den Højeste Herres lotusfødder, bliver man helt opslugt af kærlighed til Gud. Da kan man ikke leve så meget som et øjeblik uden at være i kontakt med den Højeste Herre, ligesom en fisk ikke kan leve uden vand. I en sådan tilstand opnår den hengivne rent faktisk de transcendentale kvaliteter i kontakt med den Højeste Herre.

Śrīmad-Bhāgavatam er også fyldt med sådanne beretninger om forholdet mellem den Højeste Herre og Hans hengivne. Derfor holder de hengivne meget af Śrīmad-Bhāgavatam, som det bekræftes i Śrīmad- Bhāgavatam selv (12.13.18). Śrīmad-bhāgavataṁ purāṇam amalaṁ yad vaiṣṇavānāṁ priyam. I denne beretning findes der intet om materielle aktiviteter, økonomisk udvikling, sansetilfredsstillelse eller befrielse. Śrīmad-Bhāgavatam er den eneste fortælling, hvor den Højeste Herre og Hans hengivnes transcendentale naturer beskrives til fulde. Derfor nyder de realiserede sjæle i Kṛṣṇa-bevidsthed at lytte til denne transcendentale litteratur konstant, ligesom en ung mand og en ung kvinde finder glæde i hinandens selskab.