FORKLARING: Med disse to vers giver den Højeste Herre māyāvādī- filosoffen en chance, for her er det tydeligt, at den Højeste er forskellig fra den individuelle sjæl. Efter i dette kapitel at have hørt Bhagavad-gītās fire essentielle vers blev Arjuna helt fri for enhver tvivl og accepterede Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed. Han erklærer straks frimodigt: “Du er paraṁ brahma, Guddommens Højeste Personlighed.” Og tidligere udtalte Kṛṣṇa, at Han er ophav til alt og alle. Alle halvguder og alle mennesker er afhængige af Ham. I deres uvidenhed tror mennesker og halvguder, at de er absolutte og uafhængige af Guddommens Højeste Personlighed. Den uvidenhed forsvinder fuldstændigt, når man gør hengiven tjeneste. Det blev allerede forklaret af Herren i det foregående vers. Nu accepterer Arjuna ved Hans barmhjertighed Ham som den Højeste Sandhed i overensstemmelse med den vediske forståelse. Det er ikke, fordi Kṛṣṇa er Arjunas fortrolige ven, at Arjuna smigrer Ham ved at kalde Ham Guddommens Højeste Personlighed, den Absolutte Sandhed. Alt, som Arjuna udtrykker i disse to vers, bekræftes i Vedaerne som sandhed. De vediske læresætninger bekræfter, at kun den, der engagerer sig i hengiven tjeneste til den Højeste Herre, kan forstå Ham, imens andre ikke kan forstå Ham. Hvert eneste ord, som Arjuna kommer med i dette vers, bekræftes af de vediske instruktioner.

Der står i Kena Upaniṣad, at den Højeste Brahman er grundlaget for alting, og Kṛṣṇa har allerede forklaret, at alt hviler på Ham. Muṇḍaka Upaniṣad bekræfter, at den Højeste Herre, i hvem alt hviler, kun kan erkendes af dem, der tænker på Ham uden ophør. Denne konstante erindring af Kṛṣṇa kaldes smaraṇam og er en af metoderne i hengiven tjeneste. Det er kun igennem hengiven tjeneste til Kṛṣṇa, at man kan forstå sin position og slippe af med denne materielle krop.

I Vedaerne bliver den Højeste Herre accepteret som den reneste af de rene. Den, der forstår, at Kṛṣṇa er den reneste blandt de rene, kan blive renset for alle syndige handlinger. Hvis man ikke overgiver sig til den Højeste Herre, kan man ikke blive renset for syndige handlinger. Arjunas accept af Kṛṣṇa som den allerreneste er helt på linje med den vediske litteraturs instruktioner. Dette bekræftes også af forskellige store personligheder, af hvem Nārada er den vigtigste.

Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, og man bør altid meditere på Ham og nyde sit transcendentale forhold til Ham. Han er den højeste eksistens. Han er fri for kropslige behov og for fødsel og død. Ikke kun Arjuna bekræfter dette; det samme finder vi også i hele den vediske litteratur, Purāṇaerne og de historiske skildringer. Kṛṣṇa bliver beskrevet således i hele den vediske litteratur, og den Højeste Herre bemærker også Selv i kapitel 4: “Skønt Jeg er ufødt, viser Jeg Mig på denne jord for at etablere religiøse principper.” Han er den yderste oprindelse. Han har ingen årsag, for Han er alle årsagers årsag, og alt kommer fra Ham. Denne fuldkomne viden kan opnås ved den Højeste Herres barmhjertighed.

Arjuna udtrykker sig her ved Kṛṣṇas nåde. Hvis vi gerne vil forstå Bhagavad-gītā, må vi acceptere det, der bliver sagt i disse to vers. Dette kaldes paramparā-systemet, accept af discipelrækken. Man kan ikke forstå Bhagavad-gītā, hvis man ikke forbinder sig med discipelsuccessionen. Det kan ikke lade sig gøre gennem såkaldt akademisk uddannelse. Desværre holder de, der er stolte af deres akademiske uddannelse, på trods af nok så mange beviser i den vediske litteratur fast i deres stædige overbevisning om, at Kṛṣṇa er en almindelig person.